Læsetid: 5 min.

Seeberg-sagen – set med tyske øjne

Seebergs gymnasiestil skal læses som en advarsel for os i nutiden. Den giver os mulighed for at forstå ideologiernes forførelseskraft, og vi får et indblik i datidens fejltagelser, som vi forhåbentlig kan lære af for fremtiden
31. december 2016

Anders Juhl Rasmussens artikel i Danske Studier og det efterfølgende interview med ham i Information har skabt debat om Seebergs blik på Hitler og nationalsocialismen.

Især det faktum at han, ved siden af alle voldsomme fordømmelser, omtaler Hitler som et »geni« har provokeret.

Ifølge Marianne Juhl, der her i avisen modsagde Anders Juhl Rasmussens læsning, skal Seebergs brug af genibegrebet i gymnasiestilen læses ironisk. Begrebet betyder blot, udtaler hun, at man er exceptionelt og afvigende, og »i hvert fald har det ikke vægt over de eder og forbandelser (over Hitler, red.) han sender afsted«.

Set med tyske øjne

En sådan læsning af gymnasiestilen og Seebergs brug af genibegrebet kan umiddelbart virke meget fornuftig, især når de voldsomme forbandelser mod Hitler fylder en hel del i stilen. Set med tyske øjne trænger sig imidlertid en helt anden læsning på.

Det er især påfaldende, hvordan Seeberg i gymnasiestilen og i de uddrag fra ungdomsværkerne, som Anders Juhl citerer i sin artikel i Danske Studier, bruger en del motiver fra Oswald Spenglers kulturteori, som han tydeligvis havde læst forinden.

Anders Juhl Rasmussen henviser til Seebergs kendskab til Spenglers filosofi i sin artikel i Danske Studier, men han fejltolker dog på afgørende vis filosoffens rolle i de tyske miljøer.

Han læser nemlig især Spengler som pessimistisk kulturteoretiker, hvis teser om den vestlige kulturs igangværende undergang »kunne legitimere nazismens og fascismens blodige handlinger som et udtryk for Europas uundgåelige skæbne«.

Denne tolkning overser imidlertid, at Spenglers historiefilosofi af mange i samtiden – og delvis direkte mod Spenglers egne intentioner – især blev hyldet på grund af sin cykliske historieopfattelse, der også åbner for en positiv videreudvikling af historien.

Spenglers historiefilosofi lægger nemlig ikke kun op til, at enhver kultur – ligesom enhver organisme – har en ungdomsfase, en opblomstringstid, alderdom og undergang, men antyder desuden at der efter undergangen godt kan hæve sig en ny »kulturkreds« ud af evighedens spejlblanke hav.

Tøvende Spengler

Spengler har selv været tøvende over for muligheden for at koble denne tanke om en kommende ny kulturepoke til nazisterne. Godt nok hilste Spengler, ligesom mange nationalkonservative kræfter i Tyskland, begejstret Hitlers magtovertagelse velkommen.

I sin filosofi dyrkede han imidlertid især Mussolini og antydede, at en kommende kulturepoke snarere vil komme fra Rusland end fra Tyskland. Pointen er imidlertid, at Spenglers kulturteori i store dele af de nationalkonservative miljøer blev tolket som en direkte henvisning til en forestående ny kulturepoke, som nazisterne angiveligt var på vej til at skabe.

Som eksempelvis den tyske forfatter Gottfried Benn minder os om, var Spengler ikke vigtig på grund af undergangsformodningen, men på grund af hans teori om kulturkredse og deres cykliske kommen og gåen.

Allerede i 1932 skriver Benn, der ligesom Heidegger begejstret støttede op omkring nazisterne i 1933, således, at det var vigtigt at lade alle tidligere værdier forgå og til fordel herfor skabe en helt »ny moral og ny metafysik« for Tyskland.

En ny kulturepoke

Pointen er, at Benn, ligesom mange andre skikkelser fra den nationalkonservative fløj, læser Hitlers magtovertagelse som et radikalt brud i historien, der skal afføde en ny kulturepoke med helt nye værdier og en helt ny virkelighed.

Og i mange af de tyske kredse kobles denne forventning om et historisk brud med ideen om den store mand, der – som skabende kunstner – hæver sig over det eksisterende, og som et geni indleder denne nye kulturepoke og nye virkelighed.

Napoleon er en af de centrale historiske skikkelser i dette tankesæt. Når Seeberg i sin gymnasiestil direkte sammenligner Hitler med Napoleon (»Hitler beundrer Napoleon, og dog er Hitler større og frygteligere« mv.), og i sine litterære ungdomsskrifter direkte skriver om Napoleon, skriver han sig tydeligvis ind i denne åndsfilosofiske kontekst.

Set med disse øjne er betegnelsen af Hitler som geni alt andet end tilfældigt eller intetsigende. Pointen er nemlig, at den nye kulturepoke, som ifølge denne tankegang skal overvinde undergangen og intetheden, ikke kan vurderes med samtidens moralske kategorier. Den varslede nye kulturepoke introducerer ifølge disse tanker et helt nyt verdenssyn, og ethvert forsøg på at anlægge moralske kategorier fra den eksisterende kulturepoke på det nye vil derfor være meningsløst.

Seeberg åbner præcis for denne diskussion, når han henviser til, at ingen som Hitler har »vendt sådan op og ned« på moralske og religiøse værdier, og at man om »hundrede år« måske ser »anderledes på ham«.

De voldsomme fordømmelser af Hitler som afskyeligt og dæmonisk ville, hvis man fulgte denne tolkning, derfor tabe vægt: Fordømmelsen bygger ifølge disse decisionistiske kulturteorier på værdier, som hører den forgående epoke til, som geniet netop har overvundet. Eller som Benn hånligt skriver i 1933 til sin forhenværende ven Klaus Mann, der måtte flygte fra nazisterne: Mon han er klar over, at historien hverken udvikler sig »demokratisk« eller »humanistisk«?

Tager ikke stilling i stilen

Det egentlig interessante er for mig, at Seeberg ikke for alvor tager stilling i gymnasiestilen. Han virker snarere observerende og opstiller forskellige muligheder ved siden af hinanden. På den ene side fordømmer han meget tydeligt Hitler og hans politik, på den anden side åbner han for en bestemt åndshistorisk tolkning, hvor fordømmelsen anses for at være irrelevant: Den bygger nemlig ifølge denne tradition på moralske værdier, som ikke kan bruges til at vurdere geniets skabende kraft.

Den åndshistoriske kontekst peger altså ikke på, at Seeberg nødvendigvis havde sympati for nazisterne. Og Marianne Juhls læsning af, at hans rejse til Berlin især skulle skyldes et opgør med det indremissionske hjem, han kom fra, er i den forbindelse ganske overbevisende.

For mig virker det sågar, som om Anders Juhl Rasmussens og Marianne Juhls læsning slet ikke ligger så langt fra hinanden, som det umiddelbart kunne se ud til: fascinationskraften i geniet ligger jo netop i dets evne til at overvinde de eksisterende normer – deriblandt det kristne fokus på dårlig samvittighed og skyldsspørgsmålet.

Seebergs biografiske længsel efter at sprænge de værdimæssige rammer, han kom fra, passer sådan set fint til den tydelige fascination af geniet, der sprænger alle eksisterende rammer og skaber en ny virkelighed hinsides godt og ondt. De biografiske linjer og den åndshistoriske kontekst passer med andre ord fint sammen.

Det egentlig interessante med Seebergs gymnasiestil er derfor heller ikke, om den 17-årige forfatter skal anklages for sine ungdomsskrifter eller sine angivelige sympatier for nazisterne. Det ville være absurd.

Det afgørende er, at disse ungdomsskrifter anskueliggør den enorme fascinationskraft, som nazisterne og Hitler dengang havde for dele af de intellektuelle miljøer. Selvom Seeberg forholder sig tøvende, bliver muligheden for at tolke nazisterne som symbol på et såvel radikalt som fascinerende brud med det bestående synlig.

Gymnasiestilen skal derfor læses om en advarsel for os i nutiden. Den giver os mulighed for at forstå ideologiernes forførelseskraft, og vi får et indblik i datidens fejltagelser, som vi forhåbentlig kan lære af for fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu