Interview
Læsetid: 7 min.

’Jeg skriver for at bevare tingene omkring mig’

Judith Hermann har aldrig været en politisk forfatter. Men med tiden er hun begyndt at overveje, hvad det vil sige at skrive historier om de små ting i en verden, som er præget af store kriser. For Hermann handler det om at lade de store ting være til stede i de små og om at bevare det, som er gået tabt
’I alle bøgerne siden min debut har jeg forsøgt at holde fast på noget af min søns barndom,’ siger Judith Hermann.

’I alle bøgerne siden min debut har jeg forsøgt at holde fast på noget af min søns barndom,’ siger Judith Hermann.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
31. december 2016

Den tyske forfatter Judith Hermanns karakterer samler på ting, som er vigtige for dem: De har lommerne fulde af sten og små figurer, cigaretpakker og gamle biografbilletter, og deres hjem er tætpakkede af møbler og nips, bøger og håndskrevne sedler.

Hermann er kendt for sine noveller om de små ting, som har stor betydning for forholdet imellem mennesker.

De handler om det enkle møde – det øjeblik, hvor en forandring finder sted – og om rastløse menneskers forsøg på at skabe og fastholde en identitet.

Fortællingerne udspiller sig i forfatterens hjemby, Berlin, og i kulisseagtige spøgelsesbyer i Østeuropa, Nordnorge og USA.

I Hermanns seneste novellesamling fra i år, Lettipark, er der en mystisk scene, hvor en kvinde placerer en lille genstand i hjørnet af et endnu ikke færdigbygget hus.

Da jeg møder Judith Hermann i lobbyen på Hotel Bella Sky, fortæller hun mig, at hendes eget forhold til ting næsten er lidt overtroisk. Hun ved heller ikke selv, hvad den lille genstand i det tomme hus i novellen er:

»Nogle gange tænker jeg, at det er en talisman, en slags husgud. Noget meget småt, som har meget stor betydning.«

Hermann er ligesom karaktererne i sine noveller optaget af at bevare. Selv de mindste genstande kan have stor værdi. Hun nævner, at den amerikanske novelleforfatter Raymond Carver et sted skriver om »trøsten ved de små ting«.

»Det her lille glas med et fyrfadslys i bliver ved med at være et lille glas med et fyrfadslys i,« siger hun og piller ved lyset, som står på det runde cafébord imellem os.

»De små ting er stille, men bestandige. Det giver en sær trøst.«

Når noget optræder i en tekst, er det, som om det bliver præserveret. Det gælder for eksempel den ukrainske havneby Odessa, som et kærestepar rejser til i novellen »Øst« i Lettipark; som læser er det umuligt ikke at blive fascineret af det mærkværdige, triste sceneri, som møder parret her.

»Odessa er på en måde glemt, forsvundet,« siger Hermann. »Når jeg nu har skrevet om den, er det, som om jeg har bevaret byen for mig selv.«

Sofie Amalie Klougart

Det samme gør sig gældende for den tid, hvor forfatterens søn var barn. Han er i dag 16 år. Hermann fortæller, at hun har beskrevet meget af sønnens barndom – »alle de mistede ting« – i sine bøger.

I hendes eneste roman, Al kærligheds begyndelse fra 2014, har hovedpersonens datter for eksempel en yndlingsbog om en blå dør. Det var også hendes søns yndlingsbog, fortæller Hermann:

»Den tid, hvor vi sad og læste sammen, er forbi, men jeg anbragte hans bog i romanen for at bevare den. I alle bøgerne siden min debut har jeg forsøgt at holde fast på noget af min søns barndom.«

At skrive politisk

Judith Hermanns noveller blev hyldet som ’lyden af en ny generation’, da hun debuterede med Sommerhus, senere i 1998.

Siden har hun udgivet tre novellesamlinger og én roman; senest altså Lettipark, som består af 17 korte fortællinger.

Hermann har altid insisteret på, at hun ikke er en politisk forfatter. At hun ikke, bare fordi hun er forfatter, nødvendigvis har et politisk eller et socialt ansvar. Da hun debuterede, var det således ikke med tekster om den politiske situation i Berlin i det første årti efter Murens fald, men snarere med en samling tidløse fortællinger om ubekymrede unge mennesker og deres rodløse tilværelser.

I de senere år er Hermann dog begyndt at overveje, hvad det vil sige at skrive politisk:

»Jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg skriver, des mere tænker jeg over, om jeg kan tillade mig at skrive så enkle historier – som den, hvor et ungt par rejer til Odessa – i en tid som vores.«

Hun nævner præsidentvalget i USA.

»Man kunne selvfølgelig spørge mig, om jeg ikke har andet at bekymre mig om. Men det er de her historier, jeg har at fortælle. For mig har de en berettigelse.«

Med sin insisteren på at skrive om det nære, står Hermann i kontrast til en anden tysk forfatter, som Information bragte et interview med for nylig. I romanen Går, gik, gået forholder Jenny Erpenbeck sig direkte til den flygtningekrise, som har været meget synligt i begge forfatteres hjemby: på Oranienplatz i Berlin, hvor en gruppe flygtninge i halvandet år ind til 2014 havde etableret en protestlejr. Den slags møder man ikke hos Hermann.

Det nærmeste, man kommer denne politiske virkelighed i Al kærligheds begyndelse, er et sted, hvor hovedpersonens mand læser en avisartikel om en flygtningelejr.

»På en måde er det alt, hvad jeg kan gøre,« forklarer Hermann om denne forskel imellem at benævne og at behandle det politiske tema i sin litteratur:

»Det ligner mit eget liv, hvor det eneste, jeg kan gøre, er at læse avisen.«

Hermann medgiver, at hun selvfølgelig også kunne involvere sig i flygtningecentrene i Berlin eller donere penge til hjælpeorganisationer; »men i det lange løb er alt, hvad jeg kan gøre i dagligdagen, at læse avisen og forsøge at forestille mig situationen,« siger hun.

Os og dem

Selvom Hermanns noveller ikke direkte forholder sig til den politiske kontekst omkring hende, handler teksterne i høj grad om forholdet imellem os og dem. I novellen »Veje krydses« fra Lettipark bryder naboens teenagedreng ind i Vito og Patricias hus. Han sidder i deres køkken, omgivet af alle de knuste og ødelagte ting, og forestiller sig, hvordan det ville være at være en anden. I novellen omtales naboerne konsekvent som »de sociale tabere«, og på et tidspunkt tænker Patricia:

»De her mennesker skal jo have et sted at bo, jeg vil ikke have dem som naboer, men jeg vil heller ikke have, at de skal ende på gaden.«

Sofie Amalie Klougart
Denne sætning om nære naboforhold kan forstørres op, så den også gælder på samfundsplan.

Hos Hermann er det sjældent, at vægtige politiske eller kulturelt ladede ord nævnes direkte. En af undtagelserne er Al kærligheds begyndelse, hvor det lille ord ’krig’ optræder to gange.

I slutningen af novellesamlingen Alice fra 2009 beskrives en panorering hen over byen, og blikket falder på »braklandet efter Muren« – dette helt tydelige billede på tomrum. Det er det eneste sted i Hermanns værker, hvor Berlinmuren nævnes; alligevel fornemmer man dens tilstedeværelse – eller netop fraværet af den – overalt.

Også i slutningen af »Veje krydses« er der et overraskende øjeblik, hvor teksten stiger i et crescendo og slutter med ordene: »Gud viser sig bag Vitos ryg, tavs og fyndig, i hyacinternes dybe blå.« Hermann fortæller, at hun skrev novellen for at nå frem til præcis denne sætning:

»Jeg ville gerne tillade mig selv at bruge dette ord, Gud, i slutningen af en novelle; at turde det. Der er altid noget, som gemmer sig bagved.«

I novellen reflekterer Patricia over vigtigheden af ord, det farlige ved at vælge ét ord frem for et andet.

»Det er jo et meget privilegeret liv,« siger Hermann. »At være én der tænker på, hvordan et ord eller en sætning kan være farlig, når det er farligt for mennesker andre steder i verden bare at gå på gaden.«

Eventyr og sci-fi

Hermann er vant til at overveje vigtigheden af ord. Med sine afstemte sætninger lader hun en hel del stå usagt i sine tekster – det være sig betydningen af en replik eller motivet bag en handling, som læseren selv må tænke sig til – og hendes minimalistiske stil er ofte blevet sammenlignet med Raymond Carvers.

Lige siden Hermann begyndte at skrive, har hun båret rundt på en bog, hvori hun noterer navne og ord til senere brug. For eksempel navnet på en lille, harmløs park i Berlin, som siden blev titlen på hendes nye novellesamling:

»Jeg stødte på ordet ’Lettipark’ for over tyve år siden, midt i 90’erne,« fortæller Hermann.

»Jeg syntes det var et meget smukt ord – det lyder som en park i Nordeuropa, i Norge eller Finland. Jeg tænkte dengang, at engang ville jeg gerne have dette ord med i en fortælling.«

Det samme gælder de skøre navne, som flere af mændene i Hermanns historier har: Page Shakusky i titelnovellen i Lettipark, Mister Pfister i Al kærligheds begyndelse eller Steven Gonzales Soderberg, teenagedrengen i »Veje krydses«.

Hermann fortæller, at navnene er enormt vigtige for skabelsen karaktererne:

»Hvis jeg ikke finder det rigtige navn, forsvinder personen, så jeg tænker længe over dem, inden jeg vælger. Jeg har kun tre forsøg, ligesom i eventyrene.«

Det virker passende, at Judith Hermann er en smule overtroisk. Selvom hendes stil nok kan karakteriseres som realisme, er der ofte elementer fra folkeeventyrene at finde i hendes tekster. Det er som regel børnene, som tilfører en særlig mystik til historierne; de virker modne og alvorlige af deres alder og dukker ofte op ud af det blå som onde varsler.

Hermann fortæller, at hun som barn havde bøger med den svenske tegner John Bauers (1882-1918) eventyrbilleder af trolde, feer og skovbørn.

»Jeg elskede de billeder, men jeg var også bange for dem. De fascinerede mig,« siger hun.

Måske er det herfra, de mystiske børn i hendes fortællinger stammer.

»Det er sandt, at børnene virker meget modne af deres alder,« siger hun.

»Børn lever i en anden verden end voksne. De ved meget mere, end jeg ved nu.«

Eventyrene er ikke den eneste genre, som har sat sit aftryk på Judith Hermanns noveller. I Alice læser hovedpersonens kæreste en science fiction-roman, og teksten fra en af siderne i hans bog stiger op som damp og blander sig med novellens virkelighed.

I Lettipark handler novellen »Solaris« om teateropsætningen af et science fiction-stykke, og faktisk var den allerførste novelle, som Hermann skrev, en dystopisk science fiction-fortælling.

»Måske er science fiction en slags ideel skrift,« siger Hermann om denne genre, som hun ikke er en passioneret læser af, men som alligevel har betydning for hende:

»Det er så langt borte som muligt fra min egen virkelighed og fra vores verden, som den ser ud lige nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her