Læsetid: 6 min.

Da teatret ringede på døren

Teateråret 2016 bød på stærke teaterforestillinger over hele landet om vores kejtede forhold til flygtningestrømmen og virkeligheden. Og vores danskerangst for at åbne døren
Uduelige redningsveste blev til dansekostumer i Christian Lollikes afgørende flygtningeteaterforestilling Living Dead på Aarhus Teater og hos Teater Sort/Hvid i Pakhus 11. Her stegte tre dukkemaskerede danskere sild i køkkenet, mens de talte om flygtninge. Men de turde ikke svare dørtelefonen.

Uduelige redningsveste blev til dansekostumer i Christian Lollikes afgørende flygtningeteaterforestilling Living Dead på Aarhus Teater og hos Teater Sort/Hvid i Pakhus 11. Her stegte tre dukkemaskerede danskere sild i køkkenet, mens de talte om flygtninge. Men de turde ikke svare dørtelefonen.

Rumle Skafte

30. december 2016

Detaljerne var udslagsgivende i den danske scenekunst i 2016. En detalje var for eksempel den indbydende blommetærte, der blev samlet med nypisket flødeskum på køkkenbordet foran publikum i Wunderverks følelsesrene forestilling Udsigter fra min bedstemors køkken.

Her opstod der pludselig smil og våde øjne over et sønderjysk teaterkaffebord om grænselandets uløselige dilemma mellem danskere og tyskere – mellem ’dem’ og ’os’.

En anden detalje var den livagtige dukkehånd med en uudslukkelig cigaret, der afslørede omsorgssvigtet hos en ligeglad mor i Bådteatrets hjertegribende ghettogyser Arne går under.

Endnu en altafgørende detalje var pengeposen i snoren om halsen på flygtningebarnet, der var ved at drukne på vejen over Middelhavet, i Mungo Parks voldsomme flygtningeforestilling Uledsaget.

En visuel detaljezoom var de glidende sneglespor fra dengang kæmpemeteoren ramte jorden – sådan som sporene blev projiceret op på kalkbrudsvæggene under den geologiske sangforestilling Klint på Stevns Klint. Og en ækel miljødetalje var fotomontagen af verdenshavenes sammenpressede plastikaffald, der gav Hotel Pro Formas undergangsforestilling NeoArctic på Gamle Scene en uhyrlig nødråbseffekt.

Det Lille Teater henrykkede både de mindste og deres voksne med det gule og syrlige sansebombardement i plaskeforestillingen ’Citroner i Vand’.
Læs også

Tvivl og frygt

De gode teaterforestillinger i 2016 brillerede altså med stærke detaljer, der har sat sig eftertrykkeligt fast i øjnene og i tankerne. Samtidig var det gode teater bogstaveligt talt spredt over teatre i hele landet; hovedstaden og Det Kongelige Teater fik voldsom konkurrence af landsdelsscener, egnsteatre og projektteatre, så den geografiske teaterspredning ikke bare blev et teaterpolitisk drømmeudtryk, men virkelighed.

Flere af forestillingerne foregik desuden langt væk fra teatersalene – i naturen, i private hjem og i industrilokaler.

Emnemæssigt spændte scenekunsten fra ytringsfrihed til dagligdagen i et callcenter. Men det var flygtningestrømmen, der optog flest replikker og scenebilleder – baseret på foruroligende troværdige beretninger om vold og drab og had. Teatret skildrede ikke mindst danskernes forhold til flygtningesituationen – med tvivl, frygt, vrede og resignation. Og foruroligende lidt næstekærlighed …

Støv og gys

Odense Teater bød på en forrygende fortolkning af Broadway-musicalen Spillemand på en tagryg – med Anders Gjellerup Koch som den uimodståelige, jødiske far, der taler til sin hest, mens han nægter at se i øjnene, at han bliver nødt til at flygte med familien. Fra et Rusland i 1905, der lige så godt kunne have været et Syrien i 2016.

Odin Teatret i Holstebro satte flygtningefortvivlelsen på spidsen ved at lade forestillingen Træet foregå i både nutid og fremtid på én gang – illustreret af afhuggede barnehoveder, der trillede hen ad gulvet som uundgåeligheder.

Og performancegruppen Sew Flunk Fury Wit på Marienlyst Slot lod deres apokalypsemusical Støv foregå efter en miljøkatastrofe, hvor de få overlevende leder efter hinanden – og finder barnelig med indsmeltede håndvåben i knoglerne. Langt mere skræmmende end de gyserfilm, mange af os slet ikke tør se.

Teatret Møllen og Vendsyssel Teater brugte Niels Hausgaards barske tekster til at beskrive danskernes frygt for de fremmede i teaterkoncerten I fornuftens land. Her stod de danske barndomstraumer i vejen for forståelsen for de ukendte flygtninge på den anden side af hækken, men såmænd også bare for naboerne på bænken i stationens ventesal.

Hos Baggårdteatret i Svendborg genopstod den tyske digter Brecht som hovedperson i Bertolt Brechts Svendborgdigte. Med en effektfuld spejling af 1930’ernes Hitler-frygt i vores frygt for Assad og Putin og Trump – og med et symbolsk scenebillede af et træ, hvis blade falder af, ét for ét. Og i de smukke Mols Bjerge lod scenekunstgruppen Secret Hotel og Aarhus Teater nogle autentiske flygtninge fortælle deres egne historier midt mellem egetræer og gyvelbuske – i lyset af den nedgående sommersol i A WAY.

Ensomhedshits

Blandt klassikerne var der meget fokus på den ensomme helt – og den ensomme antihelt. Da Olaf Johannessen væltede rundt på utilregnelige ben som gennemalkoholiseret kyniker i Bertolt Brechts Puntila på Skuespilhuset, så var det med en snublende fuldemandsvariation, der vil gøre enhver ægte alkoholiker misundelig – eller fortvivlet.

Netop fordi han udtrykte en ensomhed, der var så massiv, at han ikke længere selv kunne mærke den. Og selvsamme Olaf Johannessen gav også sit kompromisløse bud på Ludvig Holbergs antihelt Jeppe på Bjerget på Grønnegårds Teatret med den mest ensomme og forslåede Jeppe i kvindes minde.

Ensomheden lyste også som psykiske ar hos performerne i flere stærke kvindemonologer. Lane Lind sad med eventyrdybe vokaler i rollen som kanøflet forfatter, der var smidt på gaden, i den overvældende Gertrude Stein hos Louise Schouws Teater.

Her mærkede man hendes ydmygelse over at få afvist et manuskript, hver gang hun rakte ud efter endnu en bog, der skulle pakkes ned i flyttekasserne. Og da Solbjørg Højfeldt spillede monologen over Hallgrimur Helgasons roman Kvinden ved 1000 grader på Aveny T, var det netop med en skræmmende ensomhedsstemme.

Denne kvinde havde overlevet Anden Verdenskrig som forladt teenager. Men krigsarrene var for dybe til, at hun nogensinde kunne blive menneske igen. Som hun forklarede det som 80-årig: »Jeg er stadig pigen, der bliver voldtaget i den polske skov.«

De gode og de onde

Man skulle måske tro, at den nuværende krigssituation blev mere udholdelig, når den blev tolket som eventyr for voksne. Men sådan var det ikke. I hvert fald ikke hos Teater V i Valby, hvor Sange for Freden blev til en ondskabsmyte af den spektakulære slags – omsat til en medrivende fuglefabel om den gode ørn og den onde ravn.

Ondskaben blev heller ikke formindsket af at blive fortolket i dans. Palle Granhøjs turnédanseforestilling Petrushka – Extended viste sig at være en barsk, nutidig eventyrfortolkning af en manipulerende hersker og hans frihedssøgende slave, der pludselig bryder ud af fangenskabet som marionetdukke. Og Fredericia Teater lokkede med musical om at være anderledes og om at være styret af sit begær i en scenografisk mavepusterfortolkning af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.

Tidens nye, grumme samtidseventyr blev dog skabt på Aarhus Teater, hvor Astrid Saalbachs smerteligt præcise stykke Kaldet blev fortolket som rædselsvækkende frygtteater. Stykket handler om tre blinde, som er ansat i et callcenter, og som klarer hverdagen imponerende godt. I hvert fald lige indtil der ansættes en ny it-konsulent, der er såkaldt ’seende’ … Her var der tale om ondskabszoom på alle planer.

Dørklokkevarsler

Årets nyklassiker blev dog Christian Lollikes stykke Living Dead. I hans egen iscenesættelse var den vestlige passivitet over for grusomhederne i Syrien transformeret til tre dukkeagtige mennesker fuldstændig blottet for personlighed. De talte helt monotont med politisk korrekt undren i stemmerne og med lammende tomhed i deres dukkesorte kontaktlinseblikke. De stegte sild på scenen, og da dørtelefonen ringede og forstyrrede deres køkkenrutine, gik de i panik.

I Lollikes Forkælelsesdanmark var der tydeligvis ikke plads til resten af verden … Det var der heller ikke hos familien i Roland Schimmelpfennigs Vintersolhverv på Det Kongelige Teater, hvis julemiddagsidyl blev forpurret, da Flemming Enevolds musikalske og nazitvetydige ’Rudolph’ ringede på døren for at frelse Kirsten Olesens kærlighedssultne ensomhedskvinde – og alle os andre nede i teatersæderne.

Det blev en fatal handling at åbne den dør … Akkurat som i Kære frøken Jelena på Himmerlands Teater, hvor den elskelige lærer åbnede døren for nogle studerende, der kom uanmeldt på besøg med en grusom fødselsdagsgave.

Ved at se tilbage på mine mange hjertesitrende teateroplevelser i 2016 vil jeg personligt ønske mig tilbage til det sarte ingenmandsland i Kim Brandstrups danseforestilling Rystet spejl over Søren Ulrik Thomsens digtunivers.

Tilbage til dansen mellem Tobias Praetorius og Lis Jeppesen, hvor der opstod den snehvirvlende følelse af tidløshed, der minder om drømmes sære sammensmeltning af virkelighed og ønsketænkning. For her trivedes den grynede fornemmelse af tidløshed og tankefortættethed, der måske er det eneste værn mod grusomhederne derude på den anden side af døren. Måske.

Men jo. Næste år vil jeg nok gøre det igen: Styrte mig ud i teateroplevelser, indtil virkelighedsspejlingerne på teatret bliver så voldsomme, at jeg igen får brug for at zoome ind på en nødvendig detalje.

Måske der venter mig endnu en blommetærte i 2017?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu