’Ultimativt vil juleaften ende i kollektivt selvmord’

Der er en ting, der er ligeså rituel og forudsigelig som gaveræset op til jul, og det er mediernes kritik af gaveræset frem mod jul. Det er ikke en af professor Anders Klostergaard Petersens favoritdicipliner.

»De kommer jo med sikkerhed, de her redundante historier om, at nu er gaveræset gået helt amok, at gaveorgiet nu er over os igen. Men jeg synes, at man skal være varsom med ideologikritikken her. Og i særdeleshed med at forherlige svundne tider, som man ikke i tilstrækkelig grad har sat sig ind i. For gaven har altid været en helt central del af menneskelige fællesskaber og har en klar funktion.«

Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, er aktuel med bogen Gaven, der er del af serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag. Han mener, at medierne bygger deres kritik på et forkert grundlag.

For godt nok kan man da fint føle lidt afsmag ved det ekstreme forbrug, der knytter sig til en moderne dansk jul, men man skal altså ikke tro, ’at alt var bedre i gamle dage’. For der er i medierne en fejlagtig forestilling om, at religion handler om tro. Og at gavegivning udgør en slags modsætning til den rene tro, mener Anders Klostergaard Petersen.

»Og ja, det har da været den bærende tanke i særdeleshed de sidste 500 år, men det er en meget kort periode i den menneskelige evolutionshistorie, og den gælder i dag en elite på 1,5 - 2 procent. For de 98 procent af menneskenes børn handler religiøse højtider om alt muligt andet end tro. Og det har de altid gjort. Der er røgelsen, lyset, måltiderne, og ja, gaverne. Og det er der ikke noget som helst forgjort i,« mener han.

Hvor var vi uden gaven?

Vi har altså altid givet gaver i forbindelse med religiøse højtider. Men hvad er en ’gave’ egentlig? Anders Klostergaard Petersen mener, at man med fordel kan anlægge en meget bred definition.

»Gaven bliver i dag først og fremmest forstået som en form for fysisk, stoflig udveksling – altså noget, der har en materiel karakter, såsom en blomterbuket eller en flaske vin. Typisk vil vi ikke anse et håndtryk eller et smil som en gave, men det er det altså også i min optik. Jeg ser ’gave’ og ’udveksling’ i meget snæver sammenhæng med hinanden og synes ikke, at vi kan se det ene uden det andet.«

I bogen vover professoren pelsen og kalder ’gaven’ i bredeste forstand, det mest grundlæggende fænomen, hvormed vi på alle niveauer etablerer, bevarer og bryder forbindelse med andre mennesker. Fra den intime romantiske kærlighed, til den store globale politik.

»Ja, vi kan ikke være den foruden i relationer med hinanden,« skriver han i bogen. For vi har brug for fællesskaber, og fællesskabet har behov for, at vi tilkendegiver, at vi kan ofre os for det. Som han skriver:

»Det var prisen for skovturen ud på savannen og at rejse os op på to ben. I mødet med de nye omgivelser har den naturlige selektion fungeret sådan, at den på individ- og gruppeniveau har favoriseret de mennesker, der kunne samarbejde, indgå alliancer med andre.«

»Gaven, eller udvekslingen, er helt grundlæggende i forhold til dels at indlede forbindelser, dels at bevare dem. Og forbindelser skal i den sammenhæng forstås i bred forstand, altså som kultur,« siger Anders Klostergaard Petersen.

Han nævner som eksempel den første gang, man inviterer et andet par til middag, og de tager en værtindegave med. Hvis den relation skal vedligeholdes, skal man gøre det igen. Det er gennem gaveudveksling, at man for alvor viser, at man vil hinanden.

Sig det med blomster

Gaven er nemlig et anderledes tegn end de tegn, vi normalt benytter os af, nemlig de sproglige, forklarer han.

»Den symbolske kommunikation, som gør os i stand til at tale om noget, der ikke er til stede, om morgendagen eller dagen i går, gør os jo desværre også i stand til at føre hinanden bag lyset; at lyve. Så for at give talen eller sproget et fundament, en slags understøttelse, der gør, at vi kan forlade os på den anden, er det vigtigt med den form for værdiafgivelse, som gaven udtrykker. Derfor finder vi den i alle sammenhænge af menneskelivet. For både når der er tale om de nære relationer, til f.eks. en kæreste eller en ægtefælle, og til de helt store som forholdet mellem nationer, har vi altid det problem, om vi kan stole på det, de siger.«

– Men kan en buket blomster ikke lyve?

»Naturligvis. Men risikoen er markant nedsat, hvis man siger det med blomster. Den handler om den værdiafgivelse, der for giveren nødvendigvis ligger i buketten. Vi taler om det, vi teknisk kalder ’dyre signaler’. Det er der, hvor der sker en berøvelse. Ord er som sådan gratis, men når de følges af noget, hvor man i bogstavelig forstand ofrer sig selv for at give dem vægt – og det er jo det, man gør, når man giver en pakke chokolade væk i stedet for at spise den selv – er det et offer.«

Martyrdøden

Og det er ifølge Anders Klostergaard Petersens netop, hvad en gave er: Et offer. Det er også det, der er på spil juleaften. For skal en gruppe fungere, kræver det en udveksling. Den skal nemlig vise, at vi kan tøjle vores grundlæggende natur.

»Det vi gør med gaven er at vise en vilje til at give afkald på noget af os selv i forhold til fællesskabet. Vi er som art dybt selvcentrerede og selvoptagede, men når vi vælger at kaste os ud i gavegivning, signalerer vi til den anden, at vi i et eller andet omfang evner at lægge bånd på os selv og tænke på den anden.«

Og herfra sker så den udveksling, der skaber bindende fællesskaber, fortæller Anders Klostergaard Petersen.

»Den ultimative gave, der giver ord vægt, er jo martyrdøden – og så er der grader af selvopofrelse dernedad. Selvfølgelig kan en løgnagtig martyr dø med et smil på læben og tænke, ’ha, ha, her narrede jeg verden, for jeg troede i virkeligheden slet ikke så meget’. Men det er nok usandsynligt, at han tænker sådan. Og under alle omstændigheder er det synd for ham, da han jo dør alene med den viden.«

Gaven handler altså om at tilkendegive sit tilhørsforhold til fællesskabet, om det er et parforhold, en nation eller en religion. Så ved at have ritualer for gavegivning i kulturer, sikrer gruppen, at dens medlemmer afprøves i netop denne svære kunst at tøjle sig selv.

Og de fleste religioner har da også ritualer med offergaver, der drejer sig om at afprøve den enkeltes dedikation. Anders Klostergaard Petersen nævner den katolske piske-påsketradition og praksissen med at gå gennem et bål.

»At du går på glødende kul beviser naturligvis ikke endeligt, at du er en del af gruppen, men sådanne ritualer minimerer risikoen for, at man lukker snyltere, gratister og bedragere indenfor.«

Kemi

Men udvekslingen har ifølge Anders Klostergaard Petersen ikke kun emotionel karakter. Der er kemi på spil, når vi udveksler gaver.

»De hedder neuropeptider og vores hjerner er helt afhængige af dem, for at føle velbefindende. Når vi har det godt med hinanden, udløses endorfiner, og de synkroniseres. F.eks. når vi danser, er der en udveksling. Det sker også, når vi går om juletræet og holder hinanden i hånden, som jo ikke er noget, vi normalt gør, og derfor signalerer en undtagelse. Den kædereaktion, der her etableres, bygges så op og forøges markant senere på aftenen ved udveksling af det stoflige korrelat, som julegaven er.«

– Stoflige korrelat…?

»Ja, gaven er jo en materiel pant på fællesskabet og dets værdier. Og i tider, hvor vi er knapt så optaget af penge, simpelthen fordi vi har så rigeligt af dem, er det tid, der er opofrelsen. Vi har så travlt, men man viser den anden, at man har taget sig tid til at bevæge sig helt ind i byen og har ledt efter lige netop den her gave til lige netop dén person. Derved har man igen taget noget fra sig selv og givet det til fællesskabet«

Destruktion

Men hvad med en aften som juleaften, hvor alle vælter sig i gaver, så det til tider kan være svært at bevare overblikket. Hvori er værdien af et sådant sammenrend af ’dyre signaler’? Anders Klostergaard Petersen mener også her, at der er parelleller til oldgamle religiøse ritualer.

»Man ser det også i flere religiøse praksisser, hvor man samles til monstrøse orgier og fremviser al den rigdom, som guderne eller guden har skænket, for så at destruere det og begynde forfra igen. Man har ved orgiet og destruktionen symbolsk givet det tilbage, man har fået af guderne.«

– Men er juleaften en slags destruktion?

»Det ved jeg ikke, om jeg vil sige, men der er i al fald noget med at bygge noget op for at rive det ned. Og Grundtvig havde jo fat i noget med ’julesorgen’. Der er dagen derpå, hvor alt ser noget ramponeret ud med udtrådt julepynt, som nogen har spildt et glas rødvin på, så måske er der noget om det. Og til nytår begynder vi så forfra igen.«

Den ultimative gave….

Men er der da ingen ende på gaveræset til jul, hvis der ingen ende er på vores rigdom? Ifølge Anders Klostergaard Petersen er der teoretisk set kun én ende på udvekslingen af gaver mellem mennesker.

»Religioner som kristendom, jødedom og islam opererer jo med det ultimative offer, hvor man giver sig selv. Sit liv. Det, vi senere finder i den romantiske toneart, Tristan og Isolde, der ender med at give døden i gave, i en ‘Liebestod’. Det er der, hvor kærligheden er så stor, at jeg vil give ham eller hende alt, hvad jeg overhovedet har. Så slutter det nødvendigvis med, at jeg skal give det liv, jeg selv fik,« fortæller Anders Klostergaard Petersen.

Og derfor er der naturligvis en grænse for, hvor meget julegaveræset kan eskalere.

»Det gaveorgie, hvor man skal overgå sig selv år efter år, vil jo i sidste ende resultere i et kollektivt selvmord.«

Anders Klostergaard Petersen griner ved tanken.

»Man kan lige se forsidehistorien for sig: ’En familie fra Esbjerg har igen fejret jul, men de elskede hinanden så højt, at de ikke længere kunne overgå sig selv og hinanden i gavegiving, så de blev 1. juledag fundet liggende midt i gavepapir og udbrændte stjernekastere efter at have gennemført et kollektivt selvmord.«

Tabuet penge

Det bliver næppe tilfældet. Men at vi overgår os selv og hinanden, når der gives gaver, er en naturlig dynamik. Og det må vi gerne. Så længe, ordet penge ikke siges højt.

»Det er helt afgørende, at det monetære system holdes strengt adskilt fra den rene gavegivning, fordi gaven principielt bygger på tanken om gratished. I princippet skal den netop ikke gengældes,« siger Anders Klostergaard Petersen.

For til trods for, at gaven er en så integreret del af den sociale økonomi, og at dens værdi jo netop handler om, at giveren oplever en værdiafgivelse, er det, i vores kulturkreds, helt afgørende, at gaven ikke associeres med penge, understeger Anders Klostergaard Petersen.

»Gaven skal opleves gratis. Det hylder vi som princip samtidig med, at vi jo altid forventer, at den gengældes. Derfor er der en stor ambivalens i gaven. Det bliver tydeligt, når børn kommer for skade at sige, at de bare ønsker sig penge i gave til fødselsdag. Så bryder de tabuet.«

Pengene har dog sneget sig ind i konfirmationen de sidste 20 år, fortæller han. Men også her skal det kamoufleres.

»Man må stadig ikke bare sige, at man ønsker sig penge, men i stedet for understrege, at der er tale om bidrag til en ferie eller et stereoanlæg. Så helliger målet midlet.«

Grib geden!

Tilbage til medierne.

– Du er træt af den måde, gaven behandles i medierne?

»Mja, jeg synes måske bare, det er rituelt forudsigeligt, når man år efter år gentager det.«

Og det er ikke kun op til jul.

»Lige så snart vi bevæger os i nærheden af konfirmationssæsonen, er der garanti for historier om, at konfirmanderne ’bare gør det for gavernes skyld’. Til det har jeg lyst til at sige: Er der egentligt noget i vejen med det? Og – var der engang, hvor de ikke gjorde det også for gavernes skyld? Det tvivler jeg på,« siger Anders Klostergaard Petersen og forsætter:

»Der ligger en lummer form for pietisme bag ideen, nemlig en forestilling om, at religion primært handler om tro. Det kan godt være, at man har tænkt sådan i hvert fald de sidste 500 år, men det er altså ikke tilfældet for langt, langt de fleste mennesker, der deltager i religiøse fejringer.«

Anders Klostergaard Petersen anerkender, at der da kan være ’et kognitivt element’, altså at nogle mennesker kan opleve højtider som en tid for trostilkendegivelse, men:

»Det var jo ikke kun derfor, at man for 2000 år siden gik i templet for at ofre en ged til guderne. Det har folk da også gjort, fordi det var spændende, for at være en del af et fællesskab, og i det efterfølgende fællesmåltidet – det var jo kun de dårligste dele af geden, der gik til guden. Resten spiste man selv.«

Epilog

Nogle dage efter at vi har gennemført interviewet, skriver jeg til Anders Klostergaard Petersen. Jeg havde nemlig glemt et spørgsmål, lidt News You Can Use. Og i mellemtiden har jeg været i Magasin. Og i BR. Og i Toys "R" Us. 

– Anders, har du ikke et godt råd til sådan en protestantisk, venstresnoet type som mig, der gør det nemmere for mig at nyde julen og dens gaver?

Også Anders Klostergaard Petersen er vist kommet i julehumør siden vi sidst talte om monetære forhold og neuropeptider.

Han svarer: 

»Jeg synes, at du med med fred i sindet skal være forvisset om, at der forhåbentlig er andre og mere betydningsfulde aktører, som kan gribe ind og løse denne verdens problemer, både i det små og store. Alt andet er ubærligt. Se til himlens fugle og markens liljer. De hverken sår eller spinder. Det er den gode gave og julebudskabet.«