»Der har da været alle mulige professorer, som synes, at de ved meget bedre. Og det gør de sikkert også«

Bertel Haarder, afgående kulturminister og kommende generalkonsul i Flensborg: »Det begyndte med, at jeg stod ude på Eremitagesletten til markeringen af, at Parforcejagtlandskabet var kommet på UNESCO verdensarvsliste og tænkte, denne gamle kongejagt, er det virkelig noget at sætte på verdensarvslisten? For historikere måske, men den betyder jo intet for dansk kultur. Og så tænkte jeg: Det må jeg kunne gøre bedre.«

Jan Opstrup Poulsen, embedsmand i Kulturministeriet: »Jeg hører første gang om det, da jeg kom tilbage fra sommerferie i august 2015. I løbet af sommerferien var der blevet forfattet nogle meget korte oplæg til ting, han havde nævnt, blandt andet en kanon.«

Mette Bom, kampagneleder i Kulturministeriet: »Han kaldte den ikke Danmarkskanon på det tidspunkt. Men han godt kunne tænke sig at lave en kanon over den immaterielle kulturarv. UNESCO laver hvert år den her liste over vores materielle kulturarv, hvor Danmark har Kronborg og Jellingestenen med. Men vi har ikke noget på den immaterielle liste – og det kunne Bertel ikke forstå.«

Bertel Haarder: »Samtidig havde jeg hørt fra flere danskere med indvandrerbaggrund, at vi ikke er særlig tydelige med vores værdier. Jeg kom i tanke om en bog, som Rushy Rashid havde skrevet nogle år tidligere om sin barndom i Danmark, hvor hun blandt andet skriver om det.«

Rushy Rashid, radiovært og debattør: »Bertel og jeg har snakket rigtig meget om den her kulturelle tydelighed. Jeg sagde til ham: »Hold kæft, hvor ville jeg ønske, at nogen havde taget mig i hånden og havde introduceret mig til juleaften og konfirmationer og den slags.« Jeg var til min første juleaften som 30 årig. Vi skal være meget mere up front: Vi har alt det her gode, kom ind og vær en del af det.«

Bertel Haarder taler i august 2015 med sine embedsmænd i Kulturministeriet om at sætte gang i arbejdet med en Danmarkskanon.

Mette Bom: »Først holder han et hulemøde. Dem er han berømt for, ligesom Ritt Bjerregaard er berømt for sine kaffeklubber, og Bertel havde så et hulemøde, hvor han mødtes med nogle af de ældre, som havde været med til at lave litteratur- og kunstkanonerne. Derefter inviterede vi 30 personer til et seminar.«

Geeti Amiri, radiovært og debattør: »Jeg sad i toget på vej ud for at hente min niece, da jeg fik en mail fra Kulturministeriet, som skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at være med i det her seminar. Jeg gider ikke tages til indtægt for nogen politiske dagsordener, og det er klart, at når man går ind i et projekt som dette skabt af en borgerlig regering, så er der en risiko. Men de sagde, at der var inviteret en bred skare. Fint nok.«

Rushy Rashid: »Vi skulle alle sammen have en ting med. Jeg valgte Grundloven, eller ikke selve Grundloven, men et hæfte, som min svigermor skrev under på, da hun sad i Folketinget for mange år siden.«

Geeti Amiri: »Jeg havde taget Amalie Skram med og skulle fortælle om hende. Vi sad 30 mennesker omkring det her lange ovale bord og introducerede os selv og vores ting.«

Bertel Haarder: »Jeg kan huske, at jeg havde en murerske med, fordi jeg ville pege på det danske håndværk. Jeg kan ikke huske diskussionerne ordret i dag, men Geeti Amiri gjorde indtryk.«

Geeti Amiri: »Jeg sagde flere gange, at det var fint nok med en Danmarkskanon og med andelsbevægelsen og højskolebevægelsen, som alle talte om, men at man skulle huske at komme ud i befolkningen med den. Ud i de minoritetskulturerne. Jeg kendte ikke noget til højskolerne før for et par år siden, selv om jeg bliver kaldt en præmieperker.«

Bertel Haarder: »Første gang jeg tænkte, at det virkelig ville blive til noget var ved seminaret, hvor jeg opdagede, at alle tilstedeværende gerne ville være med. Og så til juletid, hvor jeg mødte forfatteren Jens Christian Grøndahl.«

Jens Christian Grøndahl: »Jeg havde aldrig mødt Bertel Haarder før, men det gjorde jeg i forbindelse med kanonprojektet. Jeg deltog også i lokale debatter om projektet, blandt andet på det danske gymnasium i Flensborg, og alle gangene slog det mig, at der var et fravær af den selvoptagede nationalisme, som projektet ellers er blevet beskyldt for. Eleverne havde en fuldstændig ubesværet tilgang til at have en dobbelt identitet. Når de skulle tale om, hvad der tiltrak ved Danmark, var det nogle helt enkle ting. At man i Danmark siger du til sin lærer. Det gør man ikke i Tyskland.«

Den 5. juni 2016 begynder indsamlingen af forslag fra befolkningen. Bertel Haarder er i medierne og tager personligt ind på Københavns Hovedbanegaard for at tale med folk og indsamle forslag.

Mette Bom: »Vi havde fået produceret en masse postkort, hvor man kunne skrive sit forslag og så sende det til ministeriet. Vi tog kasserne med postkort og gik ned på Hovedbanen for at dele dem ud.«

Jan Opstrup Poulsen: »Mange sagde: Hvad skal vi med endnu en kanon? På det tidspunkt var det også begrænset, hvor mange der havde hørt om det. Jeg delte mest ud og spurgte, om folk ville deltage, men Bertel snakkede mere med folk.«

Bertel Haarder: »Den allerførste skoledreng, jeg spurgte, svarede meget sødt, at ramadanen var det vigtigste at få med ind i fremtiden, for der er vi gode ved de fattige. Og drengen, der stod ved siden af, sagde: »Jeg synes, det vigtigste er, at der ikke er korruption i Danmark.« Det var klogt sagt af en 11-årig.«

Fra lanceringen i juni frem til november kunne biblioteker rundt i landet søge om støtte til arrangementer og samtalesaloner.

Kirsten Hedlund, borger i Greve: »Første gang, jeg hørte om kanonprojektet, var på Greve Bibliotek, hvor Bertel Haarder selv fortalte om det. Vi kunne komme med forslag og spørgsmål, og der skrev jeg folkedans på, for jeg har danset folkedans, siden jeg var fire år, til nu, hvor jeg er 69 år.«

Grete Holm Nielsen, bibliotekar på Greve Bibliotek: »Vi ville frygtelig gerne have Bertel Haarder ud, fordi han både var kulturminister, og også var opstillet som folketingskandidat i Greve. Han er jo en karismatisk mand, som gerne vil folkeoplysningen, så det passede som fod i hose.«

Kirsten Hedlund: »Der var et glas vin og lidt slik, og så lå der en bunke postkort og sedler, vi kunne skrive på, og så skrev jeg simpelthen folkedans. Der er et stort sammenhold i de foreninger. Vi har været i Frankrig, Italien, Thailand og Østrig, og jeg var aldrig kommet rundt på den måde ellers.«

Grete Holm Nielsen: »Der kom nogen hele vejen fra Jylland for at tale om, hvorfor de synes, andelstanken var særlig dansk. Og der blev stillet spørgsmål. Der var blandt andet en kvindelig lærer for indvandrerbørn på sprogskolen, der nok mente, at de allerede gjorde nok for at blive danske og lære dansk. Bertel Haarder fik svaret meget fint, at det handler om at kende værdierne for os alle sammen, for ellers kan vi ikke give det videre.«

En af de andre borgere, som har bidraget med forslag til Danmarkskanonen, er Nina Hilsted fra Greve. Hun foreslog højskoletraditionen.

Nina Hilsted, borger i Rødovre: »Det var fredag i efterårsferien i kulturnatten, hvor vi startede i kulturministeriet. Der var musik, børnene var med, og Bertel Haarders kontor var åbent. Med udsigt til Thorvaldsens Museum, et gammeldags skrivebord, og en reol spækket med bøger. Der var en bowle med postkort og embedsmænd, der var søde og forklarede, at man kunne sende forslag.«

Nina Hilsted: »Det bliver lidt ligesom afstemningen om mad. Jeg er ikke så meget til det, fordi det bærer præg af noget ekskluderende. For hvad er det rene danske? Det bliver lidt for Dansk Folkeparti-agtigt. Så grundlæggende er jeg ikke så meget til den her kanontanke.«

Bertel Haarder: »Der har da været alle mulige professorer, som synes, at de ved meget bedre. Og det gør de sikkert også, men det ændrer ikke ved, at vi nu har et billede af, hvad et meget stort antal danskere sætter højest som værdier, der skal med ind i fremtiden. Det er jo svært at bestride, at det er interessant.«

Nina Hilsted: »Jeg var måske farvet af, at det var Bertel Haarders kontor, og jeg skrev højskoletraditionen, der for mig er meget dansk og har grundlagt hele vores grundtvigianske livssyn.«

Bertel Haarder: »Det bliver forhåbentlig brugt i alle former for undervisning, i folkeoplysningen, i integrationspolitikken, og hvis jeg skal være lidt højtidelig, i opdragelsen af vores børn. Som én sagde her til morgen i P1 omkring kl. 06.00, at for ham, så handlede det om, hvad han opdragede sine børn til, og det synes jeg egentlig var godt sagt. Det ville være ærgerligt, hvis den forsvinder, som sne der faldt i fjor. Men det tror jeg ikke, den gør.«