Læsetid: 15 min.

Venskab er det nye ægteskab

Vi fejrer parforholdet i kirken. Men når der er større sandsynlighed for at blive skilt end for at miste alle sine venner, hvorfor har den venskabelige kærlighed så ikke sit eget ritual?
Vi fejrer parforholdet i kirken. Men når der er større sandsynlighed for at blive skilt end for at miste alle sine venner, hvorfor har den venskabelige kærlighed så ikke sit eget ritual?

Jonathan Trier Brikner

23. december 2016

En-to-tre. De høje hæle slår en prøvende takt til brudevals.

»Er der nogen, der har tænkt sig at sætte den sang på?«

Maya Zachariassen ser op fra gulvet. Hun har sin bedste veninde, Maria Dønvang, i kejtet dansefatning: Hver har en hånd på den andens skulder, så ingen af dem fører. Hagerne løftes, og de tager et par valsetrin, mens Rihannas »Diamonds« spiller fra anlægget.

»I knew that we’d become one right away

Det er en lørdag i oktober, og jeg er til venskabsbryllup hos mine to gode veninder i LiteraturHaus i København.

»Kan man det?« har spørgsmålet lydt fra alle, jeg har fortalt om invitationen. Mens brudevalsen spiller, virker det dog ikke længere, som om nogen af gæsterne er i tvivl: Selvfølgelig kan man det.

»You and I, we’re beautiful like diamonds in the sky

Da Rihanna rammer crescendo, letter veninderne fra gulvet. Maya vinker til os, kom, kom, og vi vælter op af stolene, festklædte og champagnefulde. Venskabelig kærlighed er smuk og berusende. Alligevel er det parforholdet, vi fejrer, med hvide kjoler, kager og taler. For at hylde venskabet var Maria, 26, og Maya, 27, derfor nødt til at skabe deres helt eget ritual.

Et gammelt ægtepar

»I begyndelsen forestillede jeg mig alt mellem et helt traditionelt ægteskab og en eller anden stammeceremoni,« siger Maria en lørdag formiddag i december, hvor jeg har inviteret mig selv til kaffe i kvindernes fælles hjem på Kærsangervej i Københavns Nordvestkvarter.

Som sædvanlig er huset fuldt. Ud over den græske gadehund Laika har veninderne anskaffet sig en trebenet kat med grønne øjne – og så er deres kærester, Mikkel Inumineq og Daniel Lewis, for nylig flyttet ind.

Sammen har de købt andelslejligheden ovenpå og skal starte kollektiv.

»Vi prøvede at balancere på den knivsæg, at det skulle være alvorligt, men ikke erstatte det traditionelle ægteskab,« fortæller Maria om ritualet.

»Vi talte meget om, at det jo ikke på nogen måde skulle træde i stedet for. Det her var ikke, fordi vi hader mænd – guderne skal vide, vi elsker mænd!«

»Og det er ikke, fordi venskab på nogen måde skal …« Maya leder efter ordene.

»Rangere over,« supplerer Maria.

»... Det skal bare sidestilles,« siger Maya. »Hvis du kigger i kulturen og i film, så er venner noget, man har, indtil man møder Mr. Big, og så er de ikke så vigtige længere.«

Ægteskabet og den romantiske kærlighed har historisk set overskygget venskabet, men noget tyder på, at det er ved at ændre sig. Selv om serier som Sex and the City kan tages til indtægt for at sætte parforholdet på en piedestal, spiller venskab en stadig større rolle i både fin- og populærkultur.

Bofællesskaber og trofaste vennegrupper er centrum for sitcoms og serier lige fra Friends og New Girl til Lena Dunhams GIRLS og NRK-serien SKAM. Og på bestsellerlisten ligger venskabsskildringer af forfattere som Elena Ferrante og Hanya Yanigahara højt.

I en tid, hvor både kønsidentitet og samlivsformer er i opbrud, synes det oplagt, at venskabet kommer i fokus som et begreb, der kan rumme mange forskellige former for kærlighed.

I Maria og Mayas tilfælde er der tale om en særlig stærk en af slagsen. Vi har installeret os ovenpå med askebæger og stempelkande, og blandt flyttekasserne forsøger de to at optrevle historien bag venskabsbrylluppet. Kort fortalt var det noget med en sommeraften i 2015, hvor en af deres venner beskyldte dem for at opføre sig som et gammelt ægtepar.

»Og så er der en eller anden, der siger: ’Vi burde bare gifte os’,« fortæller Maya.

En eller anden – altså enten Maria eller Maya. De to er på mange måder et kollektivt subjekt. Engang gav de et interview til Politiken om den boghandel, de har startet sammen i Møllegade i København, hvor de blev omtalt som en »tohovedet argumentationsmaskine,« og på Instagram har de en fælles konto under navnet »kulturdullerne

Som Maya sagde i sin bryllupstale, er det umuligt at føre deres ideer tilbage til en enkelt af de to, og venskabsbrylluppet er ingen undtagelse.

Uanset hvor tætte Maria og Maya er, så er de ikke kærester. Derfor blev et juridisk giftermål hurtigt strøget af listen, da de tog hinanden på ordet og skulle finde et ritual, som kunne passe: Hårdt tilkæmpede LGBT-rettigheder skal ikke misbruges.

»Så gik vi på internettet,« siger Maria, mens Maya imiterer en søgetekst: »Hej Google, jeg vil gerne gifte mig med min bedste ven, kan man det?«

Der var enkelte søgehits, f.eks. fortalte en blog om et gammelt keltisk ritual for sjælevenner, der involverede en magisk cirkel, nogle kopper og stearinlys. Og sidste efterår, mens veninderne stadig var i gang med at google, afholdt producerparret Kaitlin Prest og Mitra Kaboli fra den amerikanske podcast The Heart en radiotransmitteret bryllupsceremoni for deres venskab og professionelle samarbejde.

Men hvis det keltiske sjælevenskab lå lidt for langt uden for vores kulturkreds, så lugtede radiobrylluppet, som var offentligt og havde 300 gæster, lidt for meget af performance. Nej, det her ritual skulle være intimt, forståeligt og alvorligt – og så skulle det være personligt.

Jeg spiser jeres hjerter

Og det er det, helt fra dørene bliver slået op til den ombyggede kirke, som nu er LiteraturHaus, tilbage i oktober. Mens bryllupsgæsterne istemmer B.S. Ingemanns »Tit er jeg glad«, glider Maria og Maya op ad midtergangen, arm i arm med deres ven Chris Handberg, der er fløjet hjem fra Schweiz, hvor han bor. Med sig bærer de to kvinder hver et efeuskud, der gør det ud for brudebuketter.

Ceremonilederen Johannes Bech Dalsgaard, klædt i sort rullekrave og runde briller, giver Mayas skulder et klem, før han tager ordet.

»Det, der skal ske i dag, er, at Maria og Maya skal love hinanden noget,« siger han. »De har selv fundet ud af, hvad det er, de vil love – og fundet på at invitere alle os til at være med, se det, velsigne det, og fejre deres venskab.«

»Nu skal vi høre, hvad digteren Lea Løppenthin skriver,« siger han med et ekko af den kristne liturgi. I stedet for en evangelist bliver ordet givet til en ung digter, der med garanti har mange fælles venner med de tilstedeværende, som foruden venindernes familie bl.a. tæller unge litterater, kunstnere og dokumentarister af forskellig art.

Chris læser Løppenthins digt op. »Og til jer, som jeg elsker, vil jeg gerne sige nu, hvis I nogensinde dør, så spiser jeg jeres hjerter med kniv og gaffel, som en straf for at I er døde, som en metode til at holde jer i mig.«

Chris er iført en flamboyant lyseblå velourjakke, og hans lyse hår er sat op i en knold.

At være vidne til Københavns måske første venskabsbryllup er lidt som at dele en hemmelighed. De ældre generationer har på forhånd udvist en vis skepsis over for projektet: Er der tale om en trodshandling eller en form for selviscenesættende leg? Men i dag er også de dukket op, og der er en respektfuld og nysgerrig stemning.

Faktisk er det lidt af en lettelse for en gangs skyld at dyrke venskabet som en værdifuld relation, tænker jeg. Mens parforhold kuldsejler på stribe, er det vennerne, der bliver. Måske er venskab i virkeligheden et af de mest stabile punkter i vores liv?

»I dag definerer de nye generationer sig meget mere ud fra deres venskabsrelationer end tidligere,« forklarer idéhistoriker Jonas Holst, der er forfatter til bogen Venskab – det gode mellem mennesker. Man kan ligefrem tale om en venskabets renæssance efter 2000, mener han.

»Med den større frihed til at rejse, købe og skabe kontakter til andre globalt, som mange oplever i dag, er venskab blevet en væsentlig relation,« siger han og peger bl.a. på sociale medier som et fænomen, der markerer venskabets identitetsbærende funktion.

Den nye venskabskultur skyldes bl.a., at familien er blevet utilstrækkelig på visse punkter, forklarer sociolog Casper Radil, der har forsket i venskab. Han henviser til sociologiens begreb om valgslægtskaber, der bliver relevant i et samfund med stor social mobilitet, hvor mange flytter væk fra hjemstavnen, f.eks. til byen.

»Man ændrer livssituation hurtigt og har brug for nogle støttepunkter – ressourcemæssigt, men også identitetsmæssigt,« siger Casper Radil. I dag er den kernefamilie, vi vokser op i, ikke længere nødvendigvis vores vigtigste ressource i hverdagen. Samtidig bliver vi stadig skilt i stor stil: I flere årtier har skilsmisseprocenten ligget omkring halvtreds.

»Der er større sandsynlighed for at blive skilt, end der er for at miste alle sine venner,« som Casper Radil siger.

Det er dig, der er kursiv

I LiteraturHaus ruller veninderne hver deres A4-ark ud. »Det er mig, der er kursiv, ikke?« spørger Maya lavmælt. »Det er dig, der er kursiv,« forsikrer Maria. Det er blevet tid til at fremsige deres løfter, der er skrevet i fællesskab.

»Jeg lover at holde dig ud, holde ud for dig og holde ud med dig. Jeg lover at bære over med mere, end hvad rimeligt er,« læser Maria.

»Jeg lover at tilgive dig, når du træder på mig, som jeg har tilgivet dig indtil nu,« siger Maya, og der lyder en spredt latter blandt gæsterne.

»Jeg lover, at når du falder, så lang du er, vil jeg lægge mig ned på gulvet med dig og blive liggende, indtil du er klar til at rejse dig igen,« siger Maria.

»Maya, mener du det?« spørger Johannes. Hun nikker. »Maria, mener du det også?« Han knipser mod hende med en afslappet bevægelse som for at prikke lidt til højtideligheden. Salen bryder ud i latter. Ja, svarer Maria, hun mener det også.

At Maya og Maria elsker hinanden, kommer næppe som en overraskelse for nogen, der kender dem. Det virker derfor nærliggende at spørge: Når man allerede har etableret sig godt og grundigt som slyngveninder og endda bundet sig økonomisk til hinanden gennem et lejlighedskøb, hvad kan et venskabsbryllup så egentlig føje til?

»Vi forpligter os på hinanden foran alle vores nærmeste. Vi aflægger et løfte for fremtiden, som vi hver især skal leve op til. Det er en kontrakt. Og så får vi en fest,« siger Maria hjemme på Kærsangervej.

»Kærlighed er enormt hverdagsagtigt. Men en gang imellem får du lejlighed til at gøre noget helt vildt romantisk for din kæreste.« Der er ikke det samme rum for det storslåede i venskabet, mener de to. Men hvorfor fejrer vi egentlig ikke vores venskaber på samme måde som vi fejrer vores kærlighedsforhold?

Det har man faktisk gjort i visse samfund. I de islandske sagaer, bl.a. Gisles Saga, findes eksempler på ritualer til markering af venskaber mellem mænd, de såkaldte ’fostbroderskaber’, hvor deltagerne sværger gensidig troskab gennem et ritual, der involverer både blodblanding, græstørv og udveksling af ringe.

»Sagaerne foregår i samfund, der er løst sammensatte,« siger Jonas Holst. »Der er institutioner, men de er ikke stærke nok til at knytte samfundets medlemmer sammen. Og så bliver venskabet som et ikke-institutionaliseret bånd meget væsentligt.«

Den vestlige forståelse af venskab i dag trækker dog snarere tråde tilbage til antikkens filosoffer. Hos Platon og Aristoteles var venskabet faktisk den højeste form for kærlighed. Aristoteles opererede med tre venskabsbegreber: lystvenskaber, nyttevenskaber og det han kaldte »de gode venskaber«. »De gode venskaber er de egentlige etiske venskaber, hvor vennerne ses for hinandens skyld og ser hen til hinandens bedste sjælelige velbefindende,« forklarer Jonas Holst.

Trods den høje status i antikken har venskabet siden stået i skyggen af andre relationer. Efterhånden som kristendommen blev den dominerende religion, fik guds kærlighed og ægteskabsinstitutionen højere status end venskabet.

Renæssancetænkeren Michel de Montaigne var på den måde forud for sin tid, da han i 1580 beskrev sit venskab med Étienne de la Boétie som en forbindelse, hvor sjælene indgik i »en så universel blanding, at der ikke længere er spor af den søm, hvorved de blev forbundet.«

Essayet »Om venskab« er ophav til en af Montaignes mest citerede sætninger – svaret på, hvorfor han elsker sin ven, som ganske enkelt lyder: »Fordi det var ham, fordi det var mig.«

Men Montaigne var en undtagelse: det var først omkring årtusindskiftet, at venskabet for alvor kom på den kulturelle dagsorden, bl.a. som led i singlekulturens opblomstring, hvor stadig flere bor alene.

Det afspejler sig ikke mindst i de senere års litteratur, hvor den italienske forfatter Elena Ferrantes populære Napoli-romaner er blevet hyldet for deres portræt af venskabet mellem Lila og Elena – et forhold, der både byder på rivalisering, kærlighed og identifikation, og som skildres som den bærende relation i kvindernes liv.

En af årets mest omtalte bøger, Et lille liv af amerikanske Hanya Yanagihara, skildrer kærligheds- og venskabsrelationerne mellem fire mænd, JB, Jude, Malcolm og Willem, og sætter netop statusforholdet mellem parforhold og venskab til debat:

»Hvorfor var et venskab ikke lige så godt som et forhold? Hvorfor var det ikke endnu bedre? Det var to mennesker, der blev sammen, dag efter dag, ikke bundet sammen af sex og fysisk tiltrækning eller penge eller børn eller ejendom, men kun af enigheden om at fortsætte, den gensidige hengivenhed til en forbindelse, der aldrig kunne sættes på formel,« lyder en af overvejelserne fra Willem i bogen.

Frihed og forpligtelse

Venskabet er altså ikke nær så perifært som det har været. Når det alligevel vækker opsigt at fejre venskabsbryllup skyldes det, at venskabet ofte opfattes som en mere løs relation, forklarer Jonas Holst:

»Det er klart, at man lover hinanden nogle ting og der er en forbindelse skabt gennem år, erfaringer og ting man har delt, men de fleste venner oplever det som befriende til forskel fra ægteskabet, at der ikke ligger noget på papir eller en ceremoni, der indvier de to i en særlig relation.«

Han understreger, at det ikke er den individuelle frihed, der har den højeste værdi i venskabet, men snarere friheden sammen med andre.

Den beskrivelse går igen hos Maria og Maya, der mener, at de har valgt en mere ufri venskabsrelation, netop fordi den forpligter.

»Alle relationer er transaktioner, og det er det her også, men det er en transaktion, som gør os større som mennesker. Jeg føler, jeg har et større handlerum i verden med dig, end uden dig,« siger Maya.

Rødvinsaftener via Skype

Maria og Maya mødtes første gang på ungdomsfilmskolen Station Next i Aarhus i 2006, og de brød sig ikke meget om hinanden de første par år. Indtil en aften, hvor Maria inviterede Maya på besøg på Rydevænget i det mørke Aarhus Vest. Belejligt glemte hun at fortælle, at der ikke gik en natbus hjem – så gæsten måtte blive og drikke mere vin.

»Når jeg tænker tilbage føles det som om vi var der i en måned i en rigtig forelsket tosomhed, hvor man bare ligger i de hvide dyner og læser digte for hinanden,« fortæller Maya og understreger at, ja, venskabsforelskelse er et virkeligt fænomen.

Men paradoksalt nok var det først, da Maya flyttede udenlands, at symbiosen etablerede sig: I fem år var venskabet henvist til jævnlige rødvinsaftener via Skype. »Vi fik ligesom isoleret hinanden,« siger Maria. »Vi sad i hvert vores soveværelse, og der kommer jo aldrig nogen og siger 'må jeg være med', når du sidder og taler i telefon.«

Nu har de boet sammen i to år, og kvinderne mener ikke, det er følelserne, der gør deres relation særlig. »Det handler ikke om, at vores kærlighed er helt speciel, men i den måde vi har indrettet vores liv på, har vi valgt hinanden enormt meget til,« siger Maya.

»Vi har valgt at flytte sammen, ikke fordi nogen manglede et sted at bo, men fordi vi gerne ville. Da vi så fik kærester, tænkte vi, at vi har jo ikke lyst til at flytte fra hinanden…«

»... bare fordi vi gerne vil flytte sammen med vores kærester…« fortsætter Maria.

»...så kan vi ikke flytte vores kærester herind i stedet for?« spørger Maya og forklarer, at Maria faktisk var med på den første date, hun havde med sin kæreste. »Han ville gerne hjem til mig og lave mad. Så sagde jeg, ’det er top dollar, du skal bare vide, at du også skal lave mad til Maria.’«

Veninderne mener ikke, at en hvilken som helst mand ville ønske at være del af det fælles liv, de har skabt. Men da jeg spørger deres kærester, om de har haft betænkeligheder ved venskabsbrylluppet, er svaret klart nej. »Jeg er kommet til at se de to som komplementære,« siger Daniel, Marias kæreste. »Jeg holder af Maya både for den hun er og som en del af Maria.«

Mayas kæreste, Mikkel,  understreger, at også parforholdet indeholder et venskabsbånd. Til gengæld er den romantiske kærlighed både mere absolut og mere skrøbelig end venskabet. »Jeg tror at den kærlighed, pigerne har til hinanden, er helt vanvittig slidstærk og fasttømret – og jeg kan ikke forestille mig, at de nogensinde skulle adskilles,« siger han.

I kæresternes bryllupstaler var de enige om, at parforholdets kærlighed ikke kan måle sig med venskabsbåndet mellem kvinderne. »Det er to paralleller,« sagde Mikkel i sin tale. »I er et fundament, hvor vi kan bygges på.«

Men er det ikke et temmelig radikalt udsagn i en verden, hvor vi gennem dating-apps og DR-programmer opfordres til at opsøge parforholdet?

Både sociologen og idéhistorikeren er enige i, at der i dag er større status i at have en kæreste end venner. Til gengæld vækker forestillingen om venskabet som et fundament for kærligheden genklang hos samtidens singler, siger Casper Radil.

»Der er en moderne diskurs i den romantiske kærlighed om, at man kun kan fungere i et forhold, hvis man først har alting på plads i sit eget hus: en person, der bliver forelsket, skal hvile i sig selv og have det fundament, der skal til – det kan både være økonomisk, socialt osv. Kærlighed er ikke bygget på svage identiteter,« forklarer han.

Venskabsfamilie

Under hele ceremonien i LiteraturHaus står de to efeuskud, som Maya og Maria bar op ad kirkegulvet, på et lille firkantet træbord. Nu knæler Maya og Maria ved bordet og hælder muld fra hver deres syltetøjsglas ned i en lerkrukke.

»Den jord er jeres værste, alt det I måske ville ønske I ikke behøvede tage med i dag, men som I ikke kommer udenom,« forklarer Johannes. »Hvis noget skal vokse, må det vokse ud af den.« Krukken er lige ved at tippe, da begge kvinder stikker højre hånd ned og ælter jorden.

»Så vil jeg bede jer tage den efeu, I har taget med, og plante i fællesjorden,« siger Johannes. Den symboliserer deres bedste, den fælles kærlighed. Stilkene giver en knasende lyd da de bliver mast ned i krukken, og Maya drejer potten en gang, så de grønne blade stritter ud mod publikum.

»Et venskab er noget, man skal passe på,« siger Johannes så, »det er ligesom en fest, en kreativ proces, en modstandsbevægelse, en vigtig samtale eller et bål – man skal fodre det, holde liv i det, være tro mod det.« Planten skal selvfølgelig vandes. Kvinderne dypper fingrene i to små glasskåle og vifter et par dråber mod de struttende skud.

Da de har fået tørret muldjord og vand af fingrene, er det tid til at placere ringene på hinandens venstre hånd. Dermed efterlades højre ringfinger fri til at bære tegnet på et borgerligt bryllup. Det kan godt blive aktuelt, da Maria er forlovet med sin kæreste.

Venskabsbrylluppet er på den måde et ekko af det gamle venstrehåndsbryllup, der tillod konger at gifte sig politisk til højre hånd og romantisk til venstre. Det er en parallel til samfundets institutioner, et kip med flaget for platonisk kærlighed.

Her er ingen Gud og ingen præst, så det er os – publikum, gæster, venner – der skal velsigne venskabet. Pianisten spiller op, mens vi bliver guidet op i to lange rækker, og én efter én stænker vand på planten.

Sagen er nemlig den, at jeg og alle andre i selskabet nyder godt af deres venskab og den kærlighed, der kommer i overskud. Maria og Maya er organiserede typer, der tager et kæmpe villatelt med på Roskilde Festival med plads til fem-seks gode venner.

De er sjælesørgere, som tropper op med yoghurt, kiwi og chokolade, når kærestesorg har stjålet ens appetit og de er naboer, som altid har kaffe på kanden. Og det er selvfølgelig på Kærsangervej, man holder både dansefest til nytår og 1. januar i en stor bunke foran projektoren.

På vej tilbage til min plads forsøger jeg at fange Marias blik. Jeg vil gerne vise, at jeg mener det. Det med velsignelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Steffen Gliese
Torben Arendal og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Et ritual er den klister der skal holde sammen på noget, som på nogle strækninger er uholdbart i længen. Et godt venskab behøver ikke den lim; det gør til gengæld mange ægteskaber og så er det ikke engang sikkert limen holder. Derfor er der ikke brug for venskabs-ritualer. Venskabsritualer, som fx. at blande blod, er noget for barnlige sjæle og romantikere. Det er de kristne ritualer også blevet, i takt med at kirken har mistet sin magt. Når først man gør noget af rituelle årsager er det allerede en smule suspekt - et tegn på uselvstændighed, underkastelse og afhængighed, hvilket harmonerer dårligt den tro på liberalisme der gennemsyrer tidsånden. Man kan ikke have mel i munden, uden at få melklister ud af det.