Læsetid: 12 min.

’Jeg vidste kun, at jeg ville skrive en verdensroman’

Hédi Kaddour var over tres, da han i Frankrig vandt Goncourts prestigefyldte debutantpris for romanen Waltenberg. I en alder af 71 rejser han nu verden rundt med ’De toneangivende’, der foregår i det Nordafrika, han forlod som 12-årig, men beskriver med stor indsigt
Hédi Kaddour romandebuterede i en alder af 61 og er som nu 71-årig aktuel med sin anden roman, ’De toneangivende’, der udkommer på dansk til foråret.

Hédi Kaddour romandebuterede i en alder af 61 og er som nu 71-årig aktuel med sin anden roman, ’De toneangivende’, der udkommer på dansk til foråret.

2. december 2016

»Jeg ved godt, at det var storhedsvanvid.« Hédi Kaddour griner lidt, og de gråsprængte krøller dirrer. Vi er bænket i efterårsskumringen højt over gadelarmen. Katten Achilleus smyger sig ind i samtalen, og Hédi Kaddour fortæller om dengang, han i en alder af langt over halvtreds besluttede, at han ville skrive en stor roman.

»I 1997 gik jeg i Paris’ gader og tog noter – det gjorde jeg altid, også til mine kronikker. Jeg ved ikke, hvad der skete, men da jeg kom hjem, havde jeg besluttet mig for at skrive en stor roman. Sådan en rigtig stor roman, en blanding af Trolddomsbjerget og De Tre Musketerer eller John le Carrés Muldvarpen og Greven af Monte Christo

– Intet mindre?

»Intet mindre.«

Hédi Kaddour elsker historier, især altså store historier. Resultatet af hans beslutning i 1997 blev hans første roman Waltenberg, en mursten på 800 sider.

Den gjorde i 2005 den diskrete digter og litteraturlærer kendt i en bredere fransk offentlighed. En forbavsende debut i en alder af 61. Kaddour vandt Goncourts debutantpris, selvom han synes, det var lidt snyd.

»Den plejer jo at gå til en håbefuld ung mand eller kvinde.«

Inden interviewet har Hédi Kaddour sendt mig en mail med en præcis beskrivelse af, hvordan jeg finder frem til hans lejlighed. Hvis jeg kommer med metro, skal jeg gå ind i sidste vogn, stå ud, tage rulletrappen, dreje en halv gang til højre, gå hundrede meter, og så står jeg ved døren.

Den er lige så præcis, som beskrivelserne i romanen De toneangivende fra 2015, der var med i opløbet til alle store franske litteraturpriser og vandt Det Franske Akademis romanpris.

Pied noir

Handlingen foregår i et fiktivt land i Nordafrika i 1920’erne, en blanding af Tunis og Marokko, hvor et amerikansk filmhold slår sig ned i en typisk fransk koloni og ved sin blotte tilstedeværelse sætter skarpe projektører på en ellers ret stabil kolonistruktur.

Man følger en ung lokal kvinde, Rania, og hendes fætter, Raouf. Der er selvfølgelig også den amerikanske instruktør Neil og hans smukke kone Kathryn, som spiller hovedrollen i filmholdets produktion ’Ørkenens kriger’ og også kommer til at spille en rolle i Raoufs univers.

Men især er der som baggrund for alle begivenhederne ’de toneangivende’: den blanding af koloniherrer- og damer, som pludselig ser deres verden truet af en langt mere moderne og tiltrækkende verden, der ovenikøbet giver løfter om frigørelse.

Det sætter gang i en masse historier, hvis tråde man følger til det nazismetruede Europa og tilbage igen.

Jeg har fulgt Kaddours rutebeskrivelse nøje, drejet en halv omgang, fundet ’Kaddour’ på dørtelefonen og forladt den larmende Avenue Fontainebleau, en indfaldsvej til det sydlige Paris.

Jeg har lagt et hidsigt juleblinkende forretningscenter bag mig og er steget op til 8. sal, hvor Kaddour og hans kone smilende tager imod.

Forfatteren viser endnu en etage op: udsigt til en rødmende aftenhimmel til begge sider, et enormt antal bøger sirligt ordnede i reolerne, et flygel og et stort spisebord, hvor vi tager plads sammen med katten og et glas vand.

Den nu 71-årige forfatter, der voksede op i Tunis de første 12 år af sit liv og bærer et arabisk navn, fortæller med næsten drenget glæde, hvordan han begyndte at skrive romaner. For hvorfor starte med en typisk europæisk roman, som debutromanen Waltenberg er?

»Jamen fordi jeg er europæisk! Min mor var pied noir (et ord for franskmænd af europæisk oprindelse, som boede i de nordafrikanske kolonier, red.), min far var arabisk, fra Tunis, men som 12-årig kom jeg til Frankrig. Jeg tilbragte alle mine dannelsesår i Frankrig på Henri IV.«

Henri IV er en prestigefuld skole, et gymnasium og en institution, som forbereder til de såkaldt ’store skoler’ midt i det gamle Paris. Henvisningen til Henri IV er forklaring nok på Kaddours perfekte franske diktion, der også signalerer intellektuel overklasse.

»Jeg oplevede en masse i de år, jeg gik i 3.g – det var en tid fuld af demonstrationer mod krigen i Algeriet, som jeg jo ikke kunne undgå at betragte fra sidelinjen. Senere var der ungdomsoprøret. I de år, hvor jeg lærte det meste, foregik det altså mellem skolen og alt det politiske i latinerkvarteret. Så derfor var det naturligt med Waltenberg.«

Waltenberg er både spionroman og et historisk epos, som fortæller om kærlighed og bedrag i Europa, fra skyttegravene til Murens Fald.

»Senere underviste jeg i europæisk kultur på École Normale Supérieure (ENS): ikke den fine i Rue d’Ulm, men den anden universitetscampus, som aldrig har produceret en nobelpristager, og som nu er blevet til ENS i Lyon,« præciserer Kaddour.

Hédi Kaddour fandt inspiration til sit plot i ’De toneangivende’ i historien om amerikanske filmfolk, der i 1920’erne tog til Nordafrika for at filme, som f.eks. stumfilmstjernen Rudolph Valentino, her sammen med Vilma Banky i ‘Son of the Sheik,’ 1926.

AP

Tilbage til barndomslandet

Kaddours vej ind i litteraturen skulle ud over via prestigefulde skoler og ansættelse på ENS gå over digtningen. Det fortæller han med en vis ironi.

»Jeg var jo en anerkendt digter, Gallimard udgav en af mine digtsamlinger hvert fjerde år. Kort sagt spildte de 25.000 franc på mig, de bad aldrig om støtte. Det er en tradition hos Gallimard at udgive digtsamlinger, og jeg udgav tre.«

Det er tydeligt, at Kaddour er stolt over ikke længere at ligge Gallimard til byrde, men at være blevet en decideret indtægtskilde.

Især holdt Kaddour sin pen spids ved at skrive kronikker, men det var heller ikke i den forbindelse, den økonomiske succes indfandt sig.

»Jeg skrev i starten for L’Autre Journal,« griner han, »vi lavede lange interview med Duras og Godard, det var ren underskudsforretning.«

Kaddour var så også lærer på en journalistskole, underviste i reportage og skrev tv-anmeldelser og klummer. Men aldrig noget over de cirka 12.000 tegn, som ofte er avisartiklers maksimale længde. Indtil den dag han altså besluttede at blive en slags Thomas Mann.

»Jeg har ikke skrevet digte siden. Jeg fortalte ovenikøbet mine venner, at nu skrev jeg en roman. Jeg var syv år om det, de havde alle opgivet mig.«

Waltenberg blev en succes, og der kom to små opfølgere inden De toneangivende. Egentlig var det ikke tilsigtet, at den anden store roman skulle blive en tilbagevenden til barndomslandet.

»Jeg vidste kun, at jeg atter ville skrive en ’verdensroman’. Men så faldt jeg over en historie om filminstruktører, der i tyverne tog til Nordafrika for at filme. Det gjorde for eksempel Rudolph Valentino, den berømte stumfilmsskuespiller. Pludselig var scenen sat for en historie. Når der er for meget ro og orden, hvilket kolonimagten i lang tid opretholdt, er der ganske enkelt ingen historier. Men når sådan et amerikansk filmhold ankommer, sker der noget.«

Faktisk havde Kaddour været tilbage i Nordafrika, inden han påbegyndte sin underviser- og digterkarriere i Paris.

Han aftjente sin værnepligt for Frankrig på en måde, der i de år var typisk for unge intellektuelle, nemlig som litteraturlærer i Marokko. En måde, man afbetalte sin gæld til de tidligere kolonier på, og samtidig en måde, hvorpå den franske stat kunne bevare sin indflydelse.

Kaddour blev i Marokko som lærer indtil 1984. Det var dér, han i sin fritid for alvor fik lært arabisk og læst alle de store arabiske digtere, fortæller han.

»Da jeg begyndte at skrive, havde jeg minder fra to forskellige steder – barndommens Tunis og ungdommens Marokko – og alle disse stumper af ordsprog og vendinger og landskaber blandede sig. Så jeg besluttede blot at kalde det ’Landet’. Det passede også med, at der begge steder var en form for monark, og at den franske stat havde herredømmet gennem denne hersker, og på præcis samme måde begge steder. Sådan er kolonialismens struktur. Når jeg nu besøger Tunis i forbindelse med udgivelsen af De toneangivende, er de sikre på, at det er dem, jeg beskriver i romanen, og det samme gælder i Marokko.«

Da han først havde besluttet at tage udgangspunkt i historien om filmholdets ankomst, rullede handlingen af sig selv, forklarer Kaddour.

»Amerikanerne ankommer til denne dobbelte verden med kolonisatorerne og de koloniserede og militæret, som holder sammen på det hele. Kolonisatoren betragter sig selv som den model, der skal følges. Men de, der ankommer, er endnu højere i et imaginært hierarki, de har flere midler, er mere moderne, har mere fremdrift og rytme. Også deres kvinder er frie, og de har ovenikøbet en forestilling om et folks ret til selvbestemmelse. Det havde Præsident Wilson jo formuleret allerede i 1917, og på det tidspunkt troede man på det. Det er den store Gatsby, som lander midt i en fransk koloni, som i sig selv er det værste af al fransk provinsmentalitet. Alt i sådan en koloni var kedeligt og forudsigeligt. Man kendte alle de andre, gik til de samme fester, der trængte aldrig noget nyt eller fremmed ind. At bo i en fransk koloni var værre end at bo i en fransk provinsby.«

Egyptisk romankunst

Kaddours personskildringer folder sig ud fra den scene, der med filmholdets ankomst, nærmest er sat på en filmisk måde.

»I begyndelsen er personerne næsten klicheer, men når de så begynder at interagere, får de mere stoflighed. Med den unge nordafrikanske kvinde Rania måtte jeg finde en social status, som gjorde det muligt for hende at bevæge sig. På den tid var en kvindes bevægelsesfrihed lig nul. Derfor må hun være datter af en magtfuld person, og så er hun enke: Hendes mand er død i Champagne under Første Verdenskrig. Som hun siger det, er hun nærmest vred over, at han er død for et land, som foragter dem. Jeg ville ikke sige, at han døde i Verdun, for det var alt for indlysende. Og sådan bygges det op. Hendes far forkæler hende, og det ender så med, at hun tager sig af et af hans landbrug, og det er hun god til. Den traditionelle spænding opstår ved, at broren vil have hende gift. ’Han har selv et elendigt ægteskab, så han ønsker jeg skal have et, som er værre,’ som hun selv formulerer det. Den konflikt afføder en række historier om, hvordan hun snedigt undgår at blive gift igen.«

– En slags kvindefrigørelse?

»Hun læser jo bøger, og man skal vide, at dengang var der en masse arabisk litteratur om kvinders frigørelse, især fra Egypten.«

– Nogle af de bøger, hendes far synes er farlige?

»Den egyptiske roman opstår omkring 1890 ved, at de kopierer Zola, Dickens og Balzac, men derfra tager de udgangspunkt i deres eget samfund, herunder kvindernes status. Zeineb, som jeg omtaler, skrev romaner, man slet ikke kan læse i dag, de er enormt tunge. Men dengang var de et frisk pust.«

– Deres personer mødes i øvrigt ofte netop gennem en samtale om litteratur. Raouf viser, at han er på lige fod med filminstruktøren ved at citere et sted fra Balzacs ’Eugénie Grandet’?

»Ja, for modsat i dag læste alle kultiverede mennesker enormt meget. Enhver, der gik i gymnasiet, lærte en masse udenad. André Gide kunne tusindvis af vers og teaterstykker udenad. Det var helt almindeligt op til midten af forrige århundrede, og det glemmer vi i dag. Nu er det tv, film og spil … Dengang var det bøger.«

– Rania har en meget speciel stemme, når hun går og tænker – også på arabisk. Har De selv en stemme i hovedet, når De skriver?

»Ja, det har jeg, og jeg prøver derigennem at finde de forskellige personers stemmer – det er som at arrangere kammermusik. Rania har en slags indre monolog, en Joyce-agtig stream of conciousness, en blanding af, hvad hun ser, og så digtstumper og ordsprog.«

Ikke optaget af politiske spørgsmål

Jeg spørger Kaddour om flyglet, der står i hans stue, og ja, det har han spillet på, indtil den dag han begyndte at skrive digte. Kaddour er en mand, som kun gør én ting ad gangen, med de to ekstra timer, som længe var det, han havde til rådighed ud over arbejdet.

»I en roman skal der være modsatrettede stemmer. Man skal være loyal over for alle stemmerne og allermest over for dem, man er uenig med. På en måde fjerner det forfatterens egen stemme. Det er ligesom en god reportage, hvor man heller ikke skal sige, hvad man mener. Men hvis man lader alle komme til orde, er det i montagen, at meningen viser sig. Ligesom i film. Det er selve montagen, som taler, den har sin egen stemme. Jeg er mere af Flauberts skole end af Zolas.«

Derfor er der heller ikke noget politisk program, når Kaddour skriver.

»Jeg er ikke optaget af politiske spørgsmål og nærer dyb mistanke til romaner, som har et budskab. Selvfølgelig har man et udgangspunkt som med Waltenberg: ’Krig er ikke godt’. Men når det så skal blive til 800 sider, holder det jo ikke. I De toneangivende er udgangspunktet, at kolonialisme ikke er godt. Men derfra og så til at skrive en hel roman, er der temmelig langt.«

– Alligevel opstår der en form for politisk historie – det ender ikke så godt. Er ’De toneangivende’ en tragedie?

»Måske ikke en tragedie, men i al fald en historie om muligheder, som forpasses. Da jeg gravede i arkiverne, fandt jeg et lovforslag om at give selvstændighed til kolonierne allerede i tyverne. Det var ikke et venstreorienteret projekt. Det var skrevet under af en række stærkt højreorienterede politikere, nærmest som hvis det i dag var underskrevet af Le Pen og af økonomiske og diplomatiske grunde.«

Alligevel blev det ikke til noget.

»Det var netop de toneangivende, de magtfulde ude i kolonierne, der på tre måneder fik sat en stopper for det. De sad simpelthen og holdt øje med alt, hvad der skete i hovedstaden, som kunne true kolonierne, og det gjorde de så også med dette lovforslag. Men det var ikke den eneste gang. Mellem 1900 og 1950 fik de sat en stopper for alle reformer. Det, som man altså ikke fik gjort i 1922, med at give kolonierne selvstændighed, skulle man så gøre i halvtredserne, men meget mere tungt og voldsomt.«

Kaddour kan ikke lade være også at tænke på den helt store historie.

»Der er noget meget bemærkelsesværdigt ved Frankrig i tyverne. Vi mente, vi havde den bedste hær i verden, vi var herrer i Europa. Englænderne var en ø, tyskerne havde vi slået, Rusland og bolsjevikkerne havde afskåret sig selv, Østrig var forsvundet, så der var kun én stormagt, og det var Frankrig. Jeg blev overrasket over at se, at der i en avis fra januar 1923 var to store nyheder: ’Vi går ind i Ruhr, for at kræve vor ret.’ Vi var altså på vej ind i Tyskland for at opkræve krigsgælden, også selvom englænderne og amerikanerne var imod? Og på den anden side: ’Vort imperium er nu forenet’ – fordi lastbiler var kørt gennem Sahara, fra Algeriet til det sorte Afrika.«

Kaddour tøver lidt.

»Det er så utroligt, for netop ved at gå ind i Ruhr kommer vi til at give Hitlers parti, som ellers var for nedadgående, et nyt momentum. Og så denne idé om et ’imperium’, som ikke på nogen måde giver juridisk mening. Der var et protektorat og kolonier. Alligevel kalder vi det et imperium. Men ok, det er nemt at ville genskrive historien.«

Græshoppeangreb

Achilleus kommer listende igen. Den ligner en løve. Det får mig til at tænke over, at dyr er meget nærværende i Kaddours roman om de toneangivende. Vi kikker lidt på Achilleus, Kaddour verfer den ned fra bordet og siger: »Nu er han fornærmet.«

Det er en tanke, der aldrig ville være faldet mig ind.

– Dyr spiller en stor rolle i ’De toneangivende’?

»Ja. Der var så utrolig markant en tilstedeværelse af dyr i min barndom. Der stank jo i bogstaveligste forstand af heste og kameler i gaderne.«

Kaddour forklarer, i alle detaljer, hvordan man skal klare sig mod en vild hund, som der var så mange af på landet. Man skal have sten af en bestemt størrelse parat i lommen. Og så lade stenen smutte på jorden, så den rammer hundens ansigt, lige når den flygter.

Nu er det mig, der griner.

– Det lyder nemt.

Uden at spoile kan man godt fortælle, at De toneangivende slutter med et græshoppeangreb. Jeg spørger, om det er en hentydning til biblens plager eller en allegori for klimatruslen?

»Det er simpelthen noget, jeg har oplevet, da jeg var lille, når min far tog mig med ud midt om natten for at bekæmpe græshopper ved at smide benzin på dem og brænde dem af. Det er virkelig en katastrofe, og når det sker, så glemmer man alle de andre problemer.«

Hédi Kaddours roman ’De toneangivende’ udkommer på forlaget Batzer & Co. til foråret.

Oversat af Anne Marie Têtevide

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • På opdagelse i teksternes tilblivelse

    2. december 2016
    Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu