Mulig følelseslækage
Thomas Blachman er på mange måder mimikkens og gestikkens mester. Når deltagere imponerer ham, sætter han albuen i bordet og holder hånden for hagen (om det er Thomas Blachman, der mimer Remee, eller omvendt, er uafklaret), mens han hæver øjenbrynene og fremkalder den høje pandes tænkerynker.
Når Thomas Blachman er ved at blive decideret »forført« (et af hans yndlingsord i øvrigt) af musikken, kunsten, det andets menneskes nærvær, læner han sig ind over bordet, bøjer hovedet og groover som den gamle jazztrommeslager, han er.
Thomas Blachman har helt styr på det. Hans reaktioner på de forskellige deltageres talent kan indimellem virke lidt mere afhængige af vind og vejr end af konsekvente kvalitetskriterier, men han ved, hvordan man reagerer. Også i en grad, så den interne dynamik i dommerpanelet er et tilbagevendende emne.
Især kollegaen Mette Lindberg har en kamp at kæmpe, fordi Thomas Blachman afbryder hende.
For at genoprette balancen og genvinde kontrollen efter et lidt pinligt skænderi sætter han hårdt ind med et umanerligt smørret scoresmil.

I den forskning, der undersøger, hvorvidt man ud fra et menneskes mimik kan afsløre løgn, taler man om følelseslækage – når et glimt af bagvedliggende reelle følelser kommer til syne i ansigtet på en, der lyver.
Jeg tror ikke, Blachmann løj om, at han synes, at Mette Lindberg har et charmerende grin, for det har hun.
Men bag betagelsen aner man en mulig følelseslækage i form af en nærmest barnlig selvtilfredshed. Den er svær at se bort fra, når først man har fået øje på den.
Omvendt tyngdekraft
Sofie Holm Larsen/iBureauet

Som dommer i Danmark har talent fungerer Peter Frödin som ukuelig oppisker af god stemning. Manden er ramt af en omvendt tyngdekraft, der gør hans arme, mundvige og øjenbryn naturligt opadsøgende.
Armene ryger i vejret med jævne mellemrum. Helt op ryger de, når f.eks. to entusiastiske parykklædte piger laver en dansesketch om Bill Clinton og Monica Lewinsky.
I de fleste andre tilfælde er det bare underarmene, der danner et Y, med håndfladerne vendt opad, maksimalt åbent og imødekommende kropssprog.
Peter Frödin har den smidigste mimik i Danmark har talents dommerpanel, men rykker mest med ansigtsmuskulaturen, når han er glad for det, han ser.
Så er det, som om der bliver hevet i små snore inde bagved, og der bliver smilet et smil, der ville virke forceret i de fleste andre ansigter, men som Peter Frödin tydeligvis føler sig så hjemme i, at man skulle være et skarn, hvis man ikke troede på det.
Intenst lukøjet lytter
Sofie Holm Larsen/iBureauet

Jarl Friis-Mikkelsen er Danmark har talent-dommerpanelets ældste, og den autoritet, der følger med det, tager han gerne på sig.
Sagligheden lyser ud af ham, når han til en ung rapper, der optræder med et nummer henvendt til hans afdøde mormor, siger, at »den bedste måde at erindre nogen på er at huske på dem hele tiden«.
Når deltagerne synger, er han en intenst lukøjet lytter. Hovedet ryger lidt tilbage, overansigtet slapper af, men uden at underansigtet bliver slapt, og man forstår, at han er fokuseret. Jarl Friis-Mikkelsen hører kun sangen, og når han åbner øjnene igen, er det, som var han vågnet af en drøm.
Det er ikke alle mennesker, der kan præstere det ansigtsudtryk uden ironisk distance, men Jarl Friis-Mikkelsen mestrer det.
Det samme kan han med øjnene: Når to unge kemikere fra Aarhus Universitet brænder flamingoslim, popper de næsten ud ad hovedet af bar koncentration. Jarl Friis-Mikkelsen vil have det hele med, både de grønne og de røde flammer.
Han har et åbent sind, men en uperfekt hørelse, hvilket i sæsonens første udsendelse fik ham til at tage en tryllekunstners kort i munden. Han var blevet bedt om at placere det i bunken, men efter en hurtig indvending om, at han jo ikke vidste, hvor det havde været henne, gjorde han, som han troede, der var blevet sagt, og sad med kortet i munden og gav sig hen til projektet.
Ikke-ansigtet
Sofie Holm Larsen/iBureauet

Ingen dommere i noget talentshow kan klare sig uden det universelle ansigtsudtryk, som forskere fra Ohio State University i 2016 definerede som not face – ikkeansigtsudtrykket.
Ifølge videnskab.dk er ikkeansigtet et universelt forekommende udtryk for uenighed. Udtrykket er en kombination af rynkede bryn, sammenpressede læber og let hævet hage.
X Factor-dommeren Remees not face er skoleeksemplet, der dog tit suppleres med en hånd på hagen. Sådan ser skepsis ud.
Hans kollega Thomas Blachman praktiserer en mere egensindig facon, hvor han i stedet sænker hovedet som en amerikansk fodboldspiller, der skal til at tackle, og lader panderynkerne blafre ved synet af eksempelvis en mand, der vil spise en meget stærk chili, inden han synger.
Store øjne og små tårer
Sofie Holm Larsen/iBureauet

I alle de klip fra alverdens talentshow, der er blevet set mange gange på YouTube, gør den samme rutine sig gældende: Dommerne ser afventende, måske ligefrem skeptisk på en deltager, der viser sig at have et kolossalt talent.
Det går efter nogle sekunder op for dommerne, en efter en, som spærrer øjnene helt op. I den tilstand forbliver øjnene i nogle sekunder, men det kan ikke blive ved (prøv selv at spærre øjnene helt op, det er anstrengende).
Hænder føres op til ansigtet, dommerne holder sig for munden eller lægger håndfladerne fladt op ad kinderne, mens de åbner munden i forbavselse og ærefrygt.
Blikke bliver vekslet dommerne imellem, og så kommer tåren: Den er for lille til at få øje på, men det er den finger, der elegant tørrer den væk, ikke.
Drømmechef-attituden
Sofie Holm Larsen/iBureauet

Remee vil bare gerne være glad og rocke sit hoved frem og tilbage til lyden af fremtidens popstjerner, men for at nå dertil må man være seriøs, og det er Remee.
Han opfører sig som drømmechefen: seriøs, begejstret og ikke bange for at vise det.
Remees smil er bredere end Thomas Blachmans panderynker, men det er ikke en selvfølge. Han griner af de mest komiske deltagere, men viser dermed, at han stoler på, at de kan tage det.
Når Remee er allermest glad for en deltager, bliver hans ansigt alvorligt, for så er det fremtidens pop, det handler om.
’X Factor’ sendes på DR 1 kl. 20 om fredagen. ’Danmark har talent’ sendes på TV 2 kl. 20 om lørdagen