Feature
Læsetid: 12 min.

Bowling i Bajkonur

’Jeg har bare lyst til at græde,’ udbryder min guide, da mørket omsider sænker sig over de sovjetiske gader – dette er historien om alletiders mest mislykkede tur til den russiske kosmodrom i Bajkonur, Kasakhstan
Bajkonur ligger langt fra alfarvej, selv efter kasakhiske standarder. Langt ude på stepperne, omkring 200 kilometer øst for den stadig skrumpende Aralsø og 320 km nordøst for den oprindelige mineby Bajkonur.

Bajkonur ligger langt fra alfarvej, selv efter kasakhiske standarder. Langt ude på stepperne, omkring 200 kilometer øst for den stadig skrumpende Aralsø og 320 km nordøst for den oprindelige mineby Bajkonur.

Erika Fatland

Kultur
14. januar 2017

BAJKONUR – Efter 27 timer i en overophedet firemandskupé er jeg omsider fremme ved endestationen: Bajkonur. De andre passagerer forsvinder i al hast ind i ventende biler, mens toget igen sætter sig i bevægelse. Snart står jeg alene tilbage på perronen.

Bajkonur ligger langt fra alfarvej, selv efter kasakhiske standarder. Langt ude på stepperne, omkring 200 kilometer øst for den stadigt skrumpende Aral-sø og 320 km nordøst for den oprindelige mineby Bajkonur. For at forvirre amerikanerne gav de sovjetiske myndigheder kosmodromen samme navn som minebyen.

Kosmodromen og hele den omgivende by, der i sovjettiden hed Leninsk, blev opført med brask og bram i slutningen af 1950’erne for at huse Sovjetunionens ambitiøse rumfartsprogram. Leninsk var strengt hemmelig og stod ikke opført på noget kort.

Fortsat er det kompliceret at besøge Bajkonur, som i dag står under russisk jurisdiktion. Rusland har lejet både opsendelsebasen for rumraketter og byen omkring den af de kasakhstanske myndigheder for 115 millioner dollar om året frem til 2050.

Udlændinge, som vil besøge Bajkonur, må søge om tilladelse hos Roskosmos, den føderale russiske rumorganisation. Roskomos fastsætter også prisen for en ekskursion, som ligger skyhøjt over alle andre seværdigheder i regionen.

Lykkeligt uvidende

»Beklager forsinkelsen, det er jeg virkelig ked af!«

En fedladen kasakh sidst i tyverne, klædt i jakkesæt og lang, sort uldfrakke, kommer hastende mig hastende i møde på perronen.

»Det gør ikke spor!« siger jeg beroligende – lykkeligt uvidende om, at dette kun er begyndelsen.

En bevæbnet vagt vogter indfaldsvejen til Bajkonur. Marat, som min guide hedder, fremviser et officielt emblem, og vi slipper ind uden nærmere undersøgelser. Vel inde i russernes rumfartsby venter forfaldet på os. Fra de nedslidte 1950’er-blokke skaller maling af i store flager. Mange vinduer er knuste, og en del muret op. Gaderne er mørklagte og øde.

Marat stopper ud for en blok og forklarer, at han først skal ind og hente min tilladelse.

»Hold dig i bilen,« formaner han strengt. »Du må ikke under nogen omstændigheder gå ud. I så fald kan du blive arresteret for at gå rundt alene, uden guide. Er det forstået?«

Jeg nikker. Marat er væk i over en halv time. Jeg bliver siddende og studerer den bygning, han er forsvundet ind i. Det ligner en helt almindelig boligblok med små butikker i stueetagen.

Marat virker stresset, da han omsider kommer tilbage.

»Der er opstået problemer,« forklarer han. »Byen er uden strøm, gas og vand på grund af en ulykke. Vi kan derfor ikke indkvartere dig på hotellet som planlagt. Men du har ingen grund til bekymring. Jeg har ordnet det sådan, at jeg i stedet tager dig med til en lejlighed, hvor du kan slappe lidt af.«

»Jeg har ikke brug for at slappe af,« protesterer jeg. »Jeg har netop siddet i tog i over et døgn og ikke bestilt andet end at slappe af! Jeg har betalt næsten 1.000 dollars for at komme her. Kan vi ikke bare komme i gang med programmet? Tiden går, vi har meget, vi skal se, og jeg skal kun være her én dag.«

»Først tager jeg dig hen til lejligheden, så du kan hvile dig,« siger Marat bestemt.

»Men jeg …«

»… og så spiser vi morgenmad. Dernæst besøger vi museet. Så spiser vi frokost, og så tager vi en rundtur i byen. Og bagefter skal vi besøge et mindesmærke for en kendt, kasakhisk folkemusiker. Det ligger 60 km uden for byen, så det tager nok det meste af eftermiddagen.«

Jeg kan ikke huske, at der blev nævnt noget om en folkemusiker i det program, jeg fik fra rejsebureauet i Almaty.

»Skal vi ikke se kosmodromen?« spørger jeg.

»Jo da,« hoster Marat. »Selvfølgelig skal vi det. Det står jo i programmet, ikke sandt?«

Så trist, som kun sovjetiske indgangspartier kan være

Vi stopper ud for en forfalden boligblok i udkanten af centrum. Indgangspartiet er så trist, som kun sovjetiske indgangspartier kan være. Malingen skaller fra de slidte rustne jernvægge, og her lugter råddent. En lille folk mennesker står og hænger uden for døren. De værdiger os knap et blik.

»Strømmen kommer nok tilbage om lidt,« siger Marat og låser døren op til en af lejligheden på anden sal.

Han sætter min kuffert fra sig og gør mine til at gå.

»Hvad i al verden skal jeg tage mig til her?«

»Du kan pakke dine ting ud,« foreslår Marat. »Slappe af.«

»Men skal jeg ikke bo på hotel?«

»Jo da,« svarer Marat hurtigt. »Selvfølgelig skal du bo på hotel. Det står jo i programmet.«

»Så hvorfor ...?«

»... du kan se tv,« afbryder Marat. »Jeg er tilbage om 40 minutter«.

»Men du sagde jo, at der ikke er nogen strøm her, hvordan skal jeg så ... ?«

»... den kommer nok snart tilbage.«

»Men hvorfor i alverden skal jeg være her?«

»Jeg kommer snart tilbage!«

Han lukker døren efter sig, og jeg er alene. Der er ikke noget toiletpapir på badeværelset, og der ser ikke ud til at være gjort rent i køkkenet i mange uger. Det er tydeligt, at nogen bor her eller i al fald kommer her jævnligt. Jeg sætter mig i sofaen og stirrer på den sorte tv-skærm.

Det kasakhiske mobilabonnement virker kun sporadisk her i Bajkonur. I praksis er jeg uden for dækningszonen. Jeg rejser mig og går hen og tager i udgangsdøren. Den er låst. Udefra.

Efter tre kvarter låser Marat mig ud af den mørke lejlighed og tager mig med for at spise frokost på en café i centrum. Her er der både strøm og vand.

»Nu vågner byen så småt,« siger Marat.

»Klokken er over 11,« siger jeg.

»Bajkonur vågner sent til live. Da du kom, var der ingen i gaderne – lagde du mærke til det? Alle sov. Alt var lukket.«

Stadig ingen mennesker

Jeg kigger ud gennem vinduet. Der er stadig ingen mennesker i gaderne. I storhedstiden i 1960’erne boede der godt 100.000 mennesker i Bajkonur. Efter Sovjetunionens opløsning udviklede Bajkonur sig til at blive et farligt og lovløst sted, hvor kriminelle bander tog styringen.

For den nye kasakhiske stat stod problemerne i kø; den gamle rumfartsstation stod ikke øverst på prioriteringslisten. Fastboende flyttede i hobetal, især tog mange russere tilbage til Rusland. I 1995 fik Boris Jeltsin en lejeaftale i stand med de kasakhiske myndigheder, og siden har russerne hældt millioner i byen og rumfartsstationen, uden at resultaterne er påfaldende synlige. I dag er indbyggertallet 70.000.

»Jeg er ikke interesseret i at besøge det der mindesmærke 60 kilometer uden for byen,« siger jeg, da Marat omsider har spist op.

»Er du ikke interesseret i kasakhisk folkemusik?« spørger Marat forbavset.

»Jeg vil hellere bruge tiden her i Bajkonur. Der er allerede gået meget af dagen.«

Marat synker en klump, ser på klokken og mumler, at museet nok må have åbnet nu.«

»Du må forstå, vi ikke vidste, du kom i dag,« siger han undskyldende, da vi kører mod museet. »Da raketopskydningen blev udsat fra 21. november til 15. december, troede vi, du ville komme der. Du står på listen til december.«

»Jeg skrev jo allerede for flere uger siden og meddelte, at jeg ville komme til Bajkonur som planlagt,« indvender jeg.

»Vil du ikke hellere komme til december? Du kan komme hertil gratis og se raketopskydningen. Du behøver ikke at betale for at få tilladelse igen. Du kan bare se opsendelsen og tage afsted igen uden at overnatte.«

»Det går ikke. I december er jeg tilbage i Norge.«

»Men lige nu er her ingen,« siger Marat og synker igen en klump. »Hele Roskomos er på seminar i Moskva. Der er kun mig tilbage.«

Alt er i skønneste orden

Natasja, en effektiv russisk kvinde i fyrreårsalderen, viser mig rundt i rumfartsmuseet i byens kulturpalads. Museet er sig selv som et museum over museet – det står stort set, som det gjorde i 1970’erne.

»Kosmodromen Bajkonur er verdens første og største fungerende raketopskydningsbase,« messer Natasja.

»Bajkonur har været af stor vigtighed for rumfartshistorien. Den første menneskeskabte satellit, Sputnik 1, blev skudt op i rummet herfra i oktober 1957. I januar 1959 opsendte vi Luna, det første rumskib, som kom i nærheden af Månen, og 12. april blev Jurij Gagarin sendt ud i rummet som det første menneske i verden. En stor triumf for Sovjetunionen. To år efter blev Valentina Teresjkova, verdens første kvindelige kosmonaut, sendt ud i rummet herfra. Også dét en stor triumf for Sovjetunionen.«

Da vi er færdige med museumsrundvisningen, er klokken 13. Natasja tilbyder at tage med os på byvandring, det næste punkt på programmet, men Marat insisterer på, at hun først holder sin frokostpause, sådan som skemaet foreskriver.

»Vi kan også spise frokost,« foreslår han.

»Men vi har jo lige fået morgemad,« indvender jeg.

Mens vi venter på, at Natasja skal blive færdig med sin obligatoriske frokostpause, slår Marat og jeg tiden ihjel med at køre rundt på må og få i Bajkonur. Marat ved ikke helt, hvad han skal vise mig, for alt, hvad vi kører forbi, skal vi jo også se senere, under byvandringen. Han kører mig helt til byens udkant, hvor jeg kan se floden strømme forbi.

»Her har de kasakhiske myndigheder planlagt at bygge et feriecenter,« fortæller han og peger på den anden side af floden, hvor et goldt steppelandskab strækker sig vestover i det uendelige.

»Det ser ikke ud til, at de er kommet så langt?«

»Nej, finansieringen er ikke på plads endnu.«

Så kører vi hen til den ortodokse kirke. Jeg vil gå ind, men stoppes af Marat.

»Der er lukket.«

»Men døren er da ikke låst.«

»De har pause nu.«

Jeg sætter mig lydigt ind i bilen igen. Vi kører videre. Da vi kommer til et hus, som er delvis ødelagt af en gaseksplosion, vil jeg ud og fotografere det og de børn, som spiller fodbold på en pløremark udenfor.

»Kan du ikke bare fotografere det fra bilen?« spørger Marat.

»Nej, jeg kan ikke fotografere fra bilen.«

»Nå, men så få det overstået i en fart. Nogen kan få øje på dig og stille spørgsmål.«

»Men jeg har jo fået tilladelse til at være her.«

»Selvfølgelig. Alt er i den skønneste orden. Men gør det hurtigt!«

Byvandring i bil

Marat bestemmer, at byrundturen må ske fra bilen. Mens vi langsomt endnu engang kører gennem de tilsølede, folketomme gader, peger og forklarer Natasja fra forsædet. Hun har noget at sige om det meste, vi ser omkring os.

»Her har vi et typisk boligstrøg fra 1960’erne,« siger hun og peger på en karré af grå blokke. »Og her,« siger hun og peger på næste gade, »har vi typiske boligblokke fra 1950’erne. Læg mærke til, at de ikke er lige så høje. De er lidt lavere. Kan du se det?«

I Parken peger hun på stedet, hvor biografen lå. Den var opført i træ og nedbrændte for flere årtier siden. Bygningen foran Lenin-statuen, oprindelig et teater, er også totalskadet af brand og har stået tom i årevis. For bare nogle uger siden gik også byens største indkøbscenter op i flammer. Natasja kender historien bag alle byens brandtomter.

»Her er den kasakhiske politistation,« siger Natasja og peger på en bygning med et lyseblåt flag, der vajer fra taget. »Og dér, lige ved siden af, er den russiske. Her i Bajkonur har vi to af alt. Vi er halvvejs i Rusland, halvvejs i Kasakhstan, men valutaen er rubler, der må være grænser. Lidt over halvdelen af indbyggerne er kasakher, resten af os er russere, indtil videre. Nu er vi i gang med at opbygge vores egen raketopskydningsbase, Vostotsjnij Kosmodrom, langt langt østpå i Rusland,« tilføjer hun. »Når den står færdig i 2018, vil Bajkonur miste sin betydning.«

Mens vi venter på Moskva

»Hvornår skal vi se kosmodromen?« spørger jeg utålmodigt.

Det er allerede blevet sen eftermiddag, og indtil videre har vi ikke set andet end boligblokke, bymonumenter og brandtomter.

»Vi venter på bekræftelsen fra Roskosmos,» siger Marat nervøst.

»Fordi alle er i Moskva, er der ikke nogen til at tage imod os. Vi må vente, indtil vi hører fra dem.«

Han ser på klokken. Den viser 16.

»De spiser nok frokost nu.«

Efter Marats beregninger skulle de være færdige med frokosten klokken 18, kasakhisk tid. Vi går også ind for at spise endnu en frokost. Klokken bliver 17, og den bliver 18, og der kommer stadig ingen bekræftelse fra Moskva. Til sidst går Marat hen for at ringe til sin chef. Han har forinden bedyret, at han agter at skælde godt og grundigt ud.

En time senere er han tilbage, lidt mere ludende i skuldrende uden at være kommet igennem til nogen. Solen er gået ned. I det grelle lys fra gadebelysningen virker de brede, øde avenuer endnu mere dystre.

»Hvad gør vi så nu?« spørger Marat. »Skal vi tage i bowlinghallen?«

»Jeg er ikke kommet hertil for at bowle,« siger jeg surt. »Jeg vil se kosmodromen. Nu!«

»Jeg har lyst til bare at græde,« siger Marat.

»Jeg har hverken fået set kosmodromen eller Buran-platformen og heller ikke Jurij Gagarins og Sergej Koroljovs hus,« siger jeg strengt. »Ifølge programmet skulle vi i dag have set alt det.«

»Du har set 70 procent af alt, hvad der er at se.«

»Jeg har set 20 procent.«

»Så kom tilbage til december!« råber Marat desperat. »Jeg vil personligt betale din billet!«

»Det er ikke morsomt.«

For at bevise, at han virkelig mener det, finder Marat sin mobiltelefon frem og begynder at ringe rundt til venner for at høre, hvad det koster for en flybillet tur-retur til Moskva. Da han hører priserne, halverer han sit tilbud:

»Jeg kan i hvert fald betale din returbillet til Moskva, hvad siger du? Eller du kan tage toget – det tager kun to dage fra Moskva og er meget billigere! Jeg henter dig på stationen!«

Sjampanskoje

Vi tager hen og bowler. Marat kører forbi en boligblok på vejen og henter en cirka 20 år gammel pige med langt, sort hår og store, brune øjne. Vel fremme i bowlinghallen, som ligger i et butikscenter, og bestiller en flaske russisk champagne, som han drikker hovedparten af selv. Han lader mig vinde begge runder og bliver rødere og rødere i kinderne og blankere og blankere i blikket.

»Jeg vil gerne have fem børn,« siger pigen alvorligt og nipper til den appelsinjuice, hun har bestilt. »Vi må hjælpe staten ved at få mange børn. Vi er en ung nation.«

»Fem er mange,« indvender jeg.

»Fem er ingenting!« bryder Marat ind. »Før fik de 13, for da havde de ikke præventionsmidler.«

Både Marat og pigen begynder at fnise over dette dristige ordvalg og snart puffer de leende til hinanden.

»Men,« sukker Marat. »Der er et problem. Et kæmpe kæmpestort problem. Hun hader mig og vil aldrig gifte sig med mig. Ikke sandt? Du hader mig,« siger han og puffer igen til pigen.

Da champagneflasken er tom, forsvinder pigen ind i supermarkedet for at købe et eller andet med Marats kreditkort. Han fortæller, at de kun har været sammen i en uge og vil høre min mening. Ville de efter min mening være et godt par? Troede jeg på, de kunne blive det?

Da pigen kommer tilbage, kører de mig til et hotel ud for Bajkonur.

»Det er bedst, du bor uden for byen, så du kan nå dit tog i morgen tidlig,« forklarer Marat. Det giver ingen mening, eftersom det er ham, der skal køre mig til toget, og han bor i Bajkonur.

På vejen tager han sin telefon:

»Godaften! Har I en ledig seng?«

Lidt efter kører vi ind på en gårdsplads, foran et hotel. Der lugter af maling og af opløsningsmidler. Marat bærer min kuffert op til værelset, som er stort og tomt.

»Hvis du banker på sengen to gange ved midnat, kommer der en mand,« fniser han.

Jeg formaner ham om at komme præcis næste morgen. Dagens eneste tog vestpå afgår klokken 5.04 præcis.

Han bedyrer, at han er punktligheden selv og forsvinder ned ad trappen.

Tidlig blaffetur

Næste morgen dukker Marat ikke op. Jeg ringer, men han svarer ikke. Receptionisten ligger og sover. Gårdspladsen er tom og øde. I det fjerne hører jeg med jævne mellemrum en bil køre forbi og begynder at gå i retning af motorstøjen. Heldigvis kommer der hurtigt en bil. Det lykkes mig at stoppe den og at overtale chaufføren til at køre mig togstationen for en mindre pengesum:

»Havde du tænkt dig, at gå hele vejen alene?« spørger han forbavset.

Toget er i det mindste præcist. Jeg stiger på og finder min kupé, som er varm som en badstue. Om 38 timer vil jeg være fremme i Aktau, sidste stop i Kasakhstan. Jeg slumrer ind og vågner igen ude på eftermiddagen til synet af et fladt, goldt landskab. Det er som at være på en fremmed planet.

Erika Fatland er norsk forfatter og antropolog. Turen til Bajkonur var en del af researchen til bogen ’Grensen’, som udkommer til efteråret. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Christiansen

Hej

Jeg har med nogen undring og forargelse læst artiklen ”Bowling i
Bajkonur”. Jeg føler, at det er en hel forkert fremstilling af stedet og
dets muligheder. For mig at se, bunder det i den grad i, at vedkommende ikke
har sat sig ind i landets kultur, og på ingen måde forberedt sig godt nok,
hvilket kan undre mig, med den uddannelse skribenten har. Jeg er selv meget
berejst i denne verdensdel, og holder foredrag om samme. Fælles er, at
timing, fleksibilitet og kommunikation med lokale er alt afgørende –
herunder skabelse af kontakt med de rigtige. Man kan altså ikke bare troppe
op som en søndagsturist og tro, at man er havnet på ”badehotellet”.
Jeg har været der, og haft en fantastisk positiv oplevelse, både i selve
byen og på Cosmodromen. Har set alt jeg ønskede og meget mere til!

Min baggrund…………..

Den 4. oktober 1957, hvor jeg var 6 år gammel, skete der noget, som i den
grad kom til at præge mit liv sidenhen. Det var opsendelsen af den russiske
Sputnik. Den var kun 60 cm i diameter - jeg har selv set og rørt en kopi i
Rusland senere. Den blev opsendt fra Baikonur i Kasakhstan. Min mor og jeg
stod med kikkert og fulgte den mikroskopiske lille hvide prik på nattehimlen
og hørte i radioen de udsendte ”bib”, der skræmte en hel verden, for nu
beherskede russerne verdensrummet.
Min mors fascination blev ført videre til mig. Jeg husker, at hun sagde: ”
Hvis du nogensinde får muligheden, så kom det sted, hvor den blev sendt op
– det må være fantastisk!” Nu var muligheden der så. Jeg havde trinvis
kørt mig i position. Jeg havde været i Gagarins fødeby, været på
universitetet hvor han blev uddannet teknisk som ung i Saratov, været på
landingsstedet i Engels, været ved hans gravsted på Den Røde Plads ved
Kreml muren og endda været i Barnaul i Sibirien, hvor hans værste
”konkurrent” til turen var født og opvokset.

Derfor gjaldt det om, at komme til Baikonur Cosmodrome for at se en
opsendelse med 3 astronauter fra nøjagtig samme platform, som Gagarin blev
sendt op fra. Dette foregik den 7. juli 2016 1:36 GMT. Det var en Soyuz-FG
raket, der stod for arbejdet. En type der er en direkte efterudvikling af
Gagarins og som er verdens mest sikre – indtil nu ingen opsendelsesuheld!
De tre astronauter bestod af Kathleen Rubins fra USA, Takuya Onishi fra Japan
og Anatoli Ivanshin fra Rusland. Hvem skulle have troet i 1957, at verden
skulle komme til at arbejde sammen omkring rumforskning på denne måde. Alle
inklusive rumkapslen blev på rumstationen det næste halve år.

At komme til Baikonur Kasakhstan er ikke noget man gør ved bare at knipse
med fingrene. Området har godt nok et bynavn, men er på 70 gange 70 km og
russisk ejet. Man skal igennem en længere procedure med visum, aftaler og
sikkerhedsgodkendelser, før man kan planlægge sin rejse. Dertil kommer, at
opsendelses tidspunkter kan udskydes på grund af tekniske problemer. Dette
er meget uforeneligt med bestilling af fly og hotel. Endelig ankommet fik jeg
afklaret transport, besøg til seværdigheder på selve Cosmodromen, og møde
med astronauter og besøg på Gagarins ”bungalov”. Dertil kom
temperaturer op til 40 grader. Også dette skal man være forberedt på.

Til gengæld fik jeg midt om natten 2,5 minutter med 7 millioner
hestekræfter og et spektakulært syn og larm, der ikke kan ses eller høres
andre steder i verden. Det er ikke småting, der sker, når den 42 meter
høje 300 tons tunge tre trins raket fjerter sine heste af sted. Når der er
mennesker ombord arbejder motorerne ikke på fuld styrke, det kan selv
astronauter ikke klare, men alligevel opnåede den en fart på tæt ved 2000
km/t i løbet af et minut. Man står ikke lige henne om hjørnet, når
raketten starter. Mindste afstand er 1,7 km og selv der, kan det være
farligt hvis den eksploderer. Afstanden gør, at man ser selve affyringen ca.
6 sekunder før man bliver ramt af en enorm motorlarm, der går gennem marv
og ben og som kan give høreskader, hvis man ikke beskytter sig. I løbet af
ingen tid er det hele forvandlet til en lysende prik på himmelhvælvingen.
Stilheden sænker sig og man står tilbage fuldstændig fortumlet. En ny
”Sputnik” er sendt op.

Mennesket har igen besejret rummet og vil blive ved og ved, og jeg selv har
været en lille bitte del af det.

Jørn Christiansen