Læsetid: 10 min.

Cavlingprisen gennem tiden: Fra gode historier til vigtige afsløringer

Det er svært at svare på, om dansk journalistik er blevet bedre eller dårligere, for idealerne inden for journalistik har ændret sig meget gennem tiden, siger professor i journalistik. En ændring, der tydeligt kan ses afspejlet i Cavlingprisen
Cavlingstatuetten foran Anders Fogh i 2003, hvor Informations Charlotte Aagaard og Jørgen Steen samt Bo Elkjær fra Ekstra Bladet vandt en cavling »for deres gennemarbejdede, veldokumenterede og kritiske artikler om det demokratiske beslutningsgrundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.«

Cavlingstatuetten foran Anders Fogh i 2003, hvor Informations Charlotte Aagaard og Jørgen Steen samt Bo Elkjær fra Ekstra Bladet vandt en cavling »for deres gennemarbejdede, veldokumenterede og kritiske artikler om det demokratiske beslutningsgrundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen

Finn Frandsen

6. januar 2017

Det er svært at svare på, om dansk journalistik er blevet bedre eller dårligere, for idealerne inden for journalistik har ændret sig meget gennem tiden, siger professor i journalistik.

En ændring, der tydeligt kan ses afspejlet i Cavlingprisen. Hvor prisen i 50’erne blev givet for den gode formidling, var det i 70’erne dem, der forstod at sætte dagsorden der blev hædret.

I dag uddeles den mest prestigefyldte pris inden for journalistfaget for 69. gang. Vi har talt med fire tidligere vindere om deres projekter og om udviklingen inden for dansk journalistik.

’Jeg tror under ingen omstændigheder, at vi havde kunnet vinde Cavlingprisen i dag’

Sofie Amalie Klougart

Ulrik Gräs, journalist på Vejle Avis, vandt Cavlingprisen i 1973. Han og de redaktionelle medarbejdere ved Vejle Avis modtog prisen fordi de i » 3 måneder forgæves har søgt at skabe grundlaget for en ny avis med den hensigt at bryde det lokale avismonopol.«

»I 1973 var jeg lokalredaktør på Kolding Folkeblad. En dag bankede det på døren, og uden for stod Willy Nielsen og hans kone. Willy var typograf og blevet fyret i en runde fra Frit Folk, som var en aflægger af Socialdemokraten.«

»Han sagde så, at han ville bryde det borgerlige avismonopol og lave et nyt dagblad. Det var jo venstrepressen, der sad totalt på magten dengang. Han sagde, at det ikke skulle være sådan, at bondeavisen Vejle Amts Folkeblad sad på det hele. Nu ville han frem med sine socialistiske synspunkter. Om jeg ville være med til at lave sådan noget?«

»Det ville jeg gerne. Så fandt Willy et nedlagt lokale hos en ligkistesnedker inde i Vejle og gik i gang med at kontakte arbejdsløse journalister for at høre, om de ville være med til at starte et dagblad. Han skaffede også en bogtrykker og alle de der praktiske ting.«

»Det var det første nye dagblad efter krigen. Det er da fantastisk! Den etablerede presse sad på det totale avismonopol i Vejle. En del af politikerne kunne bestemme, hvad de ville have i avisen, mens socialdemokratiske og især venstreorienterede holdninger var undertrykte. Lige pludselig kom der en typograf og sagde: Her skal der andre meninger på bordet. Her skal der socialistiske meninger på bordet!«

»Lokalerne var gode nok, så vi rykkede ind. De klunsede nogle ting, og Amdi Petersen donerede nogle gamle møbler. Der var så mange unge mennesker i byen, som gerne ville hjælpe med at få aviserne bragt ud til abonnenterne og køre den nye sats ud til trykkeriet, jeg tror det lå nede ved Kolding et sted.«

»Det var en meget euforisk tid med tro på, at vi i løbet af nogle måneder ville blive byens største blad. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Jeg tror, vi kulminerede omkring 1.200 eksemplarer, og så begyndte det at gå tilbage igen.«

»Der var det problem, at vi aldrig fik en kioskbasker. Vi prøvede på at være skuffesnusere i kommunale sammenhænge og hos magthaverne i Vejle, men vi kom aldrig ned, hvor det virkelig gjorde ondt. Enten var vi ikke dygtige nok, eller også var det mangel på ressourcer. Vi fik jo prisen af en helt anden årsag, fordi vi forsøgte at skabe et nyt dagblad. Leif Larsen, som var formand for Kreds 1 i Dansk Journalistforbund og overrakte prisen til Willy ovre i København, var jo glødende kommunist.«

»Jeg tror under ingen omstændigheder, vi havde kunnet vinde Cavling-prisen i dag. Der skal meget mere til. Journalistikken er så afgjort blevet bedre, mere gravende og indimellem også mere essayistisk og flottere skrevet, end vi kunne dengang. Vi havde en ligeså stor vilje og måske en større tro på faget, end de unge har i dag. Men man får jo skovlen under nogle sager, som vi ikke kunne dengang.«

’Jeg var jo ikke rigtig journalist’
Joachim Adrian

Hanne Reintoft, tidl. socialrådgiver, modtog prisen i 1983 med følgende begrundelse: »Såvel i sit engagement i Radioens Sociale Brevkasse som i sin indsats omkring etablering af den nye Mødrehjælp har hun levet op til Cavling-fundatsens bestemmelse om i særlig grad at udvise initiativ og talent i det forløbne år.«

»Da jeg fik at vide, at jeg var nomineret, blev jeg vældig chokeret, for det er jo en fin pris, den er også eftertragtet, og jeg var for så vidt også glad for, at et stykke socialt arbejde blev respekteret og belønnet. Jeg har jo altid defineret mig som socialrådgiver.«

»Jeg var indstillet for mit arbejde på udsendelsen Hvad er min ret, og hvad er min pligt, som jeg lavede hver eneste uge i 28 år. Folk skrev ind med konkrete problemer, og jeg svarede den alle. Det var et stort arbejde, men det var et meget lykkeligt arbejde. Problemerne har vekslet meget gennem tiden, for det var altid de aktuelle problemer. I 70’erne, for eksempel, kunne gifte kvinder ikke få deres egen folkepension, de skulle have et hustrutillæg til mandens pension. Og så blev det vedtaget, at nu skulle kvinder også have folkepension. Jeg blev fuldstændig oversvømmet af kvinder i 1970’erne, der ville skilles, fordi de nu fik de deres egen pension. Den lille brevkasse, som ikke var så lille endda, afspejlede for så vidt den socialpolitiske udvikling.«

»Vi havde lige startet Mødrehjælpen i 1983, det var stadig helt nyt, så det var mest på grund af radioprogrammet, at jeg var indstillet. Det var også der, at det journalistiske arbejde lå, det andet var jo socialrådgiverarbejde.«

»Jeg kan ikke huske overrækkelsen, for der var jeg indlagt på sygehuset. Så det var mine kollegaer fra Mødrehjælpen, der ringede og fortalte mig, at jeg havde vundet. Jeg blev selvfølgelig stolt og glad, det bliver alle vel. Men det udløste en voldsom jalousi blandt mine kolleger. For jeg var jo ikke rigtig journalist. Og Anne Brockenhuus Schack skrev en leder (i Information, red.) om, at det var helt forkert, at jeg fik den. Så jeg skulle forsvare over for folk, at jeg havde vundet. Jeg kan såmænd også godt forstå modstanden blandt journalister, sådan da. Bortset fra at vi jo også skal unde hinanden ting.«

»Så jeg tog imod prisen, og nu står Cavling på en lille kommode i køkkenet hos mig. I 2014 fik jeg Aakjærprisen, og de to var jo venner hele livet, og nu står de her og snakker dagligt sammen.«

’Jeg ved ikke, om der er nogen af os, der kan leve op til de der pæne ord’

Søren Bidstrup

Poul Høi, udenrigskorrespondent på Berlingske, fik en Cavling i 2001, fordi han skrev »fremtidssikret avisjournalistik i en tidsalder, hvor det skrevne ord er sat under hårdt pres. Hans reportager er velskrevne og vidtfavnende«. Der blev særligt lagt vægt på hans dækning af tiden efter 11. september.

»Jeg arbejdede i Washington, og den 11. september 2001 ringede en redaktionssektretær fra København og sagde: ’Hvad fanden er det for noget, der er et fly, der er fløjet ind i World Trade Center’. Jeg tænkte, at det sgu nok var en af de der små tour-helikoptere, for de fløj altid tættere og tættere på.«

»Der var altid panik på dengang. Jeg havde den fordel, at jeg havde været i USA en del år, så jeg tillod mig at sige: ’Skal vi ikke lige prøve at se, hvad det her det bliver til’. Så hoppede jeg ind i en bil, kørte ned i centrum og forsøgte at få det op i næsen. Da jeg kom tilbage igen, havde jeg relativt kort tid til at skrive, hvilket viste sig at være en fordel, for i mellemtiden havde der været ualmindeligt mange falske alarmer.«

»Den 11. september blev der tændt sådan en gung ho-internationalisme, hvor vi skulle ud og vælte verden, og hvor man i fuldt alvor gik rundt i Washington, D.C. og sagde: ’Vi er Imperiet’. Jeg husker perioden som en malmstrøm af begivenheder, hvor det hele tiden handlede om at finde ud af, hvor de mange begivenheder pegede hen. Udover 9. september var der også lige pludselig et miltbrandangreb, og for at det ikke skulle være løgn kom der også en snigskytte, som lå i sin bils bagagerum og skød folk i Washington. Så jeg kan dårligt huske, hvornår jeg første gang hørte, at jeg var indstillet til Cavlingprisen.«

»En dag blev jeg ringet op, og fik besked på, at nu kunne jeg godt komme hjem. Så smed jeg det hele, kom hjem næste morgen og var helt rundt på gulvet. Der var en ceremoni på Berlingske, og jeg kom for sent, og det var meget pinligt. Jeg skulle lige pludselig fotograferes til fagbladet Journalisten, men jeg havde det grimmeste tøj på – cowboybukser, krøllet skjorte, og hvad der går for at være en pæn jakke i Vestjylland. Da billedet blev bragt i Journalisten, var der en, der skrev et læsebrev om, hvor grimt mit tøj var.«

»Det er underligt at høre komiteens ord om, at jeg skriver ’fremtidssikret journalistik’. Jeg ved ikke, om der er nogen af os, der kan leve op til de der pæne ord, der bliver sagt i øjeblikket. Jeg begik jo også fejl dengang, så jeg er meget lykkelig for, at der er nogen, der har set på det store billede af det, som jeg har foretaget mig. Men jeg synes stadig, at jeg jo bare har gjort mit arbejde. Det var også det, min kone sagde til mig dengang.«

Vi blev meget overraskede, da vi fandt ud af, hvor højt det gik op’

Michael Klint, journalist i DR Dokumentar, var en del af en gruppe journalister fra DR som fik prisen i 2013 »for deres tv-dokumentarserie ’I Skattely’, der afdækker internationale problemer med virksomheders skattely«.

»Vi var tre, der sad og tumlede med en ide om, at vi ville lave noget med danskere, der undgår fængselsstraf ved at gemme sig i udlandet. Langsomt gled det over i, at vi fandt ud af, at der var nogle finansielle rådgivere, der vejledte folk i, hvordan de kunne få deres penge i skattely.«

»Vi blev meget overraskede, da vi fandt ud af, hvor højt det gik op, og hvor store firmaer, der foretog det her. Vi troede i begyndelsen, at det er sådan nogle sidegadevekselerer, men vi famdt ud af, at det var store advokatfirmaer, revisionsfirmaer og banker. Men vi kunne ikke dokumentere det. Det er jo noget, det foregår i et lukket rum. Så vi skulle på en eller anden måde ind i det rum, hvor folk får at vide, hvordan de undgår at betale skat. Derfor opfandt vi en figur, som har udviklet en app, som er et tocifret millionbeløb værd. Derefter begyndte rådgivningen om alle de fiksfakserier, vi kunne lave for at undgå at betale skat i Danmark, at rulle. Og det optog vi så med skjult kamera.

Jeg tror, det var en af de andre, der fortalte mig, at vi var nomineret. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi ikke ville få den. Der har været så meget debat om skjult kamera, og jeg havde en ide om, at man ikke brød sig om, at vi havde lavet det med skjult kamera, selvom det efter vores mening ikke kunne lade sig gøre på andre måder. Jeg tænkte, at der var mange journalister, der ikke kunne lide det, fordi det er en lidt fordækt måde at få ting frem på. Men der blev mine tanker om andres fordomme gjort til skamme.«

»Da forbundsformanden begyndte at læse begrundelsen op, tænkte jeg ’Det lyder rigtigt – det lyder som vores historie’. Så fik vi uddelt prisen, og så var der nogen af vores kollager, der stod og klappede, og bagefter var der champagne.«

»Jeg har fået tre cavlingpriser, som alle står fremme i vores stue. Min kone synes ikke, at de er så pæne, men de får lov at stå fremme, fordi jeg bilder mig ind, at det viser noget, om den anseelse jeg har. Vi går rundt i en verden, hvor det er fantastisk at have sådan en, men de fleste, der kommer i vores hjem, siger: ’Hvad er det for nogle sjove mænd, der står der?’«

Cavlingprisen

Prisen blev første gang uddelt i 1945.

De i alt 68 priser, som er uddelt siden 1945, viser ifølge professor i journalistik ved RUC Ida Willig, hvordan idealerne inden for dansk journalistik har ændret sig gennem tiden.

Hun har i en ph.d. om idealer og praksis inden for journalistik gennemgået 58 priser uddelt fra 1945 til 2004 og inddelt dem i tre kategorier: Afslørende, formidlende og dagsordenssættende.

I perioden 1945 til 1965 blev prisen i overvejende grad givet til journalistik, som var godt formidlet. Fra 1965 til 1985 blev prisen i stigende grad givet til journalistik, som satte en dagsorden, mens den fra 1985 og frem i overvejende grad er blevet givet for afslørende journalistik.

På den måde er prisen ifølge Ida Willig et »udtryk for de idealer inden for journalistikken, som har været herskende på det tidspunkt.«

Ida Willig afsluttede sin analyse i 2004. Hun har ikke kategoriseret vinderne fra 2005 til 2015, men i mindst otte af dem har komitéen i sin begrundelse lagt vægt på deres undersøgende karakter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undersøgende, afslørende - det vil stadig være det oplagte emne nu og i fremtiden.
Modig og ærlig journalistik må tjene til den største hæder - og altså her Cavlingprisen - desværre tjener afsløringer i den grad til at modvirke uhæderlighed og ulovligheder, at de ikke kan undværes i dagens samfund.

steen nielsen

Hvis man skal lede efter et fælles træk ved disse store Danskere, som ikke kom med i den nye kulturkanon, og som er et fællestræk for disse prismodtagere, så er det vel den beskedenhed og ydmyghed, som disse store begavelser omgiver sig med!