Læsetid: 6 min.

’En af dansk litteraturs eksilerede’

Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
Angiveligt nærede Brandes i tre år en udsigtsløs passion for den 10 år yngre Lulu, som var gift. Det skabte vild jalousi hos hans tyske kone Gerda, der fandt hans dagbøger og breve ved at brække hans skuffer op.

Angiveligt nærede Brandes i tre år en udsigtsløs passion for den 10 år yngre Lulu, som var gift. Det skabte vild jalousi hos hans tyske kone Gerda, der fandt hans dagbøger og breve ved at brække hans skuffer op.

Ullstein Bild

13. januar 2017

– Hvor befinder Georg Brandes sig, da han skriver brevene?

»Georg Brandes var i 1877 flyttet til Berlin, fordi han var blevet afvist som professor ved Københavns Universitet, trængte til frisk luft og ville skabe sig en karriere – og et udkomme – som tysk skribent, måske også som professor i Tyskland, Østrig eller Schweiz. Det glippede, og det viste sig vanskeligt at brødføde familien med to små piger på freelanceindtægter fra bøger, artikler og foredrag. I november 1881 er han, 39 år gammel, ved at opgive Berlin, hvor han føler sig isoleret. Et uofficielt moment – som Jørgen Knudsen har udgravet i 2. bind af sin Brandes-biografi – er, at han i tre år har næret en udsigtsløs passion for den 10 år yngre Lulu, en gift kvinde i hans omgangskreds, og det har skabt vild jalousi hos hans tyske kone Gerda, der ved at brække hans skuffer op har fundet hans dagbøger og breve. Modløs overvejer han at flytte til København som det mindste onde. Men hvad skal han leve af? Omkring årsskiftet 1881-82 fortryder han, da der er kødelig udvikling i forholdet til Lulu. Men snart vokser jalousidramaet, nu også med Lulus nervesammenbrud, han kan ikke arbejde og beslutter igen at flytte hjem. I maj 1882 melder Edvard, at en kreds af akademikere og erhvervsfolk i 10 år vil yde ham en understøttelse på 4.000 kr. årligt (svarende til professorløn) af hensyn til dansk åndslivs fremtid. 3. juli 1882 kommer en officiel henvendelse, og den accepterer han i et stolt brev 12.7.1882, selv om han i brevet til Edvard fem dage efter har betænkeligheder.«

– Modtageren er hans bror Edvard. Kan du beskrive deres forhold?

»Den yngre, beundrende bror Edvard var Georgs vigtigste samtale- og samarbejdspartner, som han delte også penge- og hjerteproblemer med, og som ofte fandt de praktiske løsninger. Edvard var Det Moderne Gennembruds organisator, strateg og indpisker: som medredaktør af tidsskriftet Det nittende Aarhundrede, af Venstres københavnske avis Morgenbladet og især som medgrundlægger af Politiken sammen med Viggo Hørup, som blev Georgs vigtigste platform fra 1884 til sin død i 1927.«

– Hvordan var hans forhold til København?

»Ambivalent! Det var byen, han var vokset op i og holdt af, ligesom dansk kultur og sprog generelt. Skønt København og Danmark var en smålig ravnekrog – en ’degneprovins’, ’familiepensionatet Danmark’, kaldte han det senere, var det alligevel her, han kunne gøre mest nytte. Hans adresser i Havnegade og på Strandboulevarden blev knudepunkter i international opinionsdannelse. Herfra søgte han som ’national kosmopolit’ og god europæer at modvirke dansk selvopgivelse, formidle dansk kultur til udlandet og vice versa – og dermed åbne porten for tidssvarende debat og frigørelse i fædrelandet. Han var citeret og feteret overalt – undtagen måske af postbudet, der daglig slæbte sække af bøger, blade og breve op til ham, både fra berømtheder og fra ukendte, der ønskede hjælp.«

– Hvorfor er det gode breve?

»De to breve 1881-82 er ikke blandt den store brevskrivers bedste – det er hans breve fra Italien 1871. Men i deres ambivalens er de karakteristiske for hans situation. I pressede perioder som 1881-82 er han ubeslutsom, som Christian II sejlede frem og tilbage over Lillebælt – han kalder sig ligefrem ’tummelumsk’. Det er markant, at så stor en begavelse ikke kunne leve sikkert som fri skribent og kulturpersonlighed – og at han indimellem vaklede om, hvor han skulle slå rod. I Rom i sommeren 1871 var han fristet af at blive i det sensuelle Italien, men han vendte hjem og indledte i november sit berømte opgør med det stillestående Danmark, og 1877-82 søgte han altså at blive berliner. Det gør ham til en af dansk litteraturs ’eksilerede’ – men lykkeligvis kun midlertidigt.«

»Rent literært er jo Tilstanden elendig; der skrives jo aldrig en Bog man gider læse, og Publikum er aldeles illiterært«

I frustration over forholdende i Danmark valgte Georg Brandes i perioden 1877-83 at slå sig ned i Tyskland. Mod slutningen af sit ophold skriver han disse breve til sin bror Edvard Brandes.

»Kjære Ven!

Min Helbred er nu omtrent i Orden, men jeg er vedblivendeintellectuelt modløs og vover ei at tage fat paaHovedstrømningerindtil jeg en skjøn Dag overvinder min Feighed; min tydske Forlægger fortvivler og dette bliver mig vel en Spore.

Min »Modløshed« hænger, troer jeg, sammen med min altfor storeEnsomhed og Isolerthed og herom har jeg, siden jeg kom, villet skrive til dig confidentielt. Jeg mener, det er galt, at jeg bliver her; jeg fortryder ei i mindste Maade at være kommen hertil eller disse fire Aar, men jeg mener, det er galt for mig at blive længer. Ikke desmindre er det meget svært at komme bort; thi jeg vender hjem til slet Ingenting, hvad der vel er »godt for Øinene« men daarligt for Maven etc.

Et længere Ophold her vilde være fornuftigt hvis det var mitØnske enten at faae en Ansættelse i Tydskland eller dog at blive her bestandig. Men jeg har intet Ønske derom, vilde ei tage mod en Ansættelse, hvis jeg kunde faae den. Thi Intet interesserer mig her.Overhovedet interesserer Tydskland som Land mig ikke og kan i dette Øieblik ikke interessere Nogen uden med en kold Interesse. Rent literært er jo Tilstanden elendig; der skrives jo aldrig en Bog man gider læse, og Publikum er aldeles illiterært.

Hovedsagen er imidlertid at jeg har Ingen at tale med; naar jeg gaaer ud paa Gaden, Ingen at besøge; overhovedet Ingen, med hvem jeg taler fortroligt og som jeg kjender fra gammel Tid af. Dette er et Savn. Jeg veed vel, hvor meget jeg døier under min Bekjendthed og mine mange kjedsommelige Bekjendte i Kbhavn, men jeg troer at af de to Onder er det kbhavnske det mindste. Jeg mener ogsaa nu at at jeg, især ved Hjæip af Frk. Klingenfeld i München, vil kunne vedblive at skrive Tydsk ogsaa i Kbhavn ... Saaledes har jeg altfor liden Leilighed til at udvexle og diskutere Tanker. Jeg maa desuden frygte for at jeg efterhaanden bliver fremmed for de danske Forhold og at de litterære, i hvilke jeg dog kunde gribe ind, udvikle sig altfor meget uden mig.

Min Tanke er for Øieblikket – hvad du iøvrigt ei skal omtale til Nogen – at vende hjem og fra 1. October af boe i Kbhavn. Men hvorledes iværksætte det? Det er kjedeligt at komme uden ringeste Anledning og jeg seer ei at nogen saadan lader sig skaffe. Hvad siger du til det? svar gelegentlich derpaa. Jeg er iøvrigt forberedt paa at ogsaa dette Projekt, som mange ligende, bliver til Vand.

(…)

Din Georg

17 Juni, 1882

Kjære Edvard!

Jeg ventede paa Svar fra dig fordi vi først efter dets Beskaffenhed kunde tage forskjellige Fremtidsbestemmelser i Betragtning.Hvis vi alt vilde reise til Kbh. 1 Oct., da vilde det jo være urimeligt at reise dertil i Juli. Den 1. Juli er der i ethvert Tilfælde ei Taleom at komme, dels bliver Drewsens Hus først en Smule senere ledigt, dels kan jeg ei godt bryde saa tidligt op for mit Arbeids Skyld.

Du kan tænke, at det ikke er mig videre behageligt at det gaaer trægt med denne Ordning; jeg frygter for, man henvender sig forgjæves til Adskillige og at man plager Ligegyldige dermed – Sagen bliver jo desuden nødvendigvis paa denne Maade en halvt offentlig – men jeg faaer nu see Resultatet an.

Det er mig endnu i Øieblikket umuligt at forudsige, til hvilketTidspunkt jeg tænker at fastsætte min Tilbagevenden. Vi have vorLeilighed til 1. April og jeg veed ei om det ei vilde være rigtigst atforblive bosat i Berlin til da, hvad jo ei vilde udelukke at jeg kunde tilbringe nogle Vintermaaneder i Kbhavn. Jeg vilde bl. A. gjerne samle Alt til mit 6te Bind inden jeg forlader Tydskland. For nogle Uger siden var mit Humør saa forskrækkeligt at jeg ei mente at kunne være her en Vinter til; maaskee kan det imidlertid dog gaae.

Jeg er allerede 40 Aar gammel. Jeg maa og vil dog engang tilbage. Det er da ei rigtigt at vente til jeg enten er bleven for gammel til at gide gribe ind eller til Forholdene er blevne mig ligegyldige.Jeg veed jo selv, hvor nedslaaet jeg ofte føler mig naar jeg kommer til Kbhavn, hvor fattigt paa Afvexling Livet er der; men jeg har dog der Jer, Fader, Moder, Dig og Ernst, i dig især En, med hvem jeg kan udvexle Tanker til gjensidig befrugtning; medens mit Liv her er altfor ensomt trods Selskabeligheden. Jeg vil sikkert blive mere productiv i Kbhavn end jeg er her.

Eders Georg«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • Tove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
  • ’Hun er mine rødder i verden’

    16. december 2016
    Lilas Hatahet lever som flygtning i Danmark. Hun har skrevet et brev til sin bedstemor, der blev tilbage i familiens hus i Damaskus i Syrien, mens familien blev spredt over hele verden. Lilas Hatahet har aldrig sendt brevet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer