Læsetid: 4 min.

’At diskutere politik med en kunstner kan ofte føles som at tale med et syvårigt barn’

Debatten om kunstnernes samfundsmæssige betydning er igen blevet aktuel
Debatten om kunstnernes samfundsmæssige betydning er igen blevet aktuel

Sigrid Nygaard

13. januar 2017

Med dirrende stemme og stor patos satte den amerikanske skuespiller Meryl Streep søndag aften ord på en følelse af afmagt, som deles af mange amerikanere for tiden. Fra scenen ved årets Golden Globe Awards mindede hun om, at den mand, som meget snart kan kalde sig for verdens mægtigste, ikke er større, end at han kan finde på at mobbe en handicappet, hvis det tjener hans sag.

»Det knuste mit hjerte. Jeg kan stadig ikke få det ud af mit hoved,« sagde Meryl Streep om episoden fra valgkampen, hvor Donald Trump gjorde nar af en journalist med en medfødt muskelsygdom.

For alle, der mener, at kunstnere stadig har en rolle at spille i den politiske debat, fremstod Meryl Streep søndag aften som et bekræftende eksempel.

Men så er der alle hverdagene. De dage, hvor Medina siger, at Inger Støjberg (V) »får alle i Danmark til at se grimme ud«, hvor Thomas Vinterberg siger, at han »skammer« sig over at være dansk, hvor MØ synger »Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis«, hvor Line Knutzon siger, at Dansk Folkepartis vælgere er »så dumme«, at hun ikke længere vil »sidde i stue med dem«, og hvor Raske Penge fortæller os, at »nogle hader mennesker uden at have mødt dem.«

Pudser glorien med aversioner

Det er hverdagene, der er flest af – i hvert fald hvis man spørger Mark Thorsen, der arbejder som politisk rådgiver for integrationsminister Inger Støjberg. Når kunstnere blander sig i den offentlige debat, mener han, er det alt for ofte rødt og tamt og ulidelig forudsigeligt, og i radioprogrammet Kampagnesporet på Radio24syv gik han for nylig så vidt som til at sammenligne politisk indignerede kunstnere med små børn.

»Mange kunstnere – når de bliver politiske – har en tendens til at være det på en lidt ensidig facon, hvor de giver udtryk for nogle meget klare sympatier: at man er for lighed, imod krig eller for retfærdighed – uden rigtig at argumentere. Det kan godt være, undskyld mig, lidt som at have en politisk debat med en 7-årig, når visse kunstnere engagerer sig politisk.«

Mark Thorsen har ikke ønsket at uddybe sin kritik over for Information, men andre har tidligere givet udtryk for samme holdning. Debatredaktør på Berlingske Anna Sophia Hermansen har til eksempel kritiseret en række navngivne kunstnere for deres rolle i debatten om regeringens såkaldte ‘asylannoncer’ sidste år: »For de siger det samme og pudser perspektivløst glorien med aversioner i stedet for argumenter,« som hun formulerede det.

Efterskole og ungdomshusparoler

René Fredensborg er vært på debatprogrammet René ord for pengene på Radio24syv, som har det erklærede mål at få kunstnere til at blande sig mere i den politiske debat. Som det hedder i indgangsbønnen til programmet: »Når en dansk kunst­ner en sjæl­den gang vover pel­sen, og for­sø­ger sig med en udmel­ding om poli­tik, bræn­der de hur­tigt nal­lerne og træk­ker dem straks til sig.« Det er en skam, mener René Fredensborg, for der er brug for kunstnernes ofte skæve og anderledes blik på samfundet.

»Det er ikke altid, at jeg synes, kunstnere fungerer godt i et kort nyhedsformat. Men jeg er ikke af den holdning, at de skal blive ved deres læst eller deres banjo. Hvis de i øvrigt læser avisen og følger med, så synes jeg, at deres meninger er meget relevante, fordi de er vant til at tænke og tale på en anden måde, end politikere gør,« siger René Fredensborg.

Tag citatquizzen: Kunstner eller barn?

Han er imidlertid ikke helt uforstående overfor kritikken af kunstnernes politiske forudsigelighed:

»Jeg kan godt forstå, hvad Mark Thorsen siger, selvom jeg tror, at han mener ‘teenagere’ frem for ‘7-årige’. Men nogle gange kan det godt være lidt som at sidde på en efterskole og lytte til ungdomshusparoler,« medgiver han.

Det er bare langt fra hele historien, understreger han.

»Der er nogle kunstnere, hvor man tænker: ‘Kunne du ikke lige gøre dig selv den tjeneste at sætte dig lidt ind i sagerne, før du udtaler dig?’ Men jeg har også haft besøg af kunstnere, som har brugt lang tid på at sætte sig grundigt ind i alt det materiale, jeg har sendt dem, og som har bidraget med nye, spændende perspektiver.«

Fælelsesmæssigt modsprog

Han nævner til eksempel et program, hvor emnet var udflytning af statslige arbejdspladser. Her foreslog tegneren Maren Uthaug, at man indførte et slags skattefradrag til borgere, der har valgt at bosætte sig i yderområderne, lidt i stil med det såkaldte finnmarkstillæg, som man kender fra Nordnorge, hvor hun selv er opvokset.

Dramatikeren Line Knutzon har foreslået en kreativ måde at boykotte SKAT på, mens Jens Christian Grøndahl i et program tog højresvingsdebatten op på en måde, der fik chauffører til at ringe ind med flere konkrete lovforslag til politikerne. For René Fredensborg er det alle eksempler på, at der kan komme anderledes og interessante ideer ud af at invitere kunstnere med ind i den politiske offentlighed.

Dertil kommer, mener han, at det i sig selv er vigtigt og relevant med et følelsesbetonet modsprog til den ofte bureaukratiske politikerlogik, der kan herske på Christiansborg.

»Kunstnere debatterer ikke altid med argumenter, de bruger ofte følelser, men det synes jeg faktisk ikke er problematisk – tværtimod er det noget, man burde have et øre for,« siger han.

– Hvorfor skulle det være mere relevant, hvad kunstnere mener om politik, end hvad eksempelvis sosu-assistenter mener om politik?

»Nu er min egen mor sosu-assistent, så jeg ved, at de har en masse begavet at sige om politik. Men som kunstner har man jo en piedestal at tale fra. Man står på en scene og kan sige noget, der rækker ud til millioner af mennesker, og det er jo argumentet for, at vi i sidste ende taler med kunstnere. De har fans og følgere, og hvis de siger noget i mit program, så kan vi forvente, at der er nogen der virkelig lytter – også mere end man lytter til den almindelige sosu-assistent.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

" ... Mange kunstnere – når de bliver politiske – har en tendens til at være det på en lidt ensidig facon, hvor de giver udtryk for nogle meget klare sympatier: at man er for lighed, imod krig eller for retfærdighed – uden rigtig at argumentere ..."

Hmmm ....
Er vi nu for ulighed, krig og uretfærdighed !!
Det er sgu da nyt for mig.
(Jeg er altså også for lighed, retfærdighed og fred !!)

Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

På den anden side er han vant til at være sammen med Inger Støjberg, så han må være vant til lidt af hvert. Hun minder mest om den største bølle i skolegården, jeg længe har set.

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Åh den stakkels spindoktor er blevet rodet så meget ind i sit eget spin, at han helt har glemt hvad der er værd at kæmpe for i denne verden. Det er måske tid til pause fra pseudovirkeligheden

Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Jens Kofoed og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Ja så. At diskutere politik med en spindoktor giver samme mening som at diskutere med en idiot.

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

"Hmmm ....
Er vi nu for ulighed, krig og uretfærdighed !!
Det er sgu da nyt for mig.
(Jeg er altså også for lighed, retfærdighed og fred !!)"

Du forstår ikke pointen - der da er at alle går ind for det gode og er imod det onde.

Kunstnere stiller sig på den uangribelige position, der fordi den er uangribelig, også er aldeles gratis - og ubrugelig i den virkelige verden, som kunstnere ikke orienterer sig andet end barnligt overfladisk i og derfor har absolut ingen realistiske konstruktive løsninger på.

De indskrænker sig til det præpupertære overbeskyttede middelklasseskolebarns forfærdelse over at Verden er et barskt sted - og kræver at 'forældrene gør noget ved det'.

Kan det så ikke lade sig gøre, vil de slet ikke leve og de mener så at det bør vi andre heller ikke, da vi er den samme væmmelig slags mennesker som dem selv.

Basalt er de bare bankernes nyttige idioter, men det kan de slet ikke overskue fra deres barnlige perspektiv på Verden.

Jens Thaarup Nyberg

"Kunstnere stiller sig på den uangribelige position, der fordi den er uangribelig, også er aldeles gratis - og ubrugelig i den virkelige verden, som kunstnere ikke orienterer sig andet end barnligt overfladisk i og derfor har absolut ingen realistiske konstruktive løsninger på."
Gælder det alle kunstnere, eller er det et overfladisk indtryk.

Niels Duus Nielsen

Søren Ferling, at du kalder kunstnernes perspektiv på verden for "barnligt" er da ret beset en meget barnlig generalisering af en stor gruppe menneskers kritik af tingenes tilstand. Især da mange af kunstnerne faktisk gør noget aktivt ved det, de kritiserer.

Hvad er så et "voksent" perspektiv på verden? Sådan et som dit, hvor Frankfurterskolen er udtryk for nazisme?

Intet nyt i den betragtning, Rasmus Bo Sørensen, og vi tager det for hvad det er.

Da i Dirch Passer engang gik over stregen, og ringede til Nixon for at udtrykke sin sympati med USA's krig i Vietnam, blev selv Dirch Passer nød til at undskylde offentligt. Og så var det glemt. Vi kan jo ikke tage ytringsfriheden fra folk, der oven i købet er en vigtig del af ytringsfriheden...

...dog falmede Dirch Passers form for pointeløs humor, en hel del i mit univers - eller retter jeg blev opmærksom på at ren cracy komik ikke er mig.