’At diskutere politik med en kunstner kan ofte føles som at tale med et syvårigt barn’

Med dirrende stemme og stor patos satte den amerikanske skuespiller Meryl Streep søndag aften ord på en følelse af afmagt, som deles af mange amerikanere for tiden. Fra scenen ved årets Golden Globe Awards mindede hun om, at den mand, som meget snart kan kalde sig for verdens mægtigste, ikke er større, end at han kan finde på at mobbe en handicappet, hvis det tjener hans sag.

»Det knuste mit hjerte. Jeg kan stadig ikke få det ud af mit hoved,« sagde Meryl Streep om episoden fra valgkampen, hvor Donald Trump gjorde nar af en journalist med en medfødt muskelsygdom.

For alle, der mener, at kunstnere stadig har en rolle at spille i den politiske debat, fremstod Meryl Streep søndag aften som et bekræftende eksempel.

Men så er der alle hverdagene. De dage, hvor Medina siger, at Inger Støjberg (V) »får alle i Danmark til at se grimme ud«, hvor Thomas Vinterberg siger, at han »skammer« sig over at være dansk, hvor MØ synger »Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis«, hvor Line Knutzon siger, at Dansk Folkepartis vælgere er »så dumme«, at hun ikke længere vil »sidde i stue med dem«, og hvor Raske Penge fortæller os, at »nogle hader mennesker uden at have mødt dem.«

Pudser glorien med aversioner

Det er hverdagene, der er flest af – i hvert fald hvis man spørger Mark Thorsen, der arbejder som politisk rådgiver for integrationsminister Inger Støjberg. Når kunstnere blander sig i den offentlige debat, mener han, er det alt for ofte rødt og tamt og ulidelig forudsigeligt, og i radioprogrammet Kampagnesporet på Radio24syv gik han for nylig så vidt som til at sammenligne politisk indignerede kunstnere med små børn.

»Mange kunstnere – når de bliver politiske – har en tendens til at være det på en lidt ensidig facon, hvor de giver udtryk for nogle meget klare sympatier: at man er for lighed, imod krig eller for retfærdighed – uden rigtig at argumentere. Det kan godt være, undskyld mig, lidt som at have en politisk debat med en 7-årig, når visse kunstnere engagerer sig politisk.«

Mark Thorsen har ikke ønsket at uddybe sin kritik over for Information, men andre har tidligere givet udtryk for samme holdning. Debatredaktør på Berlingske Anna Sophia Hermansen har til eksempel kritiseret en række navngivne kunstnere for deres rolle i debatten om regeringens såkaldte ‘asylannoncer’ sidste år: »For de siger det samme og pudser perspektivløst glorien med aversioner i stedet for argumenter,« som hun formulerede det.

Efterskole og ungdomshusparoler

René Fredensborg er vært på debatprogrammet René ord for pengene på Radio24syv, som har det erklærede mål at få kunstnere til at blande sig mere i den politiske debat. Som det hedder i indgangsbønnen til programmet: »Når en dansk kunst­ner en sjæl­den gang vover pel­sen, og for­sø­ger sig med en udmel­ding om poli­tik, bræn­der de hur­tigt nal­lerne og træk­ker dem straks til sig.« Det er en skam, mener René Fredensborg, for der er brug for kunstnernes ofte skæve og anderledes blik på samfundet.

»Det er ikke altid, at jeg synes, kunstnere fungerer godt i et kort nyhedsformat. Men jeg er ikke af den holdning, at de skal blive ved deres læst eller deres banjo. Hvis de i øvrigt læser avisen og følger med, så synes jeg, at deres meninger er meget relevante, fordi de er vant til at tænke og tale på en anden måde, end politikere gør,« siger René Fredensborg.

Tag citatquizzen: Kunstner eller barn?

Han er imidlertid ikke helt uforstående overfor kritikken af kunstnernes politiske forudsigelighed:

»Jeg kan godt forstå, hvad Mark Thorsen siger, selvom jeg tror, at han mener ‘teenagere’ frem for ‘7-årige’. Men nogle gange kan det godt være lidt som at sidde på en efterskole og lytte til ungdomshusparoler,« medgiver han.

Det er bare langt fra hele historien, understreger han.

»Der er nogle kunstnere, hvor man tænker: ‘Kunne du ikke lige gøre dig selv den tjeneste at sætte dig lidt ind i sagerne, før du udtaler dig?’ Men jeg har også haft besøg af kunstnere, som har brugt lang tid på at sætte sig grundigt ind i alt det materiale, jeg har sendt dem, og som har bidraget med nye, spændende perspektiver.«

Fælelsesmæssigt modsprog

Han nævner til eksempel et program, hvor emnet var udflytning af statslige arbejdspladser. Her foreslog tegneren Maren Uthaug, at man indførte et slags skattefradrag til borgere, der har valgt at bosætte sig i yderområderne, lidt i stil med det såkaldte finnmarkstillæg, som man kender fra Nordnorge, hvor hun selv er opvokset.

Dramatikeren Line Knutzon har foreslået en kreativ måde at boykotte SKAT på, mens Jens Christian Grøndahl i et program tog højresvingsdebatten op på en måde, der fik chauffører til at ringe ind med flere konkrete lovforslag til politikerne. For René Fredensborg er det alle eksempler på, at der kan komme anderledes og interessante ideer ud af at invitere kunstnere med ind i den politiske offentlighed.

Dertil kommer, mener han, at det i sig selv er vigtigt og relevant med et følelsesbetonet modsprog til den ofte bureaukratiske politikerlogik, der kan herske på Christiansborg.

»Kunstnere debatterer ikke altid med argumenter, de bruger ofte følelser, men det synes jeg faktisk ikke er problematisk – tværtimod er det noget, man burde have et øre for,« siger han.

– Hvorfor skulle det være mere relevant, hvad kunstnere mener om politik, end hvad eksempelvis sosu-assistenter mener om politik?

»Nu er min egen mor sosu-assistent, så jeg ved, at de har en masse begavet at sige om politik. Men som kunstner har man jo en piedestal at tale fra. Man står på en scene og kan sige noget, der rækker ud til millioner af mennesker, og det er jo argumentet for, at vi i sidste ende taler med kunstnere. De har fans og følgere, og hvis de siger noget i mit program, så kan vi forvente, at der er nogen der virkelig lytter – også mere end man lytter til den almindelige sosu-assistent.«