Læsetid: 7 min.

Drop empatien og skab en bedre verden

Barack Obama har kaldt empati for verdens største mangelvare, og Alternativet taler om, at vi er i en empatikrise. Men empatien skal hives ned fra den moralske piedestal, som vi i fællesskab har bygget, mener Yale-professor i psykologi Paul Bloom. For det er en elendig moralsk ledetråd, der kan føre til aggression og vold
Barack Obama har kaldt empati for verdens største mangelvare, og Alternativet taler om, at vi er i en empatikrise. Men empatien skal hives ned fra den moralske piedestal, som vi i fællesskab har bygget, mener Yale-professor i psykologi Paul Bloom. For det er en elendig moralsk ledetråd, der kan føre til aggression og vold

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

3. januar 2017

Er der en følelse, der er blevet vor tids absolutte moralske plusord, er det empati. Kongefølelsen, som Barack Obama efterlyser, og som selveste paven ønsker en global kultur for. I Danmark taler Alternativet om ’empatikrisen’ som en af de tre store kriser i vor tid.

Men professor Paul Blooms syn på empati er et ganske andet og mindre tillidsfuldt.

»De problemer vi har, både som samfund og som individer, skyldes meget sjældent mangel på empati. Faktisk skyldes de ofte for meget af det.«

Sådan ridser han det op på en telefon fra New Haven, og han går endnu længere. Ifølge Paul Bloom fører empati nemlig til aggression, vold og i sidste instans krig. Eller som han skriver på de første sider i sin nyeste bog Against empathy:

»Jeg er imod empati, og et af målene med denne bog er at overtale dig til også at være det.«

Paul Blooms projekt skriver sig ind lige midt i både den nyeste psykologiske hjerneforskning og de allerstørste moralfilosofiske spørgsmål og bliver en del af en ældgammel strid om, hvad mennesket er og bør være: et følelsesvæsen eller et rationelt dyr?

Paul Bloom er ikke i tvivl om, at vi med empatibegejstringen har givet følelserne alt for megen vægt, når det gælder vores fælles verden og moralske dømmekraft.

»Jeg hævder, at vi ikke bør bruge vores følelser til at træffe moralske beslutninger om, hvad der er godt og forkert.«

James Bonds testikler

Empati bruges på et utal af måder, fastslår Paul Bloom. Mange mennesker definerer ganske enkelt empati som noget, der betyder ’alt hvad der er godt og moralsk rigtigt’. Med den definition er det svært at være uenig i, at empati er godt. Men det er ikke hans definition:

»Min definition er den samme, som de fleste filosoffer og psykologer bruger, nemlig at det at føle empati for nogen, er at føle det, de føler. Altså, hvis du lider, og jeg mærker din smerte og din lidelse, så føler jeg empati for dig.«

I en artikel fra The New Yorker fra 2013 bruger Paul Bloom torturscenen i James Bond-filmen Casino Royale, hvor Mads Mikkelsen tæsker Daniel Craigs testikler med et langt tungt reb, som eksempel på, hvordan basal empati fungerer.

Biografgængere, særligt mandlige, skærer ansigt og krydser instinktivt benene. Empati er i denne forstand en spejling af den anden. Vi føler det, den anden føler. I en meget konkret følelsesmæssig forstand sætter vi os selv i den andens sted.

Empatien zoomer

Det er denne type empati – den konkret indfølende – som Paul Bloom mener har fået for meget moralsk magt. Denne emotionelle empati har vi ikke kigget godt nok efter i sømmene, for som alle andre følelser er empati nemlig ikke kun én ting.

Ligesom vrede både kan bruges konstruktivt til at sætte grænser for uretfærdighed, motivere til forandring – eller i værste fald til at banke sin kone, har også empati en bagside. Empati er nemlig en både snæversynet og fordomsfuld følelse, mener Paul Bloom. Han kalder det ’spotlighteffekten’.

»Spotlighteffekten handler om, at du, når du føler empati, zoomer du ind på et enkelt menneske. Det kan virke meget stærkt og kan naturligt nok lede til, at du ønsker at hjælpe det menneske. Problemet er, at vigtige moralske problematikker oftest involverer flere mennesker, så empati kan lede os på afveje. For mig at se, er det er på grund af empati, at regeringer og individer bekymrer sig mere om en enkelt pige, fanget i en brønd, end en krise eller krig, der berører millioner af mennesker,« siger Paul Bloom med henvisning til sagen om ’baby Jessica’, der faldt i en brønd i Texas i 1987 og satte hele USA på den anden ende.

Hjernevidenskaben underbygger ’spotlighteffekten’. Vi er dårligt i stand til at føle emotionel empati for flere personer ad gangen, fortæller Paul Bloom. Det forklarer, hvorfor vi kan græde over lille druknede Aylan, der ligger med hovedet i sandet, skyllet op på stranden, men er ude af stand til at komme i kontakt med vores empati med ofre for mere systemisk eller strukturel vold.

»Empati er tavs, når det kommer til klimaforandringerne. For hvor er det individ, man kan pege på og sige, ’se, hun lider, og det er på grund af klimaforandringer’? Sådan fungerer det ikke,« siger Bloom.

Netop det træk ved empati – at den gør andres lidelse mere håndgribelig, fremhæves ofte som empatiens bedste og mest moralsk effektive egenskab. Men ifølge Bloom udgør den også empatiens farlige nærsynethed. Empati er som en lommelygte, en lyskegle, som skinner et bestemt sted og oftest på dem, vi identificerer os mest med eller holder af i forvejen. Her kommer empatiens fordomsfuldhed på banen.

»Det er meget let for os at føle andres smerte, hvis de andre ligner os selv, bor i samme by eller laver det samme som os. Men når det gælder folk, der er meget anderledes end os selv, så er det meget svært. Det er ikke let at føle empati med folk, som man er bange for, folk man væmmes ved eller folk, som man definerer sig i modsætning til.«

Fodboldfans og tortur

Paul Bloom fortæller om et neurovidenskabeligt schweizisk studie fra 2010, hvor en række forsøgspersoner skulle se andre udsat for smerte og bestemme sig for, hvorvidt de ville mindske den andens smerte ved selv at blive udsat for smerte.

Halvdelen blev fortalt, at den lidende var fan af samme fodboldhold som forsøgspersonen selv, den anden halvdel fik at vide, at den lidende var fan af et rivaliserende hold. Fankammerater vækkede empati og lyst til at ’overtage’ noget af smerten, mens der ikke blev hjulpet, hvis personen, der blev udsat for smerte, var fra et konkurrerende hold.

Ifølge Paul Bloom er et af de bedste argumenter for empati – som ud over at give intuitiv mening også bakkes op af videnskaben –  at empati gør dig sødere ved de konkrete mennesker, som du empatiserer med. Dertil kommer, at empati føles godt.

»Det føles tilfredsstillende at sætte sig selv i nogens sted og føle den intime forbindelse. Det føles, som om man gør noget godt. Den tilfredsstillelse nægter jeg ikke. Men jeg tror, det er vigtig at indse, at det, vi synes er tilfredsstillende, ikke nødvendigvis gør verden til et bedre sted.«

Han gør dermed op med det, der er kendt som empati-altruisme-hypotesen. Det er netop empatiens stærke følelsesmæssige tiltrækningskraft, der efter Paul Blooms overbevisning alt for let bruges som et effektivt politisk konfliktredskab.

Empati fører til vold

»Empati bruges ofte af folk, der ønsker at opildne til vold mod nogen. Man peger først på et offer. En pige, som er blevet voldtaget, en mand, som er blevet overfaldet. Derefter bruges folks naturlige, empatiske følelser for ofret til at motivere til vold. Historisk er sorte mænd blevet lynchet i Syden i USA, som regel fordi der var historier i omløb om, at de havde overfaldet hvide kvinder.«

Bloom fremhæver også det netop overståede amerikanske valg, og hvordan negative enkelthistorier om immigranter er blevet brugt til at opildne til vrede mod immigranter generelt; Et fænomen, der ikke er helt fremmed for os i Danmark.

Vold har selvfølgelig mange årsager, understreger Paul Bloom, som ikke hævder, at empati alene har skylden, men han holder fast i, at empati spiller en stor rolle i den stimulation af aggression, der leder til konflikt og krig.

Stater, der har interesse i at gå i krig, har det med at fremhæve og bruge menneskelig lidelse til at opdyrke aggression imod de mennesker, som er skyld i den lidelse og dermed opnå en form for moralsk legitimering, der på ingen måde skeler til, om de menneskelige konsekvenser af den krig, der indledes, overstiger den oprindelige lidelse.

Kritik af følelserne

Netop derfor mener Paul Bloom, at vi bør afvise empatien som den store frelsende moralske guide. Han ønsker i stedet at erstatte forestillingen om empati som hæderkronet moralsk værdi med det, han betegner som ’rationel medfølelse’. Et mere hjerne-, mindre maveorienteret moralsk grundlag for beslutninger. For medfølelse og empati er ikke det samme psykologisk set.

»I modsætning til empati, så zoomer medfølelse ikke ind på konkrete individer. Jeg kan godt som menneske føle medfølelse med de mange, mange ofre for en tsunami eller et jordskælv eller en krig, selvom jeg ikke mærker nogen af ofrenes smerte.«

Vi lægger for megen vægt på følelsernes motiverende rolle. Vi kan sagtens motiveres og handle moralsk uden at have egne, stærke følelser i spil. Faktisk kan for meget empati være kontraproduktiv, selv i helt nære relationer.

»Hvis man for eksempel skal trøste et barn, der skriger af smerte og er meget, meget bange, så nytter det ikke selv at blive bange. I den situation er det bedst for barnet, hvis du er rolig og har en vis følelsesmæssig distance. Du drager omsorg for barnet, men uden at føle hans eller hendes smerte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Ejstrup Larsen
  • Viggo Okholm
  • Olaf Tehrani
  • Kim Øverup
  • Brian Schwangus
  • Jakob Bonde
  • Jonathan Smith
  • Ruth Gjesing
  • Christian De Thurah
  • ulrik mortensen
  • Leo Nygaard
  • Torsten Jacobsen
Knud Ejstrup Larsen, Viggo Okholm, Olaf Tehrani, Kim Øverup, Brian Schwangus, Jakob Bonde, Jonathan Smith, Ruth Gjesing, Christian De Thurah, ulrik mortensen, Leo Nygaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Michael Kongstad Nielsen,

Men det er jo hele pointen her? Vi kan ikke nøjes med empati, eller andre naturlige anlæg. Vi er som mennesker udstyret med evnen til at hæve os over den. Det er i det mindste Paul Blooms påstand.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, men jeg køber ikke professorens anbefalinger.
Overhovedet ikke.
Såvidt jeg kan høre, så mener han, at hvis man slipper sin egen natur løs, så mister man styrken til vurdere andre menneskers passende opførsel. Men det er noget sludder. For med empati mister man ikke alle de andre ligeså naturlige evner til at vurdere de omhandlede personers gøren og laden.

Mennesket er kun øverst i hierarkiet p.t., men er stadig et dyr som alle andre...
Det er naturligvis en forventning, at der sker en yderligere udvikling, med mindre der sker større ændringer, noget man kunne frygte ud fra det nuværende kompleks af problemer/ politikker. Men det er nok overdrevet.
Hvis man vælger at gøre den menneskelige hjerne og dens kemi til hovedfaktor for alt, så er det klart, at andet ikke kan accepteres.

Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen - 18:32
"Det kan du selvfølgelig have ret i, men en god opdragelse og en humanistisk indstilling holder jo desværre bare ikke særligt langt."
Hvis ikke man tager sig selv og samfundslivet alvorligt, så ja. Eller sagt på en anden måde, der ligger vel alvor bag, når samfundet erstatter guddommelig moral og etik, med de moralske og etiske overvejelser i f.eks. Platons dialoger, som arke-eksempler på hvorledes man kan behandle moralsk/etiske spørgsmål.
Hermed ikke et ondt ord om den meditative tilgang.

Jens Thaarup Nyberg

Niels Nielsen
08. januar, 2017 - 15:18
"Jens Nyberg, vi behøver ikke at vide, hvad bevidsthed er, for at være bevidste. Men hvis vi ønsker at skabe bevidsthed uden brug af coitus, bliver vi nødt til at finde det materielle grundlag for bevidstheden, da det, vi er bedst til at manipulere med, er materie."
Hvis ikke vi ved hvad bevidsthed er, hvordan så skabe en. Hvad er det materielle grundlag for domme?

Morten Balling - 14:42
"Metoden med hvad noget ikke er, er god, men besværlig."
Den sofisme er kendt. Men mediter lidt på følgende:
"Når der spørges hvad bevidstheden egentlig er, vil jeg svare, den er ikke noget ved siden af mig, eller dig."

Jens Thaarup Nyberg

@Torsten Jacobsen
For at have samvittighed, bliver jeg nødt til at spørge: beskæftiger Bloom sig kun med den emotive empati eller omfatter han skepsis også den kognitive empati.

Jens Thaarup Nyberg

"I bund og grund taler de om ’The hard problem’, altså hvordan fysiske processer (materie) kan generere en oplevelse af ’væren’ (ånd)."
Jamen, så må de ud og studerer menneskeliv, betingelser for hvordan forskellige åndligheder, livsformer, dannes: dannelsesprocessen. Altså, kultur- og samfundsvidenskab.
Et interessant skrift i den sammenhæng: Rohinton Mistry´s, A fine line.

Touhami Bennour

At spørge hvad mennesket er umuligt at svare. Ingen af de herre her ind i debatten, ved hvem jeg er eller en araber er. Kun Ideologier taler om definition af mennesket. (Hitler er ikke død og den vestlige emperium dør aldrig) på trods af Irak. Vietnam, Algeriet. etc.. Mennesket er dit eller dat- Begreber kan diskuteres og med resultater men mennesket diskuteres til underholdning. Ifølge den historiske materialism, og det er den del af Marx filosofi som dør alrig, ligeso Hegel eller Platon eller Einstein: fordi den gør en forskel. Mennesket er produkt af sin tid, det betyder ikke at alle er bevidste,, men tiden er det. Jesus sagde aldrig at mennesket er Kærlighed ( hvorfor er der så mange skillsmisse.) Einstein sagde " alt er relativ", det betyder ikke mennesket som sådan er relativ.

Sider