Læsetid: 2 min.

Den dyre drøm om movieboksen

1970’ernes ubekymrede materialisme blusser ondt i Svalegangens interessante komedietragedie ’VHS vs. Betamax’
Grådigheden springer frem bag kinky skjorter og klamme overskæg fra 1970’erne i VHS vs. Betamax på Svalegangen, hvor en lysten baggrund af hippiefarvet ryatæppe vækker jubel.

 

Grådigheden springer frem bag kinky skjorter og klamme overskæg fra 1970’erne i VHS vs. Betamax på Svalegangen, hvor en lysten baggrund af hippiefarvet ryatæppe vækker jubel.

 

Morten Fauerby

28. januar 2017

De unge tilskuere på Svalegangen får en god griner over forestillingen VHS vs. Betamax. De griner over scenografiens kiksede pastelfarver og skuespillernes store overskæg og Jane Fonda-benvarmerne. For var danskerne virkelig så underlige i 1970’erne?

Egentlig virker Aleksa Okanovics nye stykke som en folkekomedie fra dengang, Morten Korch havde sluppet taget i den danske folkesjæl – og internettet endnu ikke var opfundet. Og konkret fra dengang, hvor VHS var formatet på det videobånd, man lagde i sin lejede moviebox.

For Aleksa Okanovic har et godt dramatikergreb. Både om den nørdede far, der tror på franske film og på Betamax-båndets uovertræffelighed. Og om charlatanen fra bodegaen, der har brugt kærestens sidste sparepenge på at købe en moviebox – for at leje den ud med VHS-bånd med voldsporno.

Lige som i sine stykker Diamond/Dust/Shoes (2006) og Modern life! (2008) har den 44-årige, serbiskfødte Okanovic et skarpt blik for danskernes uhæmmede materialisme. Men så snyder historien ham vist.

Midt i den tilforladelige komedie opstår pludselig historien om en voldtægt af familiens datter. Men stykket aner ikke, hvordan det skal vise os reaktionen på pigens chok – ikke førend det pludselig kammer over i selvtægt.

Nørd og bodegakonge

Overgrebshistorien er evigt aktuel. Historien vil bare mere, end den kan – og derfor ender den som uforløst komedietragedie. Iscenesætteren Kasper Sejersen har dog valgt at iscenesætte stykket, som om den bare er komedie.

Det bliver en fordel for skuespilleren Holger Østergaard, der her får lov til at nørde ud som den verdensfjerne kunstelsker, der kun vil sælge smukke film. Holger Østergaards høje, tynde krop virrer forvirret rundt om den enorme Betamax-maskine, mens han stirrer fugleagtigt ud gennem de alt for store briller. Han er forrygende.

Katrine Beck Ibsen har gode parader som den ærgerrige hustru i perfekt Jane Fonda-outfit og plastikøreringe, og Fanny Louise Bernth tackler stædigt den svære rolle som 12-15-årig pige i flowerpower og oprør.

Men det er Rolf Hansen, der ryster tilskuerne som ucharmerende scorekarl. Sidste sæson var Rolf Hansen en følsom dement i Husker du? hos Teatergrad – og her er han klam alfahan som taget ud af en Fassbinder-film. Man kan knap genkende ham.

Lindrende lys

Scenograferne Peter Schultz og Nathalie Mellbye har dyrket det realistiske dagligstuedrama med grimme sofaer og tidskorrekt vægtelefon. Her slår folkekomedien hårdt og uden kærlighed.

Til gengæld har videodesigneren Anton Bast projiceret sitrende lys ind over facaden som en psykisk tolkning af al den materielle grådighed, der gør disse mennesker syge indeni. Det lindrer lidt.

Men som stykkets Betamax-nørd formulerede det ved premieren ved åbningen af Aarhus 2017:

»Den her by har desperat brug for kunst.«

VHS vs. Betamax. Tekst: Aleksa Okanovic. Iscenesættelse: Kasper Sejersen. Scenografi:. Peter Schultz og Nathalie Mellbye. Lyd og videodesign: Anton Bast. Lys: Anders Kjems. Svalegangen. Til 11. februar 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu