Læsetid: 10 min.

Ellen Hillingsø: ’Når jeg arbejder med en tekst som denne, skal jeg se ned i min egen afgrund’

Ellen Hillingsø viser en minimal del af sin krop gennem et hul i en sort kasse på Østerbro. Hun har sjældent givet så meget af sig selv, som hun gør i Samuel Becketts ’Not I’
Nuet, gasværket, Østerbro og alt andet er reduceret til Ellen Hillingsøs postkasserøde læber i opsætningen af Samuel Backetts ’Not I’.

Nuet, gasværket, Østerbro og alt andet er reduceret til Ellen Hillingsøs postkasserøde læber i opsætningen af Samuel Backetts ’Not I’.

Sofia Busk

26. januar 2017

Det er sjette, måske syvende gang siden morgenstunden, at Ellen Hillingsø trækker vejret ind og lader en afsindig ordregn vaske hverdagshyggen væk fra Østre Gasværk Teaters foyerområde.

Vi er til prøve få dage før premieren. På det tidspunkt af en teaterproduktion, hvor der på den ene side helst ikke skal ske for meget, og på den anden meget gerne skal ske en hel masse. 

Vi tager den igen. Alle tilstedeværende retter sig lidt op.

Det er alvor, det her.

»… men hjernen er stadig ... stadig på en måde ... for hendes første tanke var ... åh længe efter ... pludseligt glimt ... opdraget som hun var til at tro ... sammen med de andre forældreløse … på en barmhjertig ... (kort latter ) gud ... (hjertelig latter) ... første tanke var åh længe efter ... pludseligt glimt ... at hun blev straffet … for sine synder … hvoraf et antal ... yderligere bevis hvis bevis var nødvendigt … for gennem hendes hjerne ... en efter en ... derefter afvist som tåbelige ...«

Østre Gasværk Teater har Samuel Beckett på programmet. Den irsk-fødte forfatter og dramatiker, der skrællede sine tekster for egentlig betydning og gav tilskueren magten over meningen.

Ellen Hillingsø, Morten Grunwald og Tommy Kenter har hver sin Beckett-tekst med på scenen. Foran som instruktør står tyskeren Walter Asmus, der indtil Becketts død i 1989 var dennes foretrukne samarbejdspartner.

Ellen Hillingsø messer gennem et hul i en sort kasse på en mørklagt scene oplyst af en enkelt spot. Midt i mørket ser man hendes oplyste røde læber og intet andet. Alt er dækket af molton: den særlige stoftype, man bruger på scenen, fordi det har en evne til nærmest at suge lys til sig og ikke give det tilbage som genskin.

Lyder det dystert?

Det er dystert.

Og det giver tilsyneladende ingen mening. Sådan er sætninger jo ikke, og sådan er sprog ikke.

Men fordi nuet, gasværket, Østerbro og alt andet er reduceret til et par postkasserøde læber og netop de ord i den rækkefølge, giver det mening.

Ordeksplosion

’Det at skulle tilegne mig den her tekst har taget lang tid. Det har været hårdt, og det har været udfordrende,’ siger Ellen Hillingsø.

Sofia Busk
Selvfølgelig er det dystre scenebillede et æstetisk valg, men teksten er ikke æstetisk, den er eksistentiel.

Det er den ekstremt forgrenede ordeksplosion Not I – på dansk Ikke jeg eller i nogle oversættelser Munden, Hillingsø fremfører.

Som verbal action painting samler de mange løsrevne sætninger, ord og udbrud sig til en konkret, inciterende og ubehagelig historie.

Teksten, der er fra 1972, handler tilsyneladende om en kvinde, der har været udsat for en uspecificeret traumatisk oplevelse og har ført en kærlighedsløs, mekanisk eksistens.

Titlen hentyder til figurens gentagne benægtelse, af de begivenheder, hun beskriver eller hentyder til. Sætning for sætning giver teksten tilsyneladende ikke mening.

»Fatter ikke det halve ... ikke det kvarte ... ingen anelse om hvad hun sagde ... tænk ... ingen anelse om hvad hun sagde ... indtil hun begyndte at forsøge at foregøgle sig selv ... at det slet ikke var hendes … slet ikke hendes stemme ... og der var ingen tvivl om ... det var afgørende vigtigt ... at hun var lige ved ... efter uendelige anstrengelser … da hun pludselig følte … gradvis følte sine læber bevæge sig ... tænk ... sine læber bevæge sig ... som hun selvfølgelig hidtil ikke ... og ikke bare læberne ... kinderne ... kæberne … hele ansigtet ... alle de...hva'? tungen? ... ja ... tungen i munden … alle de vridninger uden hvilke ingen tale mulig … og i daglig brug ... slet ikke føles ... så optaget er man ... af det man siger ... hele eksistensen ... hænger sammen med de ord ...«

Livet som en nedtælling

Samuel Beckett var irsk-fransk forfatter med stor betydning for europæisk litteratur. Hos Beckett er begrebet ’at slå tiden ihjel’ et tema med konkret betydning, langt fra den hverdagsuskyldige tone vi bruger det i i dag.

Hos Samuel Beckett opleves hele livet som ventetid, der slås ihjel.

I hans mest kendte tekst, Mens vi venter på Godot fra 1948, møder vi de to vagabonder Vladimir og Estragon, der venter under et dødt landevejstræ i et forblæst ingenmandsland. Her fordriver de tiden med ritualer og hovedløs snak.

Hvorfor venter vi her? Vi venter på Godot!

Beckett beskriver livet som en nedtælling; en umærkelig bevægelse mod det slutpunkt, der synes oplevet på forhånd, fordi det så ofte er blevet foregrebet.

Godot dukker aldrig op, og de to vagabonder ved heller ikke helt, hvem han er. Handlingen i stykket er den absurde samtale mellem de to.

Stykket blev forøvrigt særdeles godt modtaget, da det i 1957 spillede i San Quentin-fængslet for 1.400 fanger, der genkendte den absurde venten på ingenting.  

Beckett satte uden omsvøb spørgsmålstegn ved, om mennesket overhovedet kan kommunikere. Om de ord, vi siger i én forståelse, bliver modtaget i en anden. Om vi forstår hinanden.

Det skal ikke være hyggeligt

’Jeg har kun mine ord og pauserne,’ siger Ellen Hillingsø, der under forestillingen har ansigtet gemt i en sort raid-hue.

Sofia Busk
Som instruktør var Beckett optaget af skuespillernes bevægelser, lyset og teaterrummets indretning som en del af en teatervision, hvor betydningsdannelsen bliver overladt til tilskueren.

På Østre Gasværk er teaterscenebilledet reduceret til de knaldrøde læber. Præcis som nogen kender det fra åbningssekvensen til den amerikanske kultklassiker The Rocky Horror Picture Show, der havde biografpremiere, få år efter Not I blev sat i scene første gang.

Uden sammenligning i øvrigt. Og dog, for hovedpersonerne i Rocky Horror, det nygifte par Janet og Brad, farer jo vild i et frygteligt regnvejr og ender på et slot, hvor transseksuelle rumvæsner fordriver tiden med absurde samtaler, sange og sexlege, mens de venter på rejsen til hjemplaneten, der aldrig bliver til noget.

Det tomme rum på Østerbro peger på tilskuerens mulighed for selv at skabe betydninger. Ellen Hillingsøs mund, stemme og musikalitet er hele verden i ni minutter.

Det er, som om ingen trækker vejret i mørket. Det er, som om Morten Grunwald – den store Beckett-kender og initiativtager til det hele – ikke trækker vejret. Det er, som om Tommy Kenter, der for få øjeblikke siden småsludrede med sceneteknikerne, ikke eksisterer. Ellen Hillingsøs mund, der pisker os med ord, er os alle sammen.    

Instruktøren Walter Asmus er ingen hyggeonkel.

»Det skal ikke være hyggeligt,« har været hans gentagne instruks til Ellen Hillingsø gennem arbejdet. Og allerede her på en væg til væg-almindelig tirsdag eftermiddag har ikkehyggen indfundet sig til prøven.

Ikke uhygge, men ikkehygge, understreger Ellen Hillingsø. Uhygge er her forstået i den skræmmende horrorboldgade. Det er det ikke, og på den måde er ikkehygge velegnet til at beskrive Becketts forfatterskab, hvor vi ikkehygger os, mens vi venter på at dø. 

Beckett har selv givet præcise anvisninger til den minimalistiske scenografi, der retter al opmærksomhed mod den mund, hvorfra historien hvirvles frem og dechifreres i tilskuernes begrebsverdner. 

Sindstilstanden på stolerækkerne er brutalt iscenesat alene med ord. Og selv her – til en prøve med kaffeplettede noter og bøvl med lyset, kan stemningen skæres i skiver under og efter de ni minutter.

Ellen Hillingsø, der ellers står fuldstændig stille gennem hele monologen, er forpustet længe efter.

»Der skal hentes kræfter dybt nede fra, når man som skuespiller på denne måde er berøvet al distraktion. Der er ingen, der danser. Der er ingen kostumer eller dekorationer, man kan gemme sig bag. Og på den måde er jeg mere udsat i de her ti minutter, end jeg kan mindes at have været før. Jeg har kun mine ord og pauserne,« siger hun mellem dybe vejrtrækninger, mens hun trækker en sort raid-hue væk fra ansigtet og lader resten af kroppen eksistere igen.

»Og det er udfordrende.«

Få øjeblikke senere vasker hun sit ansigt frem i en hvid porcelænsvask.

Vanvittigt musikalsk

Ellen Hillingsø står fuldstændig stille gennem hele monologen. Alligevel er hun forpustet, længe efter hun er gået af scenen.

Sofia Busk
Ellen Hillingsø er – og det kan man sige om mange, men om få med så stor evidens – en ener i dansk film og teater.

Hun har formået at bevæge sig tilsyneladende ubesværet og hjemmevant rundt i skuespilfagets mange afkroge. Fra performance med Hotel Pro Forma og gennem mange år på det lille Husets Teater på Halmtorvet i København til stribevis af film- og tv-roller med masser af bredde.   

»At arbejde med det nære og med ren tekst kan noget helt særligt. Det er derfor, jeg laver så mange oplæsninger. En stor tekst kan åbne til nogle meget personlige ting. Man kan selvfølelig også udtrykke en masse med dans, men hvis man betragter sproget som en dans, som noget der har sin egen rytme, og som kan skifte udseende på samme måde som kostumer og koreografier kan, så viser det sig, at sproget alene kan være en meget, meget konkret genvej til sindet. Men helt grundlæggende er det jo ligegyldigt, hvad jeg føler. Eller hvad jeg tager med hjem.«

– Hvorfor?

»Fordi det her gør jeg kun på et lille plan for min egen skyld. Det er publikum, der skal have oplevelsen. Den kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan gøre alt, jeg og teksten kan gøre, for at overbevise dem om min tolkning. Lade dem lytte til teksten med den melodi, jeg hører i den. Det er vanvittigt musikalsk … ’… munden som vanvittigt … videre … bliv ved … hva? …’ Der er en melodi. Det er det fantastiske for en skuespiller. Vi har en kompetence og en teknik, vi har lært, ligesom andre har lært deres håndværk. Når man bliver udfordret på den kompetence, bliver det rigtig spændende. Det giver en følelse af at få iltet hjernen meget, meget heftigt. Det er det, jeg tager med hjem efter en forestilling som den her.«

Ellen Hillingsø er effektiv. Hun taler hurtigt, mens hun finder ind til sig selv igen. Lyden af en Hjem-IS-bil får hende til at fare hen til vinduet.

»Det er jo vinter for fanden.«

Det renser luften for de sidste ekkoer fra monologen. Og med ét er hun sig selv igen.    

’Målet for mig er at kontakte min afgrund. Min rædsel. Og lade den strømme ud.’

Sofia Busk
»Det at skulle tilegne mig den her tekst har taget lang tid. Det har været hårdt, og det har været udfordrende. Jeg har arbejdet på de ni minutter siden 12. november sidste år. Og hele forløbet med at flytte ind i teksten og forstå den og være den og erkende den. Det har været en del af oplevelsen.«

– Forstår du teksten?

»Ja. Ja, jeg forstår den på min måde. I ethvert menneske er der en afgrund. Det her menneske lærer vi noget om allerede i fjerde ord ’… ud før tid …’ Det vil sige. Nej. Det vil for mig sige, at det handler om en, der er født for tidligt. Ti linjer længere nede hører vi, at hun aldrig har oplevet kærlighed. Det er et barn, der er født for tidligt enten ud af eller ind i et gudsforladt hul. I teksten er der realhistorier. Vi er med hende på en mark et sted, og vi er med hende i et supermarked. Vi lærer, at hun ikke kan tale. Det er ikke det rene vås, jo. Der er mening med det.«

»Vi lærer, at hun er strengt religiøst opdraget på et børnehjem for forældreløse, har et ambivalent gudsforhold, der genererer skyld og heftige tanker om straf. Og om skam. Den skam, som hun har fået ind med skovle over blot at være født skyldig og som synder. En skam, der reaktiveres, når hun få gange om året endelig taler i stride strømme: ’… halvdelen af vokalerne forkerte ... ingen kunne følge med ... til hun så det blik hun fik så ø af skam ... stirrer uforstående på hende …’ Men hvad der ligger bag den realhistorie. Det har vi brugt meget tid på et tale om til prøverne.«

»Der er også noget med en retssag. Og noget med, at hun skal stønne, og at hun skal nyde det. Der er nogle forskellige ting, der er uklare. Og så er der jo hele tiden benægtelserne. Munden benægter. Jeg er sikker på, at hun ikke er dum. Det er ikke, fordi hun ikke forstår, hvad der sker, at hun tager afstand.«

– Tror du, publikum fanger den realhistorie?

»Når et værk har sin egen dybt personlige og suveræne stemme, så har vi som publikum mulighed for at opleve vores suverænt egen stemme. Når jeg arbejder med en tekst som denne, skal jeg se ned i min egen afgrund. Finde min egen skygge. Finde det ukontrollerede, usammenhængende i mig selv. Det ligger i alle menneskers skygge. Man kan ikke undertrykke den slags. Og når et menneske som hende, der taler i denne forestilling, har været udsat for noget … hvad det nu er, så skal det bare ud. Og så kommer det altså ud i strømme. Målet for mig er at kontakte min afgrund. Min rædsel. Og lade den strømme ud.«

– Hvordan gør du det?

»Jeg har bevæget mig længere og længere ned i sindet. Godt hjulpet af instruktøren Walter Asmus, der i lang tid ikke lod mig passere de første tre sætninger i teksten, før han bad mig om at begynde igen. Forfra. Forfra. Om igen: ’This is not ’hüggeligt’, Ellen. This is a ’disaster’! This is Aleppo’. På et eller andet tidspunkt bliver desperationen konkret. Altså, det bliver simpelthen svært. Og så begynder det at klinge ægte. Og det kan man gå ind i. Det er det, der ser så fedt ved at lave det her. Det er et glo lige ned i sin egen afgrund.«

– Er det hårdt?

»Det er RØVhårdt. Men jeg får det bedre af det. Vi skal jo alle sammen stikke hovedet ned i vores egen afgrund indimellem. Selv om det har sin pris, for det kan jo være, at man ikke bryder sig om det, man ser.«

’3 x Beckett’: Hva’ Joe? / Ikke Jeg / Krapps sidste bånd.

Morten Grunwald og Ellen Hillingsø bliver i ’Hva' Joe’ og ’Ikke Jeg’ instrueret af Walter Asmus. Morten Grunwald instruerer Tommy Kenter i ’Krapps Sidste Bånd’.

Østre Gasværk Teater indtil 21. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu