Læsetid: 10 min.

’Det er et enormt tab at miste, men også en stor frisættelse’

Sorgen fylder i de nye digtsamlinger og romaner. Flere danske forfattere forsøger at få greb om livets skyggeside og skriver med udgangspunkt i deres egne oplevelser af tab. Men er det en svælgen i personlige tragedier, eller rummer sorgen også et bredere politisk perspektiv?
Tabet er helt grundlæggende for os alle, og mange oplever en enorm magtesløshed, når de står over for det. Tab er noget, de fleste bliver berørt af før eller siden. Forfatteren Claus Handler (tv) og Rolf Sparre Johansson har beskæftiget sig med tab i deres digte.

Tabet er helt grundlæggende for os alle, og mange oplever en enorm magtesløshed, når de står over for det. Tab er noget, de fleste bliver berørt af før eller siden. Forfatteren Claus Handler (tv) og Rolf Sparre Johansson har beskæftiget sig med tab i deres digte.

7. januar 2017

Forfatteren Claus Handberg sidder på sin stamcafé i Nansensgade i København, hvor han har skrevet det meste af sin seneste digtsamling, Vore mødre dør. Han tænker tilbage på noget, som en ven engang sagde til ham. Noget, han har tænkt over, siden han selv mistede først sin mor og kort efter sin far.

»Du skal glæde dig til, at dine forældre dør – det er fedt!« havde vennen sagt.

Det er måske ikke helt sådan, Handberg selv ville formulere det, og Vore mødre dør, der blandt andet handler om tabet af forældrene, giver heller ikke indtryk af, at det er helt så simpelt at sige farvel. Men han har alligevel tænkt over sætningen siden, for det at miste forældrene har ikke kun været forbundet med sorg, men også med en frihedsfølelse.

Claus Handberg voksede op i Viborg og flyttede senere til København, hvor han brød med forældrenes verden og med en opvækst præget af alkoholisme og problematiske relationer.

»Det er selvfølgelig et enormt tab at miste sine forældre,« fortæller han. »For mig var det ligesom en følelse af at stå på en klippe i stormvejr. Men samtidig var der også en stor frisættelse i det.«

Som mønsterbryder har han gennem hele livet oplevet at stå i døråbningen mellem to verdener og hverken høre til det ene eller det andet sted. »Nu hvor mine forældre er døde, er der kun én verden, jeg skal være fremmed i, og det kan jeg leve med. Det andet var næsten ubærligt nogle gange, fordi det er forbundet med en masse skyld.« 

De ambivalente følelser og den smertelige afstand til især moren træder frem i digtsamlingen: 

Hvorfor har jeg ingen adgang til min mor? / Hendes hænder / hendes øjne. / Det er som om hun er pakket helt væk / hendes lugt / hvordan det føltes når hun holdt om mig. / Jeg har ikke adgang til sorgen / ikke så meget som en knivspids af den / hun har taget den med sig under armen / hinsides / som var det det sidste / hun kunne gøre for sin søn.

Tilløb til livet

Tab og sorg er centrale emner i flere danske romaner og digtsamlinger fra det seneste år, og i dem bliver særligt afskeden med fældre tematiseret. Og tendensen ser ud til at fortsætte i år.

Der er ikke noget nyt i at skrive om døden, den er massivt til stede i litteraturen op gennem historien. Men der er alligevel noget nyt ved behandlingen af emnet i dag, forklarer Mads Bunch, adjunkt på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

»Det er jo noget, som litteraturen har beskæftiget sig med fra tidernes morgen. Det nye er, hvordan døden som emne bliver behandlet, og det hænger sammen med autofiktionsbølgen. Førhen har litteraturen om tab været skrevet som enten fiktion eller dokumentar. Men det smelter sammen i autofiktionen og specielt i den underafdeling, der hedder selvfortælling.«

Mads Bunch beskriver ’selvfortællingen’ som en genre, hvor virkelige begivenheder fortælles med fiktionens virkemidler. Modsat i andre underafdelinger af autofiktion forsøger forfatteren ikke bevidst at ’snyde’ læseren ved at lege med grænsen mellem fiktion og virkelighed. Der er et ønske om at aflægge vidnesbyrd om noget, der er sket, og derfor er det ifølge Mads Bunch ofte selvfortællingerne, der behandler sorg og tab.

For Claus Handberg var det ikke en bevidst beslutning at skrive om hans forældres død. Teksterne til Vore mødre dør kom i form af lange noter skrevet som automatskrift på stamcaféen i Nansensgade, hvorfra Handberg betragtede livet omkring sig, mens han skrev.

»At skrive digtene var meget ligetil,« fortæller han. »Men bagefter gjorde det ondt. Fordi det var sådan et koncentrat af tab. Først døde min mor, og året efter døde min far. Så var jeg igennem et brud i et forhold, og så blev min mentor, Henrik Have, dødssyg. Så det var bare tab på tab på tab. Det er jo lige efter bogen, jeg er en midaldrende mand, og så kommer tabene. Så det er fuldstændig uoriginalt, men det er ikke desto mindre helt reelt for mig.«

Teksterne handler derfor ikke kun om forældrene, men også om alle de andre former for tab, jeget gennemlever. Men de handler også om liv: »Om at være midt i livet og måle afstandene op. Der er ikke længere tilløb til livet. Du er midt i det.«

Sorg på diktafon

Rolf Sparre Johansson, der udgav langdigtet Begravelse i foråret 2016, mistede sin mor, da han var midt i tyverne. I årene efter tænkte han meget på at skrive om hendes død, men de manuskripter, han arbejdede på, fungerede ikke rigtig.

To år senere gik han en lang tur en eftermiddag. Det var vinter, koldt og gråt, og han vandrede rundt på må og få i Frederiksberg Have, ud til Nørrebro og hele vejen til Ryparken Station, hvor han skulle med et S-tog. I løbet af fire timer var digtet, der senere skulle blive til Begravelse, indtalt på en diktafon, som han gik rundt og talte ind i. Han talte om de begivenheder, der skete op til og lige efter hans mors død og begravelse.

»Jeg prøvede at lade, som om jeg talte i telefon. På det tidspunkt var der ikke så mange, der gik og talte i telefon på den måde, det er der flere, der gør nu. Så jeg prøvede at holde den lidt sådan …« Han viser, hvordan han holdt diktafonen op til øret, så det lignede en mobiltelefon. Efterfølgende transskriberede han teksten ud fra et system, hvor linjeskiftene følger de pauser, han holdt i sin talestrøm.

I de to år, der var gået siden begravelsen, havde oplevelserne omkring morens død haft tid til at bundfælde sig. »Bogen består nærmest kun af ting, som blev ved med at stå på min nethinde, og som jeg ikke kunne ryste af mig.«

En af disse ting er billedet af en blodplet på morens brystkasse:

hun lå i den der hvide / en / sådan en / hospitalsskjorte / og hendes hud var / jeg ved ikke hvorfor men den var gul / noget med at / der må være et eller andet / der gør at / døende eller / døde / mennesker får gul hud // og / fordi hun blødte så meget selvom hun havde vel / forbindinger på eller // begyndte der at komme en rød blodplet / der midt på brystkassen

Døden til diskussion

Som digtudgivelserne også viser, er der både i litteraturen og i tiden generelt et stort behov for at beskæftige sig med døden som fænomen, fortæller Morten Auklend, der er lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. Til foråret skal han undervise på det nye kursus Døden og sorgen i kultur, medier og litteratur. Det har overrasket ham, hvor populært det ellers tunge emne er blandt de studerende, men han forklarer det med behovet for at skabe rum for det svære emne.

»Efter at døden er flyttet ud af hjemmet og ind på hospicer og hospitaler, har vi fået et mere problematisk forhold til døden. Vi har manglet et rum, hvor vi kunne diskutere, hvad død er, og hvorfor den er så vigtig.« Og det, mener han, er netop et rum, som litteraturen kan være med til at skabe.

»Der er en del tekster i dag, der forsøger, som Inger Christensen skriver, at se døden i øjnene uden at græde. Altså at man forsøger at hente døden tilbage gennem litteraturen, sådan at vi kan blive mere fortrolige med den,« siger Auklend.

Litteraturen kan være med til at gøre døden til en slags objekt, altså noget man kan diskutere, og derfor har den en vigtig funktion. Men det er ikke kun døden, der optræder i litteraturen, også alle de mørke følelser, der omgiver den, bliver behandlet. Spørgsmålet er, hvordan man formidler sin personlige tragedie uden at forfalde til navlepilleri?

Rolf Sparre Johansson indrømmer, at han har overvejet, om det ville blive for sentimentalt at skrive om hans mors død. Hans strategi har været at skrive fra en position ved siden af sig selv, som en slags »spøgelsesoplevelse«, hvor det ikke er jegets indre, der bliver beskrevet, men derimod begivenhederne. Dermed opstår der en vis nøgtern distance eller objektivitet, der var nødvendig for at kunne skrive om dødsfaldet, fortæller han. Den første begivenhed i digtet er julen, som forfatteren og hans brødre skal holde uden deres mor for første gang. 

(…) og nu da / vores mor ikke er der // er det // mangler der // så // mangler hun i den situation // til / eller // det som der sker er at vi skal / at den / eller at / julen / skal vi / vi skal selv til / at // skabe // nu 

Selvom Rolf Sparre Johansson har bygget digtet op om hændelser snarere end følelser, er det alligevel, som om det hakkende talesprog, som digtet er skrevet på, er udtryk for en følelsesmæssig ubalance, der afslører sorgen.

– Var det en pointe, at sproget skulle afspejle den måde, man har det på, når man er i sorg?

»Jeg tænkte jo ikke rigtig over, hvordan det skulle være, før jeg skrev det, for det kom ret umiddelbart. Men jeg har siden tænkt, at det, bogen tematiserer, både er sorg og selve den hændelse; et dødsfald og en begravelse. Men også at den via sin form direkte tematiserer den måde, man kan tale om døden på,« forklarer han og uddyber: 

»Mon ikke man ofte kan føle en ensomhed i sorgen, fordi den er svær at kommunikere igennem. I bogen bliver min oplevelse ligesom gjort fælles.« Ikke fordi andre kan få adgang til forfatterens personlige oplevelse, den vil altid være subjektiv, men fordi man kan mødes i det læste.

»Vi kan ikke mødes i en fælles oplevelse af mine oplevelser, men vi kan mødes i en fælles oplevelse af for eksempel den der blodplet, for den har vi begge to læst om, så den kan vi tale om.«

For Mads Bunch ligger der en særlig politisk dimension i den måde at gøre oplevelser fælles på.

»Vi er jo alle sammen omgivet af tragedier, tab, sorg og depression, men vi prøver at skjule det. Vi skal være succesfulde, det skal gå godt, og vi skal være soldater i konkurrencestaten. Men det kan være enormt befriende at læse om andre, der oplever tab, sorg eller angst, de her grundstørrelser i de menneskelige følelser.«

Og netop derfor kan der også være en pointe i at skrive selvfortællinger, hvor tragedien er selvoplevet, mener han. »Det er den der mørke side af livet, som vi selvfølgelig på en måde taler mere om i dag, men på en anden måde er det også mere skamfuldt, fordi vi skal være så dygtige og klare det hele. Så jeg tror, der er en politisk dimension i det. Ikke forstået som partipolitisk, men som et opgør med idéen om, at du bare er din egen lykkes smed og selv kan skabe dig et lykkeligt liv, hvis blot du tager dig sammen.«

Aleppo forsvinder

Claus Handberg ser sorgen som et tema, hvor balancen mellem det private og det fælles er delikat. Sorgen er på den ene side et stort rum, der kan give dybde og indsigt, men på den anden side er det også et meget lille rum. »Der ligger en narcissisme i det. Der er en del af verden, der forsvinder. Aleppo forsvinder.«

Når man graver sig ned i sorgen, forsvinder noget af verden omkring en. Det giver nogle dilemmaer i forhold til, hvad litteraturen bør rumme, mener Claus Handberg. Skal man skue indad eller udad? Der foregår vigtigere ting i verden, end at en midaldrende mand i Danmark mister sin mor. Det sker hver dag.

»Hvad kan det bære af vigtighed, at ens forældre dør i velfærdsstaten trygt og godt? Det er et stort dilemma.«

Men på den anden side, påpeger Handberg, er tabet helt grundlæggende for os alle, og mange oplever en enorm magtesløshed, når de står over for det. Tab er noget, de fleste bliver berørt af før eller siden. Og i den berøring ligger der et potentiale, der rækker ud over den enkeltes erfaring og dermed bliver politisk eller fælles.

Lige så meget indsigt det kan give at beskæftige sig med døden som eksistentielt grundvilkår, lige så nødvendigt er det dog også for Claus Handberg at træde ud af sorgens rum igen på et tidspunkt. Det sidste, han siger efter en lang samtale om det store, uhåndgribelige emne er:

»Jeg tror i hvert fald, at der skal gå et stykke tid, før jeg skal skrive om det igen.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Interessant hvad der vinder mediefokus og hvorfor. Hvorfor får man jo ikke svar på, jeg ved det. Har selv med stor betænkelighed skrevet om sønnetabet. Sendte bogen til anmeldelse 14 steder uden den påkaldte sig opmærksomhed. Betænkeligheder går naturligvis på at undgå at gøre emnet til erhverv og eneste streng på buen. Men nyt - det er det tema ikke.