Får man fred, når et andet menneske dør?

Ligesom i supermarkedets afdeling med frugt og grønt sørger et anlæg på Operaen i København for, at luftfugtigheden er helt optimal for sangernes stemmebånd.

Ganske små mængder vand bliver sprøjtet ud i lokalet af en fugtmaskine, mens de medvirkende i operaen Dead Man Walking gør klar til en gennemspilning.

Da forestillingslederen slukker for maskinen, går øvelsen i gang. Sangerne har endnu ikke deres fulde kostumer på, og scenen er rullet ind i et mindre rum, så de 1.800 tomme pladser ikke virker mere intimiderende end nødvendigt, nu hvor der stadig er næsten tre uger til, at publikum fylder salen ved premieren.

Dead Man Walking er blevet en moderne klassiker, efter historien udkom som bog i 1993 og satte dilemmaet om dødsstraf på dagsordenen i USA.

Bogen var skrevet af den amerikanske nonne Sister Helen Prejean, som efter at være blevet pennevenner med en indsat på dødsgangen satte sig for at oplyse amerikanerne om dødsstraf og få dem til at bygge deres holdninger på et oplyst grundlag.

Bogen blev en succes, og tre år efter blev fortællingen filmatiseret. Den kvindelige hovedrolleindehaver, Susan Sarandon, fik en Oscar for sin indsats, og alene i Danmark blev filmen set af mere end 52.000 biografgængere.

I 2000 blev Dead Man Walking for første gang vist som en opera i San Francisco, siden er operaen blevet sat op over hele verden, og nu er turen kommet til operaen i København. Stykket er stadig relevant, for rundt omkring i verden og i visse stater af USA benytter man sig stadig af den hårdest mulige straf: dødsstraffen.

Forbrydelsen

Den første scene af gennemspilningen ville jeg helst have været foruden. Den begynder ellers så fint. Rolig musik spiller, mens en ung pige og en ung dreng kommer dryppende frem på scenen. De har badetøj på og dupper sig selv og hinanden efter en sommerdukkert.

Men da de to unge mennesker lidt senere har smidt badetøjet og ligger med hinanden på jorden, skifter stemningen. Lyset forsvinder, musikken bliver mørk, og to voksne mænd dukker op. Mændene river de to elskende fra hinanden. Pigen bliver voldtaget, og da drengen forsøger at gøre modstand, bliver han skudt. Pigen skriger og skriger, indtil hun bliver stukket ihjel.

Scenen går i sort og skifter. Pludselig er der børnekor, tegninger i klare farver og optimistisk operasang. En middelaldrene nonne er i børnenes midte. De kigger alle opmærksomt på hende, Sister Helen, mens hun slutter dagens undervisning. Hun er dog lidt fraværende, for i hænderne har hun et brev.

En af de to mænd, som slog de unge mennesker ihjel, Joseph de Rocher, har skrevet til hende. Han har brug for en at dele sine tanker med, og Sister Helen tøver ikke med at stille op. Hun synger sig ind i en langfart på de amerikanske landeveje og skimter fra scenekanten mod horisonten, mens hun beskriver den modstand, hun møder på sin vej.

Hendes medsøstre ønsker ikke, at hun skal besøge Joseph de Rocher i fænglset. Hvorfor involvere sig med en morder? Oven i købet en, som er dømt til døden for at have slået unge mennesker ihjel, lader alle omkring hende at tænke. Men Sister Helen kigger målrettet frem, og klaverspillet akkompagnerer hendes sang.

Og så, midt i en kraftig solosang, stopper tonerne fra Sister Helen pludseligt.

Manden bag klaveret kigger sig forvirret omkring, og instruktøren Orpha Phelan rejser sig fra sin plads. Sådan her står der ikke i manuskriptet. Tilskuere, de medvirkende, dirigenten og forestillingslederen kigger rundt på hinanden, da Hanne Fischer, som spiller Sister Helen åbner munden igen uden at synge.

»Der foregår simpelthen for meget foran mig lige nu,« siger operasangerinden om de mange mennesker, som bevæger sig foran hende under gennemspilningen. Folk rykker lidt rundt og sætter sig stille ned langs siderne af scenen.

Da der er kommet ro på gemakkerne, fortsætter Hanne Fischer sin indlevelse i rollen, som var intet sket.

Nonnen på skype

Det er over et år siden, at Hanne Fischer blev bedt om at spille Sister Helen i Dead Man Walking, som bygger på bogen af netop Sister Helen, som har dedikeret sit liv til at sætte fokus på dødsstraf. Hun har gjort det til sin opgave at være der for de dødsdømte i den sidste tid af deres liv, men samtidigt også støtte både ofre for forbrydelser og de pårørende til de dømte.

Den dag Hanne Fischer blev tilbudt rollen, læste hun om Sister Helen på nettet. Lige præcis ni timer senere skulle nonnen deltage i en henrettelse sammen med en dødsdømt fange, der havde siddet fængslet i tyve år, og Hanne Fischer mærkede rollens relevans med en faretruende gru.

»Tanken var forfærdelig. Jeg kunne slet ikke sove den nat, og jeg vidste, at jeg skulle sige ja til rollen. Men det er meget mærkeligt at skulle spille en rolle, hvor hovedpersonen stadig lever og er så aktiv,« siger Hanne Fischer.

Hun begyndte at læse mere om Sister Helen og fulgte hende på Facebook for at finde ud af, hvem hun var.

»Hun er hundrede procent imod dødsstraf. Udover at hun er katolik, og det dermed strider mod hendes trosretning, så synes hun ikke, at systemet fungerer. Der bliver ikke taget hånd om de efterladte – hverken de efterladte til ofrene eller den dødsdømte, men der bliver brugt enorme summer på dødstraffen. Helt grundlæggende mener Sister Helen, at mennesker ikke kun er det værste, de har gjort,« siger Hanne Fischer.

Men for hende handler operaen om noget helt andet.

»Den går ikke ud på, om du skal være for eller imod dødsstraf. Den handler om, at du som publikum skal sidde og tænke på, om ofrene og de efterladte mon får fred ved at et andet menneske dør.«

Mellem jul og nytår skypede Hanne Fischer med Sister Helen. Det var første gang i den 77-årige nonnes liv, at hun forsøgte sig med dén kommunikationsform.

»Det var fantastisk at se denne her kvinde i øjnene, som jeg har arbejdet på at forstå i så lang tid. Hun er glad for, at vi sætter stykket op i København, og ser det som sin opgave at få de nuancerede perspektiver på dødsstraffen spredt til så mange som muligt,« siger Hanne Fischer.

Hun inviterede nonnen til at overvære premieren, men Sister Helen kunne ikke komme, fordi hun følger en dødsdømt for tiden, hvis dødsdag er blevet udskudt for anden gang. Der havde været en fejl i forsendelsen af det medikament, som skulle benyttes ved henrettelsen.

Overlagt ondskab

Jo længere, Hanne Fischer er kommet ind i rollen som nonnen Sister Helen, desto bedre forstår hun, hvorfor tilgivelsen ligger nonnen sådan på sinde.

»Du kommer ikke videre i livet, hvis du ikke kan tilgive. Du bliver ikke et lykkeligere menneske. Det bliver så dyrisk, hvis man for altid skal kæmpe. Men det er svært. For verden er brutal, og ondskab er ofte overlagt.«

Hanne Fischer tror, at det er frygten, som har gjort, at mennesket har opfundet dødsstraffen.

»Det er frygten, som gør, at vi konstant har den der retfærdighedssans. Frygten for at miste hinanden, men også kontrollen. Hvis vi alle sammen skal kunne leve sammen, så er det så vigtigt, at vi tør stille de her spørgsmål og går ind i tankerne – det kan godt være, at vi ikke finder nogen svar, men jeg tror det ændrer noget, at man i det mindste tænker tankerne til ende.«

Mødet med et monster

Da gennemspilningen fortsætter, når Hanne Fischer i rollen som Sister Helen frem til fængslet, hvor den morddømte brevskriver, Joseph de Rocher, sidder på dødsgangen. Der er pigtråd på toppen af murene, og de mange mandlige indsatte spiller basket og fløjter og hujer, da Sister Helen går langs de lange korridorer for at nå frem til besøgsrummet.

Fængselsvagterne kigger misfornøjet på hende. De rasler med deres nøglebundt og opfordrer hende til at gå sin vej.

»This is deathrow, sister,« synger de med dybe operastemmer.

Sister Helen lader sig ikke stoppe. Hun når frem til besøgsrummet, hvor Joseph de Rocher sidder med lænker om arme og ben.

»Jeg er ikke det monster, som alle siger, at jeg er,« synger den morddømte og ridser op, hvor mange uger og dage der er, til han skal henrettes.

Sister Helen sidder på en stol overfor ham og ser ham i øjnene. Hun indvilliger i at være hans spirituelle rådgiver og lover at være der, når han skal dø. Præcis som den virkelige Sister Helen gjorde for mange år siden.

En morders mor

»Undskyld, jeg troede ikke, at jeg kunne græde mere,« synger Joseph De Rochers knuste mor, da hun står i retssalen og beder juryen om at forbarme sig over hendes søn.

Hvad nytter det, at min søn dør, spørger den ulykkelige mor. Intet kan omgøre det, som er sket, tilføjer hun og klynger sig til sin håndtaske. Hun hiver et papir op ad tasken og læser op af de ord, hun har skrevet ned.

»Min søn er ikke ond. Jeg ville også hade ham, hvis ikke jeg var hans mor, men had forbrydelsen, ikke forbryderen,« synger hun.

Bag hende sidder ofrenes forældre. To ægtepar, der er ivrige efter retfærdighed. Deres hænder er knyttede og deres ansigter sammenknebne i had. Da de ser Sister Helen, som sidder bag dem i retssalen, bliver de vrede. De har mistet deres børn, og så forbarmer nonnen sig over børnenes morder.

Lugten af potens

Det er svært kun at finde ét sted at placere sin sympati i Dead Man Walking, og det er meget bevidst fra instruktøren Orpha Phelans side. Hun sidder ved siden af forestillingslederen og følger opmærksomt med i gennemspilningen. Hendes mørke hår er klippet i en stram page, som virrer i luften, når hun bevæger sit hoved i små ryk a lá dirigentens.

»Det her stykke sætter os alle i en spændende position, for vi ser på tragedien fra mange forskellige vinkler. Stykket får os til at engagere os i, om det nogensinde er okay at slå et andet menneske ihjel. Normalt når jeg ser et stykke, så føler jeg for én person. Men her bliver mit hjerte revet itu. Selv vagterne i fængslet. De skal alle forholde sig til denne situation hver eneste dag,« siger Orpha Phelan og fortæller, at hun i sin research til operaen blev overrasket over, hvor mange forskellige holdninger, der var til dødsstraf – et koncept, som hun helt fra begyndelsen har fundet moralsk forkert.

»At se det fra så mange forskellige vinkler har tvunget mig til at engagere mig i idéen om dødsstraf på en anden måde end blot at holde fast i min allerede eksisterende holdning. Det er meget let blot at holde fast i sine oprindelige ideer. Så kan man sidde på siden og sige, at det aldrig er rigtigt at slå et menneske ihjel, men når man ser på det fra forskellige vinkler, kommer man til at stille spørgsmålstegn ved sine egne værdier og sine egne vurderinger.«

Da Orpha Phelan under sin research til opførelsen besøgte et fængsel i sit hjemland Storbritannien, gjorde det stort indtryk. Selv om landet ikke har dødsstraf, blev Orpha Phelan overvældet af den følelse af mismod, der mødte hende på fængselsgangene.

Sammen med en designer blev instruktøren vist rundt af en fængselspræst. Der hang skilte på fængslet vægge om de vilde katte, som færdes på arealerne. Kattene var nødvendige, fordi de holdt mængden af rotter nede, som fængselspræsten fortalte, at de indsatte havde store problemer med. På nær en enkelt indsat. Han lokkede rotterne til sig i sin celle og åd dem levende.

Fængselspræsten fortalte Orpha Phelan om de mange kilometer, han hver dag gik, og den udmattende fornemmelse af al den traven blandt de ansatte i fængslet har hun forsøgt at få overført til koreografien i den københavnske opera.

»Jeg synes, at det viser meget godt, hvor udmattende arbejdet også er, i og med at de skal forholde sig til konceptet om straf hver eneste dag,« siger Phelan.

Andre ting har dog ikke ladet sig oversætte lige så nemt til operaen.

»Lugten er svær at få med. Men der var en virkelig distinkt lugt af potens. Det var lugten af mænd. Sæd, sved og metallet i gitteret. Alle de lugte gav mig fornemmelsen af, at alt håbet var væk. Og jeg kan kun forestille mig, at det er meget værre på dødsgangen.«

Selv om Orpha Phelans overbevisning om dødsstraf ikke har ændret sig, ser hun efter at have involveret sig i Dead Man Walking nu på det med et mere nuanceret blik. 

»Ligesom med Brexit og valget af Donald Trump som præsident har jeg indset, at mange mennesker ser ganske anderledes på verden end mig selv. De fleste tænker jo om sig selv, at de ikke er specielt radikale og har ganske almindelige holdninger til dødsstraf, som de deler med de fleste. Men da jeg lavede research til stykket, stødte jeg på mange mennesker – alt fra politifolk til kristne – som tror på et øje for et øje. Alle mulige mennesker, som for mig ser ud som ganske almindelige mennesker, havde en helt anden holdning end jeg selv.

– Hvorfor er det så vigtigt at kunne se det fra andres vinkel?

»Oh gosh,« ryger det ud af læberne på instruktøren.

»Vi kan slet ikke komme videre, hvis vi ikke kan se det fra andres vinkler og tilgive hinanden. Hvis vi ikke kan tilgive, kan vi ikke give slip – og det er kun ved at give slip, at vi kan bevæge os videre.«