Læsetid: 4 min.

FIND ET JOB, TUDEKIKS!

FIND ET JOB, TUDEKIKS!

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

7. januar 2017

Jeg har i årevis næret en hemmelig drøm. Den gik i al sin enkle cirkularitet ud på at skrive den klumme, som jeg netop har indledt, ikke denne specifikke, men litteraturklummen hos »den mindst ringe«. Og samtidig har jeg tænkt, at det selvfølgelig var helt udelukket, Bent Vinn Nielsen var så supercool, og det var Ursula Andkjær Olsen også (kowtow til dem begge). Men de er holdt op, og minsandten om ikke jeg har fået det stjernebestrøede held at blive, som de siger i Norge, spaltist, tastaturheks i dette fine ringhjørne.

Forsigtigt, eller måske tværtimod naivt og klodset, tramper jeg så over tærsklen — og dermed også ind på kommentarfelternes glødende kul. Jeg har det med at glemme, at verden er blevet beriget med den såkaldt ’åbne dialog’. Lige før jul fik jeg en appetitvækker. For nylig er der kommet en (med tidligere formand for Forfatterforeningen, Jakob Vedelsbys ord) »chokerende« rapport om forfatteres økonomiske levevilkår, som viser, at hver fjerde forfatter lever for en årlig indtægt på mindre end 100.000 (før skat).

Siden jeg engang brugte et år på, iført en T-shirt, hvor der stod »Mæcen søges«, at skrive breve til Kulturministeren og andre med pengeposer i et forsøg på at rejse midler til at skrive min næste bog (det var før crowdfunding), og i det hele taget demonstrerede vilje til at snakke om de pinlige penge, er det mig, journalisterne ringer til, når de skal bruge en poster-girl for »fattige forfattere«.

I kommentarsporet

Altså lå jeg dér, tilfældigvis influenzaundergravet i en tung, egenfinancieret feberdøs lige før jul og svarede på et spørgsmål fra Berlingske: Hvordan kan man gøre systemet mere smidigt? Jeg gav luft for mine kedelige og funktionæragtige drømme om, at det sikkerhedsnet, som gælder det øvrige arbejdende folk, måske kunne udstrækkes til også at gælde os. I ved, hele det skånende underlag af dagpengeret og sygepenge, alt det man forhåbentligt aldrig får brug for.

Artiklen kom i, sobert og redeligt håndteret af journalisten, og en finger, som troede sig selv venlig, pegede i retning af kommentarfeltet. Jeg kvitterede selvsikkert med, at jeg skam aldrig læser kommentarfelter. To sekunder efter sad jeg og trævlede mig igennem den deprimerende tråd på Berlingskes facebookside.

Mine, troede jeg, umisforståelige udsagn havde lokket de rindalistiske varulve frem fra under stenene. De havde krabbet sig frem til tastaturet og benyttet sig af deres ytringsfrihed til at deltage i den åbne dialog med indlæg som: HVORFOR SKAL JEG LIGESOM FINANCIERE DIT HYGGELIGE BOHEMELIV og VI HAR SGU DA IKKE BRUG FOR KUNST I DE HER TIDER og FIND ET ARBEJDE LIGESOM ALLE OS ANDRE og NASSERØVE!

Den ene kommentar virkede som et fluepapir for den næste. De forholdt sig ikke til artiklen, men til sig selv og hinanden. Et livligt gnaskegilde, et parallelspor, der dryppede med en fælles antagelse om, at produktion af skønlitteratur og lyrik ikke er et arbejde (eller som Ingmar Bergmann kaldte sit virke: »en erhvervsbeskæftigelse«), men en betændt hobby, og at den indtægt, som rapporten taler om, netop ikke var, nå ja, en indtægt, men en overførselsindkomst, og at den skulle stoppes NU!

Troldenes ordbog

Måske har Berlingske selv erkendt, at de ikke helt orker ansvaret for at skabe rammerne for »en god og konstruktiv debat« i deres forskellige kommentarfelter, eller også er de glade for den herligt livgivende reklamekroneindbringende klikaktivitet, hvem ved. I hvert fald skriver de frejdigt på deres hjemmeside, at de »ikke er forpligtet til« at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs og indlæg i netdebatter, der er i strid med gældende lovgivning/er racistiske eller injuerende/udleverer personlige oplysninger/indeholder personangreb på debattører, journalister eller andre, osv. Virkelig, Berlingske?

Men altså, når jeg løfter blikket fra min erhvervsbeskæftigelse og skuer ud over kommentartrådene, er reaktionen på min lillebitte udtalelse desværre det rene ingenting i forhold til, hvad jeg ser andre mælende må tåle.

For nogle år siden ville den manglende anonymitet på Facebook have fået de fleste til at spare på giftstofferne. Nu lægges fornuftige menneskers tråde dagligt øde af mere eller mindre subtile trolde. Vi er blevet til en nation, nej, en klode af voksenmobbere. Trolden sidder ikke længere anonym i en fugtig kælder, han hedder Jon eller Lau eller Allan og bor på Østerbro, i en pæn opgang, med Lea. Han står op om morgenen og friserer sit hår med en flot kam. Han har et barnesæde på sin cykel, selvom Malthe er blevet for stor, men han og Lea går stadig til fertilitetsbehandlinger og satser på en lille ny. Han er måske civilingeniør, i hvert fald tager han sig af en eller anden vigtig sag, der vedrører hans erhvervsbeskæftigelse, og før frokost kigger han lige forbi et kommentarfelt. Så slår han op i troldenes orbog, den med Tudefjæs, Nazi- og Offerkortet, Ytringsfrihed, Eliten, Landsforræder, Kællingesnak og Svenske tilstande og skriver: FIND ET JOB, TUDEKIKS! Så. Ganske tilfreds med den raffinerede brug af tudekiks som egenavn fjerner han et fnug fra sin sweater og går ned til frokosten for at få sig et stykke med varm fiskefilet.

Troldene har for længst vundet. Deres ypperstepræst bor i et tårn af guld og er lige blevet præsident for De Forenede Stater.

Nu er der blot tilbage at tippe på hatten til Jon og Lau og Allan og sige: Jeg har et job, tak. Det kan være, jeg en dag vil prøve at forklare jer, hvad det går ud på. Foreløbigt vil jeg takke den mindst ringe for spaltepladsen og ønske mig hård hud i nytårsgave.

Fremover skriver Mathilde Walter Clark og Katrine Wiedemann på skift litteraturklummen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu