Læsetid: 5 min.

’Før du griner højt, så husk blot, at det var sådan, du troede, du følte’

Selv om dagbogen som regel er et privat rum, spøger andre mennesker og deres blikke ofte i den
Kursist Elisabeth Skou Pedersen læser op af de dagbogsnotater, hun gjorde fra 3. til 5. klasse.

Kursist Elisabeth Skou Pedersen læser op af de dagbogsnotater, hun gjorde fra 3. til 5. klasse.

Hans Christian Jacobsen

14. januar 2017

Det er et paradoksalt træk ved det at skrive dagbog, at der ofte sniger sin en forestillet modtager ind i de tekster, man strengt taget skriver til sig selv.

Det hører man med forskellige grader af tydelighed på Testrup Højskole, hvor ti af deltagerne på litteraturseminaret Tag og læs læser op af medbragte dagbøger.

Elisabeth Skou Pedersen læser op af de dagbogsnotater, hun gjorde fra 3. til 5. klasse. Optegnelserne er forklarende, skiftevis pjattede og seriøse og præget af en lidt gammelklog tone. Og så er de tydeligvis henvendt til et du, en imaginær modtager, som man må forklare ting og sager:

»Det er længe siden, jeg har skrevet, så du ved sikkert ikke noget om X-Files. […] Da jeg så det først, var det meget uhyggeligt. Nu elsker jeg det. Det er mit liv.«

Temaerne i de dagbøger, der bliver læst op, varierer lige så meget som de aldre, de er skrevet i. Det spænder fra Bjarne Riis’ storhed over larmende pigtrådsmusik om natten på en fransk campingplads til afmagt og indre kaos. Nogle af dagbogsoptegnelserne lyder som påmindelser til den skrivende selv:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu