Det er et paradoksalt træk ved det at skrive dagbog, at der ofte sniger sin en forestillet modtager ind i de tekster, man strengt taget skriver til sig selv.
Det hører man med forskellige grader af tydelighed på Testrup Højskole, hvor ti af deltagerne på litteraturseminaret Tag og læs læser op af medbragte dagbøger.
Elisabeth Skou Pedersen læser op af de dagbogsnotater, hun gjorde fra 3. til 5. klasse. Optegnelserne er forklarende, skiftevis pjattede og seriøse og præget af en lidt gammelklog tone. Og så er de tydeligvis henvendt til et du, en imaginær modtager, som man må forklare ting og sager:
»Det er længe siden, jeg har skrevet, så du ved sikkert ikke noget om X-Files. […] Da jeg så det først, var det meget uhyggeligt. Nu elsker jeg det. Det er mit liv.«
Temaerne i de dagbøger, der bliver læst op, varierer lige så meget som de aldre, de er skrevet i. Det spænder fra Bjarne Riis’ storhed over larmende pigtrådsmusik om natten på en fransk campingplads til afmagt og indre kaos. Nogle af dagbogsoptegnelserne lyder som påmindelser til den skrivende selv:
»Er stjerneforelsket. Det skal nydes,« læser en af deltagerne f.eks.
De mest ydmyge og skrabede dagbogstekster læser Nanna Damsgaard-Larsen op fra en dagbog, der har tilhørt hendes afdøde farbror. Han var ungkarl, levede et stille liv på en gård og brugte dagbogen til at notere sig årstidernes skiften.
Når frosten går af jorden, en ugle tuder i et ahorntræ, eller årets første dræbersnegl viser sig, bliver det noteret helt kortfattet og nøgternt. Efterhånden begynder læge- og sygehusaftaler at blande sig med noterne om vind og vejr, og det sidste, der bliver læst, er en optegnelse om, at han er blevet indlagt.
En snert af skam
Ideen med at lade deltagerne læse op fra deres dagbøger er oplagt på årets udgave af Tag og læs-seminaret, som netop har dagbøger som sit overordnede tema. Men det er også en idé, der i de sidste par år har vundet indpas flere og flere steder. I USA blev en række oplæsninger af dagbøger og andre potentielt pinlige tekster fra fortiden til en dokumentarfilm med titlen Mortified Nation (2013).
DR 3 har taget ideen til sig i programmet Kære dagbog, hvor folk læser gamle dagbøger op for et publikum. Det er typisk folk i trediverne, der har haft god tid til at komme sig over puberteten, men stadig har en snert af skam over den at gøre godt med. Stemningen til Kære dagbog-optagelserne er præget af en fælles distance til de yngre udgaver af oplæserne, der kommer til syne i teksterne, og ikke mindst af et blik for det komiske i disse børn og unges kvaler og selvbilleder.
Nørrebro Teater har også haft en arrangementrække ved navn En pinlig affære, hvor folk læser artige sager fra fortiden op og griner af dem i fred og fordragelighed.
Tilbage på Testrup bliver der talt en del om det skamfulde ved dagbogen i pauserne mellem seminarets forskellige foredrag, oplæsninger og paneldiskussioner.
»Man kommer nemt til at sidde og sutte på ordene,« siger Mads Eslund, der er kursusleder og lærer på højskolen.
Selv husker jeg dagbogsskrivning som et ubehjælpsomt forsøg på at imponere en ældre og forhåbentligt mere tjekket udgave af mig selv, og at skrivningen var præget af en svindende tro på, at det ville lykkes.
Skammen over ikke at være klogere, mere moden og reflekteret og iveren efter at blive det lyser også ud af den dagbog, Bo Hejl – som nu er en midaldrende herre – læser højt fra. Den er skrevet under hans udvekslingsophold i USA som 16-årig, og det er artige sager om en pige ved navn Nancy, som den unge Bo håber på at udvikle en »stærk forbindelse, der kan vare i en periode,« til.
Hans overvejelser er måske ikke dybe, men de er dybt alvorlige og ubetaleligt morsomme at høre på. Helt tørre og fulde af længsel. Der er også en god portion ambivalens i dem, fordi denne høflige unge mand både længes mod alt muligt nyt og seksuelt og mod at blive voksen og enormt fornuftig.
Trangen til at blive voksen har sat sig som passager, hvor han belærer sig selv om, at han om nogle år nok vil forstå, at alt, hvad der for den sekstenårige virker stort, i virkeligheden er ret småt. Den unge Bo er optimistisk:
»Lad os håbe, at denne bog, inden dens sider rinder ud, vil være præget af en mere moden indstilling.«
Bo har som lidt ældre ung mand genlæst sine sekstenårige udgydelser og er åbenbart blevet anfægtet over deres umodenhed. Som sædvanlig er den Bo, man møder i dagbogen, et snusfornuftigt skridt foran sig selv. Han tilføjer derfor en note, der opfordrer fremtidige udgaver af ham selv til at forsone sig med den sekstenårige Bos sværmerier:
»Før du griner højt, så husk blot, at det var sådan, du troede, du følte.«
Dagbog med medhør på
På programmet for Tag og læs er også den svenske dramatiker Lars Noréns mastodontværk En dramatikers dagbog, som kritikerne Kamilla Löfström og René Jean Jensen taler om. Siden 2008 er der kommet tre bind, hver især ikke på under tusind sider. René Jean Jensen kalder det for en dagbog med medhør på, fordi det hele tiden har været planen, at dagbøgerne skulle udgives.
Det forhindrer ikke den aldrende Norén i at gå til stålet i sin beskrivelse (eller forbandelse) af folk omkring ham. Norén skriver om sin have på Gotland, om tiggerne i Stockholm, om at læse Heidegger, reflekterer over døden, om at spise hummer og om at lege gammel hest med sin lille datter.
Efterhånden skriver han også om at møde folk, han har skrevet om i de tidligere bind af dagbøgerne. Han skriver pænt om de forlagsfolk, der skal læse korrektur på bogen, og forbitret om de kritikere, der skal anmelde den. Han står med det ene ben i graven og skriver stædigt på sine dagbøger, som bliver kaldt et hovedværk i europæisk litteratur.
Oversætteren af Franz Kafkas dagbøger, Karsten Sand Iversen, betegner i sit foredrag på Tag og læs-seminaret dagbogen som en lovløs, anarkisk genre, der aldrig behøver at stå frem og forsvare sig.
Iversen taler både om sit eget forhold til Kafkas forfatterskab og om Kafkas dagbøger som en vild og særegen skrivekunst og et rum for livtag med eksistentielle kvaler. At Kafka ikke havde det for sjovt, er en genkommende pointe, men ellers kredser foredraget – som så mange af ugens indslag – om, hvordan man ikke engang i sin egen dagbog kan være helt og aldeles sig selv, fordi det fælles sprog og de andres blikke taler gennem en.
