Læsetid: 5 min.

Fremsynet damptromle

Erland Kolding Nielsens (1947-2017) imponerende livsværk blev skabt ved energi, fremsynet omtanke og koncentration
’Man kunne ind imellem føle sig trynet, men man blev altid set,’ skriver Erik Skyum-Nielsen om Erland Kolding Nielsen.

’Man kunne ind imellem føle sig trynet, men man blev altid set,’ skriver Erik Skyum-Nielsen om Erland Kolding Nielsen.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

28. januar 2017

Af døden er vi for længst ophørt med at forvente behørig timing og høflig hensyntagen. Et aktivt udadvendt menneske kan af sygdom på kort tid forvandles til en skygge af sig selv, og døden kan brutalt bortrive den, der netop har lagt gyldne planer for sit otium.

Det giver derfor ingen mening at betegne Erland Kolding Nielsens død i søndags, få dage efter at han fyldte 70, som uretfærdig og hensynsløs, men man kan måske omvendt glæde sig over, at han til det sidste forblev så klarhjernet og efter omstændighederne munter, også da han få dage inden sin død, nylig fratrådt som direktør, holdt afskedsreception for medarbejderne ved Det Kongelige Bibliotek.

Selv havde jeg den fornøjelse for blot tre måneder siden at høre ham holde foredrag om et yndlingsemne: Jyske Lov fra 1241, om hvilken han stædigt fastholdt, at den til trods for sit navn ikke var en landskabslov, men en rigslov, og at dens berømte indledningssætning – »Med lov skal land bygges« – måtte betragtes som en art fødselsattest for Danmark.

Erland Kolding Nielsen var ved den lejlighed synligt svækket af den kræftsygdom, som endte med at fælde ham. Men entusiasmen og engagementet var som altid i top.

Ikke konfliktsky

Hans baggrund forud for overtagelsen i 1986 af posten som rigsbibliotekar var en cand.phil.-grad i historie og en guldmedaljeafhandling i faget samt undervisning gennem flere år ved Danmarks Biblioteksskole. Det var således, mente skumlerne dengang, en herre uden praktisk kendskab til biblioteksverdenen, som af sin daværende partifælle, den centrumdemokratiske kulturminister Mimi Stilling Jakobsen, udnævntes til chef for næsen af en ansøger, der ellers i to omgange havde siddet som konstitueret leder af institutionen.

Det varede da heller ikke længe, før en ubetænksom udtalelse af Erland Kolding Nielsen internt på biblioteket gjorde ham herostratisk berømt:

»Praktisk erfaring,« sagde han, »er begrænsende og konservativ.«

Denne formulering hang gennem måneder på et banner sat op af ansatte i Katalogiseringsafdelingen!

Nej, han kunne ikke kaldes konfliktsky. Men han voksede med opgaven, han vidste, hvad han ville, og han gik lige frem efter næsen. Ambitioner manglede visselig ikke, og jeg tror, at den kollega så rigtigt, som i anledning af hans bortgang henledte min opmærksomhed på et portræt, som Erland Kolding Nielsen skrev til Dansk Biografisk Leksikon, og hvori det om et af fortidens helt store navne, digteren og kritikeren Malthe Conrad Bruun (1775-1826), hedder, at han var let påvirkelig, besad en overordentlig tilegnelsesevne og en ubændig trang til satire og kritik. Bortset fra det med satiren antyder artiklens forfatter her lidt af sit eget intellektuelle ideal. Og så fortsætter han:

»Det politisk-litterære miljø omfattede i 1790’erne næppe mere end 150-200 personer, og B. blev hurtigt i kraft af sin eminente udtryksevne og spidse pen et af dets mere betydende medlemmer.«

Fyldte pladsen ud

Erland Kolding Nielsen ville ikke have haft noget imod at blive betegnet som et af dansk kulturlivs mere betydende medlemmer, og man må sige, at han fyldte pladsen ud.

Erland Kolding Nielsens indsats for Det Kongelige Bibliotek blev sat ind på især fem punkter. For det første gennemførte han med held en fusionering med Universitetsbiblioteket, som betød bedre udnyttelse af de fysiske rammer, de tidligere adskilte samlinger og det samlede personale.

For det andet skabte han i tæt samarbejde med arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen en ny og tidssvarende bygning, Den Sorte Diamant, som på fornuftig vis blev sammenføjet både med den ærværdige gamle biblioteksbygning ind mod haven og med dennes tudegrimme udvidelse mod havnen, den såkaldte Hansen-bygning, som smart blev kapslet ind i glas og nu har vist sig at falde aldeles glimrende ind i den funktionelle helhed.

For det tredje lykkedes det ham at implementere en ny, publikumsvendt virksomhedskultur, hvor personalet i stigende grad fik manifesteret sig som de tjenende værter for brugere og det store publikum.

For det fjerde fik han sat digitaliseringen af den trykte kulturarv smukt i system og på skinner.

Og for det femte gjorde han en ihærdig indsats for med biblioteket som base at værne danske kulturværdier mod at blive bortsolgt til udlandet.

Barsk chef

Hvor besynderligt det end må lyde, var Erland Kolding Nielsen ikke særlig interesseret i sit eftermæle som personaleleder.

Det, der optog ham, var at sætte eftertrykkeligt præg på den institution, som det var ham en glæde at styre ind i nye, sammenlagte, moderniserede, omverdensåbne, elektroniske tider, og for at fremme det formål gjorde han sig på én gang til institutionens ansigt udadtil og dens ofte ret barske chef indadtil.

Hans lederskabs succes beroede ikke mindst på, at han i forhold til sine nærmeste og knap så nære ansatte fik skabt en klar rollefordeling, som afspejlede hans evne til, på trods af sit store ego, at respektere andres faglige ekspertise.

Man kunne ind imellem føle sig trynet, men man blev altid set. Og selv om der undertiden blev grinet igennem i selskab med Erland Kolding Nielsen, holdt han behørig professionel afstand. Det er næppe misvisende at kalde ham en diskret damptromle eller en reserveret tyfon.

Til møder og seminarer kunne man undertiden undre sig over denne leder, som med fingrene i panden sad med hovedet bøjet, som om han sov, og jeg husker, hvordan vi maliciøst talte om direktørens særlige form for »selektiv lytning«.

Men mere end blot én oplægs- eller foredragsholder har gennem årene måttet sande, at chefen bestemt ikke havde blundet, for aldrig så snart var diskussionen åbnet, før Erland Kolding Nielsen stillede de relevante og velanbragte spørgsmål, idet han udnyttede sin legendariske evne til koncentration og sansen for med skarpe synspunkter og argumenter at skære igennem til det væsentlige og sætte tingene i perspektiv.

Skub i tingene

Skal man i et tilbageblik forsøge at sætte ord på Erland Kolding Nielsens kvaliteter som leder, fristes man til at springe over i engelsk og tale om hans ’push’ og hans ’drive’. Han formåede at sætte skub i tingene og få sine medarbejdere til at gå ind for sagen, og han fulgte, ofte i et imponerende tempo, op på de processer, han havde igangsat.

Han var ikke den, der i tider præget af krav om forandring forblev roligt tilbagelænet eller ude fra sidelinjen så hovedrystende til, nej, han gik ind i kampene og vakte udbredt respekt, fordi han så tydeligt brændte for alt det, han ville sætte igennem.

Internt måtte han i begyndelsen kæmpe, om ikke direkte med obstruktion, så dog en vis indgroet skepsis. Men medarbejderne var aldrig i tvivl om, at han levede og åndede for deres institution, og det lykkedes ham efterhånden at gennemføre en kulturforandring.

Jeg tror, at hvad der i sidste ende overbeviste folk, var det drenget frembusende, det insisterende, en art afvæbnende uskyld, som fysisk viste sig, ved at han aldrig så ældre ud, end han var, men, da han var i 50’erne, stadig lignede en på 49, for siden, da han kom op i 60’erne, at ligne en på 59.

Den med tiden mindre og mindre kejtede, mere og mere vellidte imperiebygger nåede at blive 70 og kunne under sin svære sygdom se tilbage på et imponerende livsværk, skabt ved energi, fremsynet omtanke og koncentration.

Erik Skyum-Nielsen er lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Han var i 1990-2002 ansat ved Det Kongelige Bibliotek.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu