»Aldrig har Europa, ja Verden, været ude for sådan et Mareridt ... Aldrig har nogen Statsmand optrådt mere afskyeligt end han, ved den Hævnens Politik han har drevet.«
Disse ord står skrevet i en gymnasiestil, som har været omdiskuteret i Informations spalter. Emnet i stilen er Adolf Hitler, og forfatteren hedder Peter Seeberg, som skrev den i 1942 eller 1943, da han var 17 eller 18 år.
Det omdiskuterede ved stilen er, at den unge Seeberg visse steder beskriver Hitler i tvetydige termer og lader til delvist at være fascineret af ham, hvilket er den måde, hvorpå Anders Juhl Rasmussen i hovedtræk har udlagt det, mens Marianne Juhl har fremført det modsatte synspunkt, at der ikke er skyggen af Hitler-fascination at finde i teksten. Moritz Schramm søger i sit indlæg for to uger siden at finde et fællestræk ved de to positioner, som ifølge ham begge lægger vægt på Seebergs optagethed af at overvinde det bestående.
Klart afstand til hævnideologi
Dermed synes alle positioner at være repræsenteret. I det følgende skal jeg imidlertid anlægge et lidt andet perspektiv på teksten, som holder fast ved det tvetydige i Seebergs stil, men som samtidig understreger, at Seeberg på ingen måde var fascineret af Hitler.
Den unge forfatterspire søger i sin stil nok at forstå manden Adolf Hitler, hvilket naturligvis ikke er det samme som, at han udviser en forståelse for det, som Hitler var og stod for. Tværtimod lægger Seeberg klart afstand til den hævnideologi, som Hitler byggede nazismen op omkring.
Det kommer tydeligst frem i de indledningsvist citerede sætninger, hvor Seeberg utvetydigt siger, at verden aldrig har været udsat for et politisk mareridt, som det Hitler står bag. Nu skal man som bekendt passe på med at drage forhastede konklusioner på baggrund af citater taget ud af deres kontekst, så lad os genoptage læsningen af stilen fra begyndelsen.
Seeberg begynder med at beskrive Hitler nøgternt, nærmest prosaisk og med en vis afstand til manden: En fanatiker med en vild lidenskab i øjnene, en knækket mand med behov for hjælp til at rejse sig. Lidt inde i stilen forekommer der visse bedømmelser, som oftest negativt ladede:
»Hans Politik blev født i en syg Mands Hjerne, en Mand, som kun tænkte på Hævn og Revanche.«
I hele stilen knyttes det syge, afskyelige og frygtelige ved Hitler til hans besathed af hævn, had og vilje til at være »for stor«.
Hitler får imidlertid også nogle andre ord med på vejen af Seeberg, eksempelvis »stærk«, »genial« og »uovertruffen«, der synes at være positivt ladede, hvilket har været den primære anledning til den omtalte diskussion af Seebergs mulige fascination af naziføreren. Han gør ligefrem brug af den komparative form:
»Hitler var smidigere, hurtigere, mere grundig, og stærkere end alle andre« og »aldrig har nogen været mere genial.«
Hvordan hænger dette sammen med det foregående? Begynder Seeberg her at bevæge sig ud på dybt vand, hvor han ikke længere kan bunde, og er der trods alt en fascination af Hitler at spore i hans stil?
Seeberg mister på intet tidspunkt jordforbindelsen, men opbygger et billede af Hitler som værende alene og svag i begyndelsen, hvilket afløses af Hitler som dyrkeren af sit eget geni og sin egen dæmoni: Den forældreløse mand, der føler sig »for stor« og skiller sig ud ved ikke at kunne arbejde som andre mennesker, udtænker »en Hævnens og Hadets verdensanskuelse«, og med sin frembrusende og fraseagtige retorik får han menneskemasser med på sine udspekulerede, dæmoniske ideer for til sidst blive så meget »større og frygteligere« end alle andre, at han kan komme til at stå med verdensherredømmet.
’Djævelsk ondskab’
De tilsyneladende positivt ladede udtryk hænger i stilen uløseligt sammen med de negativt ladede. Til de samme passager, hvor Seeberg fremhæver Hitler som værende mere end alle andre, hører udsagnene om, at ingen er frygteligere, ingen har optrådt mere afskyeligt, og ingen har på værre måde end ham misbrugt sin magt.
De komparative former i de tilsyneladende positivt og negativt ladede udtryk følges ad på en sådan måde, at den læser, som holder sig stilens hele kontekst for øje, får et klart indtryk af, at Seeberg skildrer en mand, hvis genialitet og storhed fra begyndelsen er opdyrket i en hævngerrig, storheds- og forfølgelsesvanvittig hjerne, der bliver til en ond form for dæmoni, om hvilken Seeberg umisforståeligt siger, at når dæmonen Hitler viser sig, så vil han ikke længere skjule sin »djævelske Ondskab«.
Det geniale og det dæmoniske i Hitler kan i sidste ende ikke skilles ad, ifølge Seeberg, hvorfor han konsekvent afslutter sin stil med ordene:
»Adolf Hitler, den geniale og dæmoniske.«
Forfejlet
At ville skille de to samhørige aspekter ad og finde en en særskilt fascination af geniet Hitler hos den unge Seeberg, forekommer mig således at være forfejlet. Hvad Seeberg snarere åbner for i sin stil er andre måder at forvalte sin genialitet på end den ondsindede måde, hvorpå Hitler har villet bygge et massesamfund på had, hævn og udryddelsen af alle, der ikke er konforme med den nazistiske ideologis uniforme verdensbillede.
Med hensyn til andre måder at opdyrke ens geni på er Seeberg, som Marianne Juhl, jeg selv og nu også Anders Juhl Rasmussen har påpeget, stærkt inspireret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche; men der er stor forskel på Seeberg og det »Hjertets Geni«, som Nietzsche ønsker at fremdyrke, og den syge hjernes onde genius, fyldt med had og hævn, som er Hitlers. I det udvalg af Nietzsche-aforismer, som Seeberg oversatte og offentliggjorde i 1946, hedder det:
»Hjertets Geni, som lærer den frække og for hurtige Haand at tøve og gribe mere skaansomt; som opdager den skjulte og gemte Skat – en Draabe Venlighed og mild Aandsrigdom under tyk uklar Is.«
Set i dette lys kan Nietzsches begreb om geni lige så lidt som hans beslægtede forestilling om overmennesket begrunde en skjult Hitler-fascination hos Seeberg, medmindre begreberne fordrejes, hvilket nazisterne med Hitler i spidsen delvist lykkedes med ved at manipulere Nietzsches skrifter og breve.
Selv om Seeberg læste Nietzsches centrale værk om overmennesket, Således talte Zarathustra, i en udgave, hvori der til sidst forekommer et efterord af nazi-epigonen Alfred Baeumler, har han i sin stil tydeligvis ikke ladet sig inspirere af dennes temmeligt overfladiske forståelse af Nietzsche.
Overmennesket er i Nietzsches forestillingsverden det fremtidige menneske, som ikke alene vil omvurdere alle hidtidige værdier under genskabelsen af nye, men som vil have overvundet sine indre dæmoner og lever på et suverænt overskud uafhængig af andre.
Denne forestilling er ikke uproblematisk, blandt andet af den grund at talen om overmennesker næsten uundgåeligt fører til også at tale om undermennesker, og jeg har i andre sammenhænge fremhævet det modsigelsesfyldte ved Nietzsches overmenneskemytologi, som han med fordel kunne have ladet afløse af en dybere undersøgelse af den »Draabe Venlighed og mild Aandsrigdom«, der gemmer sig som en skjult skat i hjertet af det geniale menneske.
Ud fra det foregående skulle det imidlertid stå klart, at Hitler, som i Seebergs fremstilling præsenteres som en fanatisk, dæmonisk mand, der ikke var god til at stå alene, hverken har lært af hjertets geni eller at leve som et overmenneske i nietzscheansk forstand.
Når Seeberg kalder Hitler for »den geniale« er han naturligvis ude i et farligt ærinde, også fordi nazisterne betegnede deres fører med det samme ord, men i og med han forener dette udtryk med »den dæmoniske« problematiserer han den blinde heltedyrkelse af »geniet« Hitler, som er blottet for menneskelighed, en ond ånd uden sjæl, en syg hjerne uden hjerte.
Af Seebergs skriverier om Hitler kan vi godt lære noget om nazismens forførelseskraft, men ikke fordi han begik den fejl at lade sig forføre og fascinere af den. Seeberg beskriver jo selv, hvordan menneskemasser blev forført og blindt fulgte en mand, som nok fik vendt op og ned på værdierne, men det har for Seeberg ikke meget med det nietzscheanske overmenneskes omvurdering af alle værdier at gøre. For Hitler ved ikke, hvad der er godt og ondt, »han ænser det ikke i sin blinde Fart. Og i sit blinde Had«.
Seeberg kan have ret eller uret i sin betoning af Hitlers ukendskab til godt og ondt, men han er tydeligvis ikke fascineret af en mand, hvis genius og dæmon er af ondartet karakter. Hans stil kan derfor heller ikke på nogen entydig måde være med til at forklare, hvorfor han tog til Berlin i 1943 for at arbejde; men kan den være med til at forklare noget andet og eventuelt kaste lys over nogle andre sider ved hans tidlige forfatterskab?
Mennesket i umennesket
For mig at se skal det egentlig bemærkelsesværdige i stilen søges i Seebergs forsøg på at forstå mennesket i umennesket Hitler. Man kan diskutere, om begreber som »geni« og »dæmon« er velvalgte til at give et signalement af naziføreren, men det er nu engang de brikker, som Seeberg lægger frem, med henblik på at forstå det syge og det onde i menneskelivet.
Geni og dæmon er beslægtede fænomener, der ifølge de antikke traditioner, som de stammer fra, har at gøre med tvetydige og skæbnesvangre grundkræfter i mennesket, som det ikke er fuldstændig herre over. Begge begreber spiller en hovedrolle i den tyske reception af antikken fra Goethe over Hölderlin til Nietzsche, som Seeberg lod sig inspirere af i opbygningen af sit eget menneskesyn.
Ethvert menneske har ifølge denne virkningshistorie en genius eller dæmon, som er en væsentlig del af det selv, uden at det dog er helt sig selv, når det begynder at etablere en forbindelse til disse grundkræfter.
For den unge Seeberg behøver denne kommunikationslinje til ens egen genius og dæmon ikke at ende ud i en djævelsk ondskab som Hitlers, men mindre, meget mindre – før det bliver til et rædselsfuldt »Vulkanudbrud«, der ændrer historiens gang – kan også være et beskedent udtryk for »dæmonisk genialitet«.
Således har hovedpersonen i Seebergs debutnovelle »Spionen« en dæmon ved sin højre og venstre side og lægger ikke skjul på, at »jeg har og har altid haft en djævel i mig«. Seebergs sorthumoristiske beskrivelse af spion-jeg’et, som forholder sig til andre mennesker via matematiske beregninger som var de genstande og med en sonde søger at afkode deres indre, skal ikke skygge for den centrale, eksistentielle problematik i hans tidlige forfatterskab: Problemet med at blive sig selv og samtidig leve godt sammen med andre. Måske kunne man ikke begge dele, tænker både spion-jeg’et og den unge mand Sim i hans debutroman Bipersonerne.
Den originale løsning
Den originale løsning på det dæmoniske selvs problem, som Seeberg allerede finder frem til i sit tidlige forfatterskab, er, at mennesket ikke selv på egen hånd kan vikle sig fri af sine indre dæmoner, men det har brug for udefrakommende ressourcer i form af andres hjælpende hænder og omtanke for i sandhed at blive og forblive menneskelig.
Så synes vi at være kommet langt væk fra genidyrkelse og overmenneskemytologi, og dog er vi ikke længere væk end til at kunne følge Seeberg i hans spæde forsøg på at forstå mennesket Adolf Hitler, hvis genius er uadskilleligt forbundet med den vilde, fanatiske lidenskab, som brænder i hans indre, og som ender med at blive til et rædselsfuldt vulkanudbrud til allersidst i stilen.
Hvordan kunne det komme så vidt? Det giver Seeberg ingen forklaring på, men han lægger som nævnt nogle brikker frem til en mulig forståelse: En knækket fanatiker, der står alene og opdyrker sit geni og sin dæmoni ved at sætte al sit had og sin vilje til hævn ind på at rejse sig politisk, forbliver den dag i dag en eksplosivt farlig mikstur, som mange i deres ignorante sind måske sluger eller fascineres af, men Peter Seeberg var ikke en af dem.
Snarere kunne hans gymnasiestil og geniale menneskesyn danne grundlaget for en gentænkning af det gode og det onde i menneskelivet med mulighed for at fremme det første og forebygge det sidste.
Jonas Holst er Ph.D. fra Institut for Filosofi og Idehistorie på Aarhus Universitet. Han underviser og forsker til daglig på det spanske universitet San Jorge i Zaragoza
