Kommentar
Læsetid: 9 min.

Guddommelig sex

Det er ikke så mærkeligt, at de militante katolikker i dag ikke vil anerkende uproduktiv sex. Ellers ville deres præster ikke kunne gøre deres hellighed gældende ved ikke at have sex, og i så fald ville de blive protestanter. Protestanterne har til gengæld det problem, at de kun har »arvesynden« at gøre godt med: det paradisiske frugtplukkeri. Per Aage Brandt leverer her et lille bidrag til kønnets teologi
Kultur
7. januar 2016
Jesus synes at have haft et varmt og muligvis kødeligt forhold til Maria Magdalena, og kunstværker fra Middelalderen til renæssancen viser ham undertiden med en betragtelig erektion. Alligevel er emnet forblevet tabu. Her som ’Christ as the Man of Sorrows with the Virgin and St John’.

Jesus synes at have haft et varmt og muligvis kødeligt forhold til Maria Magdalena, og kunstværker fra Middelalderen til renæssancen viser ham undertiden med en betragtelig erektion. Alligevel er emnet forblevet tabu. Her som ’Christ as the Man of Sorrows with the Virgin and St John’.

British Museum

Frankrigs aktuelt fremstormende katolikker går demonstrativt imod homoseksuel familiedannelse. De idelige katolske pædofiliskandaler viser på den anden side, at denne religion har et voldsomt problem med ’kønsligheden’, som man sagde i gamle dage.

Man accepterer kun kopulation med henblik på reproduktion. Sex, som man ikke får børn af, er en stor og alvorlig synd. Samtidig lider kirkens folk åbenbart af så store behov for at bedrive netop denne form for kopulation, at det overgår elementære krav om menneskelig ansvarlighed, og de har sex med de børn, man ikke får af den. Den pavelige kirke viger i grotesk grad tilbage for at afklare sit forhold til seksualiteten. Kan den acceptere, at den menneskelige seksualitet ej blot er til formering, men også er til lyst? Nej.

Luther mener, at problemet med lysten er kvindens. Hun kan ikke som manden kontrollere sig selv, men er skabt til at leve sammen med en mand og føde og opdrage børn (Brev til tre nonner, 1524). Calvin skriver, at kvinder skal være underdanige, og at de egentlig bør dræbes, hvis de begår hor. Den amerikanske teolog Owen Strachan, formanden for en organisation ved navn CBMW, The Council for Biblical Manhood and Womanhood, der beskriver sig selv som en Coalition for Biblical Sexuality, skriver i 2015 i forbindelse med en diskussion om, hvordan man skal forholde sig til homoseksualitet:

»Vi frister os selv til synd gennem vore faldne instinkter. Derfor bør sjælehyrderne for troende, som kæmper mod homoseksuelle – og alle tilsvarende – begær, lede kirkens medlemmer til at tilstå, angre og søge guddommelig beherskelse af disse begær.«

Referencen for denne bibelske seksualitet er Jacobs brev 1:14, så her er 1:13-15:

»(1:13) Ingen må sige, når han bliver fristet: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; (1:14) men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; (1:15) derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.«

Du må ikke nyde det

Skulle man mærke begæret, må man tilstå, angre og søge guddommelig hjælp mod denne selvfristelse. Anerkender den »bibelske seksualitet« så den kødelige kærlighed som sådan som forbundet med et begær som det homosekuelle »og alle tilsvarende«, hvilket vil sige ikke med henblik på avling, men på lyst? Nej, det må angres.

Den franske teolog André Paul, interviewet i Télérama i maj 2016 (under overskriften »Tu ne jouiras point«: »Du må ikke nyde det!«), bemærker, at kirken på den anden side aldrig har diskuteret Jesus’ egen libido. Inkarnationen betyder jo, at han besidder en sådan, og billeder fra Middelalderen til Renæssancen viser ham undertiden med en betragtelig erektion, som hos Maerten Van Heemskerck (1525) og hos Ludwig Krug (1520).                                          

Men emnet er alligevel forblevet tabu. Jesus synes ellers at have haft et varmt og muligvis kødeligt forhold til Maria Magdalena, og den amerikanske kunsthistoriker Leo Steinberg skrev en flot bog om kunstens gengivelser af sagen, The Sexuality of Christ in Renaissance Art and in Modern Oblivion, 1983.

Frygt ikke kødet

Gnostiker-specialisten John Lash (The last Taboo, 2006) skriver med henvisning til skriftrullerne fundet 1945 ved Nag Hammadi i Egypten, hvori det apokryfe Filips Evangelium bekræfter de gnostiske kristnes jordnære antagelser, bl.a. at Jesus ikke blev undfanget ved helligånden, men at han havde to fædre, en i himlen og en anden på jorden, dvs. han er avlet seksuelt:

Filip: »Herren ville ikke have sagt »min far, som er i himlen«, hvis han ikke også havde en anden far. Han ville blot have sagt »min far.«

Og Jesus havde jo en kæreste, Maria Magdalena:

»Tre kvinder gik altid sammen med herren: hans mor Maria, hans søster og Maria fra Magdala, som kaldes hans veninde. For Marie er navnet på både moreren, søsteren og hans veninde.«

»Frelserens veninde er Maria fra Magdala. Han elskede hende mere end alle disciplene, og han kyssede hende ofte på [munden].«

Filip forklarer videre:

»Frygt ikke kødet, men elsk det heller ikke. Hvis du frygter kødet, vil det herske over dig. Hvis du elsker det, vil det sluge dig og kvæle dig.«

Det er da en form for anerkendelse.

»Herren gjorde alting i et mysterium: dåb, salvelse, nadver, frelse og brudekammer.«

Brudekammeret. Kærlighedsmysteriet. Denne betegnelse optræder ofte i teksten. Kommentatorerne påpeger ivrigt, at det sidste må være en metafor, men det er der faktisk intet, der tyder på. Filip betragter kærlighedsakten som et sakramente, såvidt jeg kan se.

Filip har nemlig en tilsvarende forståelse af uddrivelsen fra Paradiset.

»Da Eva var i Adam, var der ingen død. Da hun blev adskilt fra ham, kom døden til. Når hun træder ind i ham igen, og han omfavner hende, vil døden forsvinde.« 

»Hvis ikke kvinden var blevet skilt fra manden, ville kvinden og manden ikke været dødelige. Adskillelsen af hannen og hunnen var dødens oprindelse. Kristus kom for at hele adskillelsen, som skete i begyndelsen, og forene de to for at give liv til dem, som døde gennem adskillelsen, og forene dem.«

»En kvinde forenes med sin mand i brudekammeret, og de, som forenes i brudekammeret, ville ikke blive adskilt igen. Eva blev adskilt fra Adam, fordi hun ikke havde forenet sig med ham i brudekammeret.«

Det er temmelig klar snak. Kønsakten er virkelig en slags sakramente, som »heler« mennesket og »helliger« det.

Skandale

Den hellige person er fuldkommen hellig, også personens krop. Den hellige person, som tager brødet op, helliggør det og gør det samme med bægeret og alt andet, som personen tager op og helliggør. Hvorfor skulle personen da ikke helliggøre kroppen?

Den sidste bemærkning er vigtig, fordi personer altså kan være hellige; her er så senere den væsentlige forskel mellem protestanter, der snakker direkte med gud, og katolikker, der kommunikerer gennem en hellig person, præsten: Den katolske præst må derfor ikke bedrive seksualitet, for det ville gøre ham uhellig og uegnet som bindeled mellem gud og menneske.

Filip røg ud af Bibelen, fordi han tværtimod mener, at seksuelt samkvem netop er en helliggørelse (hvis man er kærester og dermed også har åndeligt samkvem).

Under alle omstændigheder må Jesus være en hellig person. Filip siger, at han kom for at hele mennesket. Men den senere kirkes teologi siger jo noget helt andet, nemlig at han kom for at påtage sig verdens synd og dermed give de troende frelsen; han kom for at lide for menneskenes synder. Han kom bestemt ikke for at nyde kødets glæder.

Her kommer den førnævnte John Lash ind i billedet. Han skriver i anledning af diskussionen omkring Dan Browns Da Vinci Mysteriet, 2003, der netop omhandler Jesus’ seksualitet som skandale:

»Hvis man imidlertid tager hensyn til den gnostiske argumentation mod forplantningen, eksisterer der en endnu større skandale: Jesus havde et seksuelt forhold, ikke for at forplante sig, men af ren og skær lyst. Det sidste tabu gælder ikke selve det seksuelle forhold, men den lyst, som det medfører. Debatten omkring Jesus’ seksualitet, rejst af Da Vinci Koden, fokuserer med urette på forplantningen, snarere end på lysten. Hvis det fuldkomne menneske og den guddommelige Frelser kan have følt seksuel nydelse og kan have elsket af ren lyst, hvad bliver der i så fald af Inkarnationen og Genopstandelsen, som begge forherliger Frelserens lidelse og frygtelige død som løskøbelse af menneskeheden? Hvis Jesus og Magdalena var ugifte elskende, der sammen oplevede en orgiastisk seksualitet som åndelig praksis, sådan som Filips Evangelium angiver, hvad bliver der da af evangeliernes ’kærlighedsbudskab’? Hvis lysten kan forbinde os med det Guddommelige, hvordan kan vi da tilskrive den religiøse erfarings lidelsesdimension en så afgørende betydning?«

Løskøbelsen, hvorved et guddommeligt væsen påtager sig straffen for menneskenes syndige liv, idet straffen er at blive menneske, går jo i vasken, hvis 1) det syndige livs syndighed især består i den seksuelle lyst og nydelse, 2) og denne lyst og nydelse slet ikke er en synd, 3) og straffen slet ikke er en straf, men en adgang til den jordiske kærligheds lyst og nydelse, og 4) menneskene slet ikke har behov for nogen løskøbelse i denne henseende, idet 5) de ikke skal straffes for deres lyst og nydelse, som tværtimod er en helliggørelse, en glæde ved guddommens jordiske værk.

Kredit fra guddommen

Teologernes Jesus følger med deres lidelseshistorie en logik, som kendes fra shamanismen. Shamanen helbreder alskens sygdom og elendighed ved at påtage sig byrden af den dårligdom, som tynger den lidende. Shamanen lider i hans sted, det er hans profession. Jesus skal ifølge teologerne være den shaman, som påtager sig den skyld, som menneskene bærer på som følge af deres synd; han betaler på deres vegne, og dermed kan menneskene så få adgang til et evigt liv. Etnologen Claude Lévi-Strauss beskriver denne logik i sin artikel om den symbolske effektivitet, som står at læse i hans Anthropologie structurale, 1958.

Jeg tilføjer, at det kan være vanskeligt for almindelige mennesker at vide, hvor syndige de er i hverdagslivets labyrint af hændelser og beslutninger af enhver art; men at man i hvert fald kan vide, om man begærer nogen, fantaserer erotisk om nogen, drømmer, masturberer, bedriver legal eller illegal sex, osv. Her har enhver en altid springende kilde til skyld og skam, hvis man ellers antager, at almindelig blufærdighed omkring intime forhold kan forstås som skyld og skam. Seksuel nydelse skal få én til at tænke, at siden man modtager noget, skylder man noget; det er ikke en gave fra den anden, en gave, man udveksler, ligesom juleaften, men derimod noget, man får på kredit fra guddommen. Man bliver debitor, og det er ikke for ingenting, at bankerne vokser ud af templerne.

Man behøver sikkert ikke at tro på, at man kommer et eller andet sted hen efter døden. Det er tilstrækkeligt, at man takket være troens (be)kostelige »gave« ikke føler sig så pinligt berørt over, at ens krop og person og den andens krop og person kan skænke én nydelse og skønhed – som man vel at mærke ikke »fortjener«. Løskøbelsen er naturligvis betinget af, at man adlyder kirkens krav af forskellig art.

Men hvis denne seksuelle lyst og skønhed i stedet er en hellig oplevelse, som løfter én ud af hverdagens tristesse og skænker én en række lykkelige øjeblikke, dvs. hvis den er et helle – så falder den kristne shamanisme jo til jorden.

Det er ikke så mærkeligt, at de militante katolikker i dag ikke vil anerkende uproduktiv sex. Ellers ville deres præster ikke kunne gøre deres hellighed gældende ved ikke at have sex, og i så fald ville de blive protestanter. Protestanterne har til gengæld det problem, at de kun har »arvesynden« at gøre godt med: Det paradisiske frugtplukkeri – som meget rimeligt kan forstås metaforisk for kopulationen – blev jo imidlertid omvendt forstået af Filip: Eva og Adam havde ikke sex, de ville bare ligesom slangen kunne tænke selv, derfor blev de drevet ud. Nu bør menneskene derfor netop have sex, så de kan genvinde deres hellighed. Fejlen kan der let rådes bod på. Ingen shamanisme; Jesus kom forbi på jorden for at levere sit umiddelbare kærlighedsbudskab uden køb og salg.

De »skammede sig«, fordi de så, at de var nøgne; hvorfor det? Fordi de blev erotisk berørt, og deraf fulgte enten, at de havde seksuelt samkvem og nød det, hvilket er syndigt og derefter arvesyndigt; eller at de ikke havde seksuelt samkvem, men gik glip af denne nydelse, hvilket der senere må rådes bod på. Hvis det første tilfælde gælder, bliver nydelsen i erotikken et emblem på nydelsen først i skønheden, kvindens, kunstens, tankens, sprogets; derefter nydelsen i lykken ved at være i live i det hele taget. Men livet skal være en arvesyndig jammerdal. Jesus må ikke have haft det sjovt på jorden, for så ville han være blevet lige så uhellig som en protestantisk præst.

Da det i alle menneskelige kulturer, grundet visse psykologiske mekanismer, er tilfældet, at kvindekroppen og den homoerotiske mandekrop opleves som smukke, skønne, herlige, vil første eksempel med nødvendighed føre til syndiggørelse af kvinden og enhver homoseksualitet. Mens det andet tilfælde derimod ville føre til en kærlig fejring af jordisk hellighed uden anden religiøs frelse end denne – og desuden til en særdeles velkommen aktiv interesse for »jammerdalens« forbedring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Østergaard Petersen

Det er utroligt, hvor mange bøger, der hedder noget med "last taboo" - hvornår kommer dog den endeligt sidste? - men jeg søger forgæves efter en forfattet af John Lash. John Lamb Lash har en masse bøger bag sig, mange ret kulørte, https://www.metahistory.org/siteauthor.php, men ingen "The last taboo", såvidt jeg kan se. Ellers fin artikel.

Jens Østergaard Petersen