Kan en amerikansk journalist lære af russernes erfaringer med Putin?

Rusland: »Trump-administrationens direkte og primitive form for manipulation af pressen giver faktisk håb.«

Rusland rangerer på en 148. plads ud af 180 på pressefrihedsindekset fra Journalister uden Grænser.

Leonid Ragozin, tidligere BBC-journalist, skriver primært i og om Rusland, i dag som uafhængig journalist for medier som Bloomberg Business.

»Kreml udøver ikke direkte censur. I stedet foregår kontrollen ved, at de Kreml-tro oligarker ejer medier og kontrollerer redaktører via penge. De skaber et miljø, hvor journalister og redaktører selv retter ind efter, hvad de normalt kan og ikke kan skrive.«

– Hvad har virket i Rusland som modsvar?

»Problemet i de her situationer er finansieringen, og her er det bedst at lave et system, hvor brugerne selv skriver sig op og betaler direkte til journalisten. Det er det mest ærlige pengemotiv, når journalister tilbyder indholdet direkte.«

– Hvad kan de amerikanske journalister forvente fremover?

»Trump-administrationen prøver at skabe en gruppe af journalister, som de føler sig trygge ved, og så omgå de andre medier. Det er, hvad Kreml har gjort langsomt år efter år. Det sker også allerede i USA, og vi vil se medier som Fox News få bedre adgang til spørgsmål og interviews.«

– Hvad kan de amerikanske journalister gøre?

»Boykotting er aldrig det bedste våben, for folk har brug for informationen. Hvis nu CNN ender med at blive helt holdt ude, må både journalister, politikere og senatorer sende en klar besked om, at det nærmer sig russiske medietilstande. Som de gjorde efter den første pressekonference, hvor de ikke måtte stille spørgsmål. Her har pressesekretæren allerede sagt, smilende, at det vil være anderledes fremover, så måske hjælper det.«

– Hvordan skal de håndtere Trumps udmelding om at være i krig mod pressen?

»Kreml ville aldrig have tilladt så direkte en udmelding, men er i stedet venlige over for pressen udadtil, mens de kontrollerer den indadtil. Så Trump-administrationens direkte og primitive form for manipulation af pressen giver faktisk håb.«

Skal man så ikke være så bekymret, så længe de er amatøragtige?

»Vi bør alle være bekymrede, når vi hører ting i USA, som ikke engang Kremls talspersoner ville have meldt ud. Når de siger, de er i krig med pressen, skal det tages ekstremt seriøst. Særligt med henblik på pressen som en national institution på linje med domstolene, parlamentet og præsidentens udøvende magt. Men indtil videre er de meget amatøragtige i deres manipulation af pressen. De vil have tingene gjort, men de er ikke så bevidste eller sofistikerede autoritære.«

Tyrkiet: »Vi tabte i Tyrkiet, men vi håber, de vil vinde.«

Rangerer på en 151. plads ud af 180 på pressefrihedsindekset fra Journalister uden Grænser.

Journalisten ønsker på grund af den pressede situation medier  i Tyrkiet ikke sit navn oplyst. Navn og arbejdsplads er redaktionen bekendt.

»Tyrkiske og amerikanske medier er ikke sammenlignelige, for faktisk var AKP (Erdogans regeringsparti, red.) endnu mere høflige foran kameraerne helt indtil 2013. De begyndte med sanktioner på individuel basis, men der var ikke en direkte udskamning af et helt medie, som Trump-administrationen har gjort det i de første dage. Det totale forbud kom først senere.«

Hvad kan de amerikanske journalister forvente?

»Det er vigtigt at få fat i folk, der ikke er en del af administrationen. Selvfølgelig bliver administrationens bureaukrater langsomt mere bange for at udtale sig, men der er altid nogen, der er i opposition til statsapparatet. De må bare forvente, at det tager længere tid at grave frem end tidligere.«

– Hvordan kan de agere over for Trumps udfald mod pressen?

»Jeg mener ikke, en journalist har ret til at blive fornærmet over en præsident eller en administration. Tværtimod bør journalisten aldrig tage den slags personligt, for enhver uhøflig, uetisk eller ekstraordinær reaktion fra pressen er problematisk. Her er det også vigtigt at være meget opmærksom på de sociale medier. Journalister skal ikke dele deres politiske støtte eller modstand på de sociale medier, men i stedet holde kritikken til nyhederne.«

– Hvad kan de gøre, hvis de ikke får lov at stille spørgsmål?

»Hvis regeringen ikke tillader journalister at stille spørgsmål, så har jeg kun fundet én måde at dække den slags. Og det er ikke at dække det.«

– Hvordan skal de ellers ruste sig?

»Journalister bør lære at agere kollektivt fra begyndelsen. Selvom det nærmest er umuligt i praksis, fordi enten redaktører, chefer eller selv dine venner formentlig vil nægte at være med i en vedvarende protest eller boykot.«

»Jeg beklager på mine amerikanske kollegers vegne, at de nu skal til at arbejde mere og mere. Vi tabte i Tyrkiet, men vi håber, de vil vinde.«

Ungarn: »Jeg forventer da, at hvis New York Times ikke får tilladelse, så vil de andre bakke op.«

Ungarn rangerer på en 67. plads ud af 180 på pressefrihedsindekset fra Journalister uden Grænser. 

Gábor Horváth, tidligere udlandsredaktør på det ungarske medie Nepszabadsag, inden det blev lukket i oktober sidste år. Han står nu uden arbejde.

»Der er et unaturligt medielandskab i Ungarn, fordi regeringen kontrollerer alle offentlige og de fleste kommercielle medier. Det er ekstremt svært at lave uafhængige historier, og det gør det nemt for regeringen at lyve, som Trump nu gør det i USA. Vi blev straffet, men jeg håber da ikke, noget lignende kan ske i USA.«

– I blev lukket i oktober, men har du et godt eksempel på, hvad der virkede i forhold til at lave kritisk journalistik indtil da?

»På Nepszabadsag fandt vi ud af, at nationalbankdirektøren havde ansat sin elsker, en yogalærer, i nationalbanken til en unaturligt høj løn. Vi skrev historien, og han svarede ikke og gjorde intet for at modbevise det. Så, da vi lukkede, kom han med alle mulige Trump-agtige kommentarer og jokes om os som et slags tabloidmedie, men aldrig noget, der modbeviste det. Så selvom han gjorde grin med et lukket medie, husker alle ham for det, det hang fast.«

– Hvad kan de amerikanske journalister forvente?

»Det er interessant, at Trumps rådgiver Kellyane Conway har fundet på det her med alternative fakta. Så amerikanske journalister skal nok forberede sig på alle former for afpresning og særligt økonomisk pres. Jeg vil vædde med, at den amerikanske regering vil prøve at skrue på annoncelovgivningen, så den tilgodeser de medier, den foretrækker. Det vil formentlig ikke gå i USA, men de skal være forberedt på det. Trump har ikke så meget enerådig magt som Putin, Orbán eller Erdogan, men intentionerne er de samme. Så de må forberede sig på en lang kamp.«

Hvordan skal de kæmpe?

»Medierne skal ikke erklære krig. Trump har erklæret krig mod sandheden, og den ene sider bliver nødt til at agere voksent. De skal ikke falde til hans niveau, selvom han igen og igen kalder dem løgnere, og det giver en trang til at gå til modangreb. I Ungarn siger vi, at man ikke skal følge svinene, for de trækker dig ned i mudderet, og der er de bedst til at slås. Som Michelle Obama sagde, ’when they go low, we go high’.«

Hvad kan de gøre, hvis de ikke kan stille spørgsmål?

»I en ideel verden, hvis ét medie blev nægtet at stille spørgsmål, skulle de andre bare tage over, og stille det samme. Jeg forventer da, at hvis New York Times ikke får tilladelse, så vil de andre bakke op, og stille de samme spørgsmål igen og igen om Trumps private virksomheder. Det er svært her i Ungarn, men jeg forventer, det vil være noget andet i USA. De skal være modige, og forsigtige, jeg henter mod fra dem.«

Kenya: »Den konstante medie-bashing vil reducere læsertallet og troværdigheden blandt Trumps støtter«

Kenya rangerer på en 95. plads ud af 180 på pressefrihedsindekset fra Journalister uden Grænser.

Victor Bwire er skribent og vicedirektør hos Medierådet i Kenya, der arbejder med at beskytte og træne journalister, og er redaktør for rådets magasin, The Observer Magazine.

»Kenya har haft pressefrihed og medier i udvikling længe, men i 2013 med den nye regering har der været megen fjendtlighed mod pressen. Præsidentens administration har konsistent kritiseret og pisket en folkestemning op imod medierne, og stemningen af folkedomstol over for journalister har virkelig gjort medierne sårbare over for trusler.«

– Hvad har virket i Kenya?

»I Kenya har det virket med stærke selvregulerende organer gennem Medierådet og en stærk implementering og fokus på overholdelse af de presseetiske regler, der samtidig har styrket mediernes forsvar mod søgsmål. Og så et stærkt fokus på beskyttelse af journalister, der udsættes for chikane eller angreb.«

Hvordan ser du på Trump-administrationens reaktioner over for pressen?

»Det er enormt uheldigt. Og selvom pressen stadig kan dække Det Hvide Huse udefra, indikerer det intolerance, hvad der foregår.

Hvad kan de amerikanske journalister forvente herfra?

»De skal forvente endnu mere pres og chikane fra Trump-administrationen, med både latterliggørelser og smædekampagner mod medierne. Det bliver sværere for dem at få information fra de udøvende kræfter, og den konstante medie-bashing vil reducere læsertallet og troværdigheden blandt Trumps støtter. Det vil splitte mediernes fælles organisationer.«

Hvad kan de amerikanske journalister gøre?

»Vi har brug for enhed i de journalistiske fagforeninger og organisationer, der arbejder for pressefrihed. I stedet for kun at tænke på bundlinjen, bør mediechefer støtte hinanden på tværs af grænser for at forene journalister og styrke professionalismen. Og måske er det godt i det lange løb, for det presser journalisterne til at lave graverjournalistik i stedet for at dække pressemøder, som vi ellers tidligere har set meget af fra pressekorpset i Det Hvide Hus.«

Rusland: »Jeg har på en måde været misundelig på de amerikanske journalister, fordi de havde rettigheder og muligheder.«

Rangerer på en 148. plads ud af 180 på pressefrihedsindekset fra Journalister uden Grænser.

Russisk journalist, som ikke ønsker at få sit navn i avisen. Journalistens identitet er redaktionen bekendt.

»De russiske medier har været igennem en hård tid, og vi kender alle de store problemer, som selv de store medier oplever: Adgangen til regeringen og andre myndigheder begrænses, det er svært at få kommentarer fra politikere og talspersoner, og selv under præsident Putins årlige pressekonference er kritiske spørgsmål sjældne. Og når journalister endelig stiller dem, så ved vi alle sammen, hvad svaret er: »Tak for spørgsmålet. Det er svært at svare på, men jeg kan sige, at der bliver arbejdet på det.«

– Hvad gør den russiske presse?

»Du bliver bare nødt til at fortsætte med at arbejde og være tro mod dig selv og dine læsere. Der er stort set ingen officielle kilder til information. Man spørger en bank om deres nedskæringer, og så sender de dig en pressemeddelelse om deres nye teknologier. Du er nødt til at arbejde hårdt for at få fat i information. For nylig dannede en gruppe journalister et forbund, som skal hjælpe kolleger i svære situationer, men det er ikke en officiel organisation, så den har ikke den indflydelse, som der er brug for.«

– Hvad mener du om den amerikanske præsident, Donald Trump, som er kommet med en række falske påstande og blandt andet overvejer at flytte journalisterne ud af Det Hvide Hus?

»Jeg har ingen anelse om, hvordan Trump vil lede landet. Det er så uforudsigeligt. Vi ved alle, at han ikke er politiker, men forretningsmand. Er han Putins ven eller ej? Jeg ved det ikke, men det kunne se ud som om, at Trump har lært en del af Putin. Jeg har på en måde været misundelig på de amerikanske journalister, fordi de havde rettigheder og muligheder, men dem kan de måske miste under Trump. Det er super enkelt: Når du først har vist journalister, at de ikke kan stille spørgsmål eller få et svar, så falder hele systemet fra hinanden.«

– Hvad er dit råd til de amerikanske journalister?

»De må forstå, at der ikke er nogen, som skylder dem noget. Og endnu mere vigtigt: Ingen er bange for dem. Politikerne er ligeglade med, hvad de skriver eller sender i tv eller radio, medmindre det er noget, der betyder virkelig meget for Trump. Men han vil formentlig finde ud af, hvordan han får vælgerne til at støtte ham og holde op med at stole på pressen.«