Læsetid 9 min.

Kan en lille smule LSD på daglig basis kurere os for ondt i livet?

Ayelet Waldman, tidligere amerikansk offentlig anklager og mor til fire, har hele livet kæmpet med voldsomme humørsvingninger og perioder af dyb depression. Indtil hun begyndte at tage små doser af LSD på daglig basis. Nu har hun skrevet en bog om sine erfaringer og fænomenet ’terapeutisk mikrodosering’
Ayelet Waldman, tidligere amerikansk offentlig anklager og mor til fire, har hele livet kæmpet med voldsomme humørsvingninger og perioder af dyb depression. Indtil hun begyndte at tage små doser af LSD på daglig basis. Nu har hun skrevet en bog om sine erfaringer og fænomenet ’terapeutisk mikrodosering’
27. januar 2017

»Denne morgen tog jeg LSD. Bordet, jeg sidder ved lige nu, trækker ikke vejret. Mit keyboard eksploderer ikke i psykedeliske farver. Jeg føler ingen transcendens, ingen kontakt til universet eller hul igennem til det guddommelige. Jeg føler mig normal.«

Sådan starter Aylet Waldman, 52 år, tidligere amerikansk statsanklager, nu forfatter, bogen A really good day – How Microdosing Made a Difference in My Mood.

Hun har netop dryppet to dråber LSD på tungen i en dosis, der svarer til ca. en tiendedel af det, man normalt ville indtage, hvis man ønskede sig et syretrip.

Hendes mål er nemlig ikke rekreativ sjov og ballade. Ej heller større indsigt i hjernens kringelkroge.

Hun vil ikke »Turn on, tune in, drop out«, som det hed i psykologen Timothy Learys berømte LSD-motto fra 1966. Hun drømmer bare om en god dag.

Ayelet Waldman har ikke været på jagt efter lykken eller en ekstraordinær oplevelse med LSD; hun har bare søgt at kunne fungere normalt.

George Pimentel/WireImage

»Folk, der ikke har min slags sind, har nok svært ved at forstå, præcis hvor desperat man bliver, når man et helt liv har levet med perioder af dybt tungsind, der ikke mindst skader dem, man elsker mest,« siger Ayelet Waldman på en telefon fra hendes hjem i Berkeley, Californien.

»Jeg var villig til at prøve alt«.

Nogle dage inden havde hun modtaget en pakke med posten. I pakken var en lille flaske med en pipette og et brev med en kort brugervejledning (to dråber, 5 µg) samt et lille digt.

»Our lives may be no more/than dewdrops on a summer morning/but surely,/it is better that we sparkle/While we are here.«

Brevet var underskrevet L.C, returadressen hed Lewis Carroll. Ja, ham, der skrev Alice i eventyrland.

»Sært, meget meget sært. Og alligevel lidt nuttet. Jeg var klar, og det havde fundet mig,« skriver Ayelet Waldman i bogen om det første af mange mikrodoseringer, med et stof, der er både myteomspændt og dæmoniseret, men for hende bare blev det naturlige næste skridt i kampen for en tålelig tilværelse.

Hun vidste dog godt, at manden, der havde sendt pakken, blot var en professor ved Berkeley Universitet der, ligesom hun, i al stilfærdighed gik rundt og var på syre.

Diagnosen

Og hun var virkelig klar til at bevæge sig ud på gyngende grund, fortæller hun.

»Jeg var nået dertil, at selv når jeg havde det fint, så udløste angsten for, at jeg ville få et nyt dyk, et nyt dyk. Og når man ikke kan fungere normalt, ikke sover, ikke spiser, ikke kan tage sig af sine børn, bliver man åben for forslag«.

Hun havde prøvet meget, siden hun blev diagnoseret med en mild form for bipolaritet.

Over en halv side i bogen oplister hun de stoffer, hun har fået udskrevet gennem årene. Zoloft, Celexa, Lexapro, Prozac, Effexor, Adderall, Cymbalta, Xanax, Ambien, Wellbutrin osv. Intet havde for alvor hjulpet, og de gange, hvor hun faktisk havde oplevet en bedring, var effekten taget af med tiden.

»Jeg havde indset, at de konventionelle stoffer ikke kunne hjælpe mig. Enten hjalp de ikke, hjalp i alt for kort tid, eller også havde jeg så tunge bivirkninger, at det hurtigt ophævede fordelene,« fortæller hun.

Det var her, hun stødte på psykologen James Fadiman og hans bog The Psychedelic Explorer's Guide: Safe, Therapeutic, and Sacred Journeys

Forsøgene

James Fadiman er psykolog og en pioner inden for forskning i psykedeliske stoffers terapeutiske virkninger. I de første mange år handlede hans forskning om de psykologiske fordele, som mennesker med forskellige former for lidelser kunne opnå gennem syretrip med eller uden assistance fra en terapeut – i starten faktisk som godkendt forskningsprojekt.

Men da de dybe trip ikke er for alle – og den officelle amerikanske politik i forhold til forskning i disse stoffer skiftede, og han i 1966 fik inddraget sin forkningstilladelse – begyndte han i stedet sin egen, helt private udforskning udi mikrodosering: LSD indtaget i meget lav dosis hver tredje eller fjerde dag, enten periodevis eller på permanent basis.

Og de seneste fem år har det for alvor taget fart, og han har nu dagligt en fuld indbakke med breve fra folk, der beder om en Pdf med hans instruktioner. Fadimans recept: Indtag en dosis hver fjerde dag over en måned og hold en dagbog, hvor du registrerer dit humør, det arbejde, du har udført, hvor kreativt du var, hvordan du spiste, sov ect.«

Myten om den flyvende tripper

Men ligeså klar Aylet Waldman var på at forsøge sig med Fadimans recept, lige så rystende angst var hun også.

»Jeg har aldrig for alvor taget stoffer, og af alle stoffer var LSD det, jeg var mest bange for. Jeg var rystende bange for at miste kontrollen,« fortæller hun.

Så hun gav sig til at researche, og hun skulle da ikke søge længe for at finde skrækhistorier om folk, der sprang ud af et vindue under et trip. Ikke mindst fra slutningen af 1960’erne, hvor de amerikanske medier flød over med historier om unge mennesker, der smed tøjet på offentlige steder eller i de værste tilfælde kom voldsomt til skade fysisk eller psykisk under syretrip. 

I et af bogens kapitler gennemgår Ayelet Waldman, hvad hun anser som en politisk kampagne mod stoffet baseret på alt andet end videnskabelige fakta, der ledte frem til, at Richard Nixon i 1970 underskrev the Controlled Substance Act, der placerede LSD, psilocybin og andre psykedeliske stoffer på listen over de farligste stoffer og én gang for alle bremsede forskning i deres positive virkninger. 

For er stoffets farlighed egenlig dokumenteret, spørger hun og henviser blandt andet til et studie fra 2008, der konkluderer, at der i gruppen af mennesker, der hyppigt indtog LSD-lignende stoffer, var en 19 procent reduceret sandsynlighed for psykologiske problemer, 14 procent nedsat risiko for selvmordstanker, 29 procent nedsat sandsynlighed for selvmordsplanlægning og 36 procent nedsat risiko for selvmordsforsøg.

Ayelet Waldman er ikke i tvivl om, hvorfor myterne er så sejlivede, selvom fakta ikke underbygger dem: »LSD kommer med en meget tung politisk bagage«. 

Helt almindelig

Det er vigtigt for Ayelet Waldman at understrege, at hun er en helt almindeligt amerikansk middelklassekvinde og mor til fire, som hun opremser i bogen: Hende, der står foran dig i Starbucks og bestiller en skinny vanilla latte, hende, der lægger billeder af en ekstra god dessert på Instagram, hende, der har det bedst i sine yoga-bukser.

»Jeg havde faktisk mange fordomme om folk, der tager stoffer,« fortæller hun. »For som så mange andre har jeg jo været udsat for den ret voldsomme kampagne, der er blevet ført mod stoffet siden 1960’erne.«

Hun mener, at modstanden mod bevisthedsændrende stoffer ligger dybt i den amerikanske muld.

»For det første er USA funderet på et stærkt puritansk grundlag, der betyder, at anerkendelsen af, at mennesket altid og til alle tider har haft lyst til at ændre og eksperimentere med deres bevisthed, altid har skræmt os fra vid og sans.«

Men faktisk mener Ayelet Waldman, at LSD i sammenligning med andre stoffer i usædvanlig grad har været udsat for, hvad hun betegner som højrefløjens dæmonisering.

»Hør, der er noget, man altid skal huske om USA, nemlig at vi er en nation bygget på slaveri. Slaveri er jo et meget angstfremkaldende økonomisk system, fordi man konstant lever under trussel om, at slaverne gør oprør. Det har skabt en kolosal angst for, at de marginaliserede rejser sig og truer status quo. Den hvide mands domæne. Den angst satte LSD’en for alvor gang i, da det blev introduceret af den generation, der på alle områder afviste den norm for ’det gode middelklasseliv’, som var blevet etabeleret i 1950’erne. Børnene gjorde pludselig ikke længere, som far befalede,« siger Ayelet Waldman.

»I den forstand er LSD blevet et symbol på, at dem med magten hurtigt kan miste den igen.«

Den frosne skulder

I bogen deler Ayelet Waldman sin dagbog fra sin måned med Fadimans recept. 

»Dag 6: At have det godt får en kvinde til at gøre de særeste ting. I dag ringede jeg til min far. Dag 7: I dag har jeg det godt. Måske for godt. Det er, som om ordene finder hurtigere ud af min mund, end jeg evner at kontrollere. Dag 10: Sært bevidst om, at mit ene øje ser bedre end det andet. Dag 12: Træerne i mit kvarter er smukkere i dag. Dag 13: Denne morgen vågnede jeg op med en rolig taknemmelighed for mit liv. Hvad er det dog for en følelse? Den føles for fredsommelig til at være glæde. Kunne det være tilfredshed?«

I det hele taget oplever Ayelet Waldman gradvist, at hendes søvn forbedres, hendes irritation over hendes familie reduceres, hendes arbejdsindsats bliver mere stabil, og selv smerterne i hendes skulder, som hun næsten havde vænnet sig til, var en permanent tilstand, forbedres.

Men Ayelet Waldman er langt fra den eneste, der har fået øjnene op for mulighederne i mikrodosering af LSD. Faktisk beskriver magasinet Rolling Stone den typiske mikrodoser som en »übersmart nogen-og-tyveårig, der er nysgerrig efter, om mikrodosering kan gøre ham eller hende mere innovativ eller hjælpe med at løse et teknisk problem.« 

Ayelet Waldman beskriver det i bogen som lidt af en dille særligt i tech-miljøet i blandt andet Silicon Valley, hvor stoffets oplivende virkning ikke bare hjælper med at holde kadencen i den konkurrenceprægede miljø, men faktisk også direkte gør udviklerne bedre til at løse problemer.

Det er altså ikke af terapeutiske årsager, men for at opnå den præstationsfremmende effekt – hvad der har fået den populære  betegnelse ’studie-drugs’.

Den virkning af stoffet har længe været kendt i forskerkredse, hvor flere prominente videnskabsfolk har brugt stoffet målrettet i deres arbejde, herunder nobelpristageren i kemi i 1993, Kary Mullis, der blev berømt for at sige, at de LSD-trip, han tog i 1970’erne, var vigtigere for hans resultater end noget kursus, han nogensinde havde taget på universitetet.

Fremskridt – men hvor længe?

Ayelet Waldman tager ikke længere medicinsk LSD, simpelthen fordi hun ikke vil risikere at komme i fængsel. Men hun er ikke i tvivl om, hvad hun ville gøre, hvis der var et land i verden, der godkendte mikrodosering som middel mod depression.

»Jeg ville pakke min famile sammen og flytte. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om,« siger hun.

Hun har håb, fordi hun aner gradvise forandringer på flere niveauer:

»Man er jo globalt på stort set alle niveauer ved at erkende, at krigen mod narko har haft så alvorlige skadevirkninger, at man vil få svært ved at finde nogen, der stadig tror, at en stoffri verden er mulig. Det tror jeg bestemt også hjælper til at ændre synet på forskning inden for f.eks. terapeutisk brug af LSD.« 

Og hun hepper på de mange forskningsprojekter rundt om i verden, der efter mange års dvale igen undersøger de psykedeliske stoffers terapeutiske muligheder.

»Der har været store fremskridt i forhold til marijuana, og derfor er det nærliggende at tro, at det næste kunne blive f.eks. LSD. Men vi skal ikke tro, at fremskridt ikke kan bremses. Hvis I f.eks. ser på vores nye præsident Donald Trump, har han tydeligvis evnen til at skrue tiden tilbage som få. Jeg har meget lidt tillid til, at udviklingen kommer til at ske her i USA, så længe han er ved magten, så den ligger hos jer.«

Lykkejægere? 

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om mikrodosering ikke bare er en ny måde, vi forsøger at flygte fra det fakturm, at ingen jo har lovet, at livet skal være sjovt. Skulle vi ikke bare acceptere, at livet … gør ondt fra tid til anden?

»Jo, det skal vi. Vi lever i en tid, hvor vi har udviklet en næsten tvangsmæssig jagt på konstant lykke, og det gør os jo ulykkelige, fordi vi i sagens natur fejler. Og så skal vi være uhyre på vagt i forhold til, hvad arbejdsmarkedet kræver af os. Når jeg hører unge mennesker i teknologindustrien være vildt begejstrede for, at deres arbejdsplads både tilbyder tøjvask, fittnesscenter og færdigpakkede aftensmåltider til at tage med hjem, får jeg lyst til at spørge dem, om de ikke har gennemskuet, at det bare er for at sikre sig, at de arbejder istedet for at være sammen med deres familier. Derfor er jeg heller ikke udelt begejstret for mikrodosering af et præstationsfremmende stof, og jeg håber virkelig ikke, at den terapeutiske virkning af stoffet forsvinder i hypen efter at arbejde bedre, stærkere og hurtigere,« siger Ayelet Waldman og vender tilbage til mig indledende spørgsmål: 

»Men depression er en sygdom. Ikke en grådighed efter lykke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Helge Rasmussen
    Helge Rasmussen
  • Brugerbillede for Jonathan Smith
    Jonathan Smith
  • Brugerbillede for Torben Arendal
    Torben Arendal
  • Brugerbillede for Ken Sass
    Ken Sass
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Henrik Leffers
    Henrik Leffers
  • Brugerbillede for Jens  Kofoed
    Jens Kofoed
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
  • Brugerbillede for Klaus Seistrup
    Klaus Seistrup
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Helge Rasmussen, Jonathan Smith, Torben Arendal, Ken Sass, Jørn Andersen, Henrik Leffers, Jens Kofoed, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, odd bjertnes, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Peter Møllgaard, Klaus Seistrup og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Klaus Seistrup
Klaus Seistrup

Måske skal man lige huske Betteridges lov om overskrifter: Alle overskrifter der ender med et spørgsmålstegn kan besvares med ordet “nej”. Nej, mikrodosering kan næppe kurere os for ondt i livet, men det betyder ikke nødvendigvis at mikrodosering er uden positive virkninger.

Og er det korrekt, som overskriften påstår, at de bittesmå doser tages på daglig basis? Næppe. Mig bekendt er det mest almindelige at mikrodosere hver tredje eller fjerde dag, som det osse nævnes længere ned i artiklen.

Læs evt. selv om mikrodosering med psykedelika på fx https://thethirdwave.co/

Mette Poulsen, Jacob Jensen og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Mit problem med stoffer er at dem der tager stoffer ofts lever i en anden verden, hvor de simpelthen ikke fatter de indsigelser vi andre har. Det er eksempelvis fuldstændigt håbløst at trænge igennem til en der ryger for meget hash.
Mange stoffer syntes af være interessante eller positive for hjernen som så bliver hook på disse stoffer, men stofferne bære meget tit noget destruktivt med sig for personligheden.
- Jeg er ikke videnskabsmand og går ind for frigvelse af hash på den måde at staten kan begynde at sælge hash med færreste psykotiske bivirkninger og samtidigt fyler man ikke milliarder i de kriminelles penge kasser og det er sundt for os alle.
- Måske skal vi også tillade mikrodoser af LSD, men i så fald skal staten stå for det og overskudet skal gå til forskning i disse stoffer, oplysning om stoffer og afhjælpning de problemer der helt sikkert vil opstå - træerne vokser ikke ind i himlen.

Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Jeg er gammel nok til at være ligeglad hvad andre mener om mig, og det jeg skriver her ved både mine venner og gamle kollegaer allerede...

Jeg besøgte Californien en del gange i slut 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Første gang jeg var der, besøgte jeg en professor i UC Santa Cruz, som 3 gange har været på "short listen" til en nobelpris. Jeg var ret "jet lagget" og han sagde hen vidste hvordan man kurerede det. Så han fandt en joint frem, som han tændte på hans kontor, lugten loggede et par andre til, og vi delte den. Det kurerede mit jet lag! Jeg besøgte andre universiteter (i Californien), og alle steder viste det sig, at de havde et meget "liberalt" forhold til både marijuana og stærkere "halogener". Jeg tror faktisk den success Californien har indenfor alt videnskab, og i dag indenfor IT, måske kunne hænge sammen med det. Uanset hvad, så var der en afstemning i 2016, så nu bliver det legalt til "rekeational brug" i Californien.

Jeg har prøvet LSD nogen gange, og at jeg kunne finde på at ryge en joint en gang i mellem (men aldrig på arbejde!), er noget alle omkring mig har altid vidst. Men jeg vil advare om, at større doser LSD kan være meget slemme og potentielt personlighedsforandrende for nogen, men jeg har aldrig haft nogen problemer med det (tror jeg...). Men det er ikke noget man skal lege med, og ALDRIG uden at gøre det sammen med nogen, der ved hvordan det påvirker folk! Det er noget helt andet med marijuana, jeg tror faktisk en legalisering vil blive mest brugt blandt pensionister (de unge ryger det alligevel...), fordi det stort set løser søvnproblemer, noget som jeg ved mange ældre lider meget med, men som dagens sovemedicin (og alkohol...) ikke rigtigt hjælper på.

Anne Mette Jørgensen, Peter Andersen, Jonathan Smith, Tue Romanow, Niels Nielsen, David Zennaro, Hans Larsen, Henrik Brøndum, Torben Arendal, Jacob Jensen, Jens Kofoed og Dennis Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Men man kan godt trænge igennem til folk, der har fået hjernen f... up af anti depressive stoffer?
Prøv at læse en indlægsseddel!

Helge Rasmussen, Peter Andersen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Ja og det er jo manglen på stoffet der er problemet, ikke nødvendigvis det omvendte!

Brugerbillede for Tor Brandt

Efter min mening burde samtlige stoffer legaliseres. Til gengæld skulle de så udelukkende sælges af statsautoriserede forhandlere, så man kunne være sikker på at få rene stoffer.

Det lader til at LSD og psilocybin kan gøre underværker i terapeutisk sammenhæng. Ikke dermed sagt, at stoffer ikke er farlige hvis man ikke er forsigtig, men jeg finder det dybt problematisk, at loven forbyder os at udforske vores egen bevidsthed som vi ønsker.

Anne Mette Jørgensen, Helge Rasmussen, Peter Andersen, Klaus Seistrup, Jonathan Smith, Christian Johansen, Niels Nielsen, David Zennaro, Lars Peter Simonsen, Henrik Leffers, Jens Kofoed, Torben Arendal, Jacob Jensen, Ken Sass og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Man kunne tage sig i at ønske at alle de værste politikere i forhold til liberalisering af det her område selv måtte blive ramt, således at de fik føling med hvorfor det er helt helt helt skandaløst at folk skal blive kriminelle for at afhjælpe deres forfærdelige sygdomme

Anne Mette Jørgensen og Helge Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

@Anders Hede:

Ja, og selv det 'rekreative' brug er jo ikke bare for sjov. Hvis man f.eks. er deprimeret, kan det seriøst kaste en smule lys på tilværelsen, at indtage lidt marihuana. Både på en meget mere effektiv og meget mindre destruktiv måde end det lovlige stof alkohol. Marihuana kan også bruges i mikrodoser, men jeg vil også hævde at det kan have stor terapeutisk værdi, at tage en decideret rus i ny og næ.

Selvom det lyder lidt crackpot-agtigt, kan jeg godt have mistanke om, at 'the war on drugs' faktisk handler om, at befolkningen ikke skal føle sig for fri og uafhængig.

Helge Rasmussen, Niels Nielsen, Ken Sass og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten rosendahl larsen
morten rosendahl larsen

@ Tor Brandt..
Ja...Og som jeg ser det, er " war on drugs " Jo til for at beskytte medicinalfirmaernes enorme fortjenester på medikamenter der villle blive overflødige. Det var jo også for at vænne folk til at tage "rigtig medicin" at amerikanerne som de første i forbindelse med forbudstiden forbød cannabis. Og hamp til fremstilling af textiler papir mm. Men det er en anden historie ....

"Cannabis er også medicin, det er virksomt overfor mange sygdomme som Sclerose, Grå stær; reducerer trykket i øjet, Muskelsvind,Migræne,Epilepsi, Astma, menstruationssmerter, stress, søvnbesvær og meget andet. Ved Kemobehandling virker cannabis appetitstimulerende og modvirker samtidig kvalme, dette gælder også for AIDS patienter. Man kan altså bruge cannabis ved mange sygdomme, hvorfor gør vi det så ikke? Årsagen er ligetil: medicinindustrien ville tabe milliarder hvis folk selv kan dyrke deres medicin i baghaven, derfor er det bedst at opretholde forbuddet, selv om det dermed betyder at blandt andet min mor må opleve sine sidste år som et helvede! I tresserne og halvfjerserne brugte man kvalmestillende medicin til kvinder der resulterede i vanskabte børn, havde man brugt cannabis ville det ikke være sket. Før 1937 blev cannabis brugt som medicin mod mange sygdomme, et af navnene var "Malthos Cannabis", det blev brugt mod mange forskellige sygdomme og ingen havde bivirkninger af det."
Citeret fra Politiken : http://politiken.dk/debat/laeserbreve/art5387272/Er-tiden-inde-til-ander...

Helge Rasmussen, Jacob Jensen, Niels Nielsen og Ken Sass anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

@Morten Rosendahl Larsen:

Det tror jeg, du har helt ret i.

Tænk hvis man 'open-sourcede' medicin. Jeg er sikker på, der hurtigt skulle komme effektive og bivirkningsfrie præparater til det meste.
Det skulle ikke undre mig, hvis der allerede findes en effektiv kur mod kræft, som holdes hemmelig, så der kan blive scoret nogle flere milliarder på kemo.

Britt Kristensen, morten rosendahl larsen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Læste at alkohol er absolut det mest farlige rusmiddel i verden, så det må undre meget, at det er lovligt og de andre ulovlige!

Brugerbillede for Jan Kønig

Uanset hvordan man vender og drejer det kan det aldrig være statens opgave at blande sig i hvordan mennesker vælger at påvirke krop og sind.

Jacob Jensen, Mads Kjærgård og Ken Sass anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Hmm, ja det er fordi, man er bange for at folk ikke kan arbejde! Derfor gin forbuddet i England og derfor Opium forbuddet i Kina og derfor satte man prisen op på snaps, i var det 1917? Selv sætter jeg stor pris på sovepiller, de får en til at slappe af og tage tingene lidt stille og rolig. Men når man ikke kan købe dem i håndkøb, så vil jeg råde enhver til absolut at lade være! Men som sagt, det er ikke nødvendigvis stoffet der er problemet, men manglen. Så for mange år tilbage en udsendelse fra England, hvor man gav narkomanerne stoffer. Det ulovlige salg forsvandt, og de personer som havde nødigt at tage stoffet, kunne nu fungere normalt. Så jeg tænker, hvad pokker blander staten sig i det for? Kunne det hænde at salget af narkotiske stoffer er en milliard industri og bare tænk på, hvad krigen imod "drugs" skaber af omsætning og arbejdspladser!

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Jeg har set mange der er blevet psykotiske af joints, men hvem der kom først , hønen eller ægget er meget svært at bevise.
Jeg går ind for statsreguleæret hash, men ikke heroin og coke og andre stoffer.
Vedr. LSD. er jeg ikke klædt godt nok på, for jeg har oplevet folk der sprang i af vinduet og døde, og det har siden min ungdom stået om et skrækscenarie for mig.

I dag ordinerer man nærmest SSRI præparater, som bolscher af alm. læger og også mange psykiatere ved alt for lidt, ogværst negliserer bivirkninger som en del af sygdommen?

Det der desværre skræmmer mig, at jeg også har kendt folk privat, som røg ofte.
'Det er som om , at alt bare er et fedt og de bliver flegmatiske og værst samvittigheden i forhold til andre ryger sig en tur.
Ikke at de går ud og laver volk, eller lign, men et samfund hvor alle går rundt i en verden, hvor intet tages alvorligt er ikke et samfund jeg ønsker mig.
Jeg savner faktisk indination og vrede fra unge mennesker,men det er desværre temmelig fraværende.
Vrede skal ikke for en hver pris understykkes. Vrede kan føre til udvikling og ændre meget.

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Jeg har set mange der er blevet psykotiske af joints, men hvem der kom først , hønen eller ægget er meget svært at bevise.
Jeg går ind for statsreguleæret hash, men ikke heroin og coke og andre stoffer.
Vedr. LSD. er jeg ikke klædt godt nok på, for jeg har oplevet folk der sprang i af vinduet og døde, og det har siden min ungdom stået om et skrækscenarie for mig.

I dag ordinerer man nærmest SSRI præparater, som bolscher af alm. læger og også mange psykiatere ved alt for lidt, ogværst negliserer bivirkninger som en del af sygdommen?

Det der desværre skræmmer mig, at jeg også har kendt folk privat, som røg ofte.
'Det er som om , at alt bare er et fedt og de bliver flegmatiske og værst samvittigheden i forhold til andre ryger sig en tur.
Ikke at de går ud og laver volk, eller lign, men et samfund hvor alle går rundt i en verden, hvor intet tages alvorligt er ikke et samfund jeg ønsker mig.
Jeg savner faktisk indination og vrede fra unge mennesker,men det er desværre temmelig fraværende.
Vrede skal ikke for en hver pris understykkes. Vrede kan føre til udvikling og ændre meget.