Læst i Berlingske: Kina er det bedste, der er sket for Tibet

Det kunne ligne et hvilket som helst andet tillæg, der kom med Berlingske sidste uge: helt rød forside med henvisning til historier om kinesisk nytår og Kinas ansvar på den globale scene.

Og med småt oppe i hjørnet et ord, der gør hele forskellen: annoncetillæg.

Det var nemlig ikke uafhængig journalistik, men betalt indhold i det 12 sider lange tillæg med fremhævede citater, store billeder og historier med udsagn som »Måler man på økonomisk vækst, bevarelse af kultur og respekt for religionsfrihed, har Tibet ifølge den kinesiske ambassade i Danmark haft stor gavn af etnisk selvstyre under Kinas centrale lederskab.«

Annoncetillægget er betalt af Kinas ambassade i Danmark, og påstandene om Tibet er sandheder med voldsomme modifikationer, blandt andet fordi væksten og kulturbevarelsen i Tibet primært kommer hankineserne til gode og baserer sig på Kinas materialistiske interesse i at fastholde Tibet som en fuldstændig afgørende vandressource.

De bliver ikke modsagt i avisen, og i programmet Presselogen blev det i søndags kaldt både »fake news« og »propaganda«, sidstnævnte af Berlingskes egen chefredaktør, Tom Jensen.

Der er ikke noget nyt i den slags advertorials eller content marketing, hvor produkter eller budskaber fremstilles som en slags journalistik, så det fremstår mere troværdigt. Så længe det klart fremgår, at der er tale om annoncer, holder det sig inden for markedsføringsloven.

Alligevel er det ifølge medieforsker Michael Bruun Andersen fra Roskilde Universitet dybt kritisabelt at udgive et annoncetillæg, der i så høj grad fremstår som journalistik, i en tid hvor journalistikkens uafhængighed er presset fra alle sider, særligt på økonomien.

»Når stater bedriver politisk propaganda gennem annoncering, er der ekstra stort behov for en journalistik, som korrigerer det billede, som det betalte indhold leverer. Det er mediernes forbandede pligt, hvis de mener, at de vil oplyse publikum. Ellers bliver det et propagandaorgan.«

Berlingske vil stramme op

Ifølge Michael Bruun Andersen er det et problem med den slags propaganda fra Kina, »hvis folk ikke kan skelne mellem skidt og kanel, hvilket vi ved, at de typisk ikke kan«.

Han mener, at debatten bliver afdemokratiseret, hvis det kun er dem, der kan købe sig til orde, der kommer frem med deres budskab i spalterne.

»I det øjeblik Kina skriver, at dette er sandheden om Tibet, og det ikke stemmer, er avisen eller medierne nødt til at korrigere det på en eller anden måde. Det hjælper ikke noget, at Tom Jensen blot siger, at det står jo i annonceafdelingen, når det er information, folk vil opfatte som et journalistisk indhold.«

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen forklarer, at tillægget er produceret af Berlingskes Partner Publishing-afdeling – og ikke af avisen Berlingskes egne journalister.

– Det står i øverste højre hjørne på forsiden og ellers nederst på side tre, at det er tale om et annoncetillæg. Er det tydeligt nok?

»Vi er i gang med at kigge vores procedurer for de her tillæg igennem, og her ville det have været rigtigt at angive på hver side, at der var tale om et annoncetillæg, så det var umisforståeligt for læserne, hver gang man bladrede. For at holde os markant på den helt rigtige side af stregen.«

– Du sagde i TV 2’s Presselogen, at Berlingske fint har kunnet skelne mellem redaktionelt og kommercielt indhold i masser af år. Så hvorfor har I ikke gjort det?

»Jeg bliver dig svar skyldig, for en del af det, der er gået galt her, er, at vi ikke har haft en proces omkring det.«

– Michael Bruun Andersen mener, at det er mediernes pligt at bringe et korrigerende billede til den slags propaganda, hvis man vil kunne hævde, at man oplyser læserne. Hvorfor gør I ikke det?

»Hvis jeg havde haft det her til gennemsyn, havde det jo indbefattet muligheden for at gå ind og se på, om der er oplysninger, som ikke er korrekte, eller som potentielt er helt forkerte. Derfor skulle vi have haft den proces, for så kan man kunnet nå at stoppe det, inden det blev publiceret.«

– Når I ikke bringer noget korrigerende journalistik i forbindelse med eksempelvis historien ’Tibet i positiv udvikling’, kommer Berlingske så til at fremstå som et propagandaorgan?

»Jamen det er jo et kommercielt produkt. Ja, ethvert annoncebudskab er en slags propaganda, og man kan sagtens overveje, om vi også journalistisk bør sætte fokus på noget af det.«

Kinas timing for annoncerne

Ifølge redaktør og kommentator Flemming Ytzen er annoncen udtryk for, at Kina har udviklet en selvhævdende statskapitalisme, som de promoverer udadtil.

»Dem, de appellerer til, når de laver en annoncesektion i en borgerlig, dansk avis som Berlingske, er jo erhvervslivet, altså kapitalismen, og så det nye nationalistiske Europa, ledet af folk som Marine Le Pen i Frankrig. Man kan vælge at se det som regulær statslig propaganda eller som et udtryk for kinesisk soft power,« siger Ytzen, der forelæser i asiatisk politisk historie og har fulgt Kinas udvikling i knap 40 år.

Ifølge ham handler timingen af annoncen om, at Kina vil tilbyde sig selv som et alternativ til USA i form af en global stabiliseringsmagt.

»Timingen har mere at gøre med Trump og Brexit end den danske Tibet-sag, fordi der i de europæiske og amerikanske beslutningscentre lige nu er en voldsom nervøsitet. Den politiske logik i Europa har været, at EU skulle være rammen om velstand, jobskabelse og grøn omstilling. Men mange er kommet i tvivl. Her går Kina ind og tilbyder sig som verdens største handelsnation og – lige nu – fremmeste fortaler for frihandel.«

– Hvad tænker du helt overordnet om sandhedsværdien i annoncen?

»Jeg tænker, at det er den officielle kinesiske selvforståelse. Intet mere. Og det er meget typisk i Asien, at selv små lande reklamerer for sig selv i udlandets aviser, især på nationaldagen.«