Læsetid: 10 min.

’Der er masser af film, der giver én alt for megen handling’

Jim Jarmusch synger de små tings pris i sit seneste værk, ’Paterson’. Information har talt med den særegne amerikanske filmskaber om at følge sine egne regler, når man laver film, og glæden ved at vise det gode i livet til et ungt menneske i Kansas
Jim Jarmusch er blevet mere tolerant, men hvis håndbogen i Hollywood-film kom i hans hænder, ville den amerikanske filmsintruktør stadig brænde den. Foto: Scanpix

Jim Jarmusch er blevet mere tolerant, men hvis håndbogen i Hollywood-film kom i hans hænder, ville den amerikanske filmsintruktør stadig brænde den. Foto: Scanpix

5. januar 2017

»Jeg har ikke læst Hollywood-håndbogen. Men hvis jeg får fingrene i den, brænder jeg den.«

Jim Jarmusch smiler, og journalisterne omkring ham griner.

Den amerikanske filmskaber har altid haft sin helt egen stil, både i sine minimalistiske film – fra Stranger than Paradise og Down by Law over Mystery Train, Dead Man og Ghost Dog til Broken Flowers og Only Lovers Left Alive – og i sin måde at tale om dem på.

Med sit høje hvide hår, solbriller og tynde skikkelse, der ofte er klædt i sort, ligner den 63-årige instruktør en af den slags cool rockstjerner, han gerne lader sig inspirere af i sine film, og selv om han ikke bryder sig om at analysere sine egne film eller tale om temaer og røde tråde, fortæller han gerne om alt muligt andet mere praktisk og umiddelbart, der omgiver filmene og måden, de bliver til på.

Vi sidder på et hotel i downtown Toronto under den årlige filmfestival og taler om hans nye film, Paterson, der bedst kan karakteriseres som en hyldest til hverdagen og de små ting i ens tilværelse, som ikke gør meget væsen af sig, men reelt gør livet værd at leve.

Paterson er både filmens titel, navnet på hovedpersonen (spillet af Adam Driver), en stille buschauffør, der også skriver digte, og navnet på byen, han bor i.

Hver dag kører han den samme rute i Paterson, New Jersey, og observerer sine omgivelser, mens han i sine pauser digter om tændstikæsker og regnvejr. Hver aften vender han hjem til sin kone, Laura (Goldsifteh Faharani), en livlig, kreativ sjæl, der hele tiden har gang i nye projekter, og hunden Marvin, der har det med at give Paterson problemer.

Meget andet sker der ikke i filmen, der foregår over syv dage. Men det gør der så alligevel, for som altid, når man har med Jarmusch at gøre, foregår der en del mellem linjerne og inde i personerne.

Adam Driver spiller Paterson i Jim Jarmusch' nye film 'Paterson'.
Læs også

Trailer til Jim Jarmusch's film 'Paterson'.

Som et digt

»Filmen har en poetisk struktur,« siger instruktøren.

»Den er meget enkel. De syv dage er næsten ligesom vers i et digt, og hver dag, i hvert vers, er der gentagelser af ting, man kan opfatte som indre rim, detaljer såsom Patersons ur, steder, han besøger, postkassen, at han drikker en øl. Der er mange af den slags små ting. Og jeg må sige, at det alt sammen er noget, jeg har tænkt over bagefter, da jeg var færdig med filmen. Jeg tænkte ikke, ’jeg vil lave en film med en poetisk struktur og vers.’«

Men Paterson skriver den slags digte, som Jim Jarmusch selv godt kan lide.

»Digtene i filmen er alle skrevet af en digter, jeg elsker, Ron Padgett, der tilhører New York-digterskolen, hvor man fejrer de små detaljer snarere end de store, dramatiske ting. Det blev alt sammen vævet ind i filmen på en god måde, fordi filmen ikke er dramatisk. Den handler om små ting. Jeg har ikke noget imod dramatiske film, og jeg har ikke noget imod actionfilm, voldelige film, film om konflikter mellem mennesker, men den slags er der så mange af, og jeg kan godt lide film af Ozu (berømmet japansk filmskaber kendt for sine afdæmpede, stemningsfulde film, red.) – film, der nogle gange er stille og handler om mindre ting. Vi ville bare føje endnu én af dem til i den anden side af spektret.«

Der er altid en fare for, at nogle mennesker ikke vil kunne relatere til en film, hvor handlingen fylder så lidt og stemning så meget som i Paterson. Men det bekymrer ikke Jarmusch:

»Det er bestemt en risiko, men det er ikke mit problem. Jeg går efter, hvad jeg gerne selv vil se, og hvis min, lad os sige, inklination er at lave en film, der i dette tilfælde er, lad os sige, spinkel, hvilket den bestemt er, hvad angår handling, ja, så er Paterson et klart udtryk for det. Hvis man vil have mere handling, er der masser af film, der giver én alt for megen handling. Det er kun et spørgsmål om smag, og ingens smag er vigtigere end nogen som helst andres. Det er alt sammen subjektivt. Paterson er på ingen måde en film om mig, men jeg håber, at alle film, jeg laver, rummer lidt af mig.«

James Robert Jarmusch

Født den 22. januar 1953 i Akron i Ohio.

Hans far var forretningsmand, hans mor tidligere film- og teateranmelder, og hun sørgede for, at unge Jim fik sin filmiske opdragelse i de lokale biografer.

Det var dog bøgerne, der først fangede ham, og han studerede litteratur i både Chicago og på Columbia University og havde planlagt at blive digter.

Efter at have tilbragt 10 måneder i Paris var det den europæiske kunstfilm, der for alvor greb Jarmusch, og midt i 1970’erne søgte han og kom ind på filmskole i New York.

Blev en del af en modkultur omkring spillestedet CBGB og mødte bl.a. andre aspirerende filmfolk som Tom DiCillo og Spike Lee.

En af hans undervisere var Hollywood-instruktøren Nicholas Ray, der hyrede ham som assistent, og snart var han i gang med at lave sine egne film.

Jarmusch spillefilmdebuterede i 1980 med Permant Vacation, der også var hans afgangsfilm.

Har siden lavet en lang række idiosynkratiske, minimalistiske film, der indfølt og humoristisk dyrker poesien og styrken i det stille, hverdagslige liv. Bl.a. ’Down by Law’, ’Mystery Train’ og ’Broken Flowers’

Hans religion

Flere gange i løbet af interviewet siger Jim Jarmusch, at han gør tingene på en bestemt måde eller kan lide en bestemt ting, men at det ikke er ensbetydende med, at alle andre metoder eller ting er hverken værre eller bedre. Det er blot, hvad han personligt foretrækker.

Jarmusch erkender, at han ikke altid har haft det sådan, men at denne modvilje mod at dømme andre mennesker og film stammer fra hans syn på religion.

»Jeg er en tidligere militant ateist, som er blevet krypto-buddhist-ateist,« siger han og smiler.

»Nu kan jeg ikke lide at fortælle andre, hvad de skal tro eller tænke. Jeg mener, at religion er det samme som overtro. Jeg vil ikke kontrolleres af den slags, hvilket er, hvad de gør. Jeg bryder mig ikke om monoteisme eller ideen om en gammel mand med skæg oppe i himlen, der dømmer én, når man dør. Man kan for min skyld lige så godt stå på hovedet og tilbede Mickey Mouse.«

Han kan dog godt lide flere af buddhismens ideer.

»En af dem er, at alting er ét. Og at der er en energi i alt i universet, og jeg har tidligere i mit liv taget narkotikummet DMT, der viste mig det. Jeg tror også på, at det er en forbrydelse at fortælle andre, hvad de skal tro på, og hvis de vælger at tro på Mickey Mouse, mens de står på hovedet, vil jeg respektere, at det er deres valg. Men hvis de fortæller mig, hvad jeg skal tro, begår de efter min mening en synd. Det bryder jeg mig ikke om. En anden ting, jeg godt kan lide ved buddhismen, er, at den favner modsigelser. Og det handler ikke om at blive dømt eller straffet eller den slags. Det handler om at respektere den utrolige gave, det er at have en menneskelig bevidsthed. Det er min religion. Og så holder jeg af videnskab og naturen.«

Jarmuschs håndbog

Så er det, at talen falder på Hollywood-håndbogen, som Jim Jarmusch aldrig har læst, og som han heller ikke vil have lyst til at læse.

»Da jeg begyndte at lave film med Permanent Vacation og Stranger than Paradise, tog jeg en bevidst beslutning om, at jeg ville lave film, som jeg godt kunne tænke mig at se,« siger han.

»’Resten af verden kommer alligevel ikke til at se dem, men hvis vi begynder at lave film for verden, så kan vi jo lige så godt tage til Hollywood, mand, og begynde at arbejde med at lave publikumsundersøgelser og statistikker og marketing.’ Der er et sted for den slags film. Jeg siger ikke, at jeg hader den slags mainstream-film. Men det er ikke mit arbejde. Det kan jeg ikke. Mit arbejde er at lave film, som jeg gerne selv vil se, og som de mennesker, jeg arbejder sammen med, gerne vil se.«

En af de andre journalister ved bordet spørger, om han så har sin egen håndbog.

»Dét er min håndbog. Jeg følger mine intentioner. Min anden regel handler om at beskytte min egen natur: Lad være med at analysere det, du laver, men beskyt din intuition. Min styrke er det intuitive. Det er ikke godt eller skidt. Det er ikke bedre eller værre end andres regler. Det er bare i erkendelsen af, at jeg agerer intuitivt, og hvis jeg analyserer tingene, mister jeg min styrke. Adam Driver er interessant, fordi han har et lignende beskyttelsessystem. Han ser aldrig de film, han medvirker i, fordi han mener, at hans styrke – og det har han ret i – er det reaktive. Hvis Adam Driver så sig selv i en film, og det så ud, som om han spillede hensigten i en scene, så ville han gøre en ende på sig selv. Han ville være forfærdet. Han ved, at hans talent er at blive en person og så reagere – ikke at spille. Så det forsøger han at beskytte, og han overanalyserer heller ikke. Vi arbejdede vældig godt sammen.«

En vaskeægte dilletant

En ting, man hurtigt lægger mærke til, når man ser Jim Jarmuschs film, er, at han ud over at være en dygtig historiefortæller, stemningsskaber og minimalist også bliver en slags kulturel kurator.

Han lader sine personer læse de bøger, han godt selv kan lide at læse, de hører den musik, han godt selv kan lide at høre, og de ser på den kunst, han godt selv kan lide at se på. På den måde bliver hans film tillige en slags raritetskabinetter – Jarmusch er ikke ligefrem en mand med en mainstream-smag – hvor man som publikum kan plukke lidt af al det, man har lyst til, og på den måde blive lidt klogere på forskellige kunstarter.

Adam Driver som buschaufføren Patterson i Jim Jarmusch’ nye film af samme navn. Foto: Polfoto

Jarmusch kalder sig dog ikke en kurator:

»Jeg ville blive vældig glad, hvis et ungt menneske i Kansas lærte noget, jeg elsker, at kende gennem en af mine film. Jeg ville være ekstatisk. Men i stedet for kurator vil jeg snarere sige, at jeg er en selverklæret dilletant. Nogle mennesker mener, at det er noget negativt, men det er det ikke. Jeg har ikke tid i mit liv til at lære alting om én ting, så jeg er interesseret i alle mulige ting. Jeg er en amatørudøver udi svampeidentifikation, jeg elsker engelsk musik fra 1600-tallet eller ... jeg vil blot absorbere alle disse vigtige ting, og film omfatter så mange forskellige kunstarter på én gang.«

Han holder en pause og fortsætter så: »Mange store filminstruktører er for mig dilletanter. De ved lidt om mange forskellige ting. Da jeg var ung, var jeg så heldig at være assistent for Nicholas Ray (amerikansk filmskaber, red.) i de sidste år af hans liv, og Nicholas Ray havde et radioprogram om musik fra Appalacherne i 1930’erne, han havde en teatertrup, Bertolt Brecht sov på hans sofa, han studerede arkitektur sammen med Frank Lloyd Wright, han vidste alting om malerkunst og litteratur, men vi kender ham som en stor filminstruktør. Han var en dilletant på den mest positive facon muligt. Det er mit arbejde.«

Ind til kernen

Det er ikke mindst rockmusikken, der har en stor plads i Jim Jarmuschs hjerte. På filmfestivalen i Cannes, hvor Paterson havde verdenspremiere, viste man også Gimme Danger, instruktørens nye film om Iggy Pop og bandet The Stooges, der på flere måder viste vejen for den punkmusik, der i 2016 kunne fejre 40 års-jubilæum.

»Jeg kommer først og fremmest fra Akron i Ohio, så jeg er fra en industriby i Midtvesten,« siger Jarmusch.

»Da jeg voksede op og var teenager, var Stooges og MC5 og The Velvets fra New York den musik, der talte til mig. Ikke musikken fra vestkysten. De er mine formative rock’n’roll-helte, og de er stamfædrene for det, som nogle kalder punk, hvad det så end måtte være. Det er dem, jeg er vokset op med, og de er ikke kun mine venner, men også mine inspirationskilder.«

»Jeg bryder mig ikke om nostalgi, om at se tilbage, men til min død vil jeg have beundring og respekt for dem, og hele det miljø omkring CBGB (berømt spillested i New York, red.) påvirkede mig også på flere måder rent æstetisk. Ingen af de bands ønskede at blive spillet i mainstream FM-radio. De ville kun lave noget, de troede på. Som Johnny Rotten sagde, ’we mean it, man!’ Det handlede om at mene det, og det handlede om at lave noget for sig selv, ikke for det brede publikum. Det handlede om at minimere og skære fra. The Ramones, The Pistols. Barbere det ned til det essentielle.«

Paterson havde premiere i går og anmeldes i morgendagens kulturtillæg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu