Læsetid: 4 min.

Morgentanker fra Den Alvidende Fortæller

Morgentanker fra Den Alvidende Fortæller

Mia Mottelson

21. januar 2017

I mellemtiden et sted i Texas. Den Alvidende Fortæller sidder på sin træveranda på den blærede ranch, han har købt for penge tjent på sine mange romanoptrædener gennem årene. De gamle stikkelsbærben er stukket i et par farvestrålende rodeostøvler, og han har den slåbrok på, som han fik af Laurence Sterne engang i 1700-tallet – den med striberne, som er så falmede, at man ikke længere kan se dem. Han har udsigt over prærien, ja, over det ganske land, sådan føles det.

På denne morgen (som på så mange andre morgener) føler han faktisk, at han kan se hele vejen rundt om jordens krumning, ind gennem husene, helt ind i hovederne på folk. Fortiden, fremtiden, kan han også se, hvis han gad. Men det gider han ikke, lige nu spiser han sit blødkogte morgenæg og læser sidste weekends Information. Det vil overraske mange, men det gør han altså. Selv Alvidende Fortællere har brug for at holde sig kvalificeret orienteret rundt om jordens krumning.

»Ham Anmelderen!« udbryder han og sender en spytklat af sted (som ikke har noget med Anmelderen at gøre, gamle mænd har det bare med at producere meget slim om morgenen). Er der ikke snart nogen, der kan fortælle ham, at Den Alvidende Fortæller er en selvstændig karakter?

Han råber, selvom det kun er tjenestefolkene og hjortene, der kan høre ham.

Han er godt træt af den klapjagt, Anmelderen har drevet på ham i sine spalter, og nu altså også over hans seneste medvirken i Guldagers En uskyldig familie. Kaldt ham pædagog og det, der var værre. Hvad var ordet, han brugte — affald? — gammelt skrammel fra det 19. og 20. århundrede. Og ikke kun Anmelderen, med ham et helt slæng af, synes de selv, forstandige (Den Alvidende Fortæller slog med kanten af hånden på avisen), som hver især opererede med en bunke af forhåndsgodkendt romanhalløj, af tilladte legesager, og en bunke af fy fy — af affald, som de holdt alt nyt op imod. Og af det slæng havde de fleste Den Alvidende Fortæller liggende i fy fy-bunken. Som at sige til et barn eller en kunstmaler (det kom som regel ud på ét), at værsgo, du må bruge alle farverne i palletten undtagen den blommefarvede! Leg bare løs! Føl dig endelig fri! (Så længe det ligner).

Pædagog, sprutter han. Skulle han da forestille at være forfatterens personlige talerør? Hvad var det, han havde sagt, David Lynch, om at dissikere en kat? Man skar den op for at komme i dybden, trænge ind i dens hemmelige indre, og hvad viste sig? En ny overflade. For hvert snit en ny overflade. Der var kun overflader, det hele hørte med til katten.

På samme måde med ham, Den Alvidende Fortæller. Han hørte med. Han var ikke uden for det fortalte, men en del af det. Viklet ind i det på det allerintimeste, ikke mere overfladisk end alt det andet skrammel. Var det så svært at forstå? Hvad ville f.eks. Bolaños’ 2666 have været, hvis ikke han havde tilføjet sin mystique? Sået tvivl om handlingen og hvor meget af den, der egentlig vedkom læseren. Og hvad når det indimellem faldt ham for at fortælle på klassisk vis, skråsikkert, men til gengæld om emner, som han ikke havde en fis forstand på, fordi han så helt og aldeles manglede personlig erfaring?

Nej, Den Alvidende Fortæller havde skam et helt repertoire at spille på, og det var bestemt ikke altid, at han dansede efter forfatterens pibe. Ofte havde han ikke engang samme køn som forfatteren, for det meste mand, nogle gange kvinde (han havde stadig pæne ben, så faktisk helt okay ud i strømper). Og nu fik han så igen skudt i rodeostøvlerne at være dennes forlængede arm! En slidt gammel handske, som forfatteren sad med hånden oppe i, når denne ikke orkede eller formåede selv at lempe sin historie over i læseren med Hemingways lige så slidte diktum show don't tell? Hvad gik de ikke glip af, slænget, af spændinger og kløfter og festlige indre modsigelser, af renhjertet leg, når de på den måde så Den Alvidende Fortæller som noget adskilt fra teksten, noget irriterende pædagogisk skrammel, forfatterens 1:1 talerør, affald? Ikke en egentlig del af teksten? Hvad gik de ikke glip af af rige og poetiske fortolkningsmuligheder? Den Alvidende Fortæller fnyser. Sikke et bedaget syn på hans person. Det satte unægteligt forstandigheden i et vist komisk lys. Joho.

Litteraturhistorien havde meget at takke ham for, helt op til dette skrivende nu, og han havde ingen planer om at gå på pension. Men derfor kunne man godt tage en lille blund. Al denne rasen har gjort ham træt. Han læner hovedet tilbage på gyngestolens kant. Han ser ud i horisonten. Der var dage, hvor alting stod lige skarpt, som var han et sted uden atmosfære, i en collage eller på månen. Andre dage lagde tågen sig som en lavendelfarvet pølse langs jordens krumning og gjorde begivenhederne uklare, så han måtte gætte, sjusse sig frem.

Hans træk, de knyttede bryn, det hårde drag om munden glattes ud, mildnes. Han ser en hel del yngre ud, når han sover. Han blunder i gyngestolen, bare et kort øjeblik, drømmer om en mærkelig fuglemand med nogle spidse, mørkerøde, næsten lilla fingre. De er flossede i kanten, hæslige og modbydelige at se på, helt opkrattede, men han behøver bare at løfte dem i vejret, og så kommer fuglene og sætter sig på dem. Mærkeligt. Den Alvidende Fortæller vågner. Han forstår ikke sine egne drømme, prøver at holde fast i deres frakkeskøder, men de forsvinder hen til et, for ham, ukendt sted. Egentlig er han såre menneskelig, som han sidder der, fuld af fejl og mangler, af storhedsvanvid og bundløs tvivl. Der sidder stadig lidt æg i mundvigen. Et øjeblik føler han vitterlig, at der er noget større end ham selv derude.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu