Baggrund
Læsetid: 9 min.

Portræt af prisvinderen: Barsk, men aldrig hjerteløs

Litterær outsider, optimistisk sortseer, sørgmodig grinebider, bidsk samtidskommentator, kærligt overbærende menneskekender. Portræt af Vibeke Grønfeldt, som fredag blev belønnet med Montanas Litteraturpris
’Skønt hun repræsenterer noget fuldstændig enestående i dansk litteratur, og skønt hun af samme grund har passionerede fans landet over, er det ingen hemmelighed, at hendes bøger oftest er nok så krævende læsning,’ skriver Erik Skyum-Nielsen.

’Skønt hun repræsenterer noget fuldstændig enestående i dansk litteratur, og skønt hun af samme grund har passionerede fans landet over, er det ingen hemmelighed, at hendes bøger oftest er nok så krævende læsning,’ skriver Erik Skyum-Nielsen.

Martin Lehmann

Kultur
14. januar 2017

Det var en sand, oprigtig glæde få dage efter nytår at få lov til at være med til at beslutte, at Montanas Litteraturpris i denne omgang skulle tildeles Vibeke Grønfeldt, denne centrale outsider i moderne dansk litteratur, denne optimistiske sortseer og sørgmodige grinebider, denne bidske samtidskommentator og kærligt overbærende menneskekender, denne præcise stilist med den for hende unikke poetiske stemme.

Som motivering skrev vi bl.a., at bogen, dagbogsromanen Endnu ikke, tænder sort lys i læseren, skaber en kærlig varme og vækker en paradoksal omsorg for tilværelsen i dens skrøbelighed. Netop paradokserne dukker nemlig nødvendigvis op, hver gang man vil prøve at karakterisere forfatterskabet og dets enkelte bøger.

Vibeke Grønfeldt (f. 1947) fik uheldigvis gjort en temmelig kluntet entré som forfatter. I al troskyldighed og endnu helt ubekendt med spillereglerne sendte hun manuskripter til forskellige forlag, hvorefter et af dem – Charlatan hed det! – kun levede alt for godt op til sit navn, idet man, nærmest efter forgodtbefindende, sammenflikkede trilogien Djævelens trekant (1975), som hun sidenhen fornuftigvis fik strøget af værklisten.

Hendes egentlige debut blev derfor romanen Din tavshed er min skrift på væggen (1976), der i løbet af 40 år fik følgeskab af mere end 20 andre, hvoraf flere foreligger oversat til de skandinaviske sprog, nogle også til tysk og fransk. I 1996 modtog hun Det Danske Akademis Store Pris, i 1999 Kritikerprisen for romanen I dag, og nu kan hun altså glæde sig over Montanas reolbaserede hæder.

Vibeke Grønfeldt

  • Født i 1947 på Samsø.
     
  • Debut i 1975 med ’Djævlens trekant’.
     
  • Siden debut har Grønfeldt i romaner skildret mennesker i et følelseskoldt samfund med en detaljeret realisme, hvor det handler om menneskers kamp for at finde sig til rette i verden og som individ at genopfinde sin egen mening med livet.
     
  • Blandt hendes hovedværker kan nævnes ’Mulighedernes land’ (1989), ’Mekanik’ (1992), ’Et godt menneske’ (1995), ’I dag’ (1998), ’Om mig’ (2001) og ’Mindet’ (2005), der udgør første bind i firbindsværk om kvindeliv i Danmark fra 1912 til århundredets slutning, efterfulgt af ’I min tid’ (2006), ’Indretningen’ (2008) og ’Livliner’ (2011). Hendes seneste roman er ’Endnu ikke’.

Bør læses langsomt

Derimod skal hun næppe regne med at få en af de priser, der uddeles efter mere eller mindre tvivlsomme publikumsafstemninger. For skønt hun som antydet repræsenterer noget fuldstændig enestående i dansk litteratur, og skønt hun af samme grund har passionerede fans landet over, er det ingen hemmelighed, at hendes bøger oftest er nok så krævende læsning.

Ikke fordi de mangler lyslevende menneskeskikkelser, eller fordi de viger uden om at fortælle såkaldt gode historier, men fordi hendes stil, hendes særlige skrift, nu engang er så raffineret og præcis, at den uvægerlig må tvinge de fleste læsere voldsomt ned i tempo. Så sikker er hendes tillid til ordenes billedkraft, at hensynet til plottet, undertiden også til totalbudskabet, må vige og det enkelte moment tale og stå for sig selv.

Dette gælder i særlig grad den nu så fortjent prisbelønnede roman, udformet som et sæt af idiosynkratiske optegnelser nedfældet i 2014-15 af en enspænder af en forfatter, den 66-årige Elvine Brink. Hun har valgt at leve for sig selv, fordi hun har måttet konstatere, at hun ikke mere kan tåle at have noget at gøre med nogen.

Denne tilbagetrækning gennemføres dog kun delvis, for i virkeligheden har hun alle antennerne ude, kommenterer såvel stort som småt og kommunikerer livligt, ikke mindst med forfatterkolleger. Dagene går med skrivning og især læsning, for alle digtene og romanerne »tæller ikke sekunder«. Det gør derimod hendes krop, som tilhører den flygtige fysiske verden og nidkært opregner alle timer, minutter og sekunder. Hvilket får konsekvenser for fortællerens erotiske liv:

»Når man er over tres, skal man holde sanseligheden bag en betonmur, i anelsers og drømmes evighed. Sfærisk. Falder de derfra ned i fantasiens grumsede pøl, svømmer de snart i en vanskabnings krop. Hæslig, afklædt, ribbet, en slasket hudsæk slænget over forvredne knogler. Begærligt stikkende vandøjne, stivnet gab. Kvalmende vrængbillede. Nekrofili. Livshån og is.«

Kompromisløst klarsyn

Selvindsigten i en sådan stilmæssigt karakteristisk passage må man kalde klarhjernet kynisk. Elvine hører til de mennesker, som hensynsløst ser med egne øjne – uden at støtte sig til andre. Hendes overlevelsesstyrke ligger dels i stemmen, dels i det kompromisløse blik, hvormed hun betragter sig selv og verden, i evnen til at skære igennem og afsløre floskler og hykleri.

Man kan også stille det sådan op, at der i hendes præcise stemme og gennemskuende blik ligger en ansvarlighed, en vilje til at stå fast og stå ved sine valg. Men når man formulerer det sådan, kommer Vibeke Grønfeldts egensindige fortæller i alt for høj grad til at tage sig ud som det, vi ville kalde en stålsat karakter. Og sådan virker hun jo bare slet ikke! Ligesom de fleste af de centrale figurer i den forudgående snes romaner fremstår hun tværtimod som søvnløs, rastløs, hvileløs, i uro.

Nogle af forgængerne var ligefrem paniske, maniske og monomant misantropiske, så dem kan hun vel ikke overgå; men det vigtigste er sådan set heller ikke gradsforskellen, pointen er snarere, at vi måske alle sammen er sådan, alle er blevet sådan, og at det muligvis til syvende og sidst ikke er så forfærdeligt endda.

En vis løshed i identiteten kan være forudsætningen for, at vi kan se os selv og andre i nye situationer og livsfaser. Nok skal man kunne stå op om morgenen og stå til regnskab og stå fast og stå, men man skal helst også kunne give los, give slip og simpelt hen lade fare – og glemme. Ellers bliver det hele overhovedet ikke til at holde ud. Menneskelivet er, som det beskrives af Vibeke Grønfeldt, udspændt mellem en trang til fodfæste og en tilpasning til flygtighed. Vi længes muligvis tilbage til en delvis indbildt stabil tradition, men vi er overladt til det moderne livs kontingens.

Arbejde før og nu

Denne dobbelthed får i hendes forfatterskab og tilværelsestolkning såvel et eksistentielt som et historisk og socialt aspekt. Lad os tage det sidste først. Opvokset på det nordlige Samsø, og i dag bosat på øens sydlige del, har hun fysisk flyttet sig mindre end de fleste i sin generation, men ikke desto mindre, i lighed med en jævnaldrende kollega, Jens Smærup Sørensen, født i 1946 i Staun ved Limfjorden, gjort rejsen med fra en overvejende cyklisk præget rodfæstet kultur til en mere flydende, lineært struktureret globaliseret kultur. Barndommens nogenlunde trygge omgivelser var et landbo- og håndværkermiljø kendetegnet ved lokalt forankrede livsformer.

Dengang blev trappen »lakeret forår og efterår og trælugten tilsat en fin og skarp lugt af celluloselak, der blev svagere og svagere, mens lakken blev mattere, til trappen igen, i et ganske bestemt vejrlig, hvor alle døre og vinduer kunne stå på vid gab, blev skrubbet ren og lakeret lynende blank«. På én gang splinterny, og fortroligt den samme, lå trappen klar igen, lige til at tage i besiddelse. I begyndelsen nænnede de knap at gå på den på strømpesokker. Hvorfor? Blandt andet vel fordi den lå som fysisk vidnesbyrd om arbejdet.

Det var dengang, man sagde, at den, der ikke vil arbejde, heller ikke skal have føden.

»Den lærdom glemmer ingen. Yde efter evne og lidt til, nyde så lidt som overhovedet muligt. Nydelse fører til slaphed, til svaghed, til tyveri og snylteri. Noget for noget. Snyltere skal udryddes fra jordens overflade, og det bliver de. Den lærdom sidder fast under alle omstændigheder. Alt andet er komediespil.«

Elvine fortsætter så:

»Siden blev mange slidere afskåret fra arbejde, det være sig mark- eller fabriksarbejde, disk- og skrivemaskinearbejde, og brød sig ikke om nogen eller noget længere, men røg, drak, spiste eller sultede sig ihjel. Det blev ikke kaldt selvmord, eller tænkt som selvmord trods det indædte i selvhad og selvødelæggelse, der gjorde, at det aldrig tog ret lang tid.«

Skadefrydens spor

Gad vide, om vi ikke i dette panorama har en flig af en forklaring på det had til eliten, den dybe foragt over for folk, der lever på en anden måde, den skadefryd, som i dag over nettet bærer som vinger fra klip til klip gennem hjemmesidernes på én gang uvirkelige og uhyggeligt konkrete skyggeland? Eller med Elvines ord:

»Dagens hede harmdirren og lade selvoverbærenhed. Andre er vel ikke bedre og drives af samme lave instinkt, ellers ville de brede skadefrydsspredende elektroniske spor ikke være til.«

Så vidt det mistrøstige samfunds- og samtidssignalement. Nu til det andet, det eksistentielle aspekt.

Hvad betyder det for vores totale livsfornemmelse, at alt, som er solidt, smelter og bliver til luft, for nu at citere Det Kommunistiske Manifest? Hvordan indvirker det på os, at alt, hvad vi troede varigt, i virkeligheden er under konstant forandring? Jo, det fremkalder netop den rastløshed og uro, som Vibeke Grønfeldt så ofte har skildret gennem sine figurer, og som ikke lader sig mane bort med nok så megen snak om fællesskab og national sammenhængskraft.

Men lige netop her sætter forfatteren ind ved så at sige at genføde det moderne sårbare jeg og forsøge at føre det tilbage til kroppen, til de erfaringer, den og sindet har gjort, og specielt de sansninger, den enkelte i sit liv har modtaget. Hun viser i ord, hvordan mennesker hele tiden kommer tilbage til deres egen hullede historie og finder de spor, den satte i sindet, og hun formår at åbne øjeblikket, så sproget momentant får lov at fastholde det flygtige.

I henvendelsens navn

Der er af og til folk, der sukkende efterlyser den store, klassemæssigt favnende, epokeskildrende roman om det danske samfund, om vor tid og verden af i dag. Men Vibeke Grønfeldt har egentlig skrevet en hel stribe af sådanne bøger, og bag de ofte forfærdelige indblik i folks nederdrægtighed og i menneskelig ensomhed ligger der i grunden en slags solidaritet. Det barske er jo aldrig hjerteløst. Hun er en af de store trøstesløse, hos hvem der efter sigende altid er trøst at hente.

Det ved hun egentlig også godt selv. I hvert fald kan jeg ikke lade være med at læse en bestemt passage fra Endnu ikke som hendes hilsen til dig eller mig, den elskede ukendte læser:

»Det er godt, du er til, i åndedrag og puls, dag, nat. Om du hører eller ikke hører henvendelsen er ligegyldigt. Det standser den ikke, og jeg vil ikke høre om dig eller om din vej gennem tiden, for når du dør, går lyset ud.«

Det har været en sand, en oprigtig glæde at få lov at være en sådan læser i de 40 år, hvor Vibeke Grønfeldt har udgivet sine bøger.

Montanas Litteraturpris

Prisen blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Den er sponsoreret af Montana og er på 100.000 kr.

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter til aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

De nominerede i år var: Kirstine Reffstrups ’Jeg, Unica’, Christina Hesselholdts ’Vivian’, Vibeke Grønfeldts ’Endnu ikke’, Claus Handbergs ’Vore mødre dør’, Kirsten Thorups ’Erindring om kærligheden’ og Louis Jensen og Lilian Brøggers ’Der er ingen ende – altid en ny historie’ samt hele ’Hundrede historier’-serien.

En dommerkomité bestående af Erik Skyum-Nielsen, Anne-Marie Mai, Tue Andersen Nexø, Thomas Thurah og Lilian Munk Rösing udpegede blandt de seks nominerede Vibeke Grønfeldts ’Endnu ikke’ til årets modtager af prisen. Prisen blev overrakt i går på Testrup Højskole, men Vibeke Grønfeldt var ikke til stede.

Dommerkomiteen formulerede følgende begrundelse for prisen: ’Montanas Litteraturpris for 2016 tildeles Vibeke Grønfeldt for ’Endnu ikke’ (Samleren), en dagbogsroman om det sene liv og dets misantropiske muligheder. Bogen bæres af en nærmest brutal livskraft og verbal energi.

Den er skrevet fra en udkant regionalt såvel som eksistentielt, men den er samtidig udsagt fra livets midte, med en pessimisme så fuld af lyst, at ensomheden slår om i sin modsætning. Teksten tænder i læseren sort lys, skaber kølig varme og vækker en paradoksal omsorg for tilværelsen i dens skrøbelighed.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her