Baggrund
Læsetid: 16 min.

Er rod nødvendigvis et problem?

Vores kultur ophøjer det organiserede menneske, og allerede i børneværelset lærer vi at føle skam over rod. Men hvor er beviset for, at orden gør os til mere produktive mennesker? Kan det faktisk ligefrem være spild af energi at rydde op? En sjuskedorte roder rundt efter et svar, mens hun lettere desperat klynger sig til Benjamin Franklins frakkeskøder
Vores kultur ophøjer det organiserede menneske, og allerede i børneværelset lærer vi at føle skam over rod. Men hvor er beviset for, at orden gør os til mere produktive mennesker? Kan det faktisk ligefrem være spild af energi at rydde op? En sjuskedorte roder rundt efter et svar, mens hun lettere desperat klynger sig til Benjamin Franklins frakkeskøder
Kultur
6. januar 2017

Det er nytårsaftensdag. Jeg kan ikke finde mine fine nylonstrømper. Dem med sømmen bagpå. Og den ene af de lidt for store, lidt for falske guldøreringe, der kun går nytårsaften, har også forputtet sig i året, der gik.

Alting er, som det plejer.

Også det nytårsforsæt, der lurer i mit baghoved. For jeg har vel, i den ene eller anden udgave, hvert år siden jeg lagde den sorgfri ungdom bag mig og for alvor så voksentilværelsen i øjnene, haft ambitionen: Det her bliver året, hvor jeg holder op med at rode.

Året, hvor jeg endelig indfører nogle basale organisatoriske grundprincipper, der betyder, at jeg bare nogenlunde ved, hvor ting er, kan afslutte en aktivitet, før jeg kaster mig over en ny, og planlægge min tid, så jeg ikke ender med alt for meget på en gang.

Vil det gøre mig til et lykkeligere menneske? Måske ikke, men det vil da gøre mig til et mere effektivt et af slagsen, mere professionelt, mere … hm, rigtigt.

Og det vil betyde, at jeg ikke længere skal bruge energi på at skamme mig over at være et rodehoved.

Tænker jeg år efter år. Og fejler.

Den effektive uorden

Men måske sker der faktisk noget nyt i 2017. Jeg har nemlig talt med en mand med et godt råd og en bunke forskning til at bakke det op.

Tim Harford hedder han. Og han mener, at jeg skal droppe forsættet og finde et par andre strømpebukser – i metaforisk forstand.

»Verden er rodet, Anna. Omfavn det,« siger journalisten, forfatteren og skribenten bag Financial Times’ mangeårige klumme The Undercover Economist på en telefonlinje fra London med den type venlig britiske autoritet, der har underlagt stærkere folk end mig.

Han har brugt 2016 på at skrive en bog, der kan hjælpe mig på vej. I Messy: How to Be Creative and Resilient in a Tidy-Minded World argumenterer han for, at tiden er kommet til, at vi i fællesskab anerkender rod. Ikke bare som en uundgåelig konsekvens af al menneskelig aktivitet, men som noget, der har værdi i sig selv.

»Vi bruger alt for megen energi på at få orden på områder, hvor rod faktisk er den naturlige og måske også den mest effektive tilstand,« siger Tim Harford.

Han anerkender, at det er et af de mest grundmenneskelige karaktertræk, at vi konstant forsøger at skabe orden i kaos og drømmer om faste kategorier for alt det, der flyder. »Men måske er vi simpelthen gået for langt i vores kulturelle tilbøjelighed til organisering.«

For de seneste 20-30 år har den såkaldte ’de-clutter movement’ solgt ideen til verden om, at lykken ligger og gemmer sig et sted under rodet, mens forestillingen om det gennemdesignede, parpirløse kontor, som beholder for den effektive arbejder, der ikke ejer mere, end hvad der kan pakkes sirligt ned i et rullebord, har haft sin sejrsgang i arbejdslivet.

Og det har affødt en gigantisk industri fra organisationscoaches til softwareudviklere, ledelseskonsulenter, arkitekter, leverandører af kontormøblementer, der forsøger at sælge os forestillingen om, at vi bør organisere vores liv mere og mere, fortæller Tim Harford. »Men det er bare ikke nødvendigvis sandt.«

Mit rod

Jeg ikke bare roder. Jeg roder helt enormt meget. Jeg tager aldrig en kop med, når jeg alligevel skal ud i køkkenet. Jeg afslutter aldrig en arbejdsdag med at overveje, hvad der med fordel ikke kunne ligge på mit skrivebord. Jeg ejer ikke en eneste folder eller et eneste organiseringsprincip hverken analogt eller digitalt, der hjælper med at navigere effektivt i de ofte ret enorme mængder af mails, noter, bøger, udklip, løse tanker, som livet som journalist kaster af sig.

Og jeg er på det seneste begyndt end ikke at lukke en skuffe eller et skab efter mig selv, når jeg har åbnet dem – den slags, man ellers skulle mene simpelthen lå i armen som en slags refleks.

Jeg lader alt eksplodere omkring mig, så jeg til tider selv kan blive i tvivl om, hvorvidt der har været indbrud, og så med jævne mellemrum tager jeg en hel dag til at komme i bund, smider det meste ud og starter på en frisk.

Jeg fortæller Tim Harford om mit uorganiserede liv og mine evindelige planer om, at gøre noget ved det.

»Du er i godt selskab, « siger han bare. »Meget godt selskab, endda.«

Benjamins dagbog

I 1726 tog en ung bogtrykker ved navn Benjamin Franklin på en lang rejse fra London til Philadelphia. Han brugte rejsetiden på at lægge en plan for sit liv: I en notesbog nedskrev han 13 dyder såsom nøjsomhed, ro, entreprenørskab, ærlighed osv.

Hans plan var, i en fastlagt turnus, at spendere en uge med koncentreret fokus på hver enkelt dyd, i håb om at den med tiden ville sætte sig i ham som en vane.

Og dyddagbogen var en succes. Gennem årene fik stadig flere dyder et fint lille hak for bestået, og som Tim Hartfort påpeger, er det jo ikke så sært, at Franklin opnåede, hvad han satte sig for, i betragtning af at der er tale om manden, der åbnede et bladhus og verdens første udlånsbibliotek, revolutionerede brandvæsenet og postvæsenet, opfandt glasharmonikaen, lynaflederen, den bifokale slibning af brilleglas, kortlagde Golfstrømmen, skrev utallige filosofiske værker og – nåh ja – var medforfatter til Uafhængighedserklæringen og den amerikanske forfatning og endte på en dollarseddel.

Sandt kaos

Men Benjamin Franklin havde en fejl – eller rettere, det troede han. Den tredje dyd i bogen var nemlig ’orden’.

Alle ting skulle have en fast plads og alle aktiviteter en fast rutine, lovede han sig selv. Men år efter år måtte han konstatere, at mens det gik fint med at holde sig på dydens smalle sti på stort set alle andre områder, opnåede han aldrig tilnærmelsesvis orden – en kilde tæt på ham beskrev med rædsel, hvordan papirer af overordentlig vigtighed for nationen lå »spredt ud over hans bord og gulv«.

»Jeg har gjort meget lidt fremskridt på dette område,« skrev Franklin i sine erindringer. »Og jeg har så mange tilbagefald, at jeg er på grænsen til at opgive.«

Men det gjorde han aldrig, fortæller Tim Harford.

»Til sin dødsdag holdt han fast i, at havde han blot kunnet opnå orden, ville han blive en mere effektiv, mere professionel, mere beundret mand. Men det er jo vanskeligt at se, hvordan et så rigt liv kunne have blevet mere rigt, hvis han blot havde brugt mere tid på at rydde op og holde et arkiv.«

En dårlig svamp

Det er så ikke sært, at Benjamin Franklin, trods sit vid, ikke kunne gennemskue sin egen fejlslutning, understreger Tim Harford.

»Vi er del af en kultur, der er så fokuseret på orden, at vi lever i ret imponerende fortrængning af det faktum, at rod ikke bare er et ret uundgåeligt biprodukt af gode ting, men faktisk også kan være en god ting i sig selv.«

De to pionerer inden for forsvaret for rod, Eric Abrahamson og David H. Freedman, giver i bogen A Perfect Mess med undertitlen The Hidden Benefits of Disorder en kort introduktion til historien bag orden som den altdominerende dyd i vores samfund. For ifølge forfatterne var den forhistoriske menneske nok ikke mindre rodet end de fleste andre dyr.

Men fra ca. 20.000 f.v.t. mener arkæologer, at jæger-samlerne begynder at oprette seperate afdelinger for spisning, sovning og skrald. En teori peger, ifølge Abrahamson og Freedman, endda på, at neandertalerne uddøde, fordi de udviste mindre tilbøjelighed til at ordne deres omgivelser end konkurrerende arter. 

Det helt store spring mod orden kom dog først, da vi slog os ned og begyndte at dyrke jorden.

På godt og ondt: Menneskeheden var nu oppe i fulde omdrejning set fra et oprydningsperspektiv, som de skiver i bogen. Dernæst kom de store, organiserede religioner med et tilbud: at skabe orden i en verden, der kunne virke vilkårlig i sin brutalitet.

Til gengæld skulle vi blot købe ind på, at der kun var én orden, og at denne forventede orden i tanke såvel som penalhuset. Eller som den engelske digter Alexander Pope formulerer det: »Order is Heaven’s first Law.«

Ryd op på dit værelse!

I al almindelighed lever mig og mit rod i en slags nødvendig våbenhvile. Men stadig oftere finder jeg mig selv i perioder af energikrævende selvbebrejdelse over at være en 43-årig kvinde med både barn og voksenjob, der tilsyneladende ikke ejer evnen til at holde bare et minimum af orden.

Det er til dels irritation over at miste mit pas så mange gange, at en sød dame i Borgerservice indikerede, at jeg solgte dem på det sorte marked. Men mest af alt skammer jeg mig vist.

Og den skam og stress, der følger med, er jeg ikke alene om. Eric Abrahamson og David H. Freedman har undersøgt, hvordan et tilfældigt tværsnit af amerikanere har det med rod. To tredjedele af respondenterne følte ’skyld’ eller ’skam’ ved deres uorden.

Deltagerne blev også bedt om at dele deres frie associationer til begrebet ’rod’. Forfatterne opsummerer de mest typiske kategorier:

»Frygt for forældrenes vrede over at have forstyrret den museumslignende ro i dagligstuen, den ekstatiske følelse af at sidde midt i et hav af legetøj, de uhyggelige, men dragende ture til loftet eller kælderen med alt dets rod og ragelse.«

Ikke så overraskende, måske, er de alle knyttet til barndom.

’Mess stress’

Men trods den opstemte føelelse – eller måske på grund af samme – der ligger i mindet om et uhæmmet legetøjsbad, medgav 59 procent , at de havde mindre respekt for et rodet menneske, mens hele 79 procent sagde, at de ville være mere tilfredse med deres liv, hvis de var mere velordnede.

Det interessante var, at undersøgelsens deltagere vurderede, at de i gennemsnit hver dag kun brugte ni minutter om dagen på at lokalisere ting. Vi tager den igen: ni minutter. 

Forfatterne betegner fænomenet mess stress – den følelse, der kommer af at stresse over rod uden at reflektere over, om det faktisk er hæmmende i hverdagen.

»Når folk er urolige over deres rodede hjem, kontor eller deres uorganiserede kalender  er det ofte ikke fordi at deres rod eller uroden skaber problemer, men fordi de antager, at de burde være mere pertentlige,« konkluderer forskerne. 

Hvad vi, ifølge de to forfattere, stik mod enhver sund fornuft aldrig spørger os selv, er, om det overhovedet kan betale sig at holde orden. Hvad er omkostningerne ved at rydde op i forhold til gevinsten? 

Men som de pointerer, kommer det spørgsmål stort set aldrig op: »Det virker næsten latterligt at foreslå, at verden konsekvent har ignoreret det åbenlyse faktum, at der er en udgift knyttet til at være ryttelig og organiseret,« skriver de.

»Man skulle tro, at det første spørgsmål, individer og organisationer ville stille sig selv, før de begav sig ud i opgaven at rette op og indsætte mere orden, ville være: Vil det kunne betale sig, når man ser på, hvad det vil koste i tid og andre ressorucer?« 

Kan jeg reddes?

Jeg indrømmer: Jeg har hidtil lænet mig lidt rigeligt op ad kilder, som jeg kunne formode, ville ae mig med hårene. Så jeg ringer til Lena Bentsen, der er oprydningsekspert i sit eget firma LeanLiving, der hjælper private og virsomheder med at rydde op og etablere nye vaner. Mener hun, at alle står til at redde? Inklusive mig?

(Følgende er et komprimeret udskrift fra en konstrueret terapisession.)

Lena: »Naturligvis kan du hjælpes. Men det kræver, at det er det, du vil. Det er jo ikke noget, der kommer til at ske, mens du sover.«

Mig: »Men jeg ved faktisk ikke helt, om det er det jeg vil ... Tænker du, at jeg også kan vælge bare at give mig hen til rodet?«

Lena: »Det kan du godt. Du kan fint træffe den beslutning, at nu roder jeg bare derudad. Men hvis du begynder at opleve, at du bliver frustreret, hvis du for eksempel har lidt for mange sorte trøjer, fordi du køber en ny, hver gang én er blevet væk, og er du træt af at bruge tid og penge på det, så vil jeg jo råde dig til at gøre noget ved det. Men det skal være et ønske, du har i dig selv. Ikke fordi du vil leve op til nogle forventninger eller noget i dine omgivelser.«

Mig: »Men det er nok det, jeg ikke rigtig ved …« (Men hvor ved hun det fra med de sorte bluser?)

Lena: »Nej, det kan jeg godt mærke. Det, jeg kan gøre, er at give dig nogle værktøjer, på en måde, der ikke går ud over din værdighed …«

(Jeg afbryder.)

Mig: »Min værdighed? Hvorfor siger du det?«

Lena: »Fordi rod er dybt tabubelagt. Der er så mange, der er inderligt flove over den måde, deres hjem ser ud. Flere i et omfang der gør, at de ender med ikke at invitere venner og familie hjem, men holder alle deres sociale begivenheder ude. Og det er folk, der ellers ser ud, som om de har helt tjek på tingene.«

Mig: »Men det er netop det, der provokerer mig lidt. For skal vi så ikke hellere bryde det tabu?«

Lena: »Jo, meget gerne. Men det ændrer jo ikke ved, at du skal kunne se dig selv i det spejl, som dine omgivelser udgør. Hvis du ser dig rundt i dit hjem og ikke oplever, at det afspejler, hvad der er inde i dig, har vi balladen.«

Mig: »Det er måske rigtigt. Men kan jeg ikke risikere, at jeg faktisk ville leve mindre effektivt, hvis jeg begyndte at rydde op hele tiden?«

Lena: »Tjo. Jeg synes, det lyder fint, at du kun rydder din søns legetøj op én gang om ugen. Hvis det fungerer. Men hvis det ikke gør, så må du jo træffe en anden beslutning, der gør dit liv nemmere. Det handler om at lukke cirkler. Ting, der er i brug, er ikke rod. Det er levet liv. Men når ting bliver passive, er cirklen slut. Så skal den lukkes. Hvis halvdelen af din søns tusher ikke virker, så skal de smides ud. Ellers bremser de jo hans kreative proces.«

(Der fik hun mig igen. Har hun også researchet på mig?)

Mig: »Det lyder jo fornuftigt nok ... Men hvad så med Benjamin Franklin?!«

Lene: »Jeg kender jo ikke noget til Benjamin Franklins opvækst, men hvis han faktisk hele sit liv ønskede at blive mere organiseret uden at opnå det, kan det være, man skulle kigge der. Det jeg ofte ser, er, at folk har de forkerte associationer til oprydning, som knytter sig til dårlige oplevelser i barndommen. Af mor, der skælder ud, og beordrer barnet til at rydde op under trusler og ’bare vent, til far kommer hjem’. Det ønsker ingen at blive mindet om. Og det er noget af det, som jeg forsøger at ændre. At putte nye billeder på.«

Hjernen er doven

Jeg prøver også en anden fagkundskab. Hjeneforskningen. For når vi nu alle åbentbart deler den tilbøjelighed til orden (Gud og far), hvorfor falder det så nogle mennesker så unaturligt?

Er der noget i vejen med min hjerne? 

Troels W. Kjær, hjerneforsker, forfatter og medrodehoved, frikender mig umiddelbart ved telefonkonsultation.

»Når man ser det fra et hjernemæssigt synspunkt, er det en helt normal variation. Hjernen er doven. Den vil ordne ting med mindst mulig indsats. For nogle hjerner betyder det, at den skal vide, præcis hvor en ting ligger – på den samme bestemte plads. Andre mennesker tænker ikke så konkret og har det fint med fornemmelsen af, at den cirkler et sted deromkring,« siger Troels W. Kjær.

Det afgørende er, at den gør det med mindst mulig indsats.

»Hvis det at organisere ting ikke opvejes af fordelene ved at finde dem det hurtigere, er det en dårlig investering. Det er i hvert fald hjernens logik.«

Men måske er der nye vinde, der blæser vores vej. Troels W. Kjær har bemærket, at vi det seneste år har set stadig flere populærvidenskablige artikler, der hylder de positive – og lukrative – sider af at være et rodehoved. »Du bliver kreativ af et rodet skrivebord«, »Rod på kontoret styrker kreativiteten«, og min personlige favorit: »Derfor bør du flygte, når du ser et pænt og ryddet skrivebord«.

– Er vi faktisk i senkapitalismens navn ved at gøre op med ordenstyranni, fordi markedet har opdaget, at vi, de rodede, også kan bruges til noget? 

»Man kan i hvert fald sige, at en klog arbejdsplads er opmærksom på, at vores hjerne kan noget forskelligt. Det har man altid vidst i mit felt. På en måde kan man groft sagt sige, at jeg er forsker, fordi jeg roder. Når mit arbejde er at forstå ting på nye måder, kræver det jo også, at de bliver lagt op på nye måder uden at have en allerede fastlagt plan for det,« fortæller han.

Men han ville nødig sidde alene med en masse andre rodehoveder.

»Når Den Videnskabsetiske Komité kommer forbi og gerne vil se dokumentation for min forskning, er det jo godt, at jeg arbejder sammen med folk, der kan den slags.«

Hvor bor en strøtanke?

Så nogle kan altså fornemme sig frem til ting og vil derfor spilde god, produktiv tid på at organisere dem. Men havde Benjamin Franklin så ikke ret, når han sagde, at ting optimalt har deres faste plads?

Jo, på nogle områder har langt de fleste mennesker godt af, at en hel del ting har fast plads, siger Tim Harford. Problemet med mottoet er, at det kræver, at der at tale om ting, hvor man faktisk kan vælge deres plads.

»Nøgler og proptrækker har det med at blive væk. Og de er jo gode at have, så derfor er det smart at lægge dem i en fast skuffe.«

Men det gælder bare ikke så mange andre ting i et moderne menneskes arbejdsliv – når vi ser bort fra f.eks. bibliotekarer og shippingfolk.

»For hvor er det naturlige sted for en e-mail, en bog, en note, et udklip, en tanke? Hvad er deres ’sted’? Det ved man jo ikke – især ikke lige når man har fået dem,« siger Tim Harford og introducerer det fantastiske begreb premature filing – ’for tidlig arkivering’ i mangel af bedre dansk.

»Megen forskning peger faktisk på, at det udgør et reelt problem, og at det derfor også potentielt er økonomisk omkostningsfyldt, at folk arkiverer noget, før de aner, hvad de skal bruge det til. De bruger tid på selve handlingen. De kan ikke kan finde det igen, hvis de faktisk skal bruge det, da de jo endnu ikke anede, hvor det passede ind, da de arkiverede det. Og at de stresser over at have så meget liggende,« siger Tim Harford.

Bunken

Markedet bugner af programmer, der kan hjælpe med at arkivere og organisere. Men der er ret stor sandsynlighed for, at du allerede benytter dig af verdens bedste organiseringsredskab. Tim Harford har i hvert fald endnu ikke i sin forskning fundet et mere alment brugbart organiseringsprincip end ’bunken’ – både den fysiske bunke på skrivebordet og den i en fortløbende mailboks.

For en bunke papirer er ikke tilfældigt kaos. Den har sit helt eget princip.

For 50 år siden påviste computerteoretikeren Laszlo Belady, at en af de hurtigste og mest effektive algoritmer handler om at vente, til en mappe er fuld, og så gå i gang med at kyle det i bunden, der ikke er blevet brugt for nylig.

»Han kaldte reglen Least Recently Used eller LRU, og den virker, fordi i computere som i livet gælder det, at har du ikke haft brug for noget længe, er det en god indikator for, at du ikke får brug for det lige med det samme igen.«

Og sådan er bunken.

»Det nyeste eller det, du bruger oftest, ligger øverst. Det mindre vigtige synker langsomt til bunds, og så er det ude af dit liv. I den forstand kan man hævde, at et rodet menneske har mindre at holde styr på,« siger han.

Næste år ...

Jeg er blevet helt oplivet af al den snak om roderiets fortræffeligheder, og bunkerne af artikler fra alverdens uordenspositivister hober sig op efter LRU-princippet. Så jeg bliver vist lidt overmodig:

– Kan man faktisk gå så langt som at sige, er rodede mennesker er mere kreative?

»Det vil jeg stille mig meget tvivlende over for,« siger Tim Harfort, og jeg fornemmer, at han helst ville have sagt nej, men bare er for venlig.

»Jeg har i hvert fald ikke set beviser for det, og jeg er ikke så vild med klicheen om det ’rodede kreative geni’. Men hvad jeg har set beviser for, er, at en rodet proces er kreativ. Hvis du afbryder dig selv, hvis du bruger en tilgang, der er baseret på tilfældighed, hvis du multitasker, så sker der nye, spændende ting. Du skal slippe kontrollen, rutinen, autopiloten. Så bliver situationen lidt truende, og det vil styrke opmærksomheden. Her er rod kreativt.«

Så jeg går ud i nytårsaftenen. I uldstrømpebukser, hvilket var heldigt, da vi kun måtte ryge udenfor. Uden blingbling, der alligevel havde været upassende i det smagfulde selskab, jeg havnede i.

Og uden nytårsforsæt.

Men vel vidende at det nok skal komme igen næste år. Og også helt sikker på, at jeg uden skyggen af tvivl ville blive et mere effektivt menneske med blot et minimum af organisering. Jeg er ingen Benjamin Franklin, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er bare alle jer andre, der skal rode lidt mere. Som Tim Harford siger:

»Verden skulle blive et mere rodet sted, hvis det stod til mig,«

– Hvorfor dog?

»Jamen, fordi det er den. Verden er et stort rod, om vi vil det eller ej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Ordnung muss sein - er rod til meget ondt.

Den er lige til Centret for Vild Analyse

Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Orden ødelægger fantasien!

Oren mod rodehoved. Lad kampen begynde. Skulle der blive en vinder, har vedkommende virkelig fortjent en medalje.
Min kone sørger for jævnlig og grundig oprydning. Jeg er således et ordensmenneske by proxy.

David Zennaro, Henrik Bjerre, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Fra et rodehoved til et andet, ja lad os bryde med tabuet, rodet finder selv sin egen grænse!
Least Recently Used - jep, det er mig :D

Svend Erik Sokkelund

Problemet med rod er, at det fungerer skidegodt, når man er alene om det.
Men hvis man er to eller flere om det samme rod, kan det kun gå galt!

Thomas Tanghus, Sascha Olinsson, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen, Marie Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Et yderst muntert forsvar for de mennesker,der efterlader et værelse i kaos ved blot at gå igennem det.

Vibeke Rasmussen, Jørn Andersen, Torben Skov og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar

Kaosforskning (kaologi) er et forskningsområde, hvor de kaotiske egenskaber hos system studeres.

Og studier i kaosteori viser, at efter en tids kaos, begynder der at opstå visse tegn på, at der trods kaosset fremkommer en vis form for systematik, som ofte senere bliver til rigtig systematik.

Men lad os starte med at fastslå, at den hurtigste vej mellem 2 punkter også er den mest lige vej, da den er kortest. Og derfor vil kaos aldrig kunne være optimalt - tvært imod.

Men lad os også fastslå, at udvikling og innovation måske nok på et tidspunkt i forløbet kan gavnes af rationalitet. Men startfasen til ægte innovation er faktisk en form for organiseret kaos, hvor nye idéer mødes og måske fusionerer i et terminalt punkt. Og på denne måde kan kaos være ualmindelig vigtig.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

Rodet er andre mennesker problem. Andre menneskers problem er rodet. Derfor er det for ethvert menneske pådragende at gribe ting ved ondets rod,

Niels Duus Nielsen

Jeg kan godt lide, at der ligefrem findes eksperter i rod. Er der nogen der har brug for en rodekspert? Så ansæt mig, jeg har et helt livs erfaring i at rode.

Mette Poulsen, Flemming Berger, Liliane Murray, Jørn Andersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Min kone er et lidt større rodehoved end jeg - men hun sætter pris på når jeg husker hendes fornavn.

Thomas Tanghus, Flemming Berger, Liliane Murray, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Jeg hader country musik. :D

Anders Sørensen

Rod er afgørende, hvis man skal lægge en dæmper på menneskets ondskab. Men det skal forsvares som kloge regler – ikke ophøjes til noget næsten guddommeligt. På trods af de bedste intentioner er uddannelse i dagens Danmark i høj grad forbeholdt dem, der har forældre, der også er veluddannede.
Skønhedens dybtliggende kulturelle dominans afslører sig i vores forsøg på at undslippe smerten ved ikke at leve op til den.

Tak for en befriende artikel!

Hvis man er interesseret i forholdet mellem ens personlighed, preferencer, styrker og udfordringer, vil jeg anbefale at tage en personlighedstest. Det lyder initialt lidt stjernetegnsagtigt, men det var en øjenåbner for mig. Fjernede en del af den dårlige samvittighed, som også omtales i artiklen.

Der findes mange systemer. Jeg kan anbefale MBTI (Meyers-Briggs Type Indicator). Det går ikke ud på at få at vide om man er en god eller et dårlig mennesketype (for det findes selvfølgelig ikke). Jeg selv er INTP - en udpræget rodet type :-)

Jeg kan ikke sige at orden altid vil reducere kreativitet, men det gør det i mit tilfælle. At leve i et kontorlandskab uden redebyggeri ville få mig til at ligne isbjørnen i det alt for lille bur i zoo. Jeg skal have mine stakke, som jeg også sanerer for kompost i bunden engang imellem.

Hvis vi kan få lidt mere nuancer i de pinligt rydede skrivebordes tyranni, ville verden blive et bedre sted for alle. Selvfølgeligt skal mit rod ikke gå ud over andre, men andres preferencer burde heller ikke gå ud over mig... Der er så meget fordømmelse i verden/politik idag. Bare lad det passere og byg reder!

Johannes Lund, Liliane Murray, Britt Kristensen, Vibeke Rasmussen, Ulla Søgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Den artikel genkalder mindet om et gammelt opslag:

HVIS ET RODET SKRIVEBORD TYDER PÅ, AT DER SIDDER ET RODEHOVED, HVAD TYDER ET TOMT SKRIVEBORD SÅ PÅ.........?

Johannes Lund, Thomas Tanghus, Liliane Murray, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Sig mig er hele bundtet en gang rodehoveder? Eller koketterer I nu ikke lige lovlig meget? Det vil jeg hævde, uanset at jeg dagligt hjælper rodehoveder med at få styr på deres tanker, informationer og papirer. Og det alene, fordi jeg ikke er et rodehoved.

Alan Strandbygaard

Ja, rod er roden til alt ondt - for omgivelserne.

Jeg plejer at sige, at hvis alle var som min kæreste, så var der ingen krig i verden. Alt ville være fryd og gammen - men det ville være ensbetydende med at leve på en stor losseplads!

@Erik Karlsen
Et tomt skrivebord giver plads til nye og gamle ideer. For de er ikke glemt, men til at finde.

Tåber rydder op.
Genier behersker kaos....

Mikael Velschow-Rasmussen

Som den planche med et ordsprog jeg fik foræret af et par af mine venner i min teenagealder:
- "Det er bedre at have system i rodet end rod i systemet".

Som flere andre af debattørerne melder jeg mig under rodehovedernes faner :-)

Apropos totalt tomme skriveborde på arbejdspladserne har det altid undret mig, hvilket arbejde de overhovedet udførte.

Mikael Velschow-Rasmussen

.... hvilket arbejde deres ejere overhovedet udførte ....

Else Marie Arevad

Er roderi nødvendigvis udtryk for kreativitet? Kan det ikke bare skyldes almindelig dovenskab? Jeg var selv et frygteligt rodehoved som barn og ung, men man kan lære af sine fejl, og jeg lærte efterhånden, at mit roderi kostede mig en masse tid og ærgrelser. Det er såre simpelt: Læg hver enkelt ting på plads, når du er færdig med at bruge den! Så kan du let finde den næste gang. Kedeligt? Måske, men praktisk.

hans j knudsen

Jeg drømte i nat, at et rodehoved havde lavet den robot, der skruer møtrikken fast i styrearmen på min bil!

Sascha Olinsson

Jeg sidder her og tænker på prisen på et nyt pas...eller mange af dem. Er rodehoveder også rigere end os andre? Eller bare ligeglade med penge?

Selv stemmer jeg for organiseret rod- det er hyggeligere ;-)

Liliane Murray

@ Else Marie Arevad,

Om rod er et tegn på kreativitet, skal jeg ikke kunne sige, men rod er ikke nødvendigvis et tegn på dovenskab, men måske at der er nogen mennesker der prioriterer andre ting højere end at leve op til samfundets konventioner.

Dust if you must, but wouldn't it be better
To paint a picture, or write a letter,
Bake a cake, or plant a seed;
Ponder the difference between want and need?

Dust if you must, but there's not much time,
With rivers to swim, and mountains to climb;
Music to hear, and books to read;
Friends to cherish, and life to lead.

Dust if you must, but the world's out there
With the sun in your eyes, and the wind in your hair;
A flutter of snow, a shower of rain,
This day will not come around again.

Dust if you must, but bear in mind,
Old age will come and it's not kind.
And when you go (and go you must)
You, yourself, will make more dust.

(Rose Milligan)