Læsetid: 11 min.

’Standupperne var autofiktive før Knausgård’

Depression, angst, usikkerhed og faderopgør har sneget sig ind i de nyeste shows fra danske komikere, der går all in på de personlige fortællinger. Ligesom i litteraturen går diskussionerne på, hvor meget man skal blande fiktion og virkelighed i jokes på scenen
I sit seneste show fortæller komikeren Thomas Hartmann om sit eget liv. Om depression og selvvalgt barnløshed. For standuppen har et klart autofiktivt element.

I sit seneste show fortæller komikeren Thomas Hartmann om sit eget liv. Om depression og selvvalgt barnløshed. For standuppen har et klart autofiktivt element.

Peter Hove Olesen

10. februar 2017

I sit syvende og seneste show Betamax fortæller Thomas Hartmann om depression og selvvalgt barnløshed.

Han har, siger han fra scenen, ikke talt med sin far i otte år, hvorfor de begge er en slags barnløse. Han siger også, at det trods alt »er bedre at fravælge dem, inden man får dem«.

Den slags kommentarer fik Berlingskes anmelder til at skrive: »Smask. Sådan en aften i et proppet kulturhus. Hvor folk er kommet for at more sig.«

Sådan en aften kan publikum ikke længere regne med, at der kun bliver sparket på de andre, udad på dem, der ser sjove ud. En selvudleverende trend er i gang, hvor komikerne kigger indad og udleverer sig selv i fortællende komik i stedet for enkelte punchlines.

Anders Matthesen er med sit aktuelle show Shh langt tættere på en personlig krise end de tidligere shows. I sit nyeste show Normal? fortæller Linda P om, hvordan hendes far hellere ville have haft en søn, hvilket altid har påvirket hende.

'Det sjoveste i Shhh er faktisk alt det, som ikke handler om den moderne verdens forfald, men bare er små idiosynkrasier fra hverdagen,' skriver Informations anmelder om Anders Matthesens nye show 'Shhh'.
Læs også

Komikeren Geo gik fra at være en spyttende, råbende og nærmest surrealistisk karakter til at tale om sin kræftsygdom, og i beskrivelsen af Sanne Søndergaards nye show Sindssyg Kælling lyder det, at det er »Sannes til dato mest personlige og sårbare show«.

Helt tæt på og tiltagende virkelighedsnært. Er standuppen ved at blive en potent blanding af fiktion og selvbiografi – også kendt og berygtet som autofiktion i litteraturen? Og kan man så lige så godt tage en aften med comedy? Poul Behrendt ser i hvert fald masser af autofiktionen i standuppen – når den er god.

Han er ekspert i autofiktion og har blandt andet skrevet bogen Dobbeltkonktrakten om emnet, mens han særligt her i avisen har deltaget i en lang debat om de autofiktive bøgers spænd mellem fiktion og biografi.

»Standup har et klart autofiktivt element, fordi du i mange tilfælde ikke aner, om der bliver joket om dybt private ting eller noget, performeren blot har fundet på. Det særlige er, at der fortælles om noget, alle andre holder skjult, med samme drivkraft som autofiktion, nemlig skammen.«

Men selv om trenden er tiltagende personlig, har der altid været et stærkt element af autofiktion i standup. Det fortæller Henrik Palle fra Politiken, der har anmeldt og skrevet om standup i flere år.

»Det har altid været vildt personligt. Det, der er sket, er bare, at det er blevet mere eksplicit.«

Henrik Palle mener ikke, at standuppen ligefrem har opfundet genren, men han vil gerne understrege, at »det ikke én eller anden fucking nordmand, der har opfundet autofiktionen«.

Han taler om nordmanden Karl Ove Knausgård, der med masser af priser og værket Min Kamp for alvor hat sat autofiktion på den litterære dagsorden.

»Det er en tendens, hvor vi siger ’Wauw, Knausgård’, men han benytter jo bare en teknik, som handler om at skrive om sit eget liv med sin sociale persona, som er fortælleren. Det er bare et spørgsmål om navngivning. Standupperne var autofiktive før Knausgård,« fastholder Henrik Palle.

Men skete det i virkeligheden?

Én af dem, der for alvor har fået succes med de personlige historier på comedyscenen, er det internationale stjernefrø Sofie Hagen. Den første joke, hun nogensinde lavede på en scene i 2010, handlede om at gøre skade på sig selv.

Det skriver hun i en mail til Information, hvor hun selv beskriver den tilsløring og omdigtning, der foregår i hendes show som »100 procents historiefortælling«, men aldrig løgn.

»Alt er sandt, men jeg kan godt udelukke ting eller slå to forskellige historier eller personer sammen, hvis det dækker over noget rigtigt eller gør pointen klarere eller sjovere.«

I 2015 vandt Sofie Hagen prisen for Best Newcomer og blev her kaldt »talsperson for generation overshare«.

»Det hintede til at ’nu taler mange om sig selv’. Men det har mange altid gjort.«

Sofie Hagen er tyk og taler om det. I sit prisvindende comedyshow ’Bubblewrap’ fortæller hun bl.a. om, hvordan hun nægter at anerkende mediernes skønhedsideal
Læs også

Som eksempel på overvejelserne over at balancere mellem digtning og sandhed havde hun en diskussion med sin danske komikerven Mads Holm, der foreslog hende at ændre rækkefølgen på nogle scenarier, der ville få showet til at hænge bedre sammen.

»Men det skete jo ikke før noget andet. Så jeg kunne ikke ændre det selvom, fuck, det havde været rigtig godt. Jeg kan godt lide ægtheden – jeg var kæmpe Trier/Vinterberg/dogme95-fan. Ja, det havde været flottere med en masse lys i denne scene, men i virkeligheden går solen altså ned. Jeg kan godt lide virkeligheden,« tilføjer Sofie Hagen, der lige nu er på danmarksturne med showet Shimmer Shatter og podcasten Made of Human.

Som et andet eksempel nævner hun en komiker, der lavede et helt show om at finde sammen med sit gamle emoband, hvor guitaristen til sidst kom op på scenen og sang med ham. Efter et stykke tid afslørede komikeren i en podcast, at det hele var løgn, og at han havde hyret guitaristen til at spille.

»Fantastisk show – som folk tror på. Men så snart man ved, at det hele er løgn ... Hvad er så udfordringen?«

Sandfærdig løgn og løgnagtige sandheder

Det er svært at vide med standup, hvor mange jokes om damer, ekskoner, børn og oplevelser i Fakta, der er oplevet af komikeren selv.

Henrik Palle fra Politiken har et bud:

»Jeg tror, at substansen i det, de laver, er selvoplevet. Og en god historie bliver jo ikke dårligere af, at man så pynter lidt på det.«

Ifølge Sanne Søndergaard, der altid har brugt sig selv både på scenen og i sine bøger, er comedy ret basalt sjovt, fordi det er sandt: it’s funny because it’s true.

»Normalt siger man, at man opererer med løgnagtige sandhed og den sandfærdige løgn. Jo tættere på sandheden, des sjovere bliver det oftest. Jeg bruger oplevelser, jeg har haft, for jeg kan ikke digte noget, der er ligeså godt. Og så er det pludselig ikke nødvendigt at lægge så meget til.«

Og den beskrivelse: løgnagtige sandheder eller sandfærdige løgne, er netop dét, man også taler om inden for autofiktion, påpeger ekspert Poul Behrendt: »Det er ideen, at man ikke helt vil vide, om det er rigtigt.«

Her er ikke alle komikere tilhængere af ’jo sandere, jo bedre’-tilgangen. En af dem, der ikke nødvendigvis ser det som et mål at være gennemskueligt ærlig, er Anders Matthesen, der i sin karriere har afprøvet ellers uhørte comedygreb som eksempelvis den døddrukne figur Stuart. 

»Hvis der nu var en ønskereplik, man ville have sagt nede i brugsen, skulle man så sige: ’Jeg ville ønske, jeg havde svaret det her’. Nej, her kan man fortælle det, som om man gjorde det. Så længe man kan identificere sig med det,« siger han og tilføjer: »Men jeg kan sgu heller ikke altid selv skille det ad.«

Anders Matthesen er selv ved at læse tredje bog af Min kamp af Knausgård, der »skriver vildt godt,« og som han kalder »bekendelsesfilosofi«.

»Nogen har det som et dogme, at det skal være ren Knausgård. Sådan har jeg det ikke. Det handler ikke om at turde eller være nok i mig selv, men om at skabe et spejl, som publikum kan se sig selv i. Der er det mindre interessant, præcist hvad jeg mener,« siger komikeren, der i sit nyeste show alligevel er blevet mere personlig end nogensinde før.

»Der er klart en kurve i mine shows, og det her er det mest selvbekendende. Og jeg kan godt mærke, at man måske ikke skal dybere ned lige nu …«

Både han og Sanne Søndergaard er enige om, at det, uanset metode, handler om at skabe noget genkendelse. 

»Det er hele formålet med kunst og standup at kunne spejle samfundet og give et bud på, hvad der foregår,« siger Sanne Søndergaard.

Hun fortæller, hvordan hun i sit kommende show har tænkt særligt meget over, at folk i samfundet i dag er blevet mere frakoblede fra hinanden, og måske netop derfor har brug for at se følelser som skam hos en komiker eller forfatter.

Hendes nye show hedder Sindssyge Kælling, fordi det er den oplevelse, hun har, når hun siger fra over for sexisme.

»Denne her gang har jeg tænkt meget over at gå efter usikkerhederne, sårbarhederne og angsten for at blive stemplet som ukvindelig, hvor jeg tidligere har kørt på vrede og uretfærdighedsfølelser. Og det der med at blive personlig er jo også det, Knausgård har benyttet sig af. For når man kommer så langt ind i en mands verden, helt tæt på, føler man sig utrolig ens. Og så kan man bruge en fortælling til at skabe genkendelse.«

Comedy bringer nybrud

Poul Behrendt er ikke meget for at kalde tendensen med flere personlige shows for autofiktion. For ham kommer det først, når der reelt leges med spændet mellem det fiktive og det biografiske. Dér, hvor publikum bliver i tvivl.

Han fremhæver særligt Klovn med Frank Hvam og Casper Christensen samt Jonatan Spangs serie Lillemand som noget af »den visuelt mest slagkraftige form for autofiktion, der findes«.

Selvom Klovn ikke er standup, er begge hovedpersoner standupkomikere, og faktisk har Klovn sneget sig ind i en stor antologi om autofiktion fra 2015.

»De har ført det ud i en langt større skala, hvor den uvidende tilskuer for eksempel tror, Frank Hvam og Mia er kærester, fordi Casper og Iben er det. Det er de bare ikke, så der kører hele tiden et dobbeltspor. Der er også utroskabshistorier, der enten allerede har været i Se og Hør eller kommet det året efter.«

Poul Behrendt går så langt som til at kalde Jonatan Spangs serie Lillemand for kulminationen på den slags i Danmark, fordi han både bruger standup, fiktive kærester og rigtige personer som Linda P til at bevæge sig ud og ind ad fiktion og virkelighed. Her rykker Jonatan Spang ifølge ham fundamentalt ved spillereglerne for en kunstform, der består af lige dele samfunds- og selvkritik.

»Det er den usikkerhed omkring identitet og realisme, der er autofiktionen i den form for comedy. Når det spændingsrum er intakt.«

Selvom de samme elementer går igen, er autofiktion ikke en stor debat i standup, og det er der ifølge Poul Behrendt en grund til.

»Det er fordi dem, der skriver om bøger, sjældent skriver om, hvad der foregår på TV eller går til standup. Det kører i separate verdener. Og så skaber det ikke den samme debat, fordi folk tager det for givet, at man ikke skal tage det så bogstaveligt i standup.«

– Kan standupperne lære noget fra debatten om autofiktion?

»Hm, det ved jeg ikke helt. Men det er i hvert fald ikke bare at stå op og spille sig selv. Jeg kan måske nævne et paradoksalt eksempel med et standupshow af Carrie Fischer (Wishful Drinking, red.), som netop er død i en alder af 60, og som de fleste nok bedst kender som Prinsesse Leia. Hun taler i et så hysterisk morsomt og næsten fuldstændig ufatteligt show om familiekonstruktioner, alkoholisme og stofmisbrug, at man i meget lang tid tror, det er en overdrivelse. Men til sidst viser det sig, at det hele er sandt. Jeg har aldrig set et standupshow som det,« siger Poul Behrendt.

Ligesom Sofie Hagen ser både Sanne Søndergaard og Henrik Palle masser af eksempler på fortællende og privat standup hos internationale stjerner som Louis C.K, og Seinfield og Lenny Bruce.

Henrik Palle fremhæver derudover Lasse Rimmer, Thomas Warberg og Christian Fuhlendorff som komikere, der allerede er gået den personlige vej på scenen.

– Skal man så hellere se standup end læse Knausgård, hvis man vil have et skud autofiktion?

»Det kommer lidt an på, hvad ens præferencer er. Vil man læse 40.000 sider om, hvad en nordmand har fået til morgenmad, eller vil man grine med til Thomas Warberg?«

Autofiktive eksempler fra dansk stand up (bedøm selv)

Jonathan Spang, ’Lillemand’

Jonathan Spang drikker drinks med de to komikere Linda P og Torben Chris. De virker alle tre til at spille sig selv.

En pige kommer hen med en gave til Jonathan, og de finder ud af, efter at have fniset over hende i flere minutter, at hun er hjerneskadet. Der er trusser i gaven, og Torben Chris opfordrer Jonathan til at knalde den hjerneskadede pige.

Derefter ser man Jonathan Spang stå på en scene over for et angiveligt publikum og lave standup: »Jeg har da altid troet, at det var forbudt at knalde hjerneskadede!«

Kort efter ser man Jonathan forsøge at aflevere gaven tilbage, hvorefter pigen græder – hun vil bare knalde – så han må bøje sig og knalde den hjerneskadede pige. I serien.

Thomas Hartmann, ’Betamax’

Thomas Hartmann starter showets første 20 minutter med at tale om tømmermænd, diarré, bræk og lort. Og om at give autografer, mens han knækker sig i en skraldespand. Derefter slår han over i at tale om, hvordan han blev undfanget i »et ægteskab på skilsmissens rand«.

Så fortæller han om det svære valg ikke at få børn. »Det er nok den beslutning, jeg har været tvunget til oftest og mest indædt at forsvare.« Han når frem til, at han ikke har talt med sin far i over otte år.

»Eller som han insisterer på at blive kaldt – the Dude formerly known as dad,« joker han, med henvisning til kunstneren Prince, der på et tidspunkt kaldte sig »the artist formerly known as Prince«. Hartmann går lynhurtigt over til at gøre grin med børn, de unge mødre og forældre. Men hvor meget er sandt?

Sanne Søndergaard, udkastet til det nye show ’Sindssyge Kælling’

Sanne Søndergaard fortæller om at pletbløde, blive tysset på og en hel del om skam. Om mænd, der skriver »Du er en luder, ingen gider at kneppe dig« på Facebook. »Jeg er ikke et overmenneske. Men det her er comedy, comedy er tragedie+tid. I realtid er jeg tit pissesur.«

Hun joker igen om penisstørrelse og om at gå en del til psykolog. »Det er jeg ret dårlig til, for efter min erfaring siger psykologer nogle ret fucked up ting til kvinder.« At hun for eksempel skal »tone sin skarphed ned«, at »hun har disneyfantasier om mænd« eller »har dårligt selvværd«. Hun fortæller en masse om sine forældresægteskab, og om hvordan de »knap nok ved, hvad skat er«.

Alle har fordomme om jyder og skattesnyd. Er det en joke eller et hint til skattefar?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu