Kommentar
Læsetid: 2 min.

Takketale: Bogstaver som livliner

Vibeke Grønfeldt har det ikke godt med sociale sammenhænge og mødte derfor ikke op, da hun i går modtog Montanas Litteraturpris 2016. Her er, fra tastaturet, hendes tak for prisen
Vibeke Grønfeldt har det ikke godt med sociale sammenhænge og mødte derfor ikke op, da hun i går modtog Montanas Litteraturpris 2016. Her er, fra tastaturet, hendes tak for prisen

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Kultur
14. januar 2017

Fra jeg lærte bogstaverne, fik jeg ubegrænset tillid til dem. De vidste alt og kunne alt, og de var varige – i modsætning til det andet, der vaklede under mig.

En sætning blev ikke kun virkelighed, fordi blokbogstaverne var presset så hårdt ned i papiret, at de kunne ses 20 sider længere inde i hæftet. Når en lidt usikker tegning blev forsynet med sætningen »DET ER PERS HUS«, så var det, i kraft af ordene, én gang for alle Pers hus.

I tidens løb har jeg fyldt mange kladdehæfter for at finde ords virkelighed og vægt. Og min tillid til deres muligheder er usvækket.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Den ensidige satsning har nok ført til forsømmelse af meget andet.

Ordene er tankens hjem. Her formes uformede anelser og drifter i mødet med nøgternhed og kritisk sans. Her kan de inddrage en uafhængig virkelighed, en strøm af indtryk udefra. Bogstaver giver billedet krop og må skrives ned i ensomhed, for at betydningen ikke sporløst skal forsvinde. Tiden rækker ikke til at forbinde ubevidsthed og tanke, omverdenssans og form, som de burde forbindes. Håndelaget rækker ikke. Når en side er skrevet, mangler noget vigtigt. Der skulle have stået mindre og mere. Utilstrækkeligheden skal gøres god igen. Bogstaverne er der stadigvæk. Håbet bærer.

Og når en bog er afleveret, må jeg være i gang med det rigtige, en ny forbindelse til mig selv, til tid og sted.

Den usikkerhed, jeg siden 13-årsalderen har haft over for forsamlinger og navnlig over for arrangementer, har jeg kunnet leve med i mit skrivekammer. Men når udgivelserne har ført forventning om interview eller anden optræden med sig, har jeg næsten følt mig forurettet: Ser folk ikke det mest indlysende af alt, at skrivning er det modsatte af optræden? Ild og vand. I skrivning er der ingen facade, intet andet hensyn end hensynet til indholdet.

Alligevel har jeg forsøgt at spille mig selv i forskellige sammenhænge.

Fra et besøg af en journalist var bestemt, har jeg ikke lukket et øje, men i detaljer gennemgået alle tænkelige spørgsmål og svar. Jeg er nået temmelig langt i svar på spørgsmål, der aldrig er blevet stillet, og har til gengæld følt mig aldeles fremmed over for dem, der blev stillet, og som jeg ikke havde været i nærheden af at forestille mig.

Goddag mand økseskaft.

Ved sammenkomster har jeg holdt fast i glasset for at mærke én fast forbindelse. Alligevel er jeg engang besvimet til en reception på Samlerens Forlag i Snaregade.

Bogstaverne har været en beskyttelse mod fremmedhedsfølelsen. De har helet og skabt livliner ud over tid og sted.

Og det har i vid udstrækning været mit privilegium ikke at måtte vænne mig til at være fremmed over for mig selv eller til at møde andre sådan.

Derfor er jeg glad for, fra tastaturet, at få mulighed for at takke komiteen for tildeling af Montana-prisen, for læsning og anerkendelse.

Her ved jeg, at jeg kan stå ved de tre bogstaver TAK.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her