Interview
Læsetid: 6 min.

Transkønnet kæmper i Pakistan: ’Når folk siger, at islam ikke accepterer mig, siger jeg fuck off’

Sidste år blev 34 transpersoner dræbt i Pakistan, hvor transkønnede og homoseksuelle generelt lever livet på trods i en stærkt religiøs, patriarkalsk og sextabuiserende kultur. Med synligheden som våben kæmper Pakistans første transkønnede model Kami Sid for social accept af alle landets LGBT-personer
Af historiske grunde er det nemmere at være transkønnet end homoseksuel i Pakistan, fortæller Kami Sid. Det skyldes ældgamle traditioner for tolerance af ’det tredje køn’ – kaldet hijra eller khawaja sira – der går tilbage til tiden før briternes kolonisering

Af historiske grunde er det nemmere at være transkønnet end homoseksuel i Pakistan, fortæller Kami Sid. Det skyldes ældgamle traditioner for tolerance af ’det tredje køn’ – kaldet hijra eller khawaja sira – der går tilbage til tiden før briternes kolonisering

Sille Veilmark

Kultur
18. januar 2017

Kami Sid er klædt i en farvestrålende sari, har fejlfri makeup, hud, der føles fløjlsblød at kindkysse og store dramatiske guldøreringe, da jeg møder hende – Pakistans første transkønnede og muslimske model – på Nørrebro i København.

I en Vogue-værdig fotoserie, hvor hun er iklædt traditionelt pakistansk tøj, har hun tiltrukket sig stor international opmærksomhed og er blevet et landskendt ansigt i Pakistan.

Og det var netop det, der var hendes mål. For synlighed er vejen til bedre vilkår for transpersoner i det patriarkalske Pakistan, mener Kami Sid, der i december måned var i Danmark i forbindelse med et arrangement for dialog-festivalen Aks International Minorities Festival, som hun også er medarrangør af.

Men synligheden er også farlig.

Halvejs inde i BBC-dokumentaren How gay is Pakistan? fra 2015 ser vi Kami Sid på shoppingtur med sin kæreste på jagt efter en brudekjole til det traditionelle muslimske bryllup – nikah ­­– som hun stædigt, muligvis naivt, drømmer om, vil blive realitet en dag. Folk – kun mænd – stimler sammen på fortovet for at kigge på hende.

Inden længe bliver hun lige der midt på gaden antastet af en tilfældig mand, som presser hende ud i en ophedet diskussion om hendes ret til at være den, hun er. Langsomt bliver hun og kæresten omringet af flere alvorlige, skæggede mænd.

»Hvad er det her?« spørger manden med henvisning til Kami, med et ubehageligt smil henvendt til de omkringstående. »Det er som en hund eller et æsel.«

’Folk i Pakistan tror, at alle transkønnede er sexarbejdere,’ siger Kami Sid, der mener, at vejen frem er at få synliggjort transkønnede i det pakistanske samfunds- og arbejdsliv.

’Folk i Pakistan tror, at alle transkønnede er sexarbejdere,’ siger Kami Sid, der mener, at vejen frem er at få synliggjort transkønnede i det pakistanske samfunds- og arbejdsliv.

Sille Veilmark

Gruppen bryder op, da Kami, efter en kort ordveksling om hvem der kan forvente Guds kærlighed, sarkastisk gør mændene opmærksom på, at det ringer til bøn, og at de hellere, som de gode muslimer, de hævder at være, må komme af sted.

På spørgsmålet om, hvordan hun overhovedet magter at gå uden for en dør i sin hjemby, Pakistans største by Karachi, griner hun tørt og trækker nonchalant på den ene skulder.

»Den slags er helt normalt i Pakistan. I Vesten er folk mere ligeglade med, hvad fremmede foretager sig, men i Pakistan går folk meget op i andre. I stedet for at se indad og tænke over sig selv, har man hele tiden travlt med, hvad andre laver.«

Mord på transkønnede

Menneske- og borgerrettighederne har det generelt skidt i Pakistan, fortæller Kami Sid som noget af det første, og hun giver det lave uddannelsesniveau og landets generelle politiske dysfunktionalitet en stor del af skylden for den diskrimination, der foregår.

Alene i 2016 er 34 transpersoner ifølge Amnesty International og Transgender Europe blevet dræbt i Pakistan, og i maj måned blev Alesha, en 23-årige transkønnet aktivist, skudt flere gange, hvorefter den akutte behandling af hende blev skæbnesvangert forhalet af, at lægerne ikke kunne finde ud af, om hun skulle indlægges på hospitalets kvinde- eller mandeafdeling. Hun døde.

Andre lever videre og lever livet på trods.

»Alle har sex hele tiden i Pakistan,« som Kami Sid siger, »der er bare ingen, der taler om det«.

Kami Sid og hendes kæreste arrangerer hemmelige undergrundsfester, hvor LGBT-miljøet kan mødes og drikke, danse og score.

Men det er højt spil i et land med forbud mod homoseksualitet og omfattende islamisk fundamentalisme, så festerne kræver en høj gensidig tillid i miljøet og en hel del obligatorisk bestikkelse af politiet. Kami er ofte den, der må på politistationen og betale de 2-5.000 rupees (ca. 130-330 kr.), det koster at få lov at feste i fred.

BBC-dokumentaren How gay is Pakistan? fra 2015.

Det seksuelle hykleri

Det er ikke ualmindeligt, fortæller Kami Sid, at transpersoner udsættes for voldtægter og afpresning i Pakistan. Unge transkønnede løber ofte hjemmefra eller bliver smidt ud og har derfor sjældent uddannelse.

Derfor ender mange som sexarbejdere, hvilket er med til at forstærke stigmaet og øge risikoen for overgreb. Ofte er det politiet, som truer de transkønnede sexarbejdere med at afsløre dem og deres kunder, hvis ikke de betaler eller lægger krop til nye overgreb fra politiets side.

Hykleriet er totalt, siger hun.

Sex mellem mænd er forbudt ifølge ældgammel lovgivning, som briterne indførte under koloniherredømmet, hvilket de facto gør voldtægt af transpersoner og homoseksuelle straffrit, da man selv risikerer fængsel, hvis man melder det.

Alligevel er det af historiske grunde nemmere at være transkønnet end homoseksuel i Pakistan, der ligesom de andre sydasiatiske lande har ældgamle traditioner for tolerance af ’det tredje køn’ – kaldet hijra eller khawaja sira – der går tilbage til tiden før briternes kolonisering og før Pakistan blev en islamisk republik. I 2009 blev en lov, der anerkender ’det tredje køn’ juridisk vedtaget i Pakistan.

Hvor homoseksualitet i Danmark og Vesten er klart mere normaliseret end transkønnethed, er det altså i Pakistan omvendt, hvilket med tanke på de transkønnedes svære forhold siger ikke så lidt om umuligheden af ’at være ude’ som homoseksuel.

Angsten og trodsen

Som regel er driften mod at mødes stærkere end frygten for at blive anholdt, afpresset eller voldtaget af det korrupte politi. Men alligevel ser man i dokumentaren et miljø mærkbart gennemsyret af angst – en angst, der også skinner igennem hos Kami Sid på trods af hendes stolte attitude.

Som da man ser hende og kæresten på besøg hos en af de få tolerante ægteskabsrådgivere i landet, hvor Kami fortæller om den vold, hun forventer fra sin egen familie, hvis de som nygifte insisterer på at bosætte sig i Pakistan efter en eventuel vielse i udlandet.

»Din frygt er ægte,« siger rådgiveren henvendt til Kami Sid: »Jeg kan mærke den i din stemme, i dit kropssprog.«

Ifølge Kami Sid er der ikke plads til fokus på lgbt’ers rettigheder i Pakistan, fordi alles rettigheder er truet i landet. ’Det er ikke ligesom her, hvor selv dyrene har rettigheder,’ siger hun om Danmark.

Ifølge Kami Sid er der ikke plads til fokus på lgbt’ers rettigheder i Pakistan, fordi alles rettigheder er truet i landet. ’Det er ikke ligesom her, hvor selv dyrene har rettigheder,’ siger hun om Danmark.

Sille Veilmark

Ligesom så mange andre transkønnede er vold og overgreb ikke fremmed for Kami, der fortæller, at hun som 9-årig blev misbrugt af en nabos onkel.

»Dengang var jeg meget, meget feminin og lignede en pige fuldstændig, så min familie forbød mig at gå ud. Jeg måtte ikke lege med drengene, fordi de var bange for, at nogen skulle forgribe sig på mig. Men da jeg så blev misbrugt, sagde jeg ikke noget til mine forældre.«

»I Pakistan er alt, hvad der handler om sex, tabu.«

Ansigt til ansigt er det langtfra et ængsteligt indtryk, Kami Sid efterlader, men nærmere indtrykket af en dygtig politisk aktivist, som har erkendt, at ukueligheden også er en vigtig del af hendes personlige brand.

»Jeg vil ikke gemme mig. Jeg kender mine rettigheder, og når folk vil skændes med mig, så siger jeg bare fuck off. Jeg ved, hvem jeg er. Når folk siger, at islam ikke accepterer mig, siger jeg fuck off. Det rager ikke dig.«

Synlighedsparadokset

Transaktivisme og homoaktivisme er for Kami Sid to sider af samme sag, og hendes politiske arbejde i Aks Festival handler om at bruge den minimale, men trods alt historisk funderede accept, der er af transkønnede til at åbne for en dialog omkring homoseksualitet i Pakistan.

»Transkønnede i Pakistan har et stærkt fællesskab, og selv om vi ikke er respekterede, så er vi synlige. Men de homoseksuelle er usynlige.«

Alligevel er der noget paradoksalt over Kami Sids liv og synlighed. For mens hun er offentligt kendt som transkønnet, er hendes forhold til kæresten omgærdet af en slags don’t ask, dont tell-strategi, der kommer af det relativt større stigma, der er forbundet med homoseksualitet. Parret bor sammen i Karachi på tredje år, men det er ikke alle, der bliver indviet i, at de er mere end bofæller.

»De fleste ved det, men vi taler ikke om det. Hvis nogen spørger, siger jeg ’vi er bare venner, darling’. Det handler ganske enkelt om sikkerhed. Både for mig og min kæreste.«

Stædig muslim

Selv om meget af modviljen har rod i islam, nægter Kami Sid at vende ryggen til den religion, hun er vokset op med og ser som sin egen, selvom hun ustandseligt møder den holdning, at den hun er, og sådan som hun lever, er haram (forbudt). Som led i sin aktivisme møder hun op til muslimske konferencer, selv om hun ofte er ude for, at folk rejser sig og går, når de ser hende.

»Hvorfor skulle jeg ikke møde op?« spørger hun – indigneret over den underliggende præmis om, at transpersoner bør holde lav profil.

»Jeg har ikke noget imod at konfrontere de mullah-folk. Det vigtigste er at få dem til at tænke over de her ting. Det Gud gav mig, det har han også givet dig. Islam er for mig en meget fri religion, som handler om medmenneskelighed. Tænk på mig som et menneske først, siger jeg til dem. Jeg er først og fremmest et menneske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Khuram Bashir

Mange af mullaherne er nogle sjove typer.
De fordømmer alt mellem himmel og jord med henvisning til Islam, men tør ikke at fordømme prostitution og voldtægt af hjemløse børn eller fordømme politikerne, der stjæler med arme og ben eller fordømme hævnvoldtægter begået af klaner eller æredrab, når børnene selv vælger ægtefæller eller siger nej til de arrangerede.
Kan godt forstå, hvorfor hun får lyst til at sige fuck off.

Mette Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Pedersen, Touhami Bennour, Niels Duus Nielsen, Lars Rasmussen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Kan ikke huske hvor jeg har det fra, men kan huske jeg kan lide ordene. Det lyder noget ligende.

"It is not so much about if I believe in god. It is more about, if god believes in me"

Har man ren samvittighed, skulle der vel være en god chance.

Lars Rasmussen

At tænke sig, der findes vitterlig ting, som er vigtigere end heste og bukke på den anden side af Atlanten. Der findes individets ambition om at være sig selv. Og kampen for at have lov hertil. Gad vide, hvordan vi bedst hjælper denne på vej?

Måske ved at drage vores egne (for)domme om andre mennesker i tvivl. Men kan det lade sig gøre »at se indad og tænke over sig selv« på denne måde? En nysgerrigper (-lars?) som jeg selv kan godt blive i tvivl her. Vi mennesker har nemlig en udpræget tendens til at ville putte alting i kasser. (Kan hænde, at netop dette er det definerende ved vores art.) Og når noget eller nogen ikke passer i kasserne, så bedømmer vi fejlen til at ligge i denne ting eller person.

Men måske burde vi snarere være mindre sikre på, at kasserne passer. Måske lader den store verden sig ikke indordne under fine og ordnede, menneskelige begreber. Er der tid og rum til at stoppe op og tænke over dette? Det håber jeg. For inkonsekvensen er i sandhed tolerancens kilde.

Læs i øvrigt denne nekrolog over en smuk troll, der havde zero fucks left to give.

Touhami Bennour

Islam kan sagtens aksepterer hende, Især da hun ser ud som en kvinde fra tusind og en nat. Folk er bange for ord, ordet "trans". Her er hunde begravet.Kan Islam og trans passe sammen?

David Zennaro

Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt, at det i Danmark er nemmere at være homosexuel end trans. Jeg synes i hvert fald, det er ret meget nemmere at være transmand end lesbisk.

Og jeg kender også andre muslimske transmænd, som har det udmærket med familie og venner i forskellige europæiske lande, herunder Danmark.

Jeg tror, det handler om hvor godt man passerer. Hvis man passerer godt som sit valgte køn, så har folk sjældent problemer med det. Og her har transmænd en stor fordel, for det er svært at se på os.

Faktisk oplever jeg ofte, at folk tror, jeg vil være en kvinde, når jeg fortæller, at jeg er trans. Og mange ser meget tvivlende ud over den ide.