Læsetid: 10 min.

’Hvis jeg skal være allermest fladpandet, vil jeg nok sige: Bare meld jer til et salsakursus’

Små tre år efter balladen om tv-serien ’1864’ er Ole Bornedal igen filmaktuel, denne gang med en sort komedie, ’Dræberne fra Nibe’, der handler om lejemord og kærlighed. Information har mødt den danske filminstruktør til en snak om John Mogensen, den svære komediegenre og arrogance – eller mangel på samme
Balladen om ’1864’ så meget voldsom ud, når man så på den udefra, men selv om den naturligvis påvirkede Ole Bornedal, fik den ham ikke ned med nakken. Nu er instruktøren klar med en ny komediefilm.

Balladen om ’1864’ så meget voldsom ud, når man så på den udefra, men selv om den naturligvis påvirkede Ole Bornedal, fik den ham ikke ned med nakken. Nu er instruktøren klar med en ny komediefilm.

Sille Veilmark

13. januar 2017

Det er ikke helt nemt.

Jeg vil gerne fortælle Ole Bornedal, at jeg ikke opfatter ham som en særligt beskeden eller ydmyg mand. At jeg på et tidspunkt har skrevet et portræt af ham med titlen »Ordet ifølge Ole«, fordi jeg synes, at han indimellem er lovlig bastant og firkantet i sin måde at fortælle historier på. Han stiller ikke spørgsmål, han kommer i stedet med svar – sine svar – og der synes ikke at være plads til eftertanken.

Men hvordan skal jeg få det sagt?

»Nu skal jeg formulere det her på den rigtige måde ...« når jeg at sige, inden han afbryder mig:

»Du skal ikke være så bange for at fornærme nogen.«

Han ser på mig, ikke udfordrende eller konfronterende, men nærmest opmuntrende, som om han tænker: »Gør som mig. Sig tingene lige ud.«

Det prøver jeg så, og efter at have fortalt ham, hvordan jeg indimellem opfatter ham og hans film, får jeg endelig stillet mit spørgsmål: »Når du udsættes for så voldsom en kritik, som du gjorde for tv-serien 1864, får det dig så slet ikke til at tvivle på, at det, du foretager dig, er det rigtige?«

Det gør det ikke, siger han.

»Det, jeg lever på, er en æstetisk grundfornemmelse af, hvornår noget svinger, og hvornår det ikke svinger. Det er en stemmegaffel, hvor tonaliteten i det, jeg laver, ikke er intellektuel. Den sidder i kroppen, så jeg kan mærke, hvornår noget er rigtigt. Jeg kan også godt mærke, når det er skævt eller lidt forkert. Det er jeg ikke i tvivl om. Der er scener i mine film, hvor jeg bagefter kan se, at det gik for stærkt, at det skuespil smuttede, eller at scenen var fantasiløs.«

»Men når det føles rigtigt, så er det rigtigt, for jeg kan ikke referere til andet end mig selv, og jeg synes ikke, Christian, at det er arrogance eller udtryk for sådan en eller anden hovskisnovski-holdning. Jeg siger ikke, at jeg selv er større eller bedre eller mere fantastisk, jeg siger det bare i forhold til mig selv og mine producenter – den klub, jeg er med i – at så er det rigtigt.«

Han er stille et øjeblik og fortsætter så:

»Nogle gange er det heldigvis også rigtigt over for publikum. 1864 havde et enormt publikum. Mine agenter i USA tror jo ikke deres egne ører, hvis jeg fortæller dem, at 50 procent af alle mennesker, der sidder og ser tv en søndag aften i Danmark, ser min serie. De tal er uhørte. Jeg har lavet én film i mit liv, Fri os fra det onde, som ikke havde et publikum, og det irriterede mig helt vanvittigt. Men jeg kan godt se hvorfor. Det var en spændende film at lave, og der er mange ting i den, jeg er tilfreds med. Men historiens kerne var simpelthen for kynisk, for kold, for grotesk. Det vil jeg gerne indrømme.«

Uro i sjælen

Ole Bornedal ser træt ud. Det er han også, fortæller han, da vi sidder overfor hinanden i et mødelokale på Nørrebro. Det er nogle dage inden jul, og han har allerede holdt juleaften sammen med sin familie.

»Juleaften hedder ikke den 24. december. Juleaften hedder den dag, det kan lade sig gøre at samle alle børn og sammenbragte børn. Dét er juleaften. Det er ikke Jesu fødselsdag. Det er, hvad der kan lade sig gøre,« siger han med et smil.

Det er egentlig meningen, at vi skal tale om den 57-årige, danske filminstruktørs nye film, den sorte komedie Dræberne fra Nibe, der handler om to forsmåede mænd, som i fuldskab hyrer en lejemorder til at dræbe deres koner. Da de bliver ædru, fortryder de, men lejemorderen er bare ikke sådan til at stoppe. 

Det er næsten morsomt, som Ole Bornedal i sin karaktertegning opsummerer alle alment udbredte stereotyper. Russeren med den nussede ’wifebeater’-undertrøje er for eksempel fuld af svulstige komplimenter og potens, tihi.
Læs også

Snakken falder dog først på tv-serien 1864 og den næste film, han snart skal til at optage, Så længe jeg lever, der handler om sangeren John Mogensen.

»Jeg blev fascineret af den der mærkelige, mærkelige, brutale, ødelagte, brovtende mand, der havde fuldt gehør og var klassisk sangeruddannet og tordenende pedantisk med sin musik, samtidig med at han gik i hundene. Der var så mange paradokser samlet på ét sted, så det fik en helt særlig menneskelig dybde. Og så kom manuskriptet til at handle om mig selv som kunstner, og om hvordan vi alle sammen vil yde det perfekte altid.«

»Vi er altid på kanten af det der pedanteri, der giver os en næsten evig kronisk uro: ’Er jeg nu god nok? Er jeg nu god nok til mit arbejde og min kvinde? Er jeg godt nok til mine børn?’ Alle de forældre, jeg kender i dag, har dårlig samvittighed over for deres børn. Den er nærmest automatiseret. Det er jo forfærdeligt.«

Han griner.

»Man kan ikke gå i seng om aftenen og bare slappe af uden at skulle igennem et register af selvbebrejdelser.«

Med på rejsen

Med lidt god vilje kan man godt sige, at John Mogensen er et nationalklenodie og, ligesom krigen i 1864, en vigtig del af den danske selvforståelse, og jeg kan ikke lade være med at spørge, om Ole Bornedal virkelig tør give sig i kast med en sådan film efter 1864, der blev angrebet fra alle sider.

»Der er ikke noget, jeg ikke tør,« siger han tørt.

»1864 var en fuldstændig reel historiefortælling. Den var baseret på Tom Buk-Swientys bøger, som havde vundet stor anerkendelse. Det var kun i det øjeblik, der kom billeder på, at der var nogen, som fandt ud af, at nu nåede det nemmere og hurtigere ud i en bred befolkning, end hvis det stod i en bog på biblioteket eller hos Arnold Busck til 398 kroner. I det øjeblik Tom Buks historie blev folkeliggjort, blev den farlig for visse, hvis vi tager den politiske del af kritikken i hvert fald. Det var absurd.«

Og når Bornedal portrætterer John Mogensen som en på én gang brutal og poetisk figur, så tror han godt, at folk allerede ved det.

»Jeg tror også, at man kan mærke og høre det i hans musik. Jeg kommer ikke til at punktere ham. Jeg tror, at man kommer til at forstå ham. Jeg begår ikke et karaktermord på John, for det ville være helt uinteressant.«

»Der er et indbygget behov i os alle sammen for at kunne hæfte os på en person, som vi godt gider se ud gennem øjnene på. Det skal ikke være en flad personlighed. Han eller hun skal være svær at følge med i. Det må godt være grænseoverskridende og vanskeligt, men vi skal være med på rejsen.«

En løbsk hest

Balladen om 1864 så meget voldsom ud, når man så på den udefra, men selv om den selvfølgelig påvirkede Ole Bornedal, fik den ham ikke ned med nakken.

»Det første, man tænker, når man havner i sådan en shitstorm, er, at ’det er da mærkeligt. Er der nogen, der mener det alvorligt?’« siger han.

»Pludselig ringer Ekstra Bladet og siger: ’Nå, jeg hører, at du har castet hele din familie i filmen.’ Så tror man, de laver sjov, lige indtil der kommer en artikel, der handler om nepotisme. Min datter, der er et af de største teenagetalenter i dansk skuespil, har en forholdsvis beskeden rolle i 1864, og Helle (Bornedals kone, skuespilleren Helle Fagralid, red.) spiller med, og så min lille søn, Peter, der fik en actionman for at være med. Det er så nepotisme. Så tænker man, at ’nej, det kan ikke passe’.«

Bornedal havde en fornemmelse af, at alle ønskede en shitstorm, og at der intet var, han kunne gøre ved det.

»Der var en tørst efter en storm,« siger han.

»’Ha ha ha, de har allerede kvajet sig. Der er et elektrisk hegn med i traileren.’ Så gik alle i panik, også DR: ’Hvad er nu det?’ Jeg sagde, at de skulle få dem til at ringe til mig med det samme. Det var så for sent. Men så kunne jeg have fortalt dem, at der ikke var elektricitet i hegnet, fordi den var af gode grunde ikke opfundet dengang. ’Men det var et ståltrådshegn.’ Ja, jeg havde researchet mig frem til, at det blev indført i Danmark i 1850’erne.«

»Vi var helt nede i sådan nogle vanvittige banaliteter. Jeg følte, at jeg var nødt til at stille op og forsvare det, men på et tidspunkt måtte jeg indse, at jeg sad på en løbsk hest, hvor jeg havde prøvet at spore den og hive i tøjlerne, men der var intet, jeg kunne gøre.«

Havde det været op til Bornedal selv, ville han have ønsket, at kritikken kom fra folk, der havde et seriøst udgangspunkt, filmkritikere eller »almindelige mennesker med smag«.

Havde det været tilfældet, og havde de sagt, at »det her bryder jeg mig ikke om«, eller »hold da op, hvor det her går for langsomt«, ville det også have været i orden. I stedet oplevede han en urimelig diskussion, der slet ikke handlede om indholdet i serien, men for 80 procents vedkommende ikke gav mening.

»Det var gak. Det her er den værste branche, der findes. Man kan sidde med noget, som man synes er fuldstændig fantastisk – jeg kommer aldrig til at lave så godt et værk som 1864 igen. Det tror jeg sgu ikke. Vi sad jo alle sammen – scenografen, fotografen, klipperen og jeg – og kiggede på det her og sagde: ’Wow’. Og så oplever man, at det bliver dukket. Det har også nogle gange været omvendt, hvor man sidder med noget og tænker: ’Joh, det er nok fint nok.’ Og så er folk begejstrede.«

Befriende ligefremt

Dræberne fra Nibe er Ole Bornedals første egentlige komedie, hvilket egentlig kommer bag på ham selv.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har lavet flere komedier, for det ligger tæt på mit hjerte at gøre det. Når man endelig får lov til at le i biografen, så bliver man så glad af det. Det er ikke noget problem at finde ti tragedier. Man kan finde alle de horrorfilm, man har lyst til. Men den film, man virkelig ler af, er sjælden, og så ville jeg prøve kræfter med det.«

Præmissen om en lejemorder, man selv har hyret, og som man ikke kan stoppe, er absurd, mener Bornedal, der fortæller, at han fik ideen for mange år siden. Desuden var det befriende for ham at placere handlingen i Nordjylland, hvor han selv kommer fra.

»Enten siger man noget, eller også siger man ikke noget, og det, man siger, er det, man siger. Det er jo min opvækst, det er mit kulturområde. Der blev ikke sagt særligt meget, og hvis man endelig var så irriterende, at man brød stilheden, så var det, fordi det var en absolut nødvendighed. Det var ikke sådan noget københavnsk Karl Smart, hvor man siger noget, og så mener man noget helt andet. Hvor der er 27 undertekster, og så skal vi til terapeut bagefter. Det er én til én, og det er enormt sjovt.«

Og i stedet for endnu et indfølt drama om mænd i krise har Bornedal lavet en komedie, hvor Ulrich Thomsen får lov til at sige til Nicolas Bro, at »vi lever et tomt og fisseløst liv«.

Så er det hele sagt, forklarer instruktøren.

»Så er alt formuleret. Det er det største grundbehov en mand i en vis alder må have. Og så fortsætter det hele derfra. Udfordringen er at få det til at spille. Jeg oplever det ikke som plat. Jeg tager det meget seriøst. Jeg sad og snakkede med en af mine venner om netop det, og han sagde: ’Ha, det er jo rigtigt nok. Hvis ikke man får sex nok, bliver man jo gal.’ Det er jo en simpel lov.«

Salsakursus eller samtaleterapi

– Det er vist også Ulrich Thomsen, der i filmen siger, at pikken er mandens tredje lunge – den er med andre ord livsnødvendig for ham.

»Ja. Det er jo ... plat.«

Ole Bornedal griner.

»Det er rigtigt. Det er virkelig plat. Men når nogen, der tager det meget alvorligt, siger det meget plat, bliver det sjovt. Det bliver en næsten kritisk tilstand for de to.«

– I virkeligheden er ’Dræberne fra Nibe’ vel også en romantisk film. Den handler om at genfinde og holde fast i kærligheden.

»Jo jo, det lykkes jo til sidst, hvis man må sige det. Det er nok ikke nogen stor overraskelse. Hvor meget skal man spare op for at kunne gå i terapi i 50 timer sammen med én, man dybest set ikke elsker? Eller skal man bare spare og så melde sig til et salsakursus? Og hvis jeg skal være allermest fladpandet, vil jeg nok sige: Bare meld jer til et salsakursus, fordi det er sikkert der, det allerede bliver afsløret, om det holder eller ikke holder alligevel.«

’Dræberne fra Nibe’ havde premiere i går

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu