Læsetid: 7 min.

Zygmunt Bauman var den gamle mand, som satte verden på spidsen

Den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman, som døde mandag, er en af den slags intellektuelle, der ikke laves længere. Engageret, nysgerrig og indigneret skrev han ufatteligt mange små bøger, hvor han afdækkede komplekse politiske og sociale problemer i ufatteligt enkle sætninger og konklusioner
Den banebrydende polske sociolog døde mandag og blev 91 år gammel.

Den banebrydende polske sociolog døde mandag og blev 91 år gammel.

Michal Kamaryt

11. januar 2017

Som ganske ung journalist fik jeg en opgave, som gjorde mig bange. Sociologen Zygmunt Bauman var i byen, fortalte redaktøren. Og han skulle interviewes.

Det var i starten af det 21. århundrede, og Bauman var blevet verdensberømt. Hans hovedværk Modernitet og Holocaust fra 1989 var udkommet på dansk, og det var ikke, fordi det var en særligt lang bog. Men det var en svær og skandaløs bog.

Holocaust var nemlig ikke, hævdede Bauman, et barbarisk tilbagefald i den vestlige kultur. Jødeudryddelsen havde ikke fundet sted, fordi galskaben var sluppet løs i en kriseramt tysk befolkning, og civilisationen var brudt sammen. Tværtimod var holocaust ifølge Bauman kun muligt, fordi vi ikke længere var vilde barbarer:

»Holocaust blev udtænkt og gennemført i vores moderne, rationelle samfund,« skrev han.

»På vores høje, civilisatoriske stade, de menneskelige og kulturelle præstationers højdepunkt.«

Mulighedsbetingelsen for Holocaust var en effektiv stat, et stærkt bureaukrati, en rationaliseret samlebåndskultur og en moderne ideologi, som kunne gennemtrænge samfundet. Alle de enkelte handlinger, som til sammen blev til jødeudryddelserne, var for både administratorerne og ofrene rationelle handlinger, anførte Bauman.

Det uhyggelige ved holocaust var ikke, skrev han, at du og jeg kunne have været ofre for det. Det uhyggelige var, at du og jeg kunne have gjort det. Fordi vi er vant til at gøre, som vi får besked på, og fordi alle store processer i moderne samfund er splittet op i små sekvenser, som man ikke kan overskue konsekvenserne af, men som ens samvittighed kræver, at man udfører.

Bogen var ikke bare en alarmerende sociologisk analyse af holocaust. Det var også en personligt anfægtet historie, forstod man som læser. Bauman skrev nemlig i begyndelsen, at hans kone selv havde været i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig og havde skrevet en bog om det.

Jeg skulle sidde over for denne mand med bevidstheden om, at vi selv kunne have gjort det, og at hans kone havde været offer for det. Alvor, forfærdende uoverskuelig alvor.

Alle svar på én gang

Bauman smilede, da han åbnede døren i den lejlighed på Nørrebro, han havde lånt under sit ophold i København. Meget lidt alvorlig. Han bød på en chokoladekage, som han mente var så klæg som mudderet i Mississippifloden. Han var klædt i en sort rullekravetrøje, hans isse var skaldet, håret rundt om stod ud til alle sider, og hans ansigt stod under hele samtalen åbent i et smil. Hvis man skulle lave en genial professor i en tegnefilm, ville man have brugt Bauman som model.

Og så røg han pibe. Røgen pumpede op i små skyer, som på en eller anden måde dannede en himmel omkring hans talende ansigt.

»Hvad skal vi tale om?« spurgte han nysgerrigt. Og bad mig læse samtlige spørgsmål op på én gang. Han bakkede på piben, sagde ikke noget i et halvt eller et helt minut. Derefter talte han uafbrudt i en time og nåede elegant gennem alle mine spørgsmål om modernitet, frihed, arbejderklasse, socialisme, det postmoderne og globalisering.

Her sad en mand, som var vokset op som jøde i Polen. Under Anden Verdenskrig var han soldat i Sovjetunionen, så han oplevede ikke selv jødeforfølgelserne. Da han vendte hjem efter krigen, indledte han en militærkarriere. Men han blev udsat for antisemitisk chikane og forlod militæret. I stedet blev han sociolog på universitetet i Warszawa, indtil han i 1968 igen blev presset væk, fordi han var jøde. Derefter flyttede han til Leeds i England, hvor han boede i det samme hus med sin livsledsager Janina.

Læs også

Selv om han både i Polen og England havde skrevet adskillige bøger, fik han først sent et gennembrud. Og blev altså verdensberømt efter udgivelsen af Modernitet og Holocaust, som både blev hyldet for sin kulturkritik og kritiseret for at være ensidig.

Nu sad denne mand og spiste chokoladekage, mens han røg pibe og besvarede mine spørgsmål i en lang monolog. Da hans lange svar var slut, spurgte jeg forsigtigt, om det var i orden, at jeg efterfølgende skrev mine spørgsmål ind passende steder i hans forelæsning, så artiklen kom til at ligne et rigtig interview. Den flinke mand smilede og sagde, at det skulle jeg sandelig gøre, for det skulle jo nødig se ud, som om han havde snakket hele tiden.

De små bøger

Zygmunt Bauman, som døde mandag i denne uge, var en usædvanlig akademiker. Han producerede mere end 50 værker. Selv efter at han blev 80, skrev han omtrent en bog om året, og hans seneste bog, som også bliver hans sidste bog, udkommer først til marts i år. De første bøger er skrevet på polsk, de sidste på engelsk.

Ud over Modernitet og Holocaust er hans engelsksprogede hovedværk Legislators and Interpreters fra 1987, som var en af de første sociologiske undersøgelser af det postmoderne. Siden gentænkte han det postmoderne som noget, han kaldte ’flydende modernitet’.

Men de sidste mange år, har han skrevet det, han selv kaldte ’små bøger’. Det er en slags populær sociologi, som på 100 til 180 sider afdækker et stort tema med enkle eksempler og klare konklusioner. Som han skriver et sted:

»Modernitetens historie (eller for den sags skyld en hvilken som helst historie) kan fortælles på mere end én måde. Denne bog er en af de historier.«

For eksempel udgav han i 2001 bogen Fællesskab – En søgen efter tryghed i en usikker verden, hvor han på 150 sider uden anden empiri end egne iagttagelser af enkelte fænomener postulerer at afklare fællesskabet som fænomen:

»’Fællesskab’ står kort sagt for en verden af den type, der beklageligvis ikke er tilgængelig for os, men som vi brændende ønsker at leve i og håber på at generobre.«

Jeg tror, at det her kan være en alvorlig nedbrydning af de principper for ’demokratiet’, vi troede var uantastelige, siger den tysk-polske sociolog Zygmund Baumann
Læs også

Vi kan ifølge Bauman ikke længere leve i trygge fællesskaber, hvor alle deler hinandens skæbner, fordi vi også vil være frie til at vælge vores egne fællesskaber.

På samme overlegne maner redegør han i sine små bøger for begreber som globalisering, frihed, flydende kærlighed, identitet og forbrugerisme.

Han var en af den slags intellektuelle, som de ikke laver mere. Forankret i sociologiske klassikere som Karl Marx og Georg Simmel og filosoffer som Hannah Arendt overskuede han ufatteligt komplekse problemer i ufatteligt enkle sætninger. Indimellem fældede han hårde domme:

»Menneskeheden har nu tilstrækkeligt megen våbenkraft til at begå kollektivt selvmord - til at tilintetgøre sig selv og få resten af livet på Jorden til at gå under,« skriver han et sted.

En anden gennemgående figur hos Bauman er forklaringen af en mangfoldighed af psykologiske tilbøjeligheder som overfladiske symptomer på en grundlæggende årsag:

»Vi er dybt optagede af at finde ’syv tegn på cancer’, eller ’fem symptomer på depression’ eller tendenser til højt blodtryk eller forhøjet kolesteroltal, overvægt eller stress. Vi søger med andre ord erstatningsmål, som vi kan læsse vores overskud af eksistentiel frygt af på.«

Socialisten

Zygmunt Bauman var efter sine unge år som kommunist og efterretningsofficer systematisk skeptisk over for ideologiske autoriteter. Han var humanistisk modstander af alle totale ideologier, som vil styre hele samfundet. Man kan kun med katastrofen som konsekvens ville regere hele verden fra et centrum med én ide i hånden. Men han havde på den anden side en gammeleuropæisk tro på, at den intellektuelle kunne levere totale forklaringer på komplekse fænomener. At man gennem teoretiske studier og konkrete iagttagelser kunne sætte hele verden på spidsen.

Læs også

Man kan roligt sige, at Bauman generaliserede.

Men han gjorde det under den præmis, som anføres i citatet oven for: Enhver historie kunne også være fortalt på en anden måde. Og alle hans bøger var på sin vis bestræbelser på at blive ved med fra forskellige sider at afdække de gennembrud og de sammenbrud, som kendetegner moderniteten.

»Fornuften er højeste ret i den europæiske kultur,« sagde han en anden gang, jeg interviewede ham:

»Fornuften præsiderer i dette overhus. Men beboerne deroppe, ideerne skifter hele tiden. Hvis man ikke stoler på de aktuelle overdommere, finder man nye perspektiver. For mig er rationalitet som en kniv presset mod den til enhver tid seneste dom eller konsensus. Det er overbevisningen om, at hvad der end er gjort eller sagt, så kan det altid gøres bedre.«

Menneskeligt affald

En af hans dramatisk gode indsigter er, at vores fornemmelse af globalt ansvar stiger samtidig med, at vores politiske handlekraft falder. Vi kan alle se miljøødelæggelserne folde sig ud, og vi kender vores medansvar gennem vores vaner og vores forbrug, men vi kan ikke stoppe dem selv.

Han var til det sidste en humanistisk socialist, som beklagede, at vi over de seneste årtier har flyttet borgere fra sociale overførsler til fængslerne. Engang havde vi brug for alle til at producere, nu har vi brug for færre og færre, så de overflødige bliver en slags menneskeligt affald, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Så vi beskylder dem for dovenskab, uduelighed eller mistænker dem for kriminalitet.

Læs også

Hans diagnoser var dystre, mens hans optagethed af verden var engageret og inspirerende. Man kunne ikke fortsætte, tænkte man, når man hørte hans domme over verdens gang. Men man kunne ikke lade være med at blive ved, når man lod sine tanker løbe med hans ræsonnementer hen over en vanvittig verden.

Efter en forelæsning om altings undergang i København i 2003 blev han spurgt, hvad man så skulle stille op. Igen smilede han. Afklaret og rolig og underligt optimistisk:

»Jeg ved ikke, hvordan det skal ske. Jeg er gammel, så jeg bliver her ikke til at finde ud af det. Men I er unge, så I bliver nødt til at finde ud af det. Ellers synker skuden.«

Læs Rune Lykkebergs artikel fra 2002 i Universitetsavisen her (side 12)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Michael Friis
  • Sidsel Jespersen
  • Peter Jensen
  • Jan H. Hansen
  • Poul Anker Sørensen
  • Stig Bøg
  • jørgen djørup
Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Michael Friis, Sidsel Jespersen, Peter Jensen, Jan H. Hansen, Poul Anker Sørensen, Stig Bøg og jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bauman's mange velkonsoliderede og kritiske iagttagelser iht. modernitet og globalisering (herunder hans elevering af forståelsesrammen glokalisering) bør huskes og videreudvikles. Bauman blev med rette et irritationsmoment for mangen governance-idiosynkratiker, og der er brug for fortsat intellektuel, satirisk modkamp så henseende.