Læsetid: 3 min.

Alternativ pop og McDonald’s i udlandet

Det amerikanske band Dirty Projectors har været tvunget til på ny at lægge puslespillet på deres nye selvbetitlede plade, fordi Amber Coffman har forladt bandet. Den japanske guitarist Shintaro Sakamoto blander alle mulige musikkulturer og ender ud med et helt særligt udtryk, en art japansk poprock med hawaiianske undertoner
Kultur
24. februar 2017

Jeg har egentlig ikke lyst til at skrive om McDonald’s, men kender I det, når man går ind på en McDonald’s et eller andet sted i udlandet, og man tror, at man kender konceptet, men så er det hele alligevel fremmed for én, fordi man møder en lokal tilegnelse af McDonald’s?

Sådan er der også noget alternativ popmusik, der er. Lidt i hvert fald. Som altså arbejder inden for nogle koncepter, som den garvede poplytter kender til hudløshed, men som så alligevel formår at twiste koncepterne eller tilføre nogle få anderledes krydderier.

På dette tidspunkt i popmusikkens historie, altså nu, skal der ret meget til, for at man skubber grænser. Men der er til gengæld nok flere kunstnere end nogensinde før, der forsøger. En af mine personlige favoritter er den amerikanske candyflosstroldmand Ariel Pink, der har en helt særlig evne til at sende lytteren på strejftog ud i den mest lyserøde intethed.

En anden af mine favoritter i den sammenhæng er amerikanske Dirty Projectors. På deres nye selvbetitlede, Dirty Projectors, deres ottende fuldlængde, laver de en ret hjerteskærende undersøgelse af, hvad bandet er, og hvad frontmand David Longstreth selv er, uden hans musikalske partner og tidligere kæreste Amber Coffman. Dirty Projectors er en fremragende afsøgning af det smertelige ved at være tvunget til at lægge et puslespil, hvor nogle af de vigtigste brikker er blevet fjernet.

Fraværet af Amber

Dirty Projectors slog for alvor igennem med det geniale alternative popalbum Bitte Orca i 2009. Et album, som jeg ikke mindst elsker på grund af samspillet imellem David Longstreths og korsangerne Amber Coffmans og Angel Deradoorians vokaler. Sidstnævnte forlod bandet i 2012 for at forfølge en solokarriere, og sidste år blev det så offentligt kendt, at Amber Coffman havde forladt bandet, efter at hun og David Longstreth havde slået op – muligvis helt tilbage i 2013.

Dirty Projectors er der altså en afgørende brik, der mangler i puslespillet. Der er et presserende fravær af Amber, og David Longstreth søger imod maskinerne og imod en mørk, elektronisk r’n’b for at udfylde det. Han har klare referencer til Kanye Wests mesterlige 808s & Heartbreak både i lyrikken, når han nævner, at han kører i bil og hører Kanye, eller når han på »Winner Take Nothing« konkret synger om 808s, men også i æstetikken, hvor han ikke mindst bruger vocoder til at gøre sin egen stemme maskinel.

Og når Dirty Projectors kaster sig ind i den verden tilføjer de en udvidelse af det dynamiske spektrum og i flere af numrenes tilfælde også en mere kompleks tilgang til sangstrukturer. Hvilket betyder, at man for mange af sangenes vedkommende ikke får popforløsningen – ikke mindst på »Death Spiral« og »Winner Take Nothing«. Og vi ender ud i et vidunderligt grænseland imellem artpop og RnB.

Hawaii i Japan

På den japanske guitarist og sanger Shintaro Sakamotos plade Love If Possible skaber Sakamoto uventede musikalske forbindelser imellem Japan og Hawaii, når han synger sine smukke japanske popviser over en gyngende poprocket baggrund til tider med hawaiianske undertoner.

Også her bliver musikalske koncepter, som jeg føler, at jeg kender til hudløshed, fremført på en måde, som får mig til at føle mig lykkeligt fremmedgjort over for musikken. Som når man rejser og ens opmærksomhed vækkes til live i forhold til alle sanseoplevelser.

Shintaro Sakamoto, der startede sin karriere som frontmand i bandet Yura Yura Teikoku, formår på Love If Possible at få ganske forskelligartede musikkulturer til at mødes og samle sig omkring hans fine, melankolske melodier. På den måde får han opmalet et smukt lydbillede, hvor jeg føler, at jeg kender alle de farver, han har brugt, men hvor jeg aldrig har set lige netop den måde at sammensætte dem på før.

Love If Possible er et smukt og på mange måder beskedent værk, som jeg varmt kan anbefale, hvis du har brug for at kaste dig selv ud på behageligt gyngende grund.

Dirty Projectors: ’Dirty Projectors’ (Domino Records/Playground Music).

Shintaro Sakamoto: ’Love If Possible’ (zelone records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her