»Arbejde er som Gulag med klimaanlæg,« står der med spraymaling på en mur på det franske universitet Le Sorbonne.
Et foto af skriften på væggen afslutter Eskil Halbergs nye bog med den gavmilde titel Roden til alt ondt – hvori det vises at arbejdet, som institution, lægger beslag på hele menneskets tilværelse, og at den således må politisk afvikles.
Eskil Halberg synes først og fremmest at graffitien er sjov. Men den er mere end det:
»For det første blev den skrevet under de store protester mod reformer af arbejdsmarkedet i Frankrig for nogle år siden. På den måde viser den, at der faktisk foregår en mere radikal politisk kritik af arbejdet som institution andre steder i Europa,« siger han.
For det andet prikker den til det, Eskil Halberg betegner som »venstrefløjens vilde fetichering af arbejdet«.
»Der står jo netop ’Gulag’, ikke ’Auschwitz’, og det refererer på den måde til en historisk periode under stalinismen, hvor arbejde var ophøjet til den ypperste heroiske indsats for samfundstotaliteten. Jeg mener, at den danske venstrefløj – som jeg vel selv tilhører eller i hvert fald kontinuerligt har et ærinde med, om jeg vil det eller ej – de seneste år har ophøjet arbejdet til den ypperste moralske pligt og ikke evner at komme med andre svar på krisen i vores økonomi og arbejdsliv, end at vi bare skal have mere af det.«
Kæmper med arbejdslivet
Vi mødes i mit køkken i min lejlighed på Nørrebro. Det var det mest praktiske. Der er bedre kaffe. Man kan ryge smøger på bagtrappen. Faktisk føles det næsten, som om jeg ikke er på arbejde. Og jeg kan lide det.
Eskil Halberg er sikker på, at jeg ikke er alene.
»Jeg har en fornemmelse af, at stadig flere mennesker kæmper med deres arbejdsliv på mange forskellige måder. Enten har de ikke et og bliver derved udelukket fra det eneste fællesskab, der for alvor anerkendes i vores samfund. Eller de har for meget, bliver stressede og går ned med depression. Eller de oplever, at deres arbejde er tomt, at det bliver stadig sværere at mærke, hvilken værdi man egentlig producerer.«
Eskil Halberg skrev i 2015 en kronik til Information, der handlede om hans overvejelser i forbindelse med, at han kort forinden havde sagt sit job op. Og reaktionen fra læserne kom bag på ham.
»Jeg fik vildt mange mails fra folk, der ville fortælle om deres egen situation, om at de selv gik og overvejede at sige op,« fortæller han.
Det gav ham mod på at angribe arbejdet mere grundlæggende, ikke som et personligt valg eller fravalg, men som et fælles, politisk anliggende.
»Jeg spurgte mig selv: Kan man faktisk være imod arbejde som samfundsinstitution? Kan man faktisk mene det? For er det overhovedet muligt at tænke reproduktion af vores eget liv uden arbejde?«
At stivne
Eskil Halbergs beskriver i bogen sit personlige forhold til arbejde som »paradoksalt og lidt hyklerisk«. Når han ikke har et, kommer han til at savne det, det forbrug, lønnen muliggør, og det forhold, at man bliver »en person med adgang til samfundets fælles aktiviteter«.
Men når han så har et, vil han bare løbende skrigende væk. Den følelse har han altid haft.
»Da jeg selv kom ud i arbejdslivet efter universitetet – for det gør man jo – fik jeg med det samme fornemmelsen af, at mit liv stivnede. Det var, som om jeg gradvist holdt op med at gå på opdagelse i livet.«
Og nogle billeder dukkede op i hans hoved.
»Jeg kunne pludselig se de her skinner for mig, der bare fortsatte og fortsatte, og før jeg overhovedet var kommet i gang, tænke jeg: ’Er det her DET?’«
For arbejde kræver, at man skal skrælle så mange andre ting fra, der giver værdi, siger Eskil Halberg.
»Og det er jo ikke kun det tidsrum, man er på arbejdet. Arbejde kolonialiserer alt i livet. Man tænker på det, når man ikke er der, forbereder sig på, at man skal lige om lidt igen. Alle de andre ting i livet bliver på sin vis bestemt af den ene aktivitet.«
Selv dem uden arbejde er defineret af det.
»Arbejde er den primære aktivitet i samfundet, og det moralske påbud om at arbejde er så massivt, at selv folk, der ikke har arbejde, mimer arbejdet.«
Tvangsforhold
Det giver ikke sved på panden at interviewe Eskil Halberg, for han leverer hele tiden selv modargumentet til sine argumenter. Det er vanskeligt i praksis at tænke et samfund uden arbejde. Så lad os glemme det lidt.
– Hvis du nu skal give den fuld gas, uden praktiske men’er eller realpolitiske forbehold, hvad er så dit budskab?
»Det er, at arbejde som værdiskabende praksis på arbejdsmarkedet og som ideologisk apparat må afvikles for, at vi kan opfinde nogle andre måder at reproducere vores liv på. Nogle nye måder at være mennesker på. Og det må det først og fremmest, fordi arbejde er et tvangsforhold. Der er den politiske impuls i mig og derfor i min bog, at jeg ønsker at komme al slags tvang til livs.«
Og den impuls savner Eskil Halberg på den danske venstrefløj.
»Der er gået noget helt galt med det frigørende venstrefløjsprojekt, når ideen om, at man kun kan bidrage til fælleskabet ved at have et arbejde, er blevet så veletableret. At nærmest ingen sætter spørgsmålstegn ved, om arbejde er roden til alt godt. At alle mulige sociale problemer kan løses ved arbejde. Hvis bare folk får et job i Netto, holder de op med at være kriminelle eller tage stoffer. At end ikke Enhedslisten kan tænke længere end til, at vi så bare må dele arbejdet, fordi alle død og pine skal have et. Når argumentet bliver, at folk vil ind på arbejdsmarkedet, fordi de ønsker at være del af fælleskabet. Hvorfor spørger man ikke, om der kan udvikles andre fællesskabsgenerende aktiviteter end lønarbejdet?«
Lappeløsning
Ifølge Eskil Halberg har venstrefløjen, herunder fagbevægelsen, reageret på arbejdets krise ved at hive et nyt værktøj op af posen: identitetspolitikken.
»At være en del af arbejderbevægelsen blev til et spørgsmål om livsstil, forbrug og en særlig samfundsmoral,« skriver Eskil Halberg i bogen, hvor han giver særlig opmærksomhed til en aktør, der gjorde sit indtog på den politiske scene under SRSF-regeringen: leverpostejsmaden.
»At kunne arbejde hårdt, stå tidligt op om morgenen og smøre madder blev en måde at opfinde en arbejderidentitet på. Leverpostejsmaden blev en identitetsmarkør for en politisk identitet: den almindelige lønmodtager.«
»Der har i vores politiske debat etableret sig den her falske distinktion‚« siger Eskil Halberg. »At der på den ene side er fordelingspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, den økonomiske politik, og at det er den ’rigtige’ politik. På den anden side har vi feminisme, antiracisme osv. Og det bliver så kaldt ’identitetspolitik’, og derved afviser man det som personligt fnidder. Men fagbevægelsen laver i høj grad også identitetspolitik,« siger Eskil Halberg.
Skal man arbejde?
Roden til alt ondt er en teoretiske diskussion af arbejdsbegrebet, en diagnose af problemerne i den aktuelle fase, kapitalismen befinder sig i, en analyse af, hvordan den hastige teknologiske udvikling fordrer en nytænkning af arbejdet, og en analyse af diskursen i den politiske debat.
Men hvad svarer Eskil Halberg egentlig, hvis en jysk onkel, der har knoklet sin røv i laser hele livet, spørger: ’Eskil, hvad handler din bog om?’
»Så ville jeg svare, at bogen handler om, at arbejde er blevet en moralsk fordring. At det er noget, der tvinger os ind på en særlig måde at være mennesker på, og at vi ukritisk accepterer det forhold. Jeg ville fortælle, at jeg ikke kender svaret på, hvordan vi skal organisere os anderledes, men at det første skridt må være at spørge: Hvad vil det sige at leve i et fælleskab, hvor arbejdet er radikalt udgrænset?«
– ’Men man skal da arbejde, Eskil!,’ ville han så indvende …
»Skal man? Jeg ved det ærlig talt ikke. Men det er jo allerede i dag sådan, at kun halvdelen af danskerne går på arbejde. Når noget tydeligvis ikke fungerer, må vi da stoppe op og spørge; Ville samfundet bryde sammen, hvis vi holdt op med at arbejde, som vi hidtil har gjort?«
– Ville samfundet ikke bryde sammen, hvis vi alle sammen holdt op med at arbejde?
»Aner det ikke. Men det kunne da være vildt spændende at se! Hvad ville vi finde ud af, hvis nu 500.000 mennesker bare sagde deres arbejde op?«
Han tilføjer med et lille grin, at han da godt kan se et par lavthængende frugter på arbejdsmarkedet:
»Hvis man hapsede et par mellemlederlag her og der, ville systemet næppe kollapse. Der ville nok være et par uger, hvor folk ville tænke: ’Fuck, hvad gør vi nu’. Men så skulle de sgu nok finde ud af det.«
Tiltag
Måske er arbejdet som institution ikke under tung beskydning i den politiske debat i Danmark. Men diskussionen om en reduktion af arbejdet fylder alligevel mere end for blot et par år siden. F.eks. har flere virksomheder valgt at forsøge sig med firedagsuger for deres medarbejdere – uden lønnedgang. Er det et fremskridt?
»Det er da dejligt, hvis arbejdstiden skæres ned. Jeg er på! Men jeg bliver selvfølgelig lidt mistroisk, når det er Amazon og Google, der skal stå for forandringerne. Og jeg er grundlæggende uenig i deres argumenter for at gøre det, nemlig at medarbejderne derved skal blive mere effektive. Skal jeg være loyal over for mit eget argument, skal vi gøre det, fordi de skal være mindre effektive.«
– Hvad med borgerløn så?
»Det gode ved borgerløn er, at man adskiller retten til at opretholde sit eget liv fra lønarbejde. Og at det økonomisk ikke kan lade sig gøre, er noget sludder. Selvfølgelig kan det det. Det store problem er, at vi så skal definere ret skarpt, hvad det helt nøjagtigt vil sige at være en borger. For det ville blive en gigantisk udskrivning, så en ret uundgåelig afledt effekt ville være, at staten nødvendigvis måtte blive ret hidsige med at holde antallet af borgere nede og derfor udgrænse folk som ikkeborgere. Som vi ser i flygtningepolitikken og danskhedsdebatten, er det ikke kønt.«
Men Eskil Halberg ville nok stemme for, hvis borgerløn skulle komme til folkeafstemning, konkluderer han efter lidt betænkningstid.
»For rigtig mange mennesker vil det forbedre deres liv enormt.«
Tabu
Vi er ved at være ved vejs ende. Jeg skal jo ind på avisen. De skal jo lige se mig i dag, så de ikke skulle få den tanke, at jeg hellere ville være et andet sted. Men vi har lige tid til lidt skadesreduktion:
– Jeg tror, at kommentarsporet efter denne artikel meget vel kunne indeholde ord som ’dovenlars’, ’forkælet’, ’førsteverdensproblemer’. Hvad vil du sige til dem?
»Ja, og du må ikke glemme ’nasserøv’. Og det skal de jo have lov til. Jeg ville nok bare spørge, om de ikke vil være med på det tankeeksperimentet, at vi kunne organisere vores samfund på en anden måde og derved udvide mulighedsrummet for at være menneske.«
Og man fornemmer, at Eskil Halberg gerne stiller sig selv til rådighed for skideballer – hvis det betyder, at grænsen for, hvad man kan stille spørgsmål ved, rykkes. For ét er, at man skal gå på arbejde hver dag. Noget andet er, at det anses som et moralsk forkasteligt synspunkt, at man ikke nyder det og indrømmer, at man hellere vil noget andet, siger han.
»Lige nu er jeg deltidsansat som gymnasielærer – man kan sige, at jeg lige p.t. har tabt min naive kamp og er tilbage i trummerummen. Jeg hader det ikke. Og jeg gør mit arbejde ordentligt. Men jeg ville da hellere være foruden. Hvis min arbejdsgiver læser det her, hvad tænker han så?« spørger Eskil Halberg.
»Respekterer han, at jeg kan have det her synspunkt, så længe jeg gør mit arbejde tilfredsstillende? Eller kan jeg blive fyret, fordi jeg ikke ligefrem nyder det og afviser, at det er det, der gør mig til et værdifuldt menneske?«
Eskil Halberg: ’Roden til alt ondt’. Forlaget Nemo. 108 s. 69 kr. Er udkommet
Arbejder vi for at leve eller lever vi for at arbejde? Et menneskes værdi i dagens neoliberale samfund måles og vejes på om det indgår i arbejdsmarkedet. Alt er indrettet derefter; vores uddannelsesinstitutioner er ikke længere til for at skabe dannede borgere, men for at skabe samlebåndsmennesker til erhvervslivet. Vi tjener penge for at forbruge og forbruger for at tjene penge. Karriere sidestilles med en mening med livet. Samfundets 'vismænd' er økonomer. Alt imens brænder kloden under vores fødder.
Menneskedyret skal have mad i munden og tøj på kroppen og tag over hovedet - al anden produktion er luksus. Så hvis vi deltes om bondemandens, skrædderens og murerens arbejde (og skolelærerens og lægens og lastbilchaufførens), ville vi hver især skulle arbejde så lidt, at de, der gerne vil have en lystyacht, har masser af tid til at bygge den selv, mens de, der hellere vil fise den af på sofaen, kan bygge deres sofa selv.
Jeg tror, at det var Ole Thyssen, der for snart mange år siden regnede ud, at vi kun behøvede at arbejde to dage om ugen, hvis vi koncentrerede os om det for overlevelse nødvendige. I mellemtiden har man så opfundet robotterne, så måske kan vi i dag nøjes med et arbejde en halv dag om ugen? Og så bruge resten af tiden på at dyrke hamp og brygge øl, hvis vi har behov for den slags.
Og hvis der er nogen, der virkelig brænder for at være revisor, eller ejendomsmægler, eller damefrisør, eller producerassistent, eller you name it, kan de jo gøre det i deres fritid, som der vil være masser af, når arbejdsugen kommer ned på fire timer.
Abstrakt arbejde er roden til alt ondt, konkret og meningsfuldt arbejde er derimod sjovt. Og skulle det gå hen og blive lidt surt en gang imellem, har man jo heldigvis snart fri.
Hegels arbejdsbegreb vedbliver at spøge i kulissen af Eskil Halbergs kritik. Altså groft sagt en praksis, som subjektet indgår i ved at bearbejde objektet, hvorved det på dialektisk vis erkender sig selv via sit aftryk i den genstand, som det netop ikke er. I den forstand kan arbejde anskues meget bredt som den menneskelige bevidstheds aktivitet som sådan og derved fremstår det ikke just som noget vi uden videre kan blive foruden.
Er det ikke, som det også flere gange bliver sagt eller insinueret, lønarbejdet i dets kapitalistiske ramme - arbejdet som betingelse i et antagonistisk system - der er det væsentlige problem?
Vor tids reduktion af arbejde til et spørgsmål om prestigefyldt velstand, der forventes at give adgang til uhæmmet nydelse, samt det nidkære og fordømmende spørgsmål om, hvor meget den enkelte bidrager til statskassen dræner rigtignok i sidste ende vores fællesskab og tilværelse for mening. Vi har således brug for at finde på nye og bedre parametre for bestemmelsen af værdi, eller snarere kvalitet, der udover varer og de nødvendige midler til opretholdelsen af livet også indbefatter bl.a. læring, kreativitet, leg og omsorg, og det vel at mærke som mål i sig selv.
Det gælder måske mere om at gentænke og udvide vores forståelse af, hvad arbejde er, end om at minimere det og reducere det til noget, som hurtigst muligt skal overstås. Om reelt at samarbejde uden udbytning og hierarkier, hvorved selv møjsommeligt repetitivt arbejde kan blive, i hvert fald mere, frydefuldt.
Om at gå til kamp om begrebet arbejde hånd i hånd med kampen om begrebet kommunisme, hvis mere end hundrede år lange idémæssige historie har meget lidt at gøre med Sovjetunionens autoritære statskapitalisme og dets lige.
Hvor om alting er, ser jeg frem til at læse bogen.
Fundamentalt set er borgere i et demokrati alene bundet til at deltage i samfundets deliberative processer for i fællesskab at definere og realisere de beslutninger, der bliver truffet!
Lønarbejdet er skurken - det reducerer og nivellerer menneskets skabende evner til noget, man gør for noget andet - alså fjerner det fra at skabe en genuin, i sig selv immanent genstand af værdi, hvad der vel er det spørgsmål, som både Kant og Hegel kaster sig over for at forklare og kritisere i den tidlige kapitalisme, ligesom Smith jo som bekendt ikke hyldede, men kritiserede markedet.
Vi taler også her om arbejdet og fetisheringen af det som gammel, men den er jo ny - førhen gjaldt det jo om at minimere arbejdet, helst få nogle andre til at udføre det for sig og skumme fløden (hvilket jo holder vand i dag, selvom det skjules med paroler om det hårde arbejde i toppen af samfundspyramden).
Og bag det ligger den tanke, at vi ville se mere aktivitet, mere ildhu og glæde, hvis folk ikke skulle knokle for det daglige brød, men derimod vælge at indgå i aktive fællesskaber - vi har til gode at se et samfund, hvor folk dør af sult, fordi der ikke findes lønarbejde, hvis vel at mærke der heller ikke findes rigid opretholdelse af ejendomsretten, eller denne er delt.
For kapitaismens styrke har jo været at virke i en verden, der led under manglende ressourcer, og som derfor måtte finde en nøgle til frembringelse og fordeling af det, der var. Vi lever stadig i en verden med manglende ressourcer, men modsat tidligere har vi nu midler til at overkomme fraværet af absolut rigelighed med en forståelse af, at mindre kan gøre det, fordi uendelig rigdom heller ikke er nødvendig for endog særdeles gode liv. I sidste ende er det gode liv for de mange jo ikke bundet til forbrug, men f.eks. sundhed og den erhvervelse af stadig mere viden, der fører til stadig bedre behandling og i sidste ende mindre, konkret lidelse i verden.
Tak for denne fantastiske artikel. Gode spørgsmål og gode svar. Jeg er med i en borgerlønsgruppe i Alternativet, og det her er vand på vores mølle, så det plasker.
Mange vidunderlige problemstillinger fx denne:
"Ville samfundet ikke bryde sammen, hvis alle holdt op med at arbejde?"
"Aner det ikke, men det ville da være vildt spændende at se! Hvad ville vi finde ud af, hvis 500.000 mennesker bare sagde deres arbejde op?"
Det minder mig om Saramago, der skrev en stor roman om alle portugiserne, der en dag stemte blank.
Og så går Eskil Halberg selvfølgelig ind for borgerløn. Selvfølgelig da.
Vi har jo haft eksperimentet: da folk kunne sige deres job op og modtage dagpenge, valgte stort set ingen at gøre det.
Folk vil da hellere være til nytte (bare det ikke er nyttejob) end ligge på sofaen hele tiden. Det gør heller ikke så meget, at nogle ikke er produktive, bare de ikke ødelægger noget for andre. Her kan vi begynde med samfundstoppen. Hvor mange her laver ikke noget, der skader samfundet. Tag olieindustrien, finanssektoren, forsikringsbranchen. Uproduktive job. Hvis folk blev hjemme fra arbejde, havde menneskeheden en større chance for at overleve. 2000 præster? Osv, osv.
Steffen Gliese
Da efterlønnen indførtes, var det for at nedslidte murerarbejdsmænd kunne slippe for arbejde. -men mod alle forudsigelser og beregninger, takkede titusindvis af mennesker uden nedslidning, ja til denne form for borgerløn.
Så når folk ikke siger op og går på dagpenge skyldes det ikke manglende lyst til en andet liv, men frygten for ikke at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen og frygen for de mange modbydeligheder jobcentret udsætter dagpengemodtagerne for. -og for at blive stemplet som en snylter.
Så vi har haft et "eksperiment" i efterlønnen og det viste at rigtig mange ville vælge et andet livsindhold end arbejde, -hvis de rette betingelser og samfundets accept af beslutningen, er tilstede
Dovenskab skaber kreativitet - kreativitet skaber levende mennesker - og levende mennesker gavner sine omgivelser - omgivelserne er af natur dovne og er med på kreative løsninger - der giver plads til nytænkning og plads til doven kreativitet - for alle.
Det holder ikke, Ole Christiansen. For det første blev efterlønnen indført for at sende folk på en tidlig pension, så de mange unge arbejdsløse kunne komme til. For det andet var reglerne for dagpenge på det tidspunkt lige præcis bundet op på en meget løs kontrol, uden anden forpligtelse end til at søge to job om måneden.
Efterlønsalderen var 62 år, og den var en ret for dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere havde et parallelt system. Der var ingen anden egenbetaling end a-kassekontingentet, det kom først i 90erne, da Lykketoft lagde skatten og beskæftigelsessystemet om.
Det er meget muligt, at de fleste mennesker helst vil være til nytte for andre og samfundet som helhed. Jeg tror dog, at det største ønske er at være fri. Vælge selv. Gøre en kæmpe indsats, når det virker meningsfuld og ikke involvere sig, når formålet ikke er det for individet.
At Danmark desværre bevæger sig i modsatte retning både under den nuværende regering og under den tidligere og sandsynligvis kommende regering, at deres utidssvarende holden fast i forældede stereotyper, at de bruger milliarder og atter milliarder for at sikre, at et menneske uden sin daglige tvangsgang på en arbejdsplads ikke har et eneste roligt minut - ikke engang, når det er mere eller mindre svær sygdom, der har afbrudt tvangsarbejdet - viser, hvor tilbagevendte den altovervejende størstedel af politikerne er.
Personligt regner jeg med et skarpt opbrud senest om et halvt eller et helt årti, nemlig når den næste industrielle revolution slår fuldt ud igennem. Det ville være klogt af politikerne, allerede på nuværende tidspunkt at sørge for en blid overgang, afskaffe kontrolmekanismerne over for folk, der ikke har et dagligt arbejde og se, om og hvordan et kreativt potentiale frigøres.
Svaret hedder ubetinget basisindkomst, UBI!
PS : Derfor skaber mennesker robotter - fordi de i bund og grund er dovne - i vores verden får de bare ikke gavn af det hvis de ikke har pengene til at købe dem og i virkeligheden burde mennesker have råd til at være dovne - så de kan bygge flere arbejds-lettende maskiner - grænsen ligger der hvor dovenskaben bliver til dumhed - ved at overlade til maskiner at være kreative.
Og Steffen Gliese, jeg snublede lidt over noget du skrev ovenfor:
"For kapitaismens styrke har jo været at virke i en verden, der led under manglende ressourcer,...".
Ved godt, det er et sidespor og håber derfor at det er muligt, kort at forklare denne sætning for mig, da jeg ikke lige kan få øje på, hvilke ressourcer du tænker på, der manglede (fra starten).
Torben K L Jensen
Jeg tror ikke, din påstand om at det er dovenskaben der gør, at mennesker bygger robotter, holder. Især, fordi det slet ikke den 'arbejdende' del af befolkningen, der udvikler disse robotter (altså dem, der fx står på fabriksgulvet og samler enkeltdele, så de bliver til brugbare genstande, fx en bil).
Maskinerne og nu robotterne er lavet for at effektivisere og automatisere og derved spare på menneskelig arbejdskraft og derved øge sin egen konkurrencefordel og profit. Det har været formålet til alle tider, lige fra de første vævemaskiner i Nordengland for 250 år siden og princippet har ikke ændret sig siden.
Jeg har af gode grunde ikke læst Eskil Halbergs bog, men udfra interviewet så synes jeg lidt problemet er at han ikke går i dybden med hvorfor og hvordan det kan være, at arbejdet er organiseret på den måde det er og så måske udvikle noget derfra, istedet for at vi skal begynde forfra hele tiden. Det kan ende som et rigtig dårligt RUC-projekt. Bortset fra det så udvikler arbejdsmarkede,. med opkomsten af prekariatet, sig i retning af flere deltidsjobs, så måske løser problemet sig af sig selv eller måske ikke, alt efter hvad man synes. Under alle omstændigheder kan man altid leve for weekenden:
https://www.youtube.com/watch?v=PMVN-rSTJtw
Det er i bund og grund et fattigt menneskesyn at tro, at man ligger og dovner den på sofaen dagen lang hvis man ikke er lønarbejder. Det udspringer igen af en samfundsforestilling om at arbejde/karriere er det samme som identitet. Har man ikke et arbejde, er man ikke et 'rigtigt' menneske. Man er identitetsløs. Det er i høj grad med Lutherdommens indtog efter reformationen, at arbejdet gik hen og blev en dyd. Dette kan man læse mere om i Max Webers bog "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Man finder ikke den samme kobling mellem moral og arbejde i lande, der ikke gennemgik en reformation. Dette har man dog prøvet at ændre på i EU-regi, hvor de dominerende økonomiske modeller i høj grad er baseret på den nordiske (navnligt Tyske) Lutherske arbejdsetik. Det er også en af grundende til, at sammenhængskraften i Europa smuldrer. Der er grundlæggende mentalitetsforskelle i forhold til synet på arbejde som pligt.
Dovenskabs-debatten er sådan lidt underlig, synes jeg.
I enhver husholdning er der tig som udføres af lyst, nogle der udføres fordi de er nødvendige og så er der de opgaver, som bliver udført af rastløshed.
Hvorfor skulle vi dog ikke kunne finde ud af at fordele opgaverne, som SKAL udføres?
Daniel Fruelund, Webers bog handler ikke om Luther, men om Calvin.
Gu skal der arbejdes, og jeg ville nødig være Eskil Halbergs elever. Man skal engagere sig og finde glæde i arbejdet, og det kan man godt, som regel. Samfundet kan ikke fungere uden arbejde. Busser ville ikke køre, varer ikke blive bragt rundt, butikker ikke blive åbnet, sygdom ikke behandlet, huse ikke bygget, fisk ikke fanget. Hvorfor denne forherligelse af det arbejdsfrie? Den sorgløse lediggang får hurtigt problemer uden medmenneskers arbejde. At dele arbejdet giver mere mening - fx. ved 30 timers uge og lign., se liste Å.
@ Britta - jeg forstår udmærket hvor du vil hen,men det jeg tænkte på var at Bill Gates (verdens rigeste mand) foreslår at robotter betaler skat af det arbejde de udfører og danner skattegrundlag for en borgerløn folk kan leve af.
Jeg har ikke det fjerneste imod folk der ikke gider at arbejde så længe jeg ikke er tvunget til at betale for at de feder den på skatteydernes regning.
Det er helt fint, men hvis du vil have noget på bankbogen så må du arbejde for det.
Borgerløn hvad er det helt præcist?
Jamen, det er jo rigtigt: før lønarbejdet uddøde menneskeheden.
Mon ikke mange har behov for at læse denne udmærkede artikel: https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-aeQEmzaB-210dc
Heh, Steffen Gliese, det er nemlig sådan det var.
Hjulet blev opfundet af nogen, som ikke gad slæbe deres ting rundt, ulden blev klippet af fårene og skindene garvet fordi menneskene skulle have tøj på kroppen, hytter blev bygget for at få tag over hovedet - og lønsedlen var ikke opfundet.
Men så kom der nogen og hegnede jord, vand og undergrund ind som egendom og 10 minutter efter og opfandt begrebet om arbejdslivets lyksaligheder - for arbejderen.
Britta Hansen, teoretikerne smækker jo alting sammen, så det forhold, at alle ikke kan få en Maserati, smækkes sammen, at der så nok heller ikke er nok chokolade. Man opererer ikke med det virkelige forhold: at alle ikke efterspørger alt eller det samme hele tiden. Eller at vi som voksne, modne mennesker kan behovsudsætte.
Jeg kan ikke vurdere om Lise Lotte Rahbek laver satire, men Steffen Gliese
28. februar, 2017 - 18:04 gør i hvert fald. For menneskeheden overlevede netop gennem samarbejde for hinanden og samfundet.
alvorlig talt, jeg holder så absolut med Emil. Man kan jo bare se hvor meget krudt der bliver brugt på at holde øje med at folk ikke er for dovne.. enorme mængder af dovenskab og korruption kunne man få for det krudt, om man så må sige. Det kan ikke bare være økonomiske "fornuftige" grunde, som ligger bag, det er en ideologi som ligger bag
Om borgerløn: - det er at erstatte alle andre velfærdsydelser med én samlet. Men jeg tror ikke på ideen generelt. Den kan måske have sin gang i særligt skævvredne lande som Frankrig, eller under helt andre forhold som i Indien. Men ikke her.
Der var en dansk maler, hvis navn jeg ikke lige kan huske, som sagde, at han maler for at få fisse. Arbejdet kan have en disciplinerende effekt, som kan være ganske gavnlig. Bortset fra de 60 forelæsninger om året, som jeg skal holde, så består mit arbejde mest i at skrive videnskabelige artikler. Der er ikke noget som en deadline til at holde gejsten oppe. Hvis en bevilling er ved at løbe ud, og man skal overbevise nogen om at skatteyderne eller private skal kaste endnu et anseeligt beløb efter mine projekter, så stiger produktiviteten kraftigt. Man kan så forsøge at bilde sig selv ind at den virkelige inspiration kun kommer, når man kan handle helt frit. I praksis så er nødvendighedens åg nok så vigtig. Jeg kan tænke mig at en forfatter har det på samme måde. Når forlaget for tredje gang kommer igennem til Tumon Beach på Guam og truer med at kræve forskudet tilbage, så kommer det gang i skriveriet.
Leo Nygaard er borgerløn så ikke det samme som at få penge for ikke at lave noget? Altså noget som lige er guf for dem som ikke gider at lave noget og helst ser andre betale for dem?
Kunne man ikke kalde det dovneløn? Eller nasseløn?
Frank Hansen, det kan du have ret i. Men hvorfor skal det være lønformen og frygten for at sulte der motiverer? Du peger jo selv på noget andet med dit indledende eksempel og jeg synes da at dine projekter i sig selv kan være godt gået
Michael Kongstad Nielsen, det handler nemlig lige præcis om at gøre noget sammen, løse opgaverne sammen - men for deres egen skyld, ikke for at opnå noget andet.
Frank Hansen bringer et eksempel, og det kunne lyde som von Hornsleth; men en større kunstner end han sagde nu: dovenskab er roden til al kunst - og det var Jorn! Hans dovenskab var dog bare bemærkelsesværdigt produktiv.
Diskussionen er en smule søgt, synes jeg, eftersom det allerede nu er muligt at blive "fri".
"Fri" forstået som retten til at gøre, hvad man selv vil uden at modtage understøttelse fra andre mennesker, hvorom det modsat gælder, at de så, i nærværende forståelsesramme, bliver fri for at betale.
En win-win.
Jeg synes det er en dejlig kampagne - men I er altså nogle tøsedrenge at I fører den i Danmark. Tag dog til Indien, Phillipinerne eller et land syd for Sahara og kræv jeres føde uden at ville arbejde - det ville der være noget mandfolk over!
Peter Bækgaard - ikke i nær samme grad som den indkomst, en del mennesker får fra børsspekulation på hjemmets computer, det er der jo ikke meget arbejde i, og heller ikke i samme grad som den indkomst, der høstes via centralbankernes rentepolitik og usædvanlige lave boligrente, eller EU's milliardstøtte til landbrug eller strukturudvikling, samt skattelettelser i almindelighed for de mest velhavende.
Hvis du vil have noget på bankbogen så må du arbejde for det, siger du. ja, men ikke lade pengene glide ind uden at arbejde for det.
Arbejde gør fri, som man (nogen) siger, men kan du sige det uden citationstegn? Kunne der være en anden forståelsesramme end den nærværende. Jeg synes modsat at det virker lidt at tale om med eller uden understøttelse fra andre mennesker, som om vi sad på hver vor matrikel ude på landet.
virker lidt søgt..
Nemlig, Henrik Brøndum: http://fortune.com/2017/01/20/india-free-money-universal-basic-income/
Halberg har da nogle helt klare pointer. Også mere saglige end typen "dovne Robert" som blev præsenteret for år siden.. Borgerløn jamen selvfølgelig burde vi da have det, for så kan folk selv forvalte deres liv, uden dårlig samvittighed vel og mærke. For kontanthjælp det er da et negativt udtryk vil jeg mene. Politisk taler beslutningstagerne dog ikke om Borgerløn, måske de burde?
Hvorfor arbejdstiden efter at den nåede ned på 37t, så ikke er fortsat med at synke forstår jeg slet ikke. Der er jo fortsat ledige der savner et job.
- Jeg har selv i al beskedenhed "hevet stikket" 3 gange. De to gange blev det til lange rejser ud i Verden som jeg aldrig ville ha været foruden. 3. gang blev det til frivilligt arbejde med opbygning af en idag stor miljøorganisation. 80'erne var præget af stor arbejdsløshed, men dagpengene slog fint til hvis man var sparsommelig. Mange lavede frivilligt arbejde i organisationerne og kaldte sig iøvrigt "Arbejdsfrie", altså set positivt. Nogen mål blev ikke nået, men andre store mål blev: f.eks. da Schlütter regeringen besluttede at tage den planlagte A-kraft af programmet. Vi er en del der synes at den fjer i hatten har vi fortjent, fordi vi var fri af lønarbejde. Det var en herlig tid, kreativ og fuld af tro på fremtiden. Karnevallet kom også til Kbh drevet af frivillige arbejdsfri sjæle. Fest & Farver. Fremtiden så lys ud, på trods af våbenkapløb og Reagan i det Hvide Hus.
Et valg af ny uddannelse efter et klar stillingtagen, gav mig nye udfordringer og et sikkert job i en meget vigtig sektor, Sundhedssektoren. Apropos: "Hvis arbejde er sundt, så giv det til det syge"......
Arbejdsfællesskab er en fed fornemmelse. Også bare det at være med om morgenen, når det hele begynder. Meget lort i arbejdet kan vejes bort af den kvalitet.
"Arbejdsfællesskab" er jo netop det, vi har i Danmark; vi arbejder alle for fællesskabet og i fællesskab hjælper vi dem, der ikke evner at arbejde. Sådan et fællesskab forpligter selvfølgelig fordi "det jeg ikke bidrager med til fællesskabet, skal nogle andre bidrage med".
Det er selvfølgelig lidt nederen og ikke evne noget som alle mulige synes man sku være forpligtet til når nu man er her. Her er løsningen: robotter. Hvad så? Væk med skyld og skam?
Ja Leo, der kunne være noget galt med samfundet. Spørger Eskil Halberg om det?
Hele samfundet er organiseret omkring ideen om en 37 timers arbejdsuge. Men hvorfor lige 37? Hvorfor ikke 41 eller 25? Svar: af historiske årsager.
Det er lidt ligesom med jernbanernes sporvidde: Engang for mange år siden blev man (= ingeniørerne) efter en nøje beregning af fordele og ulemper enige om en bestemt sporvidde, som kunne facilitere store og stærke, men ikke for store og tunge damplokomotiver. Vi er for længst holdt op med at bruge damplokomotiver, men det vil være alt for dyrt at ændre sporbredden, så derfor designes togene stadig, så de passer til skinnerne, selv om andre skinnetyper og sporbredder ville være mere effektive. Et historisk levn, med andre ord, som egentlig er irrelevant for opgaven, men som ikke bare uden videre kan opgives.
Arbejdstiden har rødder tilbage fra dengang, hvor man arbejdede, når det var lyst og sov, når det var mørkt. Da man opfandt effektiv kunstig belysning i fabrikkerne stillede arbejdsgiverne krav om, at arbejderne skulle arbejde døgnet rundt, men det fandt arbejderne sig ikke i, og efter mange års kamp blev man enige om en arbejdsuge på 40 timer. Ikke for meget, så arbejderne blev for nedslidte, og ikke for lidt, så arbejdsgiverne ikke kunne tjene penge.
Senere tiders produktivitetsforbedringer og ønsket om at skabe plads for de, som står uden for arbejdskraftmarkedet, har så givet anledning til, at arbejdstiden med stort møje og besvær er forhandlet ned til 37 timer om ugen.
Med robotternes indtog i fabrikkerne burde der være grundlag for at forhandle arbejdstiden endnu længere ned, men her træder vanetænkningen og den manglende fantasi til at sætte sig ud over de historiske levn til.
Det kan ikke betale sig, hedder det, så ligesom med jernbanerne fastholder vi et forældet system, men i modsætning til jernbanerne har vi ikke lige et teknisk fix, som kan løse de med forældelsen forbundne problemer. At tilpasse samfundet til en 4-timers arbejdsuge vil kræve fundamentale forandringer af hele det apparat, der fordeler arbejdet mellem os. Og så længe vi fastholder den forældede ide om privat ejendomsret over produktionsmidlerne, er der ikke så meget at stille op.
Problemet kompliceres nemlig yderligere af, at en fuldt automatiseret industri faktisk ikke kan tilbyde fuldtidsarbejde (37 t) til ret mange, hvorfor problemet ikke længere kan begrænses til de enkelte virksomhedsejere og de ansattes repræsentanter, men er blevet noget, der angår os alle.
Derfor giver det mening at se på, hvad det er for noget arbejde, som er absolut nødvendigt for at vi kan overleve. Hvis man forestiller sig, at fx landbruget fuldautomatiseres og mælken kører på et transportbånd lige ind i køleskabet og at husene bygger sig selv og tøj er noget man printer på computeren, hvad mere har vi så brug for, for at overleve?
Nu vil de fleste af os gerne leve, fordi at overleve er for lidt, men da ingen af os har nogen forpligtelser i det fuldautomatiserede samfund, er der masser af tid til at forfølge alle sine individuelle drømme.
Blot kræver en sådan udvikling (mindst) to ting: Fantasi og fælleseje af produktionsmidlerne.
@ steffen gliese: inspirerende læsning fra zetland - tak for det link!
Alle menneskers drøm er at bestemme over andre og udbytte dem tillige, især hvis man har et distanceret og anonymt forhold til dem.
De er blot brikker i ens eget spil.
Dét er inspirationen fra vores affundsmodel, som alle på bjerget hylder i døgndrift.
Derfor trænger vi til en anden måde, at finde sammen på (samfund og ikke affund).
Desværre er kun få mennesker i dag parat og i stand til at indse denne forandringsnødvendighed - og slet ikke dem, der drager fordel af status quo.
Derfor vil de fleste være fuldkommen uforstående overfor eskil halbergs tanker, da de ikke har levet erfaringer, der kan refereres til i den forbindelse, men må nøjes med at sætte dem op i mod vores affundsmodel af i dag - og så virker hans tanker jo frastødende og uforståelige...
Jeg ville til enhver tid elske at være 100% autonom i alle mine livsforhold - selv at kunne vælge alle mine beslutninger - uden indblanding fra nogen eller noget, der vil bestemme over mig og indsnævre mit handlerum og min frihed eller stjæle min kostbare, korte tid på denne jord.
Og det ville ikke gøre mig doven, asocial, kriminel, misbruger eller andet i den retning - tværtimod - det ville gøre mig hjælpsom, omgængelig, betænksom, kreativ, sund, glad og tilfreds og jeg ville have oceaner af tid til at være det!
Tak for dine synspunkter, erik halberg, jeg er allerede stor fan!
Det virker som en dum undskyldning for ikke at lave noget og samtidig forvente at andre uden videre sørger for en.
Held og lykke med det siger jeg bare. Så vil jeg også være med. Ikke lave en dyt alt imens andre betaler mig for det. Luksus!
Niels Nielsen,
I Japan har vi en arbejdsuge på 47,5 time plus naturligvis det ubetalte overarbejde. Når jeg fortæller japanere, at vi i Danmark kan klare os med 37 timer om igen, så er deres første reaktion, at det da lyder dejligt. Men derefter bliver de lidt nervøse. Kan de overhovedet nå alt det de skal, og hvad skal de dog stille op med al den fritid?
De fleste japanere arbejder i servicesektoren. Min læge, den dovne rad, lukker nu konsultationen kl. 18, hvor han tidligere havde åben til kl, 19:00. Heldigvis har han da stadig åben om lørdagen. Min massøse arbejder til kl. 10 om aftenen, men møder selvfølgelig så først kl. 11:30.
Frank Hansen, tak for dit indspark, som blot viser, at (arbejds)kultur er en langt stærkere faktor, end vi normalt forestiller os i disse ellers så påstået omstillingsparate tider.
Jeg er helt klar over, at jeg argumenterer for et utopisk samfund, og at vi slet ikke er fuldt automatiserede endnu, og jeg er helt klar over, at der er masser af konkrete problemer, som ikke uden videre kan løses, men som kræver fælles omtanke, fordybelse og debat.
Et eksempel er de meget specialiserede uddannelser. Min læge har fx brugt første halvdel af sit liv på at lære at være læge, så hvis hun skal have en 4-timers uge, skal der være mange flere læger - også selv om mange sygdomme vil falde bort, fordi de er arbejdsrelaterede. Og hvis en lægestuderende kræver kun at studere fire timer om ugen, vil hun jo først være færdig dagen før hun går i graven.
Men måske kunne man udvikle et sundhedssystem med mange barfodslæger, og nogle få højt specialiserede eksperter. Alle de højt kvalificerede specialister jeg har kendt, har brugt enorme mængder af tid på deres felt, af ren og skær interesse for deres speciale, og i mindre grad i forventning om at blive stjernerig.
Jeg gætter således på, at Frank Hansen synes matematik er utroligt spændende, og at han sikkert vil nørde med matematik, selv om han ikke behøvede. Selv brugte jeg rigtig mange år på at spille på min guitar, fordi det var fedt (og selvfølgelig lidt for at få fisse) og ikke fordi jeg tjente penge på det, for det gjorde jeg ikke meget af tiden.
Og man kan sagtens have en deadline, selv om der ikke er løn involveret. Hvis man har en aftale med folk, der stoler på een, er man jo automatisk forpligtet på at overholde denne aftale, med deadline og hvad der ellers følger med frivillige fælles forpligtelser.
Johnny Volke, er det ikke også interessant at se artiklen bekræftet her?
Sider