Læsetid: 9 min.

Men man skal da arbejde, Eskil!

Der er behov for et fundamentalt opgør med arbejdet som institution, mener forfatter Eskil Halberg, der selv har valgt et liv som delvis arbejdsfri. Ikke mindst venstrefløjen mangler at erkende, at arbejdet, som vi kender det, er i krise – og at det ikke repareres ved at smøre leverpostejsmadder
Lige nu har Eskil Halberg et deltidsjob som gymnasielærer – så man kan sige, at han p.t. har tabt kampen mod lønarbejdet: ’Jeg hader det ikke. Og jeg gør mit arbejde ordentligt. Men jeg ville da hellere være foruden,’ siger han.

Lige nu har Eskil Halberg et deltidsjob som gymnasielærer – så man kan sige, at han p.t. har tabt kampen mod lønarbejdet: ’Jeg hader det ikke. Og jeg gør mit arbejde ordentligt. Men jeg ville da hellere være foruden,’ siger han.

Sille Veilmark

28. februar 2017

»Arbejde er som Gulag med klimaanlæg,« står der med spraymaling på en mur på det franske universitet Le Sorbonne.

Et foto af skriften på væggen afslutter Eskil Halbergs nye bog med den gavmilde titel Roden til alt ondt – hvori det vises at arbejdet, som institution, lægger beslag på hele menneskets tilværelse, og at den således må politisk afvikles.

Eskil Halberg synes først og fremmest at graffitien er sjov. Men den er mere end det:

»For det første blev den skrevet under de store protester mod reformer af arbejdsmarkedet i Frankrig for nogle år siden. På den måde viser den, at der faktisk foregår en mere radikal politisk kritik af arbejdet som institution andre steder i Europa,« siger han.

For det andet prikker den til det, Eskil Halberg betegner som »venstrefløjens vilde fetichering af arbejdet«.

»Der står jo netop ’Gulag’, ikke ’Auschwitz’, og det refererer på den måde til en historisk periode under stalinismen, hvor arbejde var ophøjet til den ypperste heroiske indsats for samfundstotaliteten. Jeg mener, at den danske venstrefløj – som jeg vel selv tilhører eller i hvert fald kontinuerligt har et ærinde med, om jeg vil det eller ej – de seneste år har ophøjet arbejdet til den ypperste moralske pligt og ikke evner at komme med andre svar på krisen i vores økonomi og arbejdsliv, end at vi bare skal have mere af det.«

Kæmper med arbejdslivet

Vi mødes i mit køkken i min lejlighed på Nørrebro. Det var det mest praktiske. Der er bedre kaffe. Man kan ryge smøger på bagtrappen. Faktisk føles det næsten, som om jeg ikke er på arbejde. Og jeg kan lide det.

Eskil Halberg er sikker på, at jeg ikke er alene.

»Jeg har en fornemmelse af, at stadig flere mennesker kæmper med deres arbejdsliv på mange forskellige måder. Enten har de ikke et og bliver derved udelukket fra det eneste fællesskab, der for alvor anerkendes i vores samfund. Eller de har for meget, bliver stressede og går ned med depression. Eller de oplever, at deres arbejde er tomt, at det bliver stadig sværere at mærke, hvilken værdi man egentlig producerer.«

Eskil Halberg skrev i 2015 en kronik til Information, der handlede om hans overvejelser i forbindelse med, at han kort forinden havde sagt sit job op. Og reaktionen fra læserne kom bag på ham.

»Jeg fik vildt mange mails fra folk, der ville fortælle om deres egen situation, om at de selv gik og overvejede at sige op,« fortæller han.

Det gav ham mod på at angribe arbejdet mere grundlæggende, ikke som et personligt valg eller fravalg, men som et fælles, politisk anliggende.

»Jeg spurgte mig selv: Kan man faktisk være imod arbejde som samfundsinstitution? Kan man faktisk mene det? For er det overhovedet muligt at tænke reproduktion af vores eget liv uden arbejde?«

At stivne

Eskil Halbergs beskriver i bogen sit personlige forhold til arbejde som »paradoksalt og lidt hyklerisk«. Når han ikke har et, kommer han til at savne det, det forbrug, lønnen muliggør, og det forhold, at man bliver »en person med adgang til samfundets fælles aktiviteter«.

Men når han så har et, vil han bare løbende skrigende væk. Den følelse har han altid haft.

»Da jeg selv kom ud i arbejdslivet efter universitetet – for det gør man jo – fik jeg med det samme fornemmelsen af, at mit liv stivnede. Det var, som om jeg gradvist holdt op med at gå på opdagelse i livet.«

Og nogle billeder dukkede op i hans hoved.

»Jeg kunne pludselig se de her skinner for mig, der bare fortsatte og fortsatte, og før jeg overhovedet var kommet i gang, tænke jeg: ’Er det her DET?’«

For arbejde kræver, at man skal skrælle så mange andre ting fra, der giver værdi, siger Eskil Halberg.

»Og det er jo ikke kun det tidsrum, man er på arbejdet. Arbejde kolonialiserer alt i livet. Man tænker på det, når man ikke er der, forbereder sig på, at man skal lige om lidt igen. Alle de andre ting i livet bliver på sin vis bestemt af den ene aktivitet.«

Selv dem uden arbejde er defineret af det.

»Arbejde er den primære aktivitet i samfundet, og det moralske påbud om at arbejde er så massivt, at selv folk, der ikke har arbejde, mimer arbejdet.«

Tvangsforhold

Det giver ikke sved på panden at interviewe Eskil Halberg, for han leverer hele tiden selv modargumentet til sine argumenter. Det er vanskeligt i praksis at tænke et samfund uden arbejde. Så lad os glemme det lidt.

– Hvis du nu skal give den fuld gas, uden praktiske men’er eller realpolitiske forbehold, hvad er så dit budskab?

»Det er, at arbejde som værdiskabende praksis på arbejdsmarkedet og som ideologisk apparat må afvikles for, at vi kan opfinde nogle andre måder at reproducere vores liv på. Nogle nye måder at være mennesker på. Og det må det først og fremmest, fordi arbejde er et tvangsforhold. Der er den politiske impuls i mig og derfor i min bog, at jeg ønsker at komme al slags tvang til livs.«

Og den impuls savner Eskil Halberg på den danske venstrefløj.

»Der er gået noget helt galt med det frigørende venstrefløjsprojekt, når ideen om, at man kun kan bidrage til fælleskabet ved at have et arbejde, er blevet så veletableret. At nærmest ingen sætter spørgsmålstegn ved, om arbejde er roden til alt godt. At alle mulige sociale problemer kan løses ved arbejde. Hvis bare folk får et job i Netto, holder de op med at være kriminelle eller tage stoffer. At end ikke Enhedslisten kan tænke længere end til, at vi så bare må dele arbejdet, fordi alle død og pine skal have et. Når argumentet bliver, at folk vil ind på arbejdsmarkedet, fordi de ønsker at være del af fælleskabet. Hvorfor spørger man ikke, om der kan udvikles andre fællesskabsgenerende aktiviteter end lønarbejdet?«

Lappeløsning

Ifølge Eskil Halberg har venstrefløjen, herunder fagbevægelsen, reageret på arbejdets krise ved at hive et nyt værktøj op af posen: identitetspolitikken.

»At være en del af arbejderbevægelsen blev til et spørgsmål om livsstil, forbrug og en særlig samfundsmoral,« skriver Eskil Halberg i bogen, hvor han giver særlig opmærksomhed til en aktør, der gjorde sit indtog på den politiske scene under SRSF-regeringen: leverpostejsmaden.

»At kunne arbejde hårdt, stå tidligt op om morgenen og smøre madder blev en måde at opfinde en arbejderidentitet på. Leverpostejsmaden blev en identitetsmarkør for en politisk identitet: den almindelige lønmodtager.«

»Der har i vores politiske debat etableret sig den her falske distinktion‚« siger Eskil Halberg. »At der på den ene side er fordelingspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, den økonomiske politik, og at det er den ’rigtige’ politik. På den anden side har vi feminisme, antiracisme osv. Og det bliver så kaldt ’identitetspolitik’, og derved afviser man det som personligt fnidder. Men fagbevægelsen laver i høj grad også identitetspolitik,« siger Eskil Halberg.

Skal man arbejde?

Roden til alt ondt er en teoretiske diskussion af arbejdsbegrebet, en diagnose af problemerne i den aktuelle fase, kapitalismen befinder sig i, en analyse af, hvordan den hastige teknologiske udvikling fordrer en nytænkning af arbejdet, og en analyse af diskursen i den politiske debat.

Men hvad svarer Eskil Halberg egentlig, hvis en jysk onkel, der har knoklet sin røv i laser hele livet, spørger: ’Eskil, hvad handler din bog om?’

»Så ville jeg svare, at bogen handler om, at arbejde er blevet en moralsk fordring. At det er noget, der tvinger os ind på en særlig måde at være mennesker på, og at vi ukritisk accepterer det forhold. Jeg ville fortælle, at jeg ikke kender svaret på, hvordan vi skal organisere os anderledes, men at det første skridt må være at spørge: Hvad vil det sige at leve i et fælleskab, hvor arbejdet er radikalt udgrænset?«

– ’Men man skal da arbejde, Eskil!,’ ville han så indvende …

»Skal man? Jeg ved det ærlig talt ikke. Men det er jo allerede i dag sådan, at kun halvdelen af danskerne går på arbejde. Når noget tydeligvis ikke fungerer, må vi da stoppe op og spørge; Ville samfundet bryde sammen, hvis vi holdt op med at arbejde, som vi hidtil har gjort?«

– Ville samfundet ikke bryde sammen, hvis vi alle sammen holdt op med at arbejde? 

»Aner det ikke. Men det kunne da være vildt spændende at se! Hvad ville vi finde ud af, hvis nu 500.000 mennesker bare sagde deres arbejde op?«

Han tilføjer med et lille grin, at han da godt kan se et par lavthængende frugter på arbejdsmarkedet:

»Hvis man hapsede et par mellemlederlag her og der, ville systemet næppe kollapse. Der ville nok være et par uger, hvor folk ville tænke: ’Fuck, hvad gør vi nu’. Men så skulle de sgu nok finde ud af det.«

Tiltag

Måske er arbejdet som institution ikke under tung beskydning i den politiske debat i Danmark. Men diskussionen om en reduktion af arbejdet fylder alligevel mere end for blot et par år siden. F.eks. har flere virksomheder valgt at forsøge sig med firedagsuger for deres medarbejdere – uden lønnedgang. Er det et fremskridt?

»Det er da dejligt, hvis arbejdstiden skæres ned. Jeg er på! Men jeg bliver selvfølgelig lidt mistroisk, når det er Amazon og Google, der skal stå for forandringerne. Og jeg er grundlæggende uenig i deres argumenter for at gøre det, nemlig at medarbejderne derved skal blive mere effektive. Skal jeg være loyal over for mit eget argument, skal vi gøre det, fordi de skal være mindre effektive.«

– Hvad med borgerløn så?

»Det gode ved borgerløn er, at man adskiller retten til at opretholde sit eget liv fra lønarbejde. Og at det økonomisk ikke kan lade sig gøre, er noget sludder. Selvfølgelig kan det det. Det store problem er, at vi så skal definere ret skarpt, hvad det helt nøjagtigt vil sige at være en borger. For det ville blive en gigantisk udskrivning, så en ret uundgåelig afledt effekt ville være, at staten nødvendigvis måtte blive ret hidsige med at holde antallet af borgere nede og derfor udgrænse folk som ikkeborgere. Som vi ser i flygtningepolitikken og danskhedsdebatten, er det ikke kønt.«

Men Eskil Halberg ville nok stemme for, hvis borgerløn skulle komme til folkeafstemning, konkluderer han efter lidt betænkningstid. 

»For rigtig mange mennesker vil det forbedre deres liv enormt.«

Tabu

Vi er ved at være ved vejs ende. Jeg skal jo ind på avisen. De skal jo lige se mig i dag, så de ikke skulle få den tanke, at jeg hellere ville være et andet sted. Men vi har lige tid til lidt skadesreduktion:

– Jeg tror, at kommentarsporet efter denne artikel meget vel kunne indeholde ord som ’dovenlars’, ’forkælet’, ’førsteverdensproblemer’. Hvad vil du sige til dem?

»Ja, og du må ikke glemme ’nasserøv’. Og det skal de jo have lov til. Jeg ville nok bare spørge, om de ikke vil være med på det tankeeksperimentet, at vi kunne organisere vores samfund på en anden måde og derved udvide mulighedsrummet for at være menneske.«

Og man fornemmer, at Eskil Halberg gerne stiller sig selv til rådighed for skideballer – hvis det betyder, at grænsen for, hvad man kan stille spørgsmål ved, rykkes. For ét er, at man skal gå på arbejde hver dag. Noget andet er, at det anses som et moralsk forkasteligt synspunkt, at man ikke nyder det og indrømmer, at man hellere vil noget andet, siger han.

»Lige nu er jeg deltidsansat som gymnasielærer – man kan sige, at jeg lige p.t. har tabt min naive kamp og er tilbage i trummerummen. Jeg hader det ikke. Og jeg gør mit arbejde ordentligt. Men jeg ville da hellere være foruden. Hvis min arbejdsgiver læser det her, hvad tænker han så?« spørger Eskil Halberg.

»Respekterer han, at jeg kan have det her synspunkt, så længe jeg gør mit arbejde tilfredsstillende? Eller kan jeg blive fyret, fordi jeg ikke ligefrem nyder det og afviser, at det er det, der gør mig til et værdifuldt menneske?«

Eskil Halberg: ’Roden til alt ondt’. Forlaget Nemo. 108 s. 69 kr. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Ellersgaard Sørensen
  • Randi Christiansen
  • Mikael Krog
  • Lone Sæderup
  • Erik Feenstra
  • Peter Wulff
  • Mads Berg
  • Kirsten Kjellerup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ervin Lazar
  • Tor Brandt
  • Anders Reinholdt
  • Ulla Holger
  • Peter Larsen
  • Carsten Mortensen
  • Martin Madsen
  • Peter Jensen
  • Esben Lykke
  • ulrik mortensen
  • Leif Koldkjær
  • Torben K L Jensen
  • Jens Kofoed
  • Britta Hansen
  • Trond Meiring
  • Ebbe Overbye
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Christensen
  • Marianne Bjerg
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
Mikkel Ellersgaard Sørensen, Randi Christiansen, Mikael Krog, Lone Sæderup, Erik Feenstra, Peter Wulff, Mads Berg, Kirsten Kjellerup, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar, Tor Brandt, Anders Reinholdt, Ulla Holger, Peter Larsen, Carsten Mortensen, Martin Madsen, Peter Jensen, Esben Lykke, ulrik mortensen, Leif Koldkjær, Torben K L Jensen, Jens Kofoed, Britta Hansen, Trond Meiring, Ebbe Overbye, Niels-Simon Larsen, Erik Christensen, Marianne Bjerg, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming S. Andersen

Peter Bækgaard

"" Borgerløn som værn mod manglende jobs er et vagt argument, alene fordi der ikke kommer en verden hvor der ikke er jobs til alle.""

Det er noget sludder Peter Bækgaard, for det er den virkelighed du lever i allerede.
Det er muligt at kamelen er for stor til at du kan sluge den, det er ikke vigtigt, så må andre gøre det for dig.
Der er ikke jobs til alle, som det er nu, af de før omtalte grunde, som manglende evner, motivertion og ublu konkurrence fra løvtlønslande. Det er et faktum.

En tredie årsag er at der i borgerlige kredse har været en helt overvurderet frygt for at ansætte disse overflødige mennesker i den offentlige sektor til at forøge servicen i velfærdssamfundet, sådan at disse mennesker derigennem kunne få lov til at bedrage til samfundet igennem service, vedligehold og pleje.
Det må så være det du lidt spottende kalder Sovjetarbejde, og andre kalder rettidig omhu.

"Det er, efter min opfattelse, forkert at man bare kan få penge uden at det offentlige kan bede om arbejdstimer den anden vej. "

Det er npget sludder i anden potens, du fyrer af her, for problemet er jo at ingen, heller ikke det offentlige har efterspurt disse menneskers kvalifikationer, heller ikke det offentlige.
Intet har hindret det offentlige i at gøre brug af denne arbejdskraft anden end en forkvaklet politisk ideologi og nu lader du som om at de ledige skylder timer for deres ydelser.
Det gør de ikke for det betegnes som tvangsarbejde, ansættes man derimod til at arbejde, så hedder ydelsen løn, og man har de rettigheder der tilkommer en lønmodtager, bl.a. indflydelse på egen overenskomst.

Men jeg kan så iøvrigt forstå at du ikke har nogen form for løsninger, andet end den almindelige fattige form for brok over skatten, som alle jo gratis kan deltage i.
Vi udbetaler en ydelse til disse mennesker af mange grunde, så kan du kalde det understøttelse eller borgerløn, det er flintrende ligegyldigt.

Mængden af mennesker med behov for understøttelse/borgerløn vil stige, selvom vi gør store indsatser for at det ikke sker, fordi vi ikke vil/kan gøre noget ved årsagerne.

Det er noget letkøbt sludder at sige den virkelighed du kan se, opleve og høre om, hvis du gider, ikke

Peter Bækgaard

Min løsning er at man for der første husker at købe danske varer. Dernæst skal man stoppe med at tude når man har en mobil i hånden lavet i Kina. Dernæst så er der jobs nok. Vi skal bare gøre op med os selv om vi vil beholde dem.
Løsningen er ikke laveste fællesnævner som vi i Danmark forherliger konstant.
gør da noget ved det i stedet for at pege fingre af de få danskere der faktisk er dygtigere end du og jeg. Vær stolt af det danske samfund og støt det når du handler.
Der er sgu ikke en eneste dansk virksomhed der ikke hellere ville holde al produktion herhjemme hvis vi bare gad at købe dansk.
Husk at 80 % at fe private ansatte arbejder i SMVer og det er her skatten kommer fra til alt det offentlige gøgl.
UBI kommer aldrig til at eksistere før vi tager os sammen og støtter det samfund vi suger på patten af.
Danmark er så skide ligegyldigt i verden husk det.

Niels-Simon Larsen

Leo rører ved problemet med arbejdskraftens frie bevægelighed og andre også. Det er blevet til, at det ene lands arbejdere rejser til et andet land, hvis arbejdere igen flytter til et tredje land - som nævnt Ukraine, Polen, Danmark. Tager vi Afrika og Asien med, er denne fødekæde ren ødelæggelse af verdensborgerne. Familierne bliver opløst, og pudsigt nok er det højrepartierne, som slår sig op på familiepolitik, der går forrest i denne splittelse.
Borgerløn rigtigt indført vil skåne de økonomisk svageste og stække se mest grådige.
Men der sker noget mærkeligt nu. Jeg har lige mødt to meget politisk vågne mennesker, der begge var modstandere af borgerløn, men mente at den kom. Den ene kommunist som så kapitalens ondskabsfulde beregning i at give de fattige en almisse. Den anden mindre kommunistisk, men som også så borgerlønnen igen givet af dem, der havde noget at give af (for ellers blev der social uro). Jeg og min gruppe kæmper for at borgerlønnen bliver indført 'fra neden', og derfor skal vi være aktive, bevidste borgere, der fortæller vore politikere, hvordan borgerlønnen skal indføres. Det bliver knald eller fald.

Steffen Gliese, Britta Hansen, Herdis Weins, Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Uden iøvrigt at sammenligne et lands økonomi med en familie, så er de fri bevægeligheder døden for den stat vi kender og det er såre logisk.
Tænk hvis vi om morgenen ikke kendte vor families medlemmer ved aftensbordet og heller ikke kendte mængden af penge til at købe maden for, eller hvilke varer der var tilgængelige eller til hvad pris.

Hjort Frederiksen demonstrede besværlighederne ved sidste gang han sad i regering at lave en regnefejl i nærheden af 50 milliarder kroner over tre måneder-.

De fri bevægeligheder giver hele tiden anledning til usikkerhed om samfundets økonomi, hvilket betyder at en større sikkerheds margin må indregnes bredt indenrigs, samtidig med at man i sin kalkule må medtage andres landes lønninger, leveomkostninger og ydelser, for at undgå at de får uheldig påvirkning af vor egen økonomi.

I et sådant miljø kan man ikke foretage langtidsinvesteringer, hverken som samfund eller som privat, men er hele tiden begrænset til at gå efter de hurtige gevinster, hvilket udpiner statens evne til at imødegå uønsket påvirkninger og investere i sunde tiltag.

Men det er vel også meningen med de fri bevægelser??

Nis Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Fri bevægelighed bliver ude i den praktiske virkelighed til 'rykken rundt med slaver'. Det ser måske ikke sådan ud, når folk kommer af sig selv. At den enkelte er drevet af sted, flygtet fra fattigdom og dermed rejser fra den ene undertrykkelse til den anden, vises ikke nogen steder. At den enkelte også har et savn eller savnes, tales der ikke så meget om. I indvandreundervisningen underviste jeg mange kvinder, der havde efterladt børn i hjemlandet. I øjeblikket dræner vesten de skrantende lande for uddannet arbejdskraft. Grækenland fx.
Et land skal kunne fungere i sig selv. Sådan var det før. Nu ser man globalt på det med enorme menneskelige omkostninger til følge.
Landene sælger også ud af national ejendom, og her er DK også repræsenteret. Man må nok efterhånden spørge, hvem og hvad DK er, og hvem og hvad er det, de unge tager ud og forsvarer? Det skulle vel aldrig være de globale kapitalinteresser? Det er der aldrig nogen, der taler om, men det må vel gå op for dem en dag.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hørte lige Troels Lund Poulsen i TV fortælle, at DK ligger godt mht. til at tiltrække udenlandsk, kvalificeret arbejdskraft, men ikke et ord om, at vi på den måde trækker uddannelsesværdi ud af andre lande.
Denne globale kynisme står i skærende modsætning til hans eget partis skåltaler for det kristne lands høje moral. At ligge forrest er jo bare at trampe på andre. Man kan så sige, at albuer vi os ikke frem, så mister vi markedsandele og bliver fattigere. Det ved enhver, men lad os så også se på, hvad der er dyrest i sidste ende. Det er den debat, der hele tiden skubbes i baggrunden.

Flemming S. Andersen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Hvis vi er nået dertil at menneskehandel med de billigste med det rette uddannelsesbevis i hånden, er effektiviteten og billighedens nye midlertidige endemål, så er det nok tiden at stoppe op.

For hvad det næste princip der skal ofres op billigheden og effektivitetens alter kan man så kun frygte, ikke forestille sig.

Måske var det bedre om vi bevarede respekten for andre og ikke mindst os selv, og så var lidt mindre rige.

Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Styres vi af en klasse af forkælede og dovne, der tror, at alle andre som dem selv ikke ønsker at gøre dagens gerning, medmindre de bliver rigeligt belønnede - uden hensyn til den faktiske nødvendighed af det pågældende opgave?
Når man læser Peter Bækgaard, bliver man i hvert fald overbevist om, at pengene har besat dem. Sådan kender jeg få, der er - det kan godt være, de tjener penge, men de gør det ved siden af den lyst, de lægger i deres indsats. De samme mennesker har i en tidligere fase i livet gået mellem ansættelse og dagpenge, og dagpengeperioden gik altid med at muliggøre en fremtidig indtægt, arbejdet stoppede aldrig, livsgrundlaget var bare et andet.

Trond Meiring, Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og ekskone til joakim, alexandra, har jeg lige hørt, får en automatisk 3%'s stigning i appanagen hvert år. For hvad? Oveni de 23 mio hun fik for salget af den villa, som hun også fik forærende. En økonomi der også må ses i lyset af de 122 mio hendes eksmand og far til hendes to børn fik for salget af ejendomme, som også han fik foræret.

Og ham nets manden, hørte jeg i går, han fik 1/2 MIA med sig ....

Men alt det har den danske stat åbenbart råd til? Mens den ikke har råd til at uddanne vore unge ordentligt, passe vore gamle ordentligt, og i det hele taget tage ordentligt vare på de underpriviligerede.

Nogen må skamme sig grumt, men med skammen forholder det sig nok således, som lene kåberbøl fortalte om i sin roman 'skammerens datter'. Nogen er i stand til at lukke af for samvittighedens stemme.

Trond Meiring, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"...at lukke af for samvittighedens stemme..."

Er det ikke en form for psykopati?

Niels-Simon Larsen

Leo: Der er ikke det spørgsmål, som ikke kan splitte et parti. Det er vel også derfor, at mange ikke nærmer sig et parti - undtagen på valgdagen. Å er splittet halvt over på EU spørgsmålet. Plus-fløjen går ind for at ændre EU indefra ved bl.a. at tilslutte sig Dien25. Minus-fløjen siger ikke ret meget, men håber vist på Norden og noget nordatlantisk. Et selvstændigt Skotland vil blive i EU, så den fugl er fløjet. Jeg går død på emnet.
Det er rigtigt, at EU betyder fri bevægelighed, der igen betyder 'ensomgørelse' af mennesker.
Der henvises altid til Norge, men Norge har kun klaret sig, fordi det har tilladt sig at svine verden til med olie.
Men det var jo lønarbejdet, vi kom fra. Lad os lave et samfund, der baserer sig på, at vi enes om det basale arbejde til en basal indkomst. Det lægger op til den samfundsforandring, der løser mange andre problemer. Dermed løser vi også grundskyldsproblemet, så mon ikke vi snart kan enes om noget?

Niels-Simon Larsen

Det er ofte produktionen flyttes til lavtlønsområder på en evig søgen efter de allerbilligste steder. De skulle nu ligge i landene syd for Kina. Her må vi ikke glemme, at det bl.a. er os, der køber varer fra slavefabrikkerne. Der er en modbevægelse i form af at købe lokale varer, og det er jeg selv med i, men i det store regnskab betyder det kun lidt. Det er således ikke kun modstand mod EU, der ændrer noget. Der skal meget mere til, og der er det jo mærkeligt, at vi ikke kan finde et punkt nul, og så gå videre derfra. Det kan vi ikke, og det kan vi stadig ikke, og hvad er der så tilbage?

Michael Kongstad Nielsen

Hvis venstrefløjen går ind for at Kongehuset nedlægges, er retfærdigheds-argumentet med, at når de må få UBI, så må vi også, ikke særligt slagkraftigt.

Niels Duus Nielsen

MKN, hvis vi kan lave en lokumsaftale med de borgerlige, så vi alle får borgerløn, og de konservative får lov at beholde kongehuset, er det da et glimrende kompromis. Vi kan jo bare afskaffe kongehuset en anden dag.

Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Trond: Sveits har jo altid klaret sig med bankernes beskidte adfærd. Har lige set en udsendelse om deres villighed til at veksle nazisternes stjålne guld til valuta. Dermed trak krigen ud i en uendelighed.
Island? Måske.

Hørt i Føtex:
"Nogle mennesker siger, de arbejder bedst under pres.
Jeg arbejder KUN under pres".

Sider