Baggrund
Læsetid: 8 min.

Fra Atlanterhavet til Middelhavet – til fods

Det erfarne vandrepar Sofie og Flemming Scheutz tog i sommer to måneder ud af kalenderen for at begive sig ud på en 900 kilometer lang fodvandring fra kyst til kyst i de franske Pyrenæer. Det har lært dem at elske peanuts, ’pyt’ og gå frejdigt ind i uendeligheden
Det erfarne vandrepar Sofie og Flemming Scheutz tog i sommer to måneder ud af kalenderen for at begive sig ud på en 900 kilometer lang fodvandring fra kyst til kyst i de franske Pyrenæer. Det har lært dem at elske peanuts, ’pyt’ og gå frejdigt ind i uendeligheden

Ditte Valente

Kultur
10. februar 2017

Flemmings hånd rystede, husker Sofie, da de delte et stykke chokolade for at få et ekstra skud energi. De blev enige om at gå én ad gangen over den smalle sti. »Så børnene ikke skulle blive helt forældreløse, hvis det gik galt«. De spændte rygsækken ekstra ind for at sikre sig en bedre balance og tog det første skridt.

Det var en tåget dag i de franske Pyrenæer. Sofie og Flemming Scheutz, der var få dage inde i deres syv uger lange vandretur på Grande Randonnées 10 (GR10) mod Middelhavet, havde mødt en baskisk bonde, der var kommet gående med sine får. Han havde forklaret dem, at en hollandsk kvinde et par dage tidligere var faldet i døden lidt længere fremme.

»Så tyve meter deroppe, dér skal I altså passe på!« lød bondens advarsel.

Da Sofie og Flemming bevægede sig op ad stien, var det i stilhed. De var ikke i tvivl, da de nåede til stedet, hvor kvinden var styrtet ned, for det gik stejlt nedad, og der var ingen bevoksning.

Men over kom de, en ad gangen, koncentreret, spændt, og så talte de ikke mere om det. Foran dem ventede endnu langt størstedelen af de 900 kilometers vandring i kastanjeskove, våde bregner, visne blade, bjerge, sne, dale, små franske byer og på golde sletter over den klimatiske trægrænse, hvor ingen træer gror.

GR10 går så meget op og ned, at man sammenlagt kommer til at gå 49.000 højdemeter op, hvilket svarer til at gå til toppen af Kilimanjaro otte gange eller Mount Everest fem gange.

Ét forkert skridt kunne sende dem hjem eller nogle gange endnu værre – ned.

Ditte Valente

Nomade i rygraden

Det er præcist et år siden, at 47-årige Sofie og 61-årige Flemming Scheutz gik i gang med at planlægge turen i detaljer. En køkkenvægt ligger mellem deres ting på spisebordet i lejligheden på Vesterbro og vidner om en systematisk pakkeproces, hvor alt blev målt og vejet. De bar aldrig mere end 8-10 kg på ryggen.

Noget udstyr viste sig at være aldeles undværligt – for eksempel en smart poseanordning til tøjvask, som de endte med at sende hjem med posten halvvejs. I stedet vaskede de tøjet, mens de selv tog bad. Andet viste sig derimod at være særligt uundværligt på turen: pakkeposer i forskellige farver, geodætiske kort over Pyrenæerne, dagbogen – for »der er den sande historie, også  den man kan huske« – og ikke mindst et ’life straw’, så de altid kunne suge rent filtreret vand op fra et vandløb.

De havde talt om GR10 i lang tid, og i sommeren 2015 forærede Sofie Flemming en t-shirt med ’GR10 2016’ trykt på ærmerne. Hvis han tog den på, sagde hun til ham, fangede bordet. Flemming havde den på i løbet af ti sekunder. Allerede som ung var han inkarneret vandrer, og hans betingelse for at gifte sig med Sofie og få børn var, at de skulle ud og vandre, så snart den yngste fyldte ti. Det er blandt andet blevet til familieture til toppen af Kilimanjaro og rundt om Mont Blanc.

»Der er noget helt specielt ved at bevæge sig fra ét sted til et andet ved egen kraft igennem et landskab. Dybest set er det at vandre en del af menneskets natur. Det er jo sådan, vi har befolket kloden i sin tid – at gå fra sted til sted som nomader,« fortæller Flemming om sin lidenskab for at gå. Og fem uger inde i GR10-turen fik han lige pludselig en oplevelse af, at det ikke bare var en teori. Han følte sig simpelthen som en nomade.

»Jeg kunne mærke, at jeg var nomaden, der gik fra sted til sted og havde de her to elementære ting at tænke på: hvor skal jeg sove i nat, og hvor kan jeg få noget at spise. Det var enormt fascinerende pludselig at kunne mærke i rygraden, at det jo er det her, vi er skabt til.«

En fod foran den anden

Sofie og Flemming havde taget halvanden måneds selvbetalt orlov og sparet ferie op, udlejet sommerhuset og trænet til turen i et halvt år ved at trave til og fra arbejde i deres vandrestøvler. Men da de stod ved Atlanterhavet på stranden i Hendaye, hvor GR10’s rød-hvide afmærkning starter, syntes det utopisk, at de nogensinde skulle få Middelhavet i sigte.

De første mange dage på GR10 var fysisk udmattende, og Sofie følte det, som om underbenet kun hang i små elastikker. Hun måtte lægge bandager på knæene, og overvejede endda at tage sin bandana af hovedet og binde om knæet, fordi hun syntes, at hun måtte have et eller andet til at holde sammen på muskler og sener.

Hver aften nåede de grådlabile og febrilske frem til deres herberg; en tilstand, som først forsvandt da de fandt ud af, at de slet ikke nåede det kalorieindtag på 6000 kalorier, som deres daglige 20 kilometers hike op og ned krævede. Det gik straks bedre, da de indførte to mellemmåltider mellem morgenmad, frokost og aftensmad og skiftede de kalorielette müslibarer ud med peanuts en masse.

»På et tidspunkt mødte vi en fyr, der sad og spiste peanuts fra en stor Haribodåse – han havde forstået det!« griner Sofie.

Lag på lag oplevede de, hvordan hverdagslivets bekymringer og tanker blev skrællet af, og livet blev simplere og simplere.

»Der er mange, der spørger, om det ikke er vildt hårdt at leve på den måde i så lang tid, men i virkeligheden er det jo det nemmeste. Det er en fod foran den anden, og det man ejer har man med sig. Og bekymringerne om job og så videre kan man ligge fra sig, specielt når turen er så lang. Når man holder 14 dages ferie, er der ofte stadig mails, der kværner rundt oppe i ens hoved. Men de der syv uger føltes uendelige,« siger Sofie og fortæller, at man kommer ind i en slags meditativ tilstand.

»Man går bare zigzag hele tiden og kommer ind i sin helt egen rytme. Lidt ligesom når man er ude at løbe, så kan man også komme ind i en tilstand, hvor tankerne er væk,« forklarer Sofie. På et tidspunkt oplevede hun nærmest at falde i søvn på vej op ad en sti. Hun vågnede brat, da hun pludselig var ved at buse ind i en mand.

Ådselsæderne

Mens 45.000 hvert år går ad den berømte pilgrimsrute El Camino, tager kun ti mennesker om dagen ud på GR10, og langt de fleste går blot en mindre del af turen. Sofie og Flemming mødte kun to andre par, som også havde i sinde at gå hele vejen – foruden de radmagre ekstremløbere, der havde fået den vanvittige idé at gennemføre ruten i konkurrence med hinanden.

Ensomheden og stilheden blev brudt hver aften, når de nåede frem til deres herberg. Her sov de på sovesale og spiste egnsretter ved langborde side om side med andre vandringsmænd, som alle havde lært, at der skulle spises op, hvis man skulle klare morgendagens strabadser.

Gåsegribbene kredsede jævnligt over hovedet på dem – store ådselædere med tre meter langt vingefang, der svævede rundt og ventede på, at de drattede ned fra klipperne. Sådan følte Sofie det i hvert fald, og hun satte sine spejlreflekssolbriller op i håret for at skræmme dem væk.

Senere hen googlede hun sig frem til historien om en kvinde, der var faldet ned fra klipperne og var blevet ædt op af gribbene, inden redningshelikopteren nåede frem til hende.

»På GR10 efterlyser man tøj, taske og telt, når nogen forsvinder, for som regel er der ikke mere tilbage af mennesket, efter gåsegribbene har været i gang,« siger hun tørt.

Sofies angst for gribbene skulle vise sig at redde hendes liv en af de sidste dage på turen, hvor hun som sædvanlig gik foran Flemming. Pludselig fornemmede hun noget komme hurtigt ned mod sig, og hun dukkede sig instinktivt.

En sten på størrelse med en brosten fløj hen over hoved på hende og ned ad skrænten på den anden side. »Er du blevet ramt?!« råbte Flemming chokeret til Sofie store forvirring, for hun troede, at det var en grib, der var kommet efter hende.

Guide: Alternative pilgrimsruter

Route GR10 – 900 km: Grande Randonnés (GR) betyder De Store Vandringer og er et system af vandrestier grundlagt efter 2. verdenskrig. GR10 på knap 900 km og 49.000 højdemeter går igennem de franske Pyrenæer mellem Atlanterhavet og Middelhavet og er afmærket med rød og hvide tegn. Hver sæson fra juni til slutningen af september har ruten cirka 1.500 besøgende.

GR5 Nord – 650 km: En af de ældste af de mange GR-ruter. Den 650 km lange rute bevæger sig fra Belgien og sydpå gennem det østlige Frankrig og ned til Middelhavskysten. På vejen passerer man igennem bjergmassiverne Vogeserne, Jura og Alperne.

GR70 – 252 km: Ruten kaldes også Stevensons Trail efter den skotske forfatter til Skatteøen, Robert Louis Stevenson, som gik ruten i 1878. Turen inspirerede ham til at skrive romanen Travels with a donkey in the Cévennes.

Camino del Norte – 820 km: Den ældste og mere primitive pilgrimsvej til Compostela de Santiago går fra byen Irun ved den fransk-spanske grænse langs kysten ved den biscayiske bugt. Ruten kræver mod på en del op- og nedstigninger. Til gengæld er ruten ikke overrendt, og skaldyr er ofte på menuen i de små kystbyer.

GR7 i Andalusien – 700 km: En del af E4, en ældgammel europæisk rute fra Sydspanien tværs over Europa og helt til Grækenland. GR7 i Andalusien fra Tarifa til Puebla de don Fadrique går blandt andet igennem bjergkæden Sierra Nevada og byder på et varieret middelhavsterræn med oliventræs- og mandeltræslunde.

Det egentlige mål

Sofie og Flemming fik øje på Middelhavet en dag, de kom op på en vindomsust bjergtop. Flemming har det på video, hvordan de forsøgte at overdøve vinden med deres begejstring.

Yderligere fem dage tog det at nå ned til stranden, og den sidste dag var det nærmest med modstræbende skridt, husker Sofie: »Når man endelig går derned, er det jo slet ikke så fantastisk, for det er jo bare noget vand, man går ud i. Og først dér opdager man, at det egentlig ikke er målet, der er det fantastiske, men selve rejsen.«

– Var noget forandret, da I kom hjem?

»Prioritering og hvad man går op i har forandret sig,« siger Flemming. »Jeg har lært at kunne sige skidt pyt engang i mellem og acceptere, at der er nogen ting, man ikke når, for eksempel på arbejdet.«

Sofie giver ham ret:

»Så længe man har gode fødder, kan få noget at spise og et sted at sove, så kommer arbejde i anden række. Men man kan også overføre det her med at tage en dag ad gangen til sine projekter herhjemme. Hvis noget virker langt væk, må man huske på at tage en bid ad gangen. Eller hvis man har en stresset dag, må man huske på en af de dage ude på turen, hvor man skulle op over et bjerg, og tænke på, om det nu også er smart at springe frokosten over eller ikke at holde pause. For så kommer man altså ikke i mål.«

iVerden februar 2017

I denne udgave af iVerden rejser vi til Asien. Tag med, når vi besøger det vilde punkmiljø i Japans tredjestørste by Osaka og et afsidesliggende øsamfund glemt af centralregeringen i Filippinerne. Kom med ind i det imponerende nye musikmekka Elbphilmarmonie i Hamborg og ud i den egyptiske ørken efter nye arkæologiske fund. Vi har også mødt et par, der har brugt to måneder på at komme gennem Pyrenæerne fra Atlanterhavet til Middelhavet – til fods.

Andre artikler i dette tillæg

  • Asiatiske spændinger

    10. februar 2017
    Mens vi har fået øjnene op for indisk, kinesisk og japansk litteratur, kniber det stadig med danske oversættelser fra de sydøstasiatiske øriger. Vi har fundet otte nyere romaner fra Asiens fastland og nærliggende øer
  • Fra Moses på bjerget til pensionisten på Caminoen

    10. februar 2017
    Vandrestavens ypperste formål er at give sin bruger balance. At fordele vægten på tre eller fire punkter frem for at nøjes med føddernes to er i et kuperet terræn er alfa og omega, hvis man vil holde sig på benene
  • Med droner og bare næver

    10. februar 2017
    Nildeltaet byder stadig på overraskelser for arkæologer fra hele verden – og både klassiske og moderne metoder tages i brug i jagten på faraoernes hemmeligheder i et land, der er som støvsuget for vestlige turister
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her