’Bogen skulle tages seriøst som litteratur, men den blev bare læst som sladder’

Chris Kraus var egentlig slet ikke forfatter. Hun lavede først og fremmest film, eksperimenterende film, som hun ikke havde den store succes med, og så var hun redaktør på en bogserie på sin mands, Sylvère Lotringers, forlag, det hippe, intellektuelle Semiotext(e).

Hendes ægteskab var drænet for begær, hun og Sylvère holdt »intimiteten ved lige ved hjælp af »dekonstruktion«, hvilket betød, at de fortalte hinanden alt, og så var hun i øvrigt depressiv.

Men pludselig kommer Dick, hendes mands kollega fra universitetsverdenen, ind i deres liv, da Chris, Sylvère og Dick spiser sammen på en sushibar i Pasadena, Californien.

Med sin opmærksomhed og sit »umådelige intellekt« vækker han hendes begær, og dette begær, som hun naturligvis fortæller sin mand om, fører til, at ægteparret begynder at skrive breve til Dick.

Sådan forløber den første del af romanen I Love Dick, og sådan var forløbet op imod, at virkelighedens Chris Kraus begyndte at skrive på den tekst, der skulle blive hendes første bog, den selvsamme autofiktive roman, I Love Dick.

Synd for Dick

Bogen går således, som autofiktion har for vane, tæt på virkeligheden, og da den udkom første gang tilbage i 1997, druknede den i en reception, der mest af alt kredsede om, hvor synd det var for virkelighedens Dick, den berømte kulturteoretiker og kunstkritiker Dick Hebdige, at Chris Kraus på denne måde ’udleverede ham’.

Chris Kraus havde ellers gjort, hvad hun kunne, for at sløre relationen til Dick Hebdige, og hun så selv bogen som litteratur:

»Det var meget presserende for mig, at den skulle blive taget seriøst som et litterært værk, men bogen blev bare læst som sladder,« fortæller Chris Kraus over telefonen fra sit hjem i Los Angeles.

Hun vidste godt, at autofiktion skrevet af kvinder havde en speciel status, men hun blev alligevel overrasket over, at det stod så galt til:

»Autofiktion er jo ikke en ny ting for det 21. århundrede, den går langt tilbage i litteraturen. Men af en eller anden årsag, er der en tendens til – og det var åbenbart slemt på det tidspunkt – at den bliver betragtet som memoirer, når den bliver skrevet af kvinder. Som om kvindelige erfaringer er så beskidte, at når kvinder skriver i førsteperson, kan det kun være en form for bekendelse,« siger hun.

»Alt dette vidste jeg godt, men jeg havde virkeligt svært ved at forstå, at der på så sent et tidspunkt – vi snakker i 1997, hvor Riot grrrl for eksempel (en feministisk punkbevægelse, red.) havde været aktive med deres ret heftige projekter i flere år – skulle opstå en kontrovers omkring det, at en kvinde skrev ud fra sine egne erfaringer, hvor navne på andre mennesker blev nævnt. Det virkede crazy for mig.«

Kvinder har sparket tilbage

I dag, tyve år senere, er bogen hot stuff. Ikke mindst i kraft af, at prominente unge feminister og kunstnere fremhæver bogen som et feministisk hovedværk.

Som da popstjernen Lorde lagde et billede af bogen op på sin Instagram-konto og skrev, at hun havde fået den af Lena Dunham, forfatter og instruktør af tv-serien Girls.

Ligesom der til maj er premiere på Amazons serie I Love Dick, med en af tidens mest hypede instruktører, Jill Soloway (Transparent) bag kameraet og med Kevin Bacon og Kathryn Hahn i hovedrollerne som Dick og Chris.

Det er også i den kontekst, at bogen nu udkommer på dansk med efterord af den feministiske debattør Emma Holten.

Og historien om, hvordan I Love Dick er gået fra at blive betragtet som privatlivskrænkende sladder, til at den nu står som et nyere feministisk hovedværk, fortæller ifølge Chris Kraus noget om udviklingen inden for det feministiske felt igennem de sidste tyve år.

Internettet har ifølge Chris Kraus haft stor indflydelse, på hvordan det feministiske projekt kunne udvikle sig, hvilket også betød meget for det store skift i modtagelsen af I Love Dick.

»Da bogen udkom i 2006, var det som om, det var en helt ny bog. Den blev læst af en helt ny gruppe mennesker, ikke mindst en række virkeligt intelligente unge kvinder, som Ariana Reines, Jackie Wang og Kate Zambreno, der skrev om den på deres blogs. Og fordi det var online, kom det langt hurtigere og længere ud til folk,« fortæller hun.

»Det var dermed en ny form for feminisme, der kunne få plads i det felt. Og en meget stor gruppe af kvindelige forfattere i USA og England – og garanteret også i Danmark, Norge, Sverige – har i den forbindelse arbejdet hårdt for at skubbe til grænserne for, hvordan man kan skrive som kvindelig forfatter om sine egne erfaringer.«

Mod et offentligt jeg

Da Chris Kraus skrev I Love Dick, havde hun arbejdet i flere år som redaktør på formatet Native Agents på førnævnte forlag Semiotext(e). I dette format fokuserede de især på bøger med kvindelige fortællere i førsteperson, ofte autofiktion, og det var derfor helt oplagt, at I Love Dick skulle udkomme i forlængelse af det.

Det var en del af et projekt, Chris Kraus havde, i forhold til at flytte grænserne for autofiktion skrevet af kvindelige forfattere.

»Jeg var fast besluttet på at arbejde med at skubbe de grænser, endda lang tid før jeg skrev I Love Dick. Længe før jeg vidste, at jeg skulle være forfatter. Så hver gang jeg udtalte mig om bøgerne fra serien, var jeg meget konsekvent med at sige, at vi forsøgte at etablere et offentligt jeg, ikke et memoiristisk jeg.«

Hun peger i den forbindelse også på det paradoksale i, at hun i I Love Dick rent faktisk adresserer problematikken omkring, at kvinders kunst ofte bliver reduceret til at være personligt fnidder. I forbindelse med en længere passage om kunstneren Hannah Wilke, skriver hun følgende passage:

»På et vist tidspunkt, måske i starten af 70’erne, begyndte hendes [Hannah Wilkes] værker at forholde sig til følgende spørgsmål: Hvis kvinder ikke har formået at lave ’universel’ kunst, fordi vi er fanget i det ’personlige’, hvorfor så ikke universalisere det ’personlige’ og gøre det til genstand for vores kunst?«

Denne universalisering af det personlige blev langt hen ad vejen overset i modtagelsen af I Love Dick, hvilket i høj grad gjorde modtagelsen til en gentagelse af modtagelsen af Hannah Wilkes værk:

»Hannah Wilkes ekskæreste Claes Oldenburg fik lukket en af Wilkes udstillinger, fordi udstillingen indeholdt nogle polaroidfotos fra deres liv sammen – en meget almindelig teknik i installationskunst – med argumentet at det kompromitterede hans navn. Det var chokerende. Og så var nogle af de samme mekanismer endda på spil, da jeg udgav min bog i 1997.«

Den fjerde bølge og antiheltinder

Chris Kraus mener, at I Love Dick i meget høj grad relaterer til den bølge af feminisme, som mange i dag kalder den fjerde bølge, fordi bogen også i høj grad arbejder med at skubbe grænserne for, hvordan man kan udtrykke sig som kvinde i det offentlige rum.

Hun fortæller i den forbindelse, at hun er blevet bedt om at skrive forordet til bogen Pics or It Didn't Happen: Images Banned from Instagram, (udkommer til foråret, red.), lavet af to unge kvindelige kunstnere, der har samlet billeder, som er blevet fjernet fra Instagram, fordi de ikke levede op til Instagrams retningslinjer.

»Det var mest billeder af kvindekroppe, og ikke nødvendigvis nøgne kvindekroppe, ofte bare billeder, der viste lidt kropsbehåring, stænk af menstruationsblod og i det hele taget billeder, der viste noget andet end det idealiserede, airbrushede billede af kvindekroppen. Billederne er censureret af indholdsmoderatorer, og de kommer dermed til at stå som et stærkt vidnesbyrd om de visuelle idealer og standarder for fremvisningen af kvindekroppen.«

– Hvordan relaterer du det til ’I Love Dick’?

»Pics or It Didn't Happen udfordrer forventningerne til, hvordan man kan fremstille kvindekroppen: den idealiserede, seksualiserede kvindekrop. Lidt på samme måde tager I Love Dick fat på en kvindelig fortæller, der er alt andet end fejlfri, det er derfor i høj grad to sider af den samme kamp. For folk har svært ved at affinde sig med kvindelige protagonister, der ikke er fejlfri. Kvindelige antihelte. Selvom alle protagonister, alle mennesker, har masser af fejl og er selvmodsigende og inkonsistente.«

Der er citeret fra den danske oversættelse af ’I Love Dick’ ved Louise Ardenfelt Ravnild, udgivet på Gyldendal