Folk
Læsetid: 1 min.

Bogfolk

Kultur
4. februar 2017

Victor Klemperer

Den tysk-jødiske filolog, mest kendt for værket LTI – Det Tredje Riges sprog, standardværket om den nazistiske sprogbrug, er i de forgangne årtier vokset til at være en af de vigtigste skribenter om nazi-tiden. Efter Klemperers død fandt man i hans efterladte papirer hans dagbøger fra 1933-1945, der siden er blevet udgivet på tysk under titlen Ich will Zeugnis ablegen bis zum Letzten. For nylig fandt man også en anden dagbog, nemlig hans dagbog fra revolutionsåret 1919, der viser, at Klemperer også var en meget talentfuld journalist. Bogen er netop kommet på svensk med titlen Revolutionsdagbok 1919.

Bob Dylan

Den litterære nobelprisvinder har spillet en vigtig rolle for flere danske forfattere. En af dem er Klaus Høeck. Han skrev faktisk allerede i 1979 på forlaget Swing bogen Dylan Forever. De 48 digte i bogen er skrevet efter Høecks sædvanlige datamat-system, og digtene siger ikke så meget om Dylans musik, men derimod meget om Bob Dylan i vores hjerte, om hvordan det har været at opleve Dylan og følge hans sange fra de første plader og frem. Som Høeck skriver, så tager Dylan sin ungdom med sig videre. Dylan Forever genudkommer nu den 10. februar på Asger Schnacks Forlag og vil koste 200 kr.

Ilija Trojanow

Den opsigtsvækkende roman Magt og modstand af den bulgarske forfatter Ilija Trojanow kommer lige om lidt på dansk på forlaget Tiderne Skifter. Som baggrund for romanen har Trojanow interviewet en lang række øjenvidner til diktaturet i Bulgarien og giver derved et skræmmende indblik i den totalitære stat. Nu viser det sig, at den bulgarske oversætter af bogen, der er skrevet på tysk, var spion for det daværende bulgarske sikkerhedspoliti og i overensstemmelse hermed har tilpasset sin oversættelse til det arbejde. Forræderiet forsætter, som Trojanow selv har skrevet i en kommentar i FAZ.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her