Læsetid: 12 min.

Cosplay: ’I Danmark ser man os som barnlige i stedet for kreative’

Der findes en verden, hvor fans af film, tegneserier og computerspil legemliggør deres yndlingskarakterer i eget kød og blod. Fænomenet hedder cosplay og oplever stigende popularitet i Danmark. Men hvad får egentlig voksne mennesker til at klæde sig ud som japanske mangafigurer og Disneyprinsesser?
En del af cosplay er at tage billeder af de kostumer, man har lavet. Fra venstre de tre cosplayere Lea Olsen, Sabine Larsen og Line Maria Eriksen

En del af cosplay er at tage billeder af de kostumer, man har lavet. Fra venstre de tre cosplayere Lea Olsen, Sabine Larsen og Line Maria Eriksen

Maria Hald

3. februar 2017

En mand i regntøj kniber øjnene sammen og sætter farten ned. Han kæmper lidt imod, men så overmander hans nysgerrighed ham, og han stopper op. Det syn, der har fanget hans opmærksomhed denne grå søndag eftermiddag, er to superhelte og en fotograf på udflugt.

Ildbetvingeren Makos sorte hår stritter op i luften, og hans øjne er hårde. Nonne-eksorcisten Rosette blinker til kameraet, mens hun leger med sin pistol. Manden tager mod til sig og går hen til dem. »Undskyld, hvad er det, I laver?«

Det er et godt spørgsmål, manden i regntøj stiller. Og som det skal vise sig, er det ikke helt let at besvare. Konkret er manden vidne til cosplay. Ordet er en sammentrækning af costume play og er et fænomen, der har vundet frem verden over siden begyndelsen af 90’erne, men først for alvor har slået rod i Danmark i løbet af de seneste 10 år.

For det utrænede øje kan cosplay forveksles med almindelig udklædning, men for hardcore cosplayere handler det om at blive sin karakter ned til mindste detalje. Modsat rollespillere, der skaber deres egen karakter, klæder cosplayere sig ud som eksisterende karakterer fra tegneserier, film og computerspil. De bruger ikke karaktererne som en del af en leg, for i cosplay handler det primært om kostumet.

Men hvis man vil dybere ned i mandens spørgsmål om, hvad det er, han er vidne til på sin søndagsspadseretur, så bliver det straks mere kompliceret. For er han i virkeligheden vidne til voksne mennesker, der krampagtigt holder fast i en barnlig verden? Er det en seksuel fetich? Eller er det en postmoderne leg med identiteten? Jagten på svaret tager sit udgangspunkt i en stue i Glostrup.

Så snart hun står foran kameraet, bliver Line Maria Eriksen til karakteren Mako fra den amerikanske tegnefilm ’Legend of Korra’. Kostumet har hun lavet ved at nærstudere tegningerne af figuren.

Maria Hald

Sådan noget japansk noget

Dagen inden manden i regntøj var vidne til den opsigtsvækkende fotoseance, sad de alle tre hjemme hos Sabine Larsen og forberedte sig. Sabine er 26 år. Ud over at være cosplayer er hun også hobbyfotograf, og det er hende, der skal tage billeder den efterfølgende dag.

På alle vandrette flader i hendes stue ligger uldkapper, to meter lange parykker, rustningsdele, strutskørter og gigantiske støvler. Alt sammen hjemmelavet.

For tiden er Sabine i gang med at sy en hudfarvet sixpack, fordi hun gerne vil være Bue fra tegneserien Elverfolket. Der er væsentligt flere udfordringer forbundet med at være mandlige karakterer end kvindelige – især hvis mandens karakter har blottet brystkasse.

Det kender ildbetvingeren Mako alt til. Mako hedder i virkeligheden Line Maria Eriksen og er 29 år. Som cosplayer har hun udviklet en forkærlighed for mandlige karakterer. Især de meget maskuline og firkantede af slagsen, hvilket har gjort hende til ekspert i at lave muskeldragter ud af skulderpuder.

Hun har blandt andet lavet et 20 kilo tungt kostume, som hun bruger, når hun er dværgen Fili fra Hobbitten. Selv om det sikrede hende bronze i europamesterskabet i cosplay, er hun træt af det kostume, fordi skægget klør helt vildt. 

Der afholdes årligt en række konventer i Danmark, hvor cosplayere mødes og viser deres kostumer frem. Den største er J-Popcon, der sidste år havde cirka 3.700 besøgende. Til sammenligning var der cirka 300 deltagere til XtraCon Chess Open 2016, der er Nordeuropas største skakturnering.

Ligesom når det gælder enhver anden hobby, er der forskellige ambitionsniveauer blandt cosplayere. Der er dem, der køber deres kostume på nettet, og bare godt kan lide at gå rundt i det, når de er på cosplaykonvent. Og så er der dem, der bruger månedsvis på at lave deres egne kostumer og perfektionere dem ned i mindste detalje. Det er sådan nogle, Sabine Larsen, Lea Olsen og Line Maria Eriksen er.

Da Line gik i folkeskole, elskede hun at tegne. Hun samlede på Pokémon-kort, og i hendes VHS-afspiller sad der altid et bånd klar, så hun kunne trykke record, hvis der pludselig kom noget om Harry Potter i fjernsynet. Men alt det, Line elskede, var også det, som udelukkede hende fra fællesskabet. 

»I de ældre klasser var det fester og drenge, der var det, man skulle gå op i. Men jeg ville hellere sidde derhjemme og tegne Elverfolket og se mine film og tv-serier,« siger Line.

Sabine lærte også i folkeskolen, at der var nogle interesser, der var federe end andre.

»Jeg blev mobbet rigtig meget, fordi jeg kunne lide sådan noget japansk noget, som de andre syntes var dødunderligt.«

Store Lars og den stille mus

Sabine var 15 år, da en veninde hev hende med til J-Popcon. I døren på vej ind så hun en kvinde i en brusende stor nederdel og paryk. »Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Jeg ved ikke, hvad det er, men det vil jeg også gerne’.«

På konventer kan cosplayere og andre fans mødes og dyrke det, de nu engang er fans af. På de fleste konventer er der salgsboder og workshops, og så er der som regel en scene, hvor der afholdes konkurrencer i cosplay. Her bliver man både bedømt på, hvor godt ens kostume er lavet samt en lille optræden, man laver, som sin karakter. Men for de fleste cosplayere er konventerne først og fremmest stedet, hvor det hele begyndte.

»Der er ikke nogen, der dømmer dig på con’en (cosplay-slang for konventer, red.). Til hverdag er mange vant til at være den stille mus ovre i hjørnet, for hvis du bare løfter en lillefinger, står Store Lars og driller. Så kommer du på con, og her er alle klar til at modtage dig med åbne arme. Du kan kravle rundt på væggene, og folk synes stadig, du er sjov. Der står ikke nogen Store Lars og siger, at du er grim,« siger Sabine.

Lea Olsen har selv lavet hver eneste detalje i dette kostume, der forvandler hende til nonnen Rosette fra den japanske anime ’Chrono Crusade’. I bæltetaskerne finder man seks små flasker vievand, der kan lyse blåt.

Maria Hald

Din egen kreation

På 16 år er Danmark gået fra at have et årligt konvent, hvor cosplayere kan mødes, til at have ni. Samme tendens finder sted verden over. Den australske forsker Adam Geczy har sammen med to kollegaer netop færdiggjort en bog om cosplay, og hvis manden i regntøj havde spurgt ham, hvad det var, han var vidne til på sin eftermiddagstur, havde svaret lydt sådan her:

»Cosplay er udtryk for, at vi lever i en posthumanistisk tid. Hvor der i humanismen var en idé om et fastforankret selv, befinder vi os nu i en tid, hvor det handler om at dræbe selvet. Din krop og din fødselsdato er bare råmateriale, hvorudfra du kan skabe dig selv,« siger Adam Geczy.

Adam Geczy mener ikke, at cosplay bør ses som et isoleret fænomen, men som et barn af internetkulturen. Ifølge ham er det nemlig ikke tilfældigt, at cosplay er opstået samtidig med computeren og har vokset sig stort i samme periode som internettet. Cosplay er en moderne leg med identiteten, mener han, på samme som når vi skaber online identiteter på sociale medier.

»Tag for eksempel sådan noget som folks e-mailadresser, hvor folk skaber deres egne aliasser. Måske arbejder du som sekretær, men inden i dig selv ved du, at du i virkeligheden er ’girlybatmanwithbigtits’, hvilket så også er din mailadresse,« siger Adam Geczy, der mener, at cosplay hænger uløseligt sammen med vores tid. En tid, hvor lægevidenskaben har gjort det muligt for os mennesker at ændre på selv noget så fastlåst som vores kroppe.

»Aristokratiet holdte også meget af maskerade i 1700-tallet, fordi de kunne slippe nogle hæmninger, når de var forklædt. Men hvis du var en aristokrat i 1700-tallet, så kunne du godt klæde dig ud, men du var stadig grevinde. Hvorimod nu, for første gang i historien, kan du faktisk blive, lige hvad du vil. Du kan for eksempel få bryster eller skifte dit køn. Du er din egen kreation,« siger han.

En safezone for fans

Det er mellem otte og ti år siden, at Lea, Line og Sabine hver især fandt vej ind i cosplaymiljøet. Her oplevede de alle tre en hidtil ukendt frihed til at være sig selv og ikke mindst til at dyrke deres glæde ved at være fans.

»Man træder ind i en boble, hvor alle kan relatere til, hvordan det er at være fan af noget, som ikke altid er det, der bliver betragtet som sejt i den virkelige verden,« siger Lea Olsen på 27 år. Det er hende, der er inde i nonne-eksorcisten Rosette fra den japanske anime Chrono Crusade. Og Line supplerer:

»Vi hjælper hinanden til at være mere udadvendte og ikke være så bange for at give udtryk for, hvad vi kan lide.«

Det kan virke paradoksalt, at man kan opleve frihed til at være sig selv ved at klæde sig ud som en anden. Men friheden er for dem først og fremmest forbundet med det fanmiljø, som cosplay finder sted inden for. Kostumerne er bare det fysiske udtryk, som det fællesskab antager.

»Det er de færreste, der hopper i et kostume og går alene rundt. Man hopper i et kostume for at blive en del af fællesskabet,« forklarer Lea.

Derfor er de heller ikke enige med forskeren Adam Geczy i, at de ændrer identitet, når de cosplayer.

»Det er jo kun et udseende. Vi er stadig bare os,« siger Lea.

Kærlighed til karakteren

Ildbetvingeren Mako fra den amerikanske tegnefilm Legend of Korra går dybt ned i knæ med det ene ben og stækker det andet stoisk frem foran sig. Hans blik er hårdt, og han har et arrogant drag om munden, mens han rækker sin muskuløse arm frem mod kameraet.

Så siger Lea, der står og ryster af kulde, mens hun holder fotografens flash: »Det gode er, Line, at din cola stadig er kold, når vi er færdige her«. Lines ansigt flækker midt over i et stort grin, og Mako forsvinder øjeblikkeligt. Blikket er pludselig imødekommende og ansigtstrækkene bløde.

»Ja, det er det gode ved vinter-photoshoots: Drikkevarerne holder sig kolde!« Derefter forsvinder Line igen, lige så pludseligt som hun kom, og den alvorsfulde Mako vender sig igen mod kameraet.

Ifølge lektor Marie Højlund Roesgaard, der er tilknyttet Japanstudier på Københavns Universitet, er det netop den indlevelse i karakteren, der adskiller cosplay fra nutidens fastelavn og 1700-tallets maskeradebal.

»Med et fastelavnskostume er det stadig lille Sigrid, der har klædt sig ud som Snehvide, men for den voksne cosplayer handler det om at blive til Snehvide. Men går dybere ind i karakteren, og derfor er det typisk nogle karakterer, der er valgt med meget stor kærlighed.«

Line cosplayer altid karakterer, der har personlig betydning for hende. Hun har for eksempel lavet tempelridderen Cullen fra computerspillet Dragon Age, fordi hun har fulgt ham gennem spillene, og er berørt af den personlige udvikling, han har gennemgået.

Men for Lea handler det mere om den kreative udfordring ved at lave kostumet, og derfor vælger hun ofte sine karakterer ud fra, hvordan de ser ud. For eksempel har hun lavet prins Edward fra Enchanted, fordi hun gerne ville prøve kræfter med læder og broderi. 

Selv om ingen af de tre kan genkende billedet af, at de forsøger at blive en anden end dem selv, så er der et tidspunkt, hvor Lea, Line og Sabine glemmer sig selv, og det er, når de står på scenen til en cosplaykonkurrence.

Det er ikke alle cosplayere, der konkurrerer, men disse tre elsker at stå på scenen. Her optræder man med et hjemmelavet nummer som passer til ens karakter. For eksempel har Line og Sabine for nyligt optrådt som Flynn Rider og Rapunzel fra Disneyfilmen To på Flugt. Her lavede de en kort replikveksling og dansede til en af sangene fra filmen.

»Når jeg optræder, så er jeg Flynn Rider i to et halvt minut. Jeg har et musiktrack, der bakker mig op. Det er ikke min stemme, det er Flynns, men publikum ser de ansigtsudtryk og de bevægelser, som jeg synes passer til karakteren.«

Flugt fra virkeligheden

Alle tre kvinder er talentfulde cosplayere. De vinder konkurrencer, bliver sendt til udlandet med alt betalt for at repræsentere Danmark og bliver hyret til at være dommere ved internationale cosplaykonkurrencer.

Alligevel er deres hobby ikke det første, de fortæller nye bekendtskaber om. For ligesom i folkeskolen er deres hobby ikke en, som folk nødvendigvis synes er fed. Det oplevede Lea blandt andet, da hun gik på universitetet.

»Når jeg sagde til folk, at jeg cosplayede, så virkede det som om, de tænkte ’Uh, det havde jeg måske ikke behøvet at vide om dig’. Som om det var en eller anden dirty secret, jeg havde fortalt dem.«

De kender alle fordommene om cosplay – lige fra at det er barnligt, til at det er en seksuel fetich. Men der er en fordom, som de hader mere end alle de andre.

»Det er ikke en virkelighedsflugt. Folk har en ide om, at hvis man lever sig ind i noget fiktivt, så er det, fordi man flygter fra virkeligheden. Men hvis man flygter, så flygter man jo gerne ind i sin egen lille boble, men her er det jo et fællesskab, man joiner,« siger Lea med opsparet frustration i stemmen.

Havde manden i regntøj spurgt lektor Marie Højlund Roesgaard, hvad der egentlig foregik, havde hun da heller ikke svaret, at han var vidne til en virkelighedsflugt.

»De er ikke nogle stakkels nørder, der ikke kan være i deres egen krop, som så kompenserer ved at klæde sig ud som Frodo. Men det er selvfølgelig noget, man gør, når man er ung, fordi man har mulighed for at afprøve nogle forskellige handlemønstre og udseender til sig selv i et sikkert forum,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Men manden i regntøj spurgte ikke Marie Højlund Roesgaard. Han spurgte Sabine. Og hun svarede: »Vi er ude og tage billeder af nogle kostumer, som vi selv har lavet.«

I det korte svar ligger nøglen til at forstå, hvad der får, om ikke alle, så i hvert fald disse tre cosplayere, til at cosplaye.

»Jeg har altid været kreativ. Men på et tidspunkt kunne min mor ikke gå med flere hjemmelavede halskæder. I cosplay fandt jeg en måde, hvor jeg kunne bruge min kreativitet til noget – for eksempel til at vinde konkurrencer,« forklarer Lea.

Som så mange andre før ham vil manden måske indvende: Men helt ærligt – I er i slutningen af 20’erne, er I ikke for gamle til at gå og klæde jer ud?

»Jeg har mødt mange cosplayere i udlandet, der er i 40’erne, og som har familie og børn. Men i Danmark ser man cosplay som noget barnligt i stedet for at se det som noget kreativt. Cosplay er jo noget, jeg gør for at holde mig i gang, og fordi det gør mig glad. Skulle jeg hellere sidde på Facebook i min fritid? « siger Line.

Dæmonen

Nonnen Rosettes mund er åben i et tavst skrig, og hun holder beskyttende hånden frem. En ond dæmon er i gang med at suge livskraften ud af hende. Hun har været ude i den fugtige januarkulde i tre timer kun iført sin nonnekjole og hvide mamelukker, og hun har gåsehud på sine bare arme.

Sabines jakke og bukser er fuldstændig jordet til efter en klatretur op på en skråning, fordi hun ville tage nogle billeder oppefra, og Line kan ikke mærke sine tæer i de hjemmelavede støvler. Det har hun ikke kunnet i to en halv time. Hun retter på Leas ansigtsudtryk, så det ser ud på den helt rigtige japanske måde, som passer til hendes karakter. De stopper for at se på billederne sammen.

»Ej, det kan jeg virkelig godt lide, det er mega fedt!« siger Sabine.

»Ja! Det er hammergodt. We like!« istemmer Line begejstret, mens hun står og ryster over hele kroppen. Lea nikker selvsikkert. Hun er også tilfreds med resultatet. Billederne lægger de ud på deres cosplayprofiler på Facebook, hvor de har tusindvis af følgere. Men ikke på deres private. Så slipper de for at svare på spørgsmål fra kollegaerne på mandag.

Line Maria Eriksen som karakteren Mako.

Maria Hald

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Christensen
  • Tanni Kromann
  • Torben Skov
Ib Christensen, Tanni Kromann og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er pligt at blive gammel, det er frivilligt at blive voksen.

Sålænge de nyder hvad de laver og ingen omgivende kommer til skade, så lad dem gøre det.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det vigtigste er vel at have det sjovt. Andre sætter lange brædder under fødderne og sætter liv og førlighed på spil ved at ræse ned ad en sneklædt bjergside for sjov. Selv spiller jeg computerspil.

Det eneste tidspunkt, hvor man bør være voksen, er i samvær med børn. Og selv sammen med børn kan det være godt stadig at have en barnlig sjæl.

"Voksen" er voldsomt overvurderet.

Tor Brandt, Morten Balling og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Alt efter hvad man relaterer til.
Vel ikke så forskellig fra vikingetøj, middelalderdragter, hjemmeværnsfolk, jagt, bdsm osv.
Kreativitet har mange udtryk, det er da herligt, bare det ikke skader nogen (nogle uniformer er jo virkelig for voksne og ikke helt ufarlige).

stefan kjær jensen

Hvis I vil se en meget avanceret form for cosplay, så skal i prøve at gå ind 501st hjemmeside. Det er en verdensomspændende klub for fans af star wars, der klæder sig ud som både clone- og storm troppers samt alt der imellem.

Vibeke Rasmussen

Men det ene, barnlig, udelukker vel ikke nødvendigvis det andet, kreativ? Måske snarere tværtimod? :-)

Jesper Pedersen

Naturligvis er det barnligt. Og det er der ikke noget galt i. Vi opfører os alle barnligt en gang imellem, og så længe vi har det sjovt og det ikke går ud over andre, så har jeg ikke noget problem med det.

Men derfor er det stadig barnligt. Og hvis de ikke kan lide det, skulle de måske bare gå mindre op i, hvad vi andre mener om dem.

Hvorfor har de brug for samfundets anerkendelse af at de opfører sig voksent i deres udklædningskostumer?

Ib Christensen

Danskerne er generelt mindre frisindet end de selv anser sig for.

Umodent er det vel at, frasige sig selv at, gøre hvad man har lyst til, baseret på hvad andre måtte tænke. At finde et køleskab på tankstationen fyldt med vand, i flasker af forskellige former, ville jeg finde trist. Og det er ikke kun farverne jeg vil savne.
Samme gælder det liv jeg ønsker. Jeg ville komme mere på byens strøg en lørdag, hvis folk vovede at komme glade og individuelle. Cosplay behøver ikke være kopier. Bare det at have lyst til andet end tidens mode får folk til at forarges, og det anser jeg ærlig talt ikke for, at være en voksen værdigt.