Læsetid: 10 min.

’Man får noget, og så sørger man for at give noget tilbage’

Titelpersonen i Disneys nye animationsfilm, ’Vaiana’, er en såre moderne og handlekraftig ung høvdingedatter, der defineres i kraft af sine egne valg, ikke andre menneskers. Information har talt med filmens instruktører, John Musker og Ron Clements, og producent, Osnat Schurer, der alle har været meget optaget af at gøre Vaiana til en nuanceret figur
Høvdingedatteren Vaiana må kæmpe for at redde sit folk og sin ø fra den selvoptagde halvgud Mauis – ham med den magiske fiskekrog – uansvarlige opførsel. Foto: Disney

Høvdingedatteren Vaiana må kæmpe for at redde sit folk og sin ø fra den selvoptagde halvgud Mauis – ham med den magiske fiskekrog – uansvarlige opførsel. Foto: Disney

Scanpix 2016

4. februar 2017

»Jeg er meget tilfreds med den måde, hun er endt med at være på. Hun er ikke en drengepige. Hun er en pige, og det er en del af hendes styrke og af, hvem hun er,« siger Ron Clements. Den amerikanske Disney-animator og -instruktør er i København for at tale om sin og den mangeårige makker, John Muskers, nye film, Vaiana. Vaiana foregår i Polynesien i Stillehavet for ca. 2.000 år siden og er en både dramatisk, musikalsk og meget humoristisk film om høvdingedatteren Vaiana, der trodser sin far og drager ud på havet for at redde sit folk og øen, de bor på, fra halvguden Mauis temmeligt uansvarlige opførsel.

»Hun er en nuanceret figur,« siger filmens producent, Osnat Shurer. Hun er også i København sammen med Clements og Musker.

»Vaiana har stærk og omsorgsfuld, og en del af hendes styrke kommer netop fra hendes empati, hvilket er unikt for hende som figur. Hun er igangsætteren af forandring i sit eget og alle andres liv, og hendes mål har intet at gøre med at finde en anden, som kan give hende den form for tilfredsstillelse. Det har med hendes indre modningsproces at gøre. Og hun har humoristisk sans.«

Fantastisk timing

Vaiana virker næsten som kulminationen på en proces, der begyndte for præcis 80 år siden med den allerførste Disney-tegnefilm, Snehvide og de syv små dværge. Dengang og i mange af de efterfølgende Disney-film var de kvindelige helte, Disney-prinsesser som Askepot og Tornerose, mere passive hovedpersoner, der måtte udholde, mens de ventede på den store kærlighed. I dag er de anderledes handlekraftige og selvstændige, og det er en udvikling, der for alvor begyndte i 1989 med en af Clements og Muskers første film, Den lille havfrue, og fortsatte med Skønheden og udyret, Mulan, To på flugt, Frost og Musker og Clements’ egen Prinsessen og frøen.

»Vaiana handler om kvindelig selvstændiggørelse, og i sidste uge var der marcher i USA, som også handlede om det. Det var dog ikke noget, vi havde planlagt,« siger Musker, der er den mest talende af de tre, og således er det om noget en film til tiden.

Osnat Shurer: »Timingen er fantastisk. Men det afspejler også, at vi alle rundes af den tid, vi lever i. Vi er 400 mennesker, der arbejder på en film som denne, og vi begynder selvfølgelig at mætte den med alt det, der foregår i vores liv. Så selv om den foregår for 2.000 år siden, opfatter vi Vaiana som en forholdsvis moderne figur.«

Det er noget, som Musker og Clements er blevet opmærksomme på med årene. De er begge 63 år gamle og har været hos Disney i 35 år – deres første film som instruktører var Mesterdetektiven Basil Mus (1986), og de har også instrueret succeser som Aladdin (1992) og Herkules (1997) – og har set, hvordan verden og det hæderkronede animationsselskab har forandret sig.

»Selv da vi lavede Den lille havfrue, prøvede vi bare at fortælle et godt eventyr og en engagerende historie,« siger Musker.

»På denne film sørgede vi sammen med vores historiefolk for, at Vaiana var historiens hovedperson og helt, og at hun ikke kom til at spille andenviolin til Maui. Det skulle forblive hendes historie. Og nu hvor filmen er blevet vist for et stort publikum verden rundt, er det gået op for os, hvor stærk en rollemodel, hun egentlig er for magen mennesker, og hvordan børn bliver tiltrukket af hende. De synger hendes sange. De lader, som om de er hende. Og de får en dyb forbindelse med hende, og det fortæller os, at vi har et ansvar, fordi figuren har den effekt på publikum.«

Ingen kærlighedshistorie

Hemmeligheden bag en god og moderne Disney-figur er at gøre det muligt for et nutidigt publikum at relatere til den, samtidig med at man beskæftiger sig med nogle universelle temaer, forklarer John Musker, hvis film sammen med Ron Clements alle er klassiske dannelsesfortællinger.

»Vaiana handler også om identitet og om at finde sin plads i verden og ikke lade andre mennesker definere, hvem man er, alle er aktuelle emner. De bliver ikke forældede med den verden, man lever i.«

Osnat Shurer: »Vi følte også, at vi tog fat om selv udgangspunktet på en mere moderne måde. Det bliver antydet, at høvdingehvervet er gået i arv fra far til søn og søn og søn, men vi gør ikke noget særligt ud af det. ’Vaiana, du er den næste i arvefølgen, og sådan er det.’ Vi siger ikke, ’åh, men du er en pige eller ikke en pige.’ Det var vigtigt for os. Vi ville have, at filmen skulle handle om hende som helten.«

Clements: »Der er ikke nogen egentlig kærlighedshistorie i filmen, og det var der aldrig på noget tidspunkt. Det er en eventyrfilm, det er en ung hovedperson, der er en kvinde, men som godt kunne have været en mand, der rejser ud på en helterejse, en jagt, hvor indsatsen er meget, meget høj. Hvis hun fejler, kan det resultere i, at hendes folk og ø bliver udslettet, og så det handler om denne unge kvinde, der står over for forhindring efter forhindring og overvinder dem og derved bliver det menneske, det er meningen, hun skal være, og gerne vil være.«

Musker: »Det var afgørende for os, at Vaiana hele tiden selv tog sine egne beslutninger. Og hvis der var steder, hvor hun ikke gjorde, justerede vi historien, så der var et valg, hun kunne tage. Men vi ville også have, at Ariel i Den lille havfrue var anderledes end Snehvide og Askepot. Hun skulle være aktiv og foretage sine egne valg. Det var en bevidst beslutning.«

Clements: »Ariel skulle i høj grad være en teenagepige, som moderne teenagepiger var på det tidspunkt.«

Musker: »Og Tiana i Prinsessen og frøen havde en drøm om at åbne en restaurant, og hun måtte arbejde for at tjene til dagen og vejen. Hun var en arbejdende ung kvinde, hvilket gjorde hende anderledes end de andre.«

Clements: »Hendes drøm var ikke at forelske sig, men at drive egen forretning.«

Arven fra Disney

Samtidig med, at Ron Clements og John Musker skulle sørge for at se frem og være progressive, var de også nødt til at se tilbage og sørge for, at Vaiana, både filmen og figuren, var en del af den rige arv og tradition, som også er Disneys. Det faldt dem nu ikke så svært, fordi de havde arbejdet for selskabet i så mange år.

»Det var spændende for os, da vi lavede Den lille havfrue – det var intimiderende og spændende på samme tid – fordi vi voksede op med Snehvide og Askepot og Tornerose og var meget påvirkede af de film,« siger Clements, der er lidt mere forsigtig og stilfærdig end Musker og indimellem bliver overdøvet af sin mangeårige makker.

»Vi sagde til os selv, ’vi skal lave en af de film!’ Selv om vi havde arbejdet på andre film, så var den seneste film baseret på et eventyr netop Tornerose fra 1950’erne, så vi begyndte en ny generation af eventyr. Og vi var faktisk unge på det tidspunkt og håbede på, at vi kunne lave en film, der kunne stå på hylden ved siden af alle de andre. Vi var Disney-fans fra barnsben af, så vi har altid været opmærksomme på Disney-arven og glade for at være en del af den.«

Og i de overvejelser ligger der en interessant parallel til Vaiana, fortsætter Clements.

»Et af filmens temaer, som kom fra øerne, vi besøgte, er, at man skal se tilbage på sin fortid og sin arv. Hvis man ikke ved, hvor man kommer fra, så ved man heller ikke rigtig, hvem man er. Man er nødt til at vide, hvor man kommer fra for for alvor at vide, hvor man er på vej hen. Det gælder også for Disney. Arven og fortiden er en stor del af selskabets identitet. Vi har været der længe, og der har været tider, hvor Disney har favnet sin arv, og tider, hvor man næsten bevægede sig væk fra den og ville glemme, hvor man kom fra.«

Musker: »Et andet tema på øerne handler om, at alting hænger sammen, og sådan er det også med os som animatorer og vores forbindelse til fortiden som en del af fremtiden. Der er en forbindelse mellem alle disse ting, det kan vi ikke nægte.«

Unikke kulturer

Ideen til det, der endte med at blive til Vaiana, var John Muskers. Han havde altid været fascineret af Polynesien, dens mange øer – Tahiti, Fiji, Samoa – og da han begyndte at læse om polynesisk mytologi, fik han straks den tanke, at der var en film i det.

»Jeg faldt især over de her historier om Maui, en halvgud og skifting, der havde en magisk fiskekrog, der var lidt ligesom Thors hammer,« siger han.

»Det var hans magiske talisman, og han havde trukket mange af øerne op af havet. Myten går på, at han trak mange af øerne i Stillehavet op. Og han var dækket af tatoveringer, der fortalte om alle hans bedrifter. Jeg tænkte, ’wow, det lyder, som om den her figur er skabt til animation. Hvorfor er der ingen, som har forsøgt det før? Det ved jeg ikke, men lad os gøre det.’«

Og det gjorde Musker og Ron Clements så. De pitchede ideen til deres chef, John Lasseter, der både styrer Pixar og animationsafdelingen hos Disney, og han sagde ja og sendte dem på tre ugers researchrejse i Stillehavet. Det var noget ganske andet, end da de lavede Mesterdetektiven Basil Mus og ikke kunne få lov til at besøge London. I det hele taget er de to instruktører, Osnat Shurer og Disney gået langt for at portrættere den polynesiske kultur så korrekt og respektfuld som muligt, uden at det dog måtte blive en hæmsko for fortællingen.

»Det voksede nok ud af John Lasseters forkærlighed for research, men vi sørgede også for at involvere de lokale, ikke blot som konsulenter, men som samarbejdspartnere. Og Vaiana er kun blevet rigere takket være de lokales deltagelse. Jeg tror, at de film, Disney kommer til at producere i fremtiden, vil – hvis jeg tager vores egne oplevelser på de to seneste film og John Lasseters interesse – altid dykke ned i kulturerne og forsøge at finde ud af, hvad det er, der gør lige præcis de kulturer unikke,« siger Musker.

Osnat: »Det drejede sig om at sørge for, at folk var involverede hele vejen igennem filmens tilblivelse. Vi skulle altså ikke kun tage på en researchrejse, finde ud af nogle ting og så komme tilbage og lave vores egen film. Vi holdt kontakten med antropologer, lingvister og andre mennesker, vi havde mødt, undervejs i arbejdet med filmen, og vi spurgte dem hele tiden, om de havde kommentarer eller indvendinger.«

Clements: »Vi burde nok have været mere ansvarlige tidligere. Vi har nået en alder, hvor vi hele tiden møder mennesker, for hvem vores film har betydet meget, og på en måde er jeg glad for, at vi ikke tænkte så meget over det dengang. Det ville måske have gjort os lidt mere bange, hvis vi havde vidst, hvordan den slags påvirker folk. Vi var jo unge og uprøvede.«

Aktuel problematik

Endelig er der et miljømæssigt budskab i Vaiana, som tillige passer godt til den tid, vi lever i, og den benægtelse af fakta, som man i stigende grad oplever hos politikere verden over.

»Problemerne for Vaiana og hendes stamme begynder, fordi en eller anden gaber over for meget og går for langt,« siger Osnat Shurer.

»Og der er problemer, som man nægter at se i øjnene. Det kan man godt, man kan godt skubbe problemerne væk, men det vil ærlig talt være en trussel mod verden. Vi har arbejdet på filmen i fem år, og alligevel rammer vi ned midt i en meget aktuel problematik.«

Ron Clements: »Stillehavsøerne står i centrum i de miljømæssige ting, der sker. De vil mærke klimaforandringerne og havstigningerne før de fleste andre.«

Osnat: »Jeg ved, at Danmark er et fladt land, men på nogle af øerne er det højeste punkt kun 16-17 meter over havoverfladen. De er allerede begyndt at evakuere nogle steder.«

Ron: »Økologien er også vigtig på øerne. Når man bor på en ø står tanken om at respektere og pleje naturen meget tydeligere. Man befinder sig på en lille ø, og hvis ikke man tager sig af den verden, man bor i, kan den forsvinde ret hurtigt. Hvis naturen på en ø bliver udnyttet og udpint, finder man hurtigt ud af, hvad konsekvenserne er. De har ritualer, hvor de smider fisk eller hælder ferskvand ud i vandet, som for at sige tak for den gode fangst og det rene drikkevand.«

John Musker: »Gensidighed var et ord, vi ofte hørte dernede. Man giver igen. Man får noget, og så sørger man for at give noget tilbage.«

Ligesom John Musker, Ron Clements og Osnat Shurer selv gør det med deres film.

Vaiana havde premiere torsdag den 2. februar. Anmeldelse på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu