Læsetid: 4 min.

Du flygter

Det er igennem det nære og genkendelige, at vejen går til mennesket på flugt. Ethvert totalbillede gør ikke andet end at forråde flygtningene, fordi det menneskeligt set forsimpler dem

Mia Mottelson

25. februar 2017

Det er altid ét menneske, der flygter. Det er ét menneske, der siger farvel. Ét menneske, som har haft en drøm og har mistet den. Ét menneske med et navn, hvis mor og far har navne, ét menneske, der er vokset op et givet sted.

Ét menneske, der stilles over for de vanskeligste valg, som han eller hun i den dybeste ensomhed alene må tage ansvaret for. Eller endnu værre: slet ikke har noget valg, men blot sendes hovedkulds ud på en flugt uden endestation.

Hvad er et hjem? Hvad betyder familie? Hvad er et menneske? Hvad er vigtigt, og hvad kan vælges fra? Livet bliver sat på spidsen for flygtningen. Kun grundspørgsmålene står tilbage.

Og det er ikke kun i flygtningesituationen, sådanne spørgsmål trænger sig på. De store, uhåndterlige spørgsmål har i sidste ende også gyldighed for os, der tror os livsforsikrede i evig magelighed.

Om en uge har vi premiere på Vredens Druer, en dramatisering af John Steinbecks berømte roman, på Betty Nansen Teatret. Det er en historie om en flygtningefamilie i 30’ernes USA.

»De kan ikke være mennesker. Et menneske ville ikke opføre sig sådan,« konstaterer en af karaktererne, der iagttager flygningefamiliens kamp, fra sidelinien.

Minder det om noget, vi kender?

Lighederne med nutidens flygtninge er påfaldende. Heller ikke i vores øjne er flygtninge individer med navne og en historie, men en anonym, ansigtsløs masse, tragiske menneskeskæbner reduceret til statistik.

Flygtningene i Steinbecks historie er klimaflygtninge, ligesom en del af de afrikanske flygtninge, som Europa møder nu. De flygter fra ødelagte, eroderede marker og kastes ud i det uforudsigeligt fremmede. Hvad blev der af den amerikanske drøm? Deres verden lukker sig bag dem, men det sted de rejser imod, møder dem også med lukkede døre. De fanges i limbo, i verdens korridorer, i et evigt venteværelse.

Hvad kan de tage med midt i afskeden med den verden, de kender? Smykker, men kun fordi de kan sælge dem. Som flygtning er du i færd med at afhænde alt, også din egen identitet.

Skyldfølelse

Når du skal ud på en farefuld rejse, det være sig over havet i en lækkende, overfyldt gummibåd, det være sig gennem en gold ørken som i Steinbecks roman, da må du ikke tvivle. Men hvad hvis jeg sætter andres liv på spil? Mine børns, mine gamle forældres? De overlevende har altid skyldfølelse. De svage og blide, de, der ikke satte sig selv i første række, dør først.

I arbejdet med forestillingen googler jeg billeder. Mediernes totalbilleder af de flygtende bringer tanken hen på dyr.

»De kan ikke være mennesker. Et menneske ville ikke opføre sig sådan.«

Forhutlede, næsten uden ejendele, med børn på ryggen, uden et hjem. Associationen til dyr på vandring gennem tørkeramte landskaber er ikke langt borte. Uvaskede, svedende, ansigter fordrejede i opgivelse eller fortvivlelse eller bare stivnede i en indre lammelse, hvis de da ikke er paniske midt ude på havet.

Et menneske har en bolig. Et menneske spiser på en tallerken og forretter sin nødtørft på et toilet for lukket dør og ikke ude i rabatten på en motorvej til offentligt skue. Det gør kun dyr.

Menneskelig elendighed skaber i sig selv stigmatisering. Det menneskelige blik er uden moral. Det følger sin lyst.

Da jeg var ung i 80’erne, udøvede medierne en billedcensur. Selv Ekstra Bladet havde grænser for, hvor tæt de gik på. Døden blev omgået med en vis respekt.

I nutidens medier hersker en visuel ytringsfrihed, som grænser til visuel ekstremisme. Det er, som om vi, tilskuerne i den fredelige del af verden, er et globalt kønsorgan, der dagligt skal tirres uden udsigt til nogen forløsning, mens vi samtidigt efterlades i en stadig voksende moralsk apati.

Billeder forfører. Det er deres hemmelige dagsorden. Stol aldrig på en fotograf! Stol heller ikke på en teaterinstruktør! Det eneste, vi vil, er at please dig, at slikke på dig, mens du kigger på vores billede og siger: »Ahhhhh mmmm hvor er det smukt.«

Gu er det ej.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skildre grusomheden i Steinbecks historie. Jeg spørger mig selv, om det at lave teater om flygtninge er forkert og måske tjener løgnene frem for sandheden. Bliver det ikke forløget at se en flok velernærede danske skuespillere spille forhutlede og sidde op af en malet kulissevæg i nøje designede pjalter?

Jeg overvejer at lægge de mest grusomme scener i mørke. Måske bare stoppe forestillingen midtvejs? I afmagt. Det er der en sandhed i.

Men kunsten kan jo ikke lægge sig selv i mørke bare for at tale sandt? Nu prøver jeg at fortælle om dem. De rigtige mennesker, en ad gangen. I nærbilleder.

Man må vel bruge sin indlevelsesevne? Sin fantasi? Fantasien har sin egen etiske eksistensberettigelse. Fantasien må gerne; den må tale, hvor vi andre bør tie stille.

I fortællingen om katastrofen giver det mening også at tale om det normale. Dagligdags hændelser, hygiejne, ritualer. Børn har også fødselsdag, selvom du er forvist fra dit land og lever på vejene.

I undtagelsestilstande er der også en hverdag, der skal opretholdes. Hverdagen er noget af det mest stædige, vi har. Den kommer igen i alle katastrofer, den VIL komme igen. Der er en nat og en dag. Der er et system. Vi indgår i det. Det kan kun midlertidigt sættes ud af spil. I krigstid er vi stadig mennesker.

Det er igennem det nære og genkendelige, at vejen går til mennesket på flugt. Ethvert totalbillede gør ikke andet end at forråde flygtningene, fordi det menneskeligt set forsimpler dem. Du er midt i dit livs største krise, fanget i den lammende sorg over et helt uoverskueligt tab, og så skal du reduceres til et flokdyr, hvis artsbestemmelse det er at være ejendomsløs på vejene. Hvem ønsker at blive portrætteret på den måde?

Jeg vil bruge min fantasi. Jeg vil lukke øjnene og lytte indad, i den stilhed, hvor humanismen bor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu