Læsetid: 8 min.

Frihedskamp på russisk

Den russiske forfatter Mikhael Sjisjkin hylder de få, der tager kampen op mod Putins styre
En kvinde holder et skilt, hvor der står »Rusland bliver frit« til støtte for oppositionsaktivisten Ildar Dadin, som sidder fanget i fængslet bag hende, fordi han ene mand gik op mod Kreml og protesterede mod krigen med Ukraine. Iølge Dadin har fængselsvagter torteret ham og truet med at voldtage og dræbe ham.

En kvinde holder et skilt, hvor der står »Rusland bliver frit« til støtte for oppositionsaktivisten Ildar Dadin, som sidder fanget i fængslet bag hende, fordi han ene mand gik op mod Kreml og protesterede mod krigen med Ukraine. Iølge Dadin har fængselsvagter torteret ham og truet med at voldtage og dræbe ham.

David Frenkel/Getty Images

11. februar 2017

Vores søn er tre år gammel. En dag tog vi ham med på kunstmuseum. Vi gik rundt i salene og ledte efter hunde, katte, fugle og heste på de store mestres billeder.

Der var et billede, der forestillede den gravide Jomfru Maria. Vores søn spurgte, hvorfor hendes mave var så stor. Jeg sagde, at hun havde et barn derinde, som snart ville blive født. Så gik vi videre. Nogle sale senere løb vores søn tilbage – for at se, om barnet var blevet født nu.

I 1968 var der nogle mennesker, der stillede sig op på Den Røde Plads med plakater, hvor der stod »For vores og jeres frihed«, for at protestere mod de sovjetiske kampvogne i Prag. De blev arresteret med det samme.

Jeg var syv år dengang, og jeg vidste ikke noget om det. Heller ikke resten af hele det enorme land fik noget at vide om denne aktion. Disse menneskers skæbner blev ødelagt, der ventede dem enten fængsel eller psykiatrisk hospital. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev der skrevet og lavet film om dem. Deres aktion blev et symbol på modstandskamp, og de selv blev helte i kampen for frihed.

Da KGB’s arkiver blev åbnet for en kort periode, viste det sig, at der var andre mennesker i forskellige andre byer i det vidtstrakte imperium, som også havde protesteret i august 1968 og også var kommet i fængsel, men deres protester og ødelagte skæbner var der absolut ingen, der havde hørt om.

Vestlige menneskerettighedsorganisationer kendte ikke noget til dem, og ingen forlangte, at de blev frigivet. Der blev ikke lavet film om dem senere, og de blev ikke helte. De fik ikke overrakt priser, og der var ingen, der skålede for deres tapperhed på PEN’s internationale kongresser. De fik ingen martyrglorie, de blev bare gjort tavse i stilhed og ubemærkethed.

En kort stund virkede det alligevel, som om disse modige mennesker havde overvundet systemet, og deres offer ikke havde været forgæves. Men sejren viste sig at være en illusion.

De sovjetiske kampvogne i Prag fik i 1968 en gruppe mennesker til at protestere på Den Røde Plads. De blev arresteret med det samme. Forfatteren Mikhail Sjisjkin efterspørger et lignende mod til at protestere hos sine landsmænd i dag.

AP

’Vær blot tavs’

»Den 11. september 2016 kom chefen for fangelejren, Kosijev, og tre af hans underordnede ind til mig i cellen. Sammen gav de sig til at tæve mig. Den dag tævede de mig fire gange i alt, og de sparkede mig. Efter den tredje gang holdt de mit hoved nede i toiletkummen inde i cellen.

Den 12. september 2016 kom de underordnede, gav mig håndjern på omme bag på ryggen og hængte mig op i håndjernene. At blive hængt op på den måde gør forfærdelig ondt i håndleddene, albueleddene bliver trukket af led, og det gør vanvittig ondt i ryggen. Sådan hang jeg i en halv time. Så trak de mine underbusker ned og sagde, at de ville komme tilbage med en anden indsat, og han ville voldtage mig, hvis jeg ikke indstillede sultestrejken.«

Dette er et uddrag fra et brev fra den politiske fange Ildar Dadin (russisk fængslet politisk aktivist, tilsyneladende forsvundet under en fangetransport, red.), som blev sat i fængsel, fordi han ene mand gik op mod Kreml og protesterede mod krigen med Ukraine og for »vores og jeres frihed«. På en demonstrationspost mødte han op med en plakat, hvor der stod: »Vær blot tavs! Og når de kommer efter dig i morgen, så er det den næstes tur til at være tavs.«

Mit land, som tog en stor mundfuld luft i 90’erne, er igen dykket ned i frygtens og tavshedens sump.

Et menneskes behov for frihed modsvares af et lige så stort behov for ufrihed.

For min far var de dissidenter, der kæmpede for ytringsfrihed, ikke helte, men forrædere. Selv var han 17 år, da han meldte sig som frivillig til krigen for at forsvare sit fædreland. Hans far, min farfar, blev slået ihjel af staten som »folkefjende«. Når de forsvarede fædrelandet, forsvarede disse slaver et slaveregime. Det er der ikke noget nyt i. I sit skuespil Romulus den store om det gamle Rom skriver Dürrenmatt med Romulus’ ord:

Når en stat begynder at slå mennesker ihjel, begynder det altid at kalde sig fædreland.

De, der kæmper for friheden, er nødt til at gå op imod ikke kun en undertrykkende stat, men også mod flertallet af dens befolkning. De kæmper for deres eget folks frihed, men størstedelen af dette folk mener enten, at de er forrædere, eller, i bedste fald, at det offer, de bringer, er meningsløst.

For dem, hvor den daglige overlevelse er en kamp, er diskussioner om principper for, hvordan man opbygger et civilsamfund, lige så aktuelle som regler for, hvordan man serverer en festmiddag, for dem, som står i kø efter gratis suppe. For flertallet er selve begrebet ytringsfrihed allerede blevet miskrediteret og er lig med det ondes magtfuldkommenhed.

Flertallets visdom

Flertallet er altid overbevist om sin egen visdom og om, at det har ret. Flertallets visdom er den overlevelseserfaring, som er akkumuleret i generationer.

Denne overlevernes visdom lyder som et anklageskrift: At dø, fordi man forsvarer sit fædreland mod fjender, eller at redde et barn ud af et brændende hus – det er heltemod, men hvem er det, I redder? Hvorfor skulle man ødelægge sit eget liv, satse sin frihed, miste sit arbejde og sine venner, hvis der alligevel ikke er noget, der bliver anderledes? Og endnu vigtigere: Hvis I ofrer jer selv, ofrer I jo også dem, I elsker! Hvem har givet jer ret til at ødelægge livet for dem, der står jer nær? I er parate til at dø for noget, der ikke findes – for ord.

I den ene vægtskål er der levende mennesker, som har brug for jer. I den anden er der ord: pressefrihed, borgerrettigheder, respekt for forfatningen.

Skulle skønne ord virkelig være vigtigere end et elsket menneske? Sådan opfører kun infantile romantikere sig, folk med en underudviklet ansvarsfølelse. At være parat til at dø for smukke slagord – det er bare ungdommelig maksimalisme (en radikal fløj inden for bolsjevismen. red.), der er trukket i langdrag.

I er fanatiske! I er fyldt af selvødelæggende energi, I er ikke blevet voksne for at bygge jeres eget hus, for at plante et træ eller for at give jeres kærlighed til et barn. Det er jo så vigtigt – at gå med sin søn på museum om søndagen!

I giver afkald på det virkelige liv på grund af nogle abstrakte idealer. I bekymrer jer bare om at frelse jeres egen sjæl! Jeres heltemod, det er egoisme på vrangen. Er det måske ikke egoisme at ville frelse sin egen sjæl og dermed ødelægge sin familie? I er bare biologisk anormale, en særlig art af mennesker med et nedsat instinkt for selvopretholdelse – det er videnskabeligt bevist!

Der findes sådan en særlig type mennesker med et stærkt udtrykt behov for at blive ofre. Sådan nogle søger martyrdommens sødme, det er en altopslugende lidenskab, stærkere end noget narkotikum. Sådan nogle har ikke brug for at kunne spise sig mætte, nej, de vil hellere bestige skafottet.

Når I tillader andre at ydmyge jer, føler I jeres egen moralske overlegenhed. I føler jer udvalgt, bedre. Og I skal bare ikke sige, at I har gjort det for os! Der er ingen, der har bedt jer om det offer!

Og det værste er, at I er naive. At tro på, at frihed, ære og godhed vil sejre på denne syndige jord, er det samme som at tro på mirakler. Skulle det virkelig være i orden at lade hånt om sit eget liv på grund af sin tro på ord, på grund af sin tro på, at mirakler er mulige?

Frygt

Frygt er en af livets kilder – frygt er lige så naturlig som at trække vejret eller at spise. Det er et overlevelsesinstinkt. De, der ofrer sig selv for principper, gør oprør mod naturen selv. For dem ligger livets mening ikke i overlevelse, men i at bevare den menneskelige værdighed.

Da Boris Pasternak i 30’erne blev bedt om at skrive under på et brev, som forlangte »folkets fjender« skudt, lå hans gravide kone for hans fødder og tryglede ham om at skrive under – for barnets skyld. Han sagde:

Hvis jeg skriver under, vil jeg være et andet menneske. Og hvis det er et andet menneskes barn, bekymrer dets skæbne mig ikke.

Det er ikke heltemod, det er noget andet. Det er, når man ikke kan ophøre med at være sig selv.

Pavel Golovkin

En måned inden sin død sagde Boris Nemtsov (russisk systemkritisk politiker, 1959-2015, dræbt på åben gade i Moskva, red.) i et interview:

»Enhver må afgøre med sig selv, om han er parat til risiko eller ej. Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg er lykkelig over, at jeg kan sige sandheden, at jeg kan være mig selv og ikke behøver at krybe for nogen sølle, tyvagtige myndigheder. Frihed koster dyrt.«

Disse mennesker er ikke ofre. De vælger hver gang bevidst friheden for sig selv. Ligegyldig hvor mange gange de havde mulighed for at tage afstand fra sig selv, foretog de altid selv deres valg, også hvis de dermed valgte fængslet eller døden. De er de frieste mennesker.

Elias Canetti har engang spurgt:

»Findes der mon blandt dem, som opbygger en rolig, solid og uforstyrret akademisk tilværelse på at studere en forfatter, der henslæber sit liv i fattigdom og elendighed, findes der mon blandt dem en eneste, som skammer sig?«

Det forekommer mig, at de alle – både dem, som stod frem på Den Røde Plads i 1968, og Anna Politkovskaja, Boris Nemtsov, Ashraf Fayadh (palæstinensisk digter, dødsdømt i 2015 for blasfemi, men straffen blev ændret til 8 års fængsel og 800 stokkeslag, red.) og Malini Subramaniam (indisk journalist, red.) og mange, mange andre – spørger os med hele deres liv: »Skammer I jer ikke?«

Disse mennesker er lige så ubekvemme som en samvittighed. Disse mennesker og deres skæbner er en levende bebrejdelse til alle.

Medlemmer af Nemtsov-familien til opppositionsleder Boris Nemtsovs begravelse den 3. marts 2015. Nemtsov blev dræbt den 27. februar 2015 på Bolsjoj Moskvoretskij-broen – få skridt fra Kreml. Den russiske oppositionsleder var en skarp kritiker af præsident Vladimir Putin.

Alexander Aksakov/Getty Images

Jeg skammer mig.

Netop fordi det er umuligt at udtrykke taknemmelighed og anerkendelse over for dem alle, kendte såvel som ukendte, må man gøre det over for enkelte konkrete mennesker.

Og derfor vil alle de, der stod, står og altid vil stå på torvet og demonstrere »for vores og for jeres frihed«, ligegyldigt hvor farligt det er, være genstand for vores anerkendelse, begejstring og taknemmelighed i en palæstinensisk digters eller en indisk journalists skikkelse. Det er taknemmelighed over for tusinder og atter tusinder af vidunderlige, tapre mennesker, også selvom vi aldrig kommer til at kende deres navne.

»De syv mennesker på Den Røde Plads er i hvert fald syv grunde til, at vi aldrig vil kunne hade russerne,« skrev en tjekkisk journalist om demonstranterne i 68.

Ved at fortsætte kampen, selv uden noget håb om sejr, gør disse mennesker til alle tider og i alle lande en meget vigtig gerning: De redder deres folks ære og hele menneskehedens ære.

Med deres kamp berettiger de vores allesammens eksistens her på jorden. De gør det for at bevise, at de værdier, som de lider for, er virkelige. De gør det af kærlighed til livet. De gør det, for at en eller anden – på deres vegne – kan gå med børnene på museum om søndagen, og for at vi kan tro på mirakler.

Jeg tager min søn med hen på museet igen. Måske er barnet blevet født?

Mikhail Sjisjkin er russisk forfatter. Oversat fra russisk af Trine Søndergaard

Serie

Rusland indefra

Vestens forhold til Rusland er belastet. Vi har svært ved at forstå dem og dele deres værdier. Samtidig ved vi meget lidt om, hvad der foregår i Rusland, og hvordan de ser verden. Derfor sætter Information i de kommende uger fokus på Rusland, den russiske tænkning og den russiske kultur.

Seneste artikler

  • I Rusland er de kriminelles sprog blevet mainstream

    18. marts 2017
    I Rusland er der under præsident Vladimir Putin blevet skabt en aggressiv politisk diskurs og en åben dyrkelse af magten, som ikke alene er blevet hovedkendetegnende for den politiske tale, men også for populærkulturen. Gasan Gusejnov, professor i klassisk filologi og politisk retorik, giver en psykolingvistisk analyse af Putins Rusland
  • I Rusland findes fremtiden ikke

    18. februar 2017
    Når russerne vil forstå andres politiske ståsted eller forklare deres eget, sker det sjældent med henvisning til liberalisme, konservatisme eller socialisme. I det russiske politiske landskab er sådanne ord næsten uden betydning, og man taler i stedet om holdningen til Stalin eller Gorbatjov, til Sovjetunionens sammenbrud eller halvfemsernes reformer. Og fremtiden, den findes slet ikke
  • ’Mit hjerte har to kamre. Det ene er dansk, det andet er russisk, og de banker sammen. Bank, bank’

    17. februar 2017
    Der bor flere end 20 millioner russere uden for Rusland, og omkring 6.000 af dem bor i Danmark – langt de fleste kvinder. Men hvordan er det at leve i Danmark i en tid, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland bliver stadig stærkere? Vi har talt med fire eksilrussere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Søndergaard
  • Jan Weis
  • Bjarne Jensen
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
Peter Søndergaard, Jan Weis, Bjarne Jensen, David Zennaro og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kunne synes som om de sædvanligt mistænkte russofiler, med eller uden sarkofag, her i sognet glimrer ved deres fravær i kommentarspalten – underligt, ikke sandt …