Læsetid: 3 min.

Er grækerne vrede på salattern?

En eftermiddag på en græsk taverna får mig til at tænke på, om Europa allerede begyndte at røvrende Grækenland dengang, vi stjal fetaen, satte den i masseproduktion og solgte den som salattern?
En eftermiddag på en græsk taverna får mig til at tænke på, om Europa allerede begyndte at røvrende Grækenland dengang, vi stjal fetaen, satte den i masseproduktion og solgte den som salattern?

Thomas Iburg/iBureauet

10. februar 2017

Det er januar, og jeg sidder udenfor ved et cafébord i Athen. Solen skinner, dugen er blåternet. En tallerken med en skive kalkhvid feta står på bordet foran mig. Osten er stænket med olivenolie og intet andet. En mand med stærkt forkrøblede lemmer bevæger sig rokkende rundt mellem bordene og beder om penge.

Heldet er ikke rigtigt med ham, og længere nede ad gaden sidder to mænd i soveposer – flygtninge, sandsynligvis – med ryggen mod en kirkemur og huer trukket langt ned om ørerne.

Jeg har kun været i Athen i tre dage, og selvom jeg ikke har bevæget mig meget rundt, er krisen tydelig alle vegne.

Nogle gange – som nu – står dens ofre lige foran mig. Andre gange kan jeg læse om den politiske krise i graffitien på byens mure.

Jeg er ikke i stand til at forklare, hvad den græske krise dybest set handler om, og spørger man grækerne, findes der mange udlægninger. Én siger, at grækerne ikke har været i stand til at gøre sig uundværlige.

De har intet at eksportere, og da jeg skærer en bid af fetaen, tænker jeg på, om grækerne mon er vrede over, at Europa – heriblandt Danmark – kidnappede fetaen, satte den i masseproduktion og solgte den til verden over som ’salattern’?

Især i 00’erne var det nærmest ikke til at komme gennem en salatbuffet eller fødselsdagsmenu uden at støde smagsløgene ind i den saltholdige middelhavsfætter, som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med den oprindelige feta, som kyklopen Polyfem lavede, da han transporterede mælk i dunke af dyremaver.

Det må have smagt frygteligt, tænker jeg. Men ikke desto mindre lagde de sure mælkeklumper – ifølge Odysseen – grundstene til den græske feta.

Feta med historie

Jeg ved ikke, om fetaen kunne have reddet Grækenland, men mon ikke, det havde været bedre for grækerne, hvis de havde sat sig på fetaen på samme måde som Italien har sat sig på parmesanen og Spanien manchegoen.

Da jeg spørger tjeneren, om han har smagt de europæiske salattern, siger han bare »please« og trækker på skuldrene. Han kigger længe ned på osten, mens han leder efter de engelske ord, og siger så, at Europa har gjort vold på fetaosten. »Jeres oste har kun profit for øje. Denne feta fortæller en historie, men ingen går op i historien længere,« siger han og peger ned på min tallerken.

Jeg ved ikke, om jeg har ramt et ømt punkt. Men det virker som om, tjeneren føler sig ramt, og i næste bid gør jeg mig umage for at få hele historien med. Der er afgjort gedemælk i, smager jeg. Nok også ko og får. Sådan laves fetaen i hvertfald traditionelt, inden den hældes på trætønder, som punkteres, når osten begynder at modne og danner tryk.

Min ven Oste-Mads siger, at koen giver volumen, geden aroma og fåret fylde. Det skal der nok være noget om, tænker jeg, og prøver at adskille fåresmag fra gedearoma. Omkring mig sidder lokale og drikker kaffe, ryger cigaretter og spiser souvlaki. De giver næsten 3 euro for et kop kaffe og elleve for deres kebabspyd. Det er mange penge, når en gennemsnitlig græsk løn ligger på omkring 8.000 danske kroner.

I går talte jeg med en græker, som sagde, at selvom grækerne er på røven og ikke længere kan se en vej ud af krisen, så insisterer de stadig på at gå ud. »Vi har ikke varme i vores lejligheder, men vi tager os råd til at sidde på en café,« sagde han. »Vi vil have, at noget skal føles som før.«

Jeg tænker over hans ord, mens jeg lægger alt for meget i drikkepenge. Fetaen var fin nok, jeg har prøvet bedre. Alligevel føler jeg, at jeg skylder.

iVerden februar 2017

I denne udgave af iVerden rejser vi til Asien. Tag med, når vi besøger det vilde punkmiljø i Japans tredjestørste by Osaka og et afsidesliggende øsamfund glemt af centralregeringen i Filippinerne. Kom med ind i det imponerende nye musikmekka Elbphilmarmonie i Hamborg og ud i den egyptiske ørken efter nye arkæologiske fund. Vi har også mødt et par, der har brugt to måneder på at komme gennem Pyrenæerne fra Atlanterhavet til Middelhavet – til fods.

Andre artikler i dette tillæg

  • Asiatiske spændinger

    10. februar 2017
    Mens vi har fået øjnene op for indisk, kinesisk og japansk litteratur, kniber det stadig med danske oversættelser fra de sydøstasiatiske øriger. Vi har fundet otte nyere romaner fra Asiens fastland og nærliggende øer
  • Fra Moses på bjerget til pensionisten på Caminoen

    10. februar 2017
    Vandrestavens ypperste formål er at give sin bruger balance. At fordele vægten på tre eller fire punkter frem for at nøjes med føddernes to er i et kuperet terræn er alfa og omega, hvis man vil holde sig på benene
  • Med droner og bare næver

    10. februar 2017
    Nildeltaet byder stadig på overraskelser for arkæologer fra hele verden – og både klassiske og moderne metoder tages i brug i jagten på faraoernes hemmeligheder i et land, der er som støvsuget for vestlige turister
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu