Læsetid: 20 min.

’Mit hjerte har to kamre. Det ene er dansk, det andet er russisk, og de banker sammen. Bank, bank’

Der bor flere end 20 millioner russere uden for Rusland, og omkring 6.000 af dem bor i Danmark – langt de fleste kvinder. Men hvordan er det at leve i Danmark i en tid, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland bliver stadig stærkere? Vi har talt med fire eksilrussere
Der bor flere end 20 millioner russere uden for Rusland, og omkring 6.000 af dem bor i Danmark – langt de fleste kvinder. Men hvordan er det at leve i Danmark i en tid, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland bliver stadig stærkere? Vi har talt med fire eksilrussere

Sille Veilmark

17. februar 2017

IRINA

Irina Bjørnø er 58 år og fra Sadovoje Koltso-området i Moskva. Som 29-årig flyttede hun til Danmark efter mødet med forsker Leif Bjørnø og startede på Danmarks Tekniske Universitet som lektor, hvorefter de blev gift i Køge Kirke

Da jeg møder Irina Bjørnø første gang, har hun netop været med til at arrangere et stort jubilæumsbal for den danske prinsesse Dagmar, der blev født i 1847 og som 19-årig blev sendt til Rusland som hustru, hvor hun blev mor til Ruslands sidste kejser. Russerne kalder prinsessen Maria Fjodorovna, og Irina, der har boet den ene halvdel af sit liv i Moskva og den anden halvdel i Danmark, kan se en del af sig selv i Ruslands sidste enkekejserinde, der flygtede tilbage til Danmark under revolutionen i 1917.

»Da jeg var i Rusland i sommer, tænkte jeg: Er jeg russer eller dansker? Mit hjerte har to kamre. Det ene er dansk, det andet er russisk, og de banker sammen. Bank bank.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Dagmar Christiandottir
  • Lars Rasmussen
  • Søren Veje
Hans Aagaard, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Dagmar Christiandottir, Lars Rasmussen og Søren Veje anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alma Bekturganova Andersen

Det er et godt initiativ at vise disse russiske kvinder, og hermed skabe et godt billede af dem, som bidrager meget, til det gode venskab mellem to lande. Jeg kender tre af de kvinder, som I har fortalt om og har stor respekt for deres engagement. Men jeg kan alligevel mærke, at hovedpersonerne for artiklen er blevet anbefalet af de russiske myndigheder, og derfor har de alle de samme synspunkter om situationen i Rusland. Jeg er ked af, at artiklen ikke fik plads til en russisk kvinde der havde en anden vinkel, som også findes i det russiske miljø. Hvis journalisten ville undersøgere det nærmere f.eks. på Facebook, så ville hun opdage det med det samme. Med stor respekt til ideen og de kvinder, hvis historier er blevet fortalt, har jeg manglet det objektive billede.

David Zennaro, Karsten Aaen, Peter Hansen, Søren Veje og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Eksil russer kaldes artikel (serien ?).

Fra Gyldendals online ordbog: (ordet - "eksil").
...eksil, landsforvisning, landflygtighed, et menneskes nødtvungne ophold uden for sit hjemland. Eksileringen kan tage form af forvisning eller selvvalgt landflygtighed. Årsagerne er oftest den eksileredes ideologiske, politiske eller religiøse opposition til styret i hjemlandet. Eksilet har derfor karakter af midlertidighed, af forventningen eller håbet om at kunne vende hjem, hvis magtforholdene ændres. Se også landsforvisning."

Hedder dansker i USA, England, Rusland, Kina osv, så "eksil-danskere...?" - ja jeg spørg bare.
Troende egentlig det var udenlandsdanskere, og udenlandsrussere........

God ide at fortælle om. Personligt kan jeg godt lide så neutrale artikler som muligt, og at lade personer snakke om deres liv som det nu engang har været.

David Zennaro, Karsten Aaen, Lars Rasmussen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg har besøgt Rusland nærmere Sankt Petersborg/Leningrad. Jeg kom første gang til Sovjetunionen i 1983 og besøgte landet to gange i 2003.
Den kolde krig har givet den vestlige menneske speciale briller overfor russerne. Og min tillid til russerne var næsten skamfuldt. Den vestlige propaganda under kold krigstiden var meget effektiv. Og det har påvirket os alle i Vesten.
Det var berigende at møde russere. Det er skønne folk og især russiske smukke temperament var jeg meget betaget af. Den er varm og betagende.
Jeg er ked af at det vestlige menneske har svært ved at give slip for den mistænksomme attitude og fremfærd overfor russerne.
Min ophold i Sankt Petersborg i over en måned var en fantastisk og berigende oplevelse. Russerne er et kulturfolk. Russiske musiksmag var ikke smålig og ensrettet som i Vesten. I radioen spilles arabisk musik, tyrkisk musik og vestlige musik o.m.m. Og som musik elsker var det en rigdom at lytte til radioen i Sankt Petersborg. Musiksmagen og musik udvalget i Danmark er så fattig og ensrettet at det er til at græde over.

Per Torbensen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Dagmar Christiandottir, Morten P. Nielsen, Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Putin virker helt uden humor. Den Russiske befolkning har masser af humor. Efter at have besøgt dette spændende land i 1989 og 1993 hvor varemanglen var åbenlys, tror jeg russerne overlevede på humor og naturalieøkonomi. Deres ledere er håbløse, befolkningen veluddannet. Men hvem køber russiske produkter? Engang solgt de biler til vesten, men russiske biler og fly gider ingen jo købe længere.

Rusland er hverken en af mine opholdslande eller mine rejselande, så jeg er absolut ikke ekspert på Rusland.

Men tilfældigvis var jeg samme med en middelaldrene russisk kvinde i går, som gav mig et meget nuanceret indtryk af Rusland. Hun var halvt volgatysk og halvt zaporizjzja-kosak, og hun forklarede på en levende måde, at medens alle de russiske folk nærmest var integrerede sammen under Sovjet, er der nu meget stor afstand mellem dem - både kulturelt og hvad angår tillid til hinanden.

Hun gav også klart udtryk for, at Vladimir Vladimirovitj Putin´s parti, Enede Rusland, kun har tilslutning i det egentlige Rusland og meget sporadisk tilslutning i provinserne. Og hvis der var REELLE OG ÆRLIGE valg i dag, ville det højst for 40% af stemmerne.

Desuden gjorde hun det klart, at efter Ruslands opfattelse, har man ret til - også med våben, at beskytte sine interesseområder, og at disse ligger udenfor Rusland - altså i nabolandene. Og derfor vil man fortsætte med at forsøge regulering af grænserne, indtil man endeligt bliver stoppet - eller til en anden regering kommer til. Og her er både grænserne i Georgien, Finland, Estland og Letland interesseområde for Rusland.

Der er vel ingen der har noget i mod den menige russer? Det er vel nærmere, at man netop godt kunne unde den menige russer en bedre tilværelse og muligheder, f.eks med demokrati, ytringsfrihed, meningsfrihed, økonomisk udvikling osv. Hvilket jeg mener, at den nuværende russiske ledelse og regeringform i høj grad hæmmer.

Russer fortjener, et ordentligt og rigtigt demokrati, hvor der vil være et reelt valg i mellem både forskellige partier og kandidater, for det er også igennem uenighed, debat og argumentation, at man finder de bedste løsninger, hvis der kun findes en løsning og den aldrig debatteres, så bremser det udviklingen, både kulturelt, men så så sandelig også økonomisk.

Jeg så gerne et Rusland som var mere en del af Europa, og i og for sig også på sigt medlem af NATO, da som artiklen også siger, at vi faktisk har mange ting til fælles, men det kræver, at Rusland opføre sig civiliseret og får fejet og ryddet op i sin baggård før vi kan indgå i sådanne tættere samarbejder. Rusland har i dag for mange udeståender, både historiske, men også nutidige med sine nabolande, både i øst og vest, og hvis Rusland kunne vise et ligeså stort storsind, intelligens og velvilje, som dets størrelse burde byde, så tror jeg vi kunne komme rigtigt langt.

Lars Rasmussen

Dejligt at få bekræftet, at russere også blot er en slags mennesker. Alt for tit sker det således, at nationaliteter bliver til en samlebetegnelse, som skygger for de ægte mennesker bagved. Så derfor først og fremmest tak for dette indblik i nogle levede liv.

Når det er sagt, så må vi (eller blot jeg selv?) jo indrømme, at disse russere er nogle fascinerende skabninger. Deres voldsomme historie skræmmer os, og deres dybe litteratur fængsler os. Og vi (eller bare mig igen?) spørger uafladeligt os selv: Hvad vil det sige at være russer?

Hvis man vil tillade mig et sådant sidespring, så vil jeg forsøge at udforske dette spørgsmål på (ikke-russisk) litterær vis. Den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, som på et tidspunkt i 1820'erne blev landsforvist til Rusland, giver således i tredje del af sin Dziady (dateret 1832; på dansk: Anefesten jf. Den Store Danske) følgende karakteristik af det folk, som han for en tid måtte leve iblandt:

“Jeg møder mennesker med brede skuldre
med brede bringer og tykke pander
de ligner dyr og træer fra nord
fulde af livskraft, sundhed og styrke
Men deres ansigter er som landet de bebor
tomme åbne øde sletter
fra deres hjerters underjordiske vulkaner
er ingen ild endnu steget op for at belyse deres ansigter
ingen ild gløder fra antændte læber
endsige slukner i pandernes mørke furer
som hos mennesker i øst og vest
hjemsøgt af så mange sagn, begivenheder
af så megen sorg, så meget håb
at hvert et ansigt er et mindesmærke for en hel nation
Her er menneskenes øjne som landets byer
store og rene og aldrig frembringer sjælens uro
noget usædvanligt glimt i øjet
trøstesløshedens skyer formørker dem sjældent længe
Set på afstand er de storslåede, prægtige
men i deres indre er der tomt og øde
Dette folks krop er som en enorm kokon
der rummer en sovende larvesjæl
Den stemmer sit bryst til flugten
mens den folder vingerne ud, prøvende, selvtilbedende
Men hvilken slags insekt vil flyve ud af dette hylster
når frihedens sol står op?”

(Citeret fra Czesław Miłosz' erindringsroman En østeuropæers historie, side 135f. Det citerede stykke, som mere specifikt stammer fra det deskriptive digt Ustęp (på engelsk: Digression), kan desuden findes i engelsk oversættelse her. (Følg linket under “Mickiewicz’s Digression” og se side 2f.))

Der er selvfølgelig ikke tale om en upartisk karakteristik, og Miłosz kalder da også hele digtet for “Mickiewiczs brutale pamflet om Rusland” (side 135). Dog må man, som Miłosz skriver (Ibid.), konstatere, at “Hans iagttagelser adskiller sig egentligt ikke meget fra indholdet i [Nikolaj] Gogols satirer”. Og Mickiewicz havde som sådan heller ikke noget imod det russiske folk; det var zaren, den var gal med: “... forfatterens had til det absolutte monarki er så tæt forbundet med hans sympati for dets ofre, det russiske folk.” (Ibid.)

Det er også værd at bemærke sig, at Mickiewicz havde en form for venskab med og en vis indflydelse på sin russiske kollega og samtidige, førnævnte Alexandr Pusjkin. Bl.a. skal Pusjkin have skrevet sit digt Bronzerytteren (1833) efter at have læst det ovenfor beskrevne digt (som også indeholder en (u)venlig hilsen “To My Russian Friends”, se den engelske oversættelse side 31ff.). Og i 1834 skrev han følgende linjer “To Mickiewicz” (citeret herfra, side 245f.):

He lived among us, amid a race that was foreign to him. He cherished in his soul no bitterness against us, and we loved him. Peaceful, kindly, he visited our gatherings. We shared with him pure dreams and song (his inspiration came from on high, and it was from on high that he looked on life). He spoke not seldom of the time that was coming, when the peoples, forgetting their feuds, would be united in one great family. We listened eagerly to the poet. He departed westward and our blessing attended him on his way. But now our peaceful guest has become our enemy, and, to flatter an unruly mob, he infuses poison into his poetry. From afar the voice of the embittered poet reaches us, a voice we knew! ... O God, sanctify his heart with Thy truth and with peace.

Nå, jeg håber ikke, at det blev alt for meget off topic... Mit ærinde var jo egentlig bare at indkredse spørgsmålet om, hvad en russer er for noget. Jeg ved ikke, om vi er kommet tættere på et svar. Vi kan selvfølgelig godt forestille os Putin som en moderne zar og spørge om, hvornår “frihedens sol står op?” Men måske er det vigtigere, at vi husker at anse russerne for det, som de er: vore medmennesker.

Og den helt store morale må være, at det ikke kan skade at læse noget litteratur af og om russere ;-)

Rusland ved godt hvordan en komponist eller pianist skal skrues sammen, der er ingen der kan spille Schubert som Vladimir Horowitz.