Læsetid: 11 min.

’Hold kæft, hvor er han en fantastisk figur’

Jesper Christensen føler sig ikke på sikker grund, før han ved, hvordan et projekt, han siger ja til, prøver at gøre verden bedre. Information har talt med skuespilleren, der er aktuel som den danskfødte kong Haakon VII af Norge i Erik Poppes historiske drama ’Kongens valg’. For selv om Jesper Christensen er republikaner og ikke bryder sig om tanken om et kongehus, var der så mange sider af Haakon, som fascinerende ham, og som gav ham lyst til at spille rollen
Jesper Christensen synes, det er rimeligt at tale om et ansvar for at gøre det ordentligt. Han var for eksempel ikke vred på ’Hvidsten Gruppen’, fordi det var en dårlig film, men fordi den forråd de sidste 50 års danske historieforskninger, fortæller han

Jesper Christensen synes, det er rimeligt at tale om et ansvar for at gøre det ordentligt. Han var for eksempel ikke vred på ’Hvidsten Gruppen’, fordi det var en dårlig film, men fordi den forråd de sidste 50 års danske historieforskninger, fortæller han

Sille Veilmark

3. februar 2017

»Jeg er kommet ind i den her branche som en måde at lave politisk arbejde på. Det er mit udgangspunkt,« siger Jesper Christensen og ser på mig hen over brillerne.

»Der er noget i mig, der aldrig har forladt det. Det er blevet mit arbejde, og når man først begynder at leve af det, kommer der på et tidspunkt nogle kompromisser, hvor man er nødt til at fortsætte med noget, selv om man har opdaget, at der var ingen, som ville en skid med det. Men jeg har altid prøvet at kigge på jobbene ud fra en eller anden ideel synsvinkel: ’Vil det her hjælpe verden?’ Derfor behøver det ikke være alvorligt. Det kan sagtens være en komedie, som jeg synes viser nogle sjove svagheder hos folk, som man får lyst til at grine af. Men det må ikke være bagstræberisk. Det må ikke være chauvinistisk. Der er nogle politiske krav til det, hvis jeg skal være med.«

Med Jesper Christensen i rollen som Haakan VII tilbyder Kongens valg et befriende nuanceret portræt af den populære konge frem for at ende som ren nationalromantisk historielektion.
Læs også

Jeg sidder i den såkaldte Louis XVI-salon i Grand Teatret midt i København og taler med den 68-årige danske skuespiller om hans nye film, norske Erik Poppes Kongens valg, der nu har dansk premiere.

Filmen handler om den danskfødte prins Carl, der blev folkevalgt konge af Norge i 1905 under navnet Haakon VII, og som i 1940 stod over for en meget svær beslutning, da Norge blev invaderet af tyskerne.

I Danmark valgte regeringen og Haakons bror, kong Christian X, at kapitulere. I Norge valgte man at gå i krig – en kortlivet krig, som nordmændene tabte noget så eftertrykkeligt – og det skyldtes i høj grad, at kongen, der ellers ingen reel politisk magt havde, trådte i karakter på et tidspunkt, hvor regeringen var rådvild og svigtede folket.

Kongens valg går endog meget tæt på den aldrende Haakon (spillet af Jesper Christensen) og hans familie, der i dagene efter den 9. april 1940 må tage flugten nordpå, fra gård til gård, for ikke at blive taget til fange og brugt politisk af tyskerne og stortingsmedlemmet Quisling, der tog magten, da den folkevalgte regering også var flygtet.

En klog konge

Når man tænker på Jesper Christensen og de mange og forskellige roller, han har spillet på film, tv og teater siden debuten i begyndelsen af 1970’erne, er det ikke ligefrem figurer med blåt blod i årene, der rinder en i hu. Skuespilleren blev da også selv ganske overrasket, da Erik Poppe ringede til ham og spurgte, om han ville have rollen som den danske konge af Norge.

Sille Veilmark

»Jeg sagde til ham: ’Er du klar over, hvem du ringer til? Sidste år var jeg Årets Republikaner i Danmark. Du tror da vel ikke, at jeg vil være med til at lave en reklamefilm for det norske kongehus?’ Det var sødt af ham ikke at blive fornærmet over det og smække røret på. Men det gjorde han ikke. Han forklarede, hvorfor det ikke var en reklamefilm for noget som helst, og at han også i øvrigt selv var republikaner,« siger Jesper Christensen, der er et meget direkte og underholdende bekendtskab.

Men så begyndte skuespilleren at læse om Haakon VII, og det viste sig, at han var en ganske kompleks og spændende herre.

»Han er meget klog. Det var noget af det første, der interesserede mig ved ham. Han er så klog, at da han i 1905 bliver tilbudt at blive konge i Norge, så stiller han som krav, at han skal vælges ved en folkeafstemning, så han ikke bliver strittet ud ligesom alle sine fætre og kusiner rundt omkring i mindre kongehuse i Europa. Han har taget misteltenen i ed fra dag nul. Det er jo virkelig smart.«

Samtidig var Haakon mere venstreorienteret i sine meninger og sympatier end de fleste andre kongelige.

»Han er meget mere Arbeiderpartiet end noget andet. Han stopper jo et højrekup på de tider, i 1920, hvor brormand i København gør sig fuldstændig sindssygt upopulær på at lave et statskup. Haakon gør det modsatte. Han beskytter Arbeiderpartiet mod et højrekup, hvis bagmænd ellers gerne vil have ham med.«

Et anderledes kongehus

Der er nogle grundliggende problemer i forhold til hele tanken om at have et kongehus, mener Jesper Christensen, der dog har en vis sympati for det norske kongehus, fordi det er så forskellig fra de fleste andre kongehuse i Europa.

»Noget af det væmmelige ved kongehuset er, at det tilskynder spytslikkeri. Man er ved at slå knuder på sig selv bare for at finde ud af, hvordan man skal tiltale dem. Hvad fanden er det for noget pjat? Den der underdanighed har de på en eller anden måde skippet oppe i Norge. Der er ikke den samme ’du er meget mere end os’-agtige stemning, som de forsøger at tvinge igennem hernede. Det kommer fra Haakon,« siger han.

»Hans hus har udviklet sig radikalt anderledes end stort set alle kongehuse i Europa og i hvert fald end dem med fætrene og kusinerne i Sverige og Danmark. Det er en helt forskellig stil. Fra Margrethes, hvor ’vi endelig må sørge for ikke at få en dansk svigerfamilie, fordi det var dog det værste, man kunne forestille sig, at der skulle sidde en eller anden fru Pedersen ved siden af mig. Vorherre bevares. I må tage afsted, drage fanden i vold og finde nogen, der ikke snakker sproget og kommer et helt andet sted fra.’ Sådan gør de både i Sverige og Danmark. Det kongehus i Norden, der har den absolut højeste tilslutning i befolkningen, er det norske, som gør nøjagtig det modsatte. Som kaster rundt med fraskilte, tidligere narkomaner og folk, der tror på engle, og jeg ved ikke hvad.«

Endnu en krog

Det viste sig tillige, at grunden til, at Haakon ikke talte norsk, når han begik sig offentligt, ikke var arrogance, men at han var bange for at komme til at dumme sig. Det var endnu en krog, Jesper Christensen kunne gribe fat i i sit arbejde med rollen.

»Jeg hørte en radiotale, han holdt i 1945, og det var en eller anden fra det nordlige København, der holdt en tale. Der var ikke antydningen af et norsk ord. Ingen steder i den. Det går så op for én, at han har fået et job, han i virkeligheden er dårlig til, fordi han er så genert. Han hader at stå foran en hel masse mennesker, der kigger på ham. Alligevel har han valgt at blive konge. Der er så mange ting, der støder sammen i hans figur.«

Skuespilleren opdagede også, at det slet ikke var den danske prins, nordmændene ville have som konge, men hans engelske kone, der var datter af Victoria, som de gerne ville have som deres dronning. Det var hende, der skaffede ham jobbet som konge.

»I 1905 er England den stærkeste magt i verden. Den er USA lige nu gange to. Og hun er en engelsk prinsesse. Det er nummer ét i bogen. Og parret har allerede en søn. ’Er ham den danske prins ikke lidt uheldig? Jo, men konen.’ Og i samme øjeblik, hun er kommet til Norge, kan man ikke se hendes røv for støv. Så er hun tilbage i England. Nu har hun skaffet sin mand det job, og så må han selv rejse rundt og klippe snore over i det der kolde land. ’Jeg skal til London og hilse på alle fætrene og kusinerne og ride på heste og lege med hunde og høre på sjov konversation.’ Hun er væk det meste af tiden. Alligevel er han utrøstelig, da hun dør i 1935. Hun har ikke gidet være hos ham. Hun er hele tiden væk. Men han finder aldrig en anden. Ikke antydningen af noget, ingen sladder. Hverken før, under eller efter. Han er hendes. Det har ikke noget med filmen at gøre, men det betyder noget for mig, når jeg begynder at dykke ned i figuren. Hold kæft, hvor er han en fantastisk figur.«

Et rigtigt menneske

Og på den måde skal der helst være kanter, man kan slå sig på, i de roller, Jesper Christensen siger ja til at spille – i hvert fald når det er en stor rolle, som skal bære en film.

»Hvis der er nogen, der siger, at ’du kan få en million, hvis du kommer forbi og laver en birolle i Bond’, så okay,« siger han.

»Hvor man ikke har ansvaret for filmen. Hvor der ikke kommer nogen og siger: ’Hold kæft, hvor var det en lortefilm.’ Det gør de ikke. Men det kan de gøre her, hvis man ikke kan få det til at blive et eller andet interessant. Hvis jeg skal bære en film, så ved jeg, at jeg kommer til at bruge et år på den. Og jeg har ikke tænkt mig at blive 300 år gammel, så man må lige tænke sig om, inden man forærer et år væk.«

Han holder en pause og siger så: »Nu vil jeg sige, at ligegyldig hvem man stikker mig ... jeg har også spillet en, der havde et andet navn, men som var skrevet over doktor Mengele. Mit arbejde går jo med at finde alle de steder, hvor de ligner mig. Alle de steder, jeg forstår og kan bruge, og så skruer jeg lidt ned eller op. På den måde er arbejdet jo ikke anderledes, om jeg så kan lide Haakon eller ej. Men jeg kunne godt lide ham. Han var på mange måder til at kunne forholde sig til.«

Derfor var det også vigtigt for Jesper Christensen og Erik Poppe, at kongen i Kongens valg blev et rigtigt menneske, som publikum kunne forholde sig til, og ikke en alt for fjern og fornem skikkelse.

»Vi er hele tiden sammen med den konge,« siger skuespilleren.

»Filmen har en reportageagtig kvalitet, og når der opstod voldsomme situationer, var der ingen dialog, andet end hvad der ligesom kom ud af improvisation og den slags. Vi er på stedet sammen med ham, lige dér. Erik og jeg har brugt enormt meget af vores diskussionstid på at gøre det alment på en eller anden måde, gøre ham til én, vi kender, og ikke en konge. Det rager jo ikke os med en konge. Vi er ligeglade med konger. Hvis vi skal se en film, skal vi se en film om en mand, et menneske, ligesom alle os andre. Jeg gider ikke se et Hitler Channel-program (History Channel, red.) om Haakon VII.«

Den gamle mand i Syrien

Jesper Christensen har været meget involveret i tilblivelsen af Kongens valg, der alene i Norge har solgt mere end 700.000 billetter, og fordi han har skudt en del af sin egen løn i filmen, er han også en af dens executive producere.

»Sådan en film som den her bliver hverken lavet eller solgt, uden at den dominerende hovedrolle gør en stor indsats ud over det rent skuespilmæssige, både med at skrive og banke historien sammen og med at promovere resultatet bagefter. På den måde giver det også dårlig mening, hvis man ikke på en eller anden måde er med på vognen,« siger han om de procenter, han får af overskuddet.

»Jeg har været inde over af flere omgange og har sagt, hvad jeg syntes. Også mens vi indspiller filmen, har Erik og jeg to roller. Erik som nordmanden og bogholderen, der ved alt, og som har snakket med alle de vidner, der har overlevet og har læst alle bøgerne og været hjemme hos kongehuset. Og mig, der har dykket ned rundt omkring og har læst en stribe bøger og er godt med, men kæmper for, at vi skal skide på alt det der og lave en film om ham den gamle mand nede i Syrien lige nu.«

»Kongen er enkemand og ensom og meget knyttet til sin søns familie, og så kommer krigen pludselig, og de er nødt til bare at tage, hvad de har, og styre afsted, og der bliver skudt efter dem, og de får bomber ned over hovedet. Han prøver at holde sammen på familien, og det lykkes ad helvede til. Og samtidig skal han træffe nogle temmeligt indviklede beslutninger omkring sit job, som involverer mange menneskers skæbne. Jeg prøver at hive den i retning af det dramatiske. Hvordan påvirker det den her mand, at han har pissedårlig ryg og hele tiden sover på en stol? Og hver gang, han falder til ro, kommer der nogen og råber og skriger og ud i en bil og kom nu afsted. Han er en gammel mand, og han er træt og trist, allerede da det begynder, og pludselig skal han være overhoved for hele foretagendet.«

Jespers valg

Gennem de seneste 10 år er der blevet lavet flere film om Anden Verdenskrig i både Danmark og Norge – Flammen & Citronen, 9. april, Hvidsten Gruppen, Under sandet, Max Manus – og når man beskæftiger sig med så følsomt et materiale og samtidig henvender sig til så stort et publikum, har man også et ansvar for at gøre det ordentligt, mener Jesper Christensen.

»Jeg synes, at det er rimeligt at tale om et ansvar,« siger han.

»Jeg er f.eks. ikke vred på Hvidsten Gruppen, fordi det er en dårlig film. Det kunne man godt være. Jeg er vred på den, fordi den forråder de sidste 50 års danske historieforskning og giver en løgnagtig og heroiserende version af nogle virkelig vigtige øjeblikke i vores historie. Hvis vi overhovedet vil tage alvorligt, at vi er et land og et folk, så har vi et meget tungt ansvar i forhold til, hvordan vi fortæller om det. Der er ikke nogen grund til at lyve på den der dumme måde, fordi selv om man holder sig inden for alt det, man kan bevise og ikke bevæger sig imod noget, som er indlysende forkert, kan man stadigvæk fortælle så meget om mennesker, om menneskers svagheder og styrke, hvis det er den historie, man vil fortælle.«

Og skuespilleren synes netop ikke, at han og Erik Poppe har øvet vold på historien med Kongens valg. Det har der ikke været nogen grund til.

»Man kunne jo sagtens pifte historien op. ’Hvad ville Disney gøre?’ Og prøve at skaffe endnu flere i biografen. Men jeg synes ikke, at vi har solgt nogle øjeblikke til fordel for et eller andet falsk melodrama. Og det var vi helt enige om, Erik og jeg. Det er for vigtigt til, at man må pjatte med det og hitte på.«

Og så er det, at snakken falder på de moralske og politiske valg, Jesper Christensen som skuespiller må foretage, inden han siger ja til en rolle.

»Jeg har altid følt mig meget utilpas, hvis ikke jeg i et job, jeg havde, følte mig på nogenlunde sikker grund med, hvad det var, det ville, og på hvilken måde det prøvede at gøre verden bedre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Titlen skulle have været valgt anderledes. For den ligger alt for tæt på "Kongens Fald", den store Roman af Johannes V. Jensen.
https://da.wikipedia.org/wiki/Kongens_Fald

Men Norge valgte rigtigt i 1940.
Faktisk foreslog general Prior om morgenen d. 9. april 1940 på Amalienborg, at kongen og regeringen skulle gøre det samme, flygte ud af byen, til Høvelte, og forberede en evakuering til England. Det mente værncheferne, Stauning og kronprinsen dog ikke kunne anbefales, og så blev det ikke til noget.

Ærgerlig nok, for hellere flygte end samarbejde i den situation.

Klog tale fra en fagmand, der altid er værd at lytte til - og altid er en fornøjelse at se på scene, film og skærm.
For min skyld måtte han gerne leve i 300 år.
PS.: Dronning Maud var ikke datter af Victoria, men af hendes søn Edward d. 7. og hans (danske) dronning, Alexandra.

Christian Mondrup

Jesper Christensen henviser i interviewet til, at kong Haakon omkring 1920 "beskytter Arbeiderpartiet mod et højrekup, hvis bagmænd ellers gerne vil have ham med". Et højrekup i Norge i dette tidsrum har jeg ikke kunnet finde oplysninger om?

Michael Kongstad Nielsen

Det var en meget turbulent periode. I jan 1921 skete der et brud inden for det norske socialdemokrati, hvorefter hovedparten gik med i fjerde internationale i Moskva. En generalstrejke kort efter i Norge blev slået ned. Der var 28 kommunister i Stortinget, men de løsnede ret hurtigt båndene til Rusland.
Der var to Venstre-partier ligesom i Danmark (Rad), men dertil flere landbo-partier og et Højre.
Jeg kan forestille mig, at tilstandene i samfundet har været lettere revolutionære, men jeg kan ikke umiddelbart spore noget om et højrekup og dets forhold til kongen.

Michael, du må tænke på 3. Internationale - Komintern - da 4. Internationale først blev oprettet i slutningen af 1930'erne.

Michael Kongstad Nielsen

Tak Steen, Jeg sidder og læser i min morfars gamle leksikon fra 1920-erne, og det pågældende sted står der faktisk "fjerde". Det er nok lidt sent at korrigere redaktionen nu.

Christian Monggaard

Til Chr. Mondrup:

Jeg har kunnet finde nedenstående korte beskrivelse af situationen i 1928. Vil tro, at det er omstændighederne omkring den regeringsdannelse, der er tale om. Det er fra Store Norske Leksikon.

Kong Haakon var Norges første helt ut konstitusjonelle konge. I 1928 oppfordret han, mot den avgående statsministers og mot stortingspresidentens råd, lederen for det største parti i Stortinget (Arbeiderpartiet) til å danne regjering, men først da det hadde vist seg at krisen ikke lot seg løse etter statsministerens råd. Kongens initiativ fikk Arbeiderpartiet til å gå fra sitt tidligere prinsipp om ikke å danne regjering uten flertall i Stortinget

Michael Kongstad Nielsen

Men kongen kunne ikke få noget andet og brugbart råd, og Arbejderpartiets formand Christopher Hornsrud sagde ja tak. Imidlertid holdt regeringen kun i 3 uger (fra 28. jan - 15.feb.), fordi den i regeringsgrundlaget havde skrevet, at "... regjeringens oppgave var å forberede overgangen til et sosialistisk samfunn. "

"De borgerlige partiene samlet seg om et mistillitsforslag, og Hornsrud-regjeringen fikk kun knapt tre ukers levetid før den ble felt på sin egen erklæring."

fra Wiki. Men der var ikke noget kup.