Læsetid: 14 min.

Hvordan kan man fælde et 500 år gammelt irokotræ på en bæredygtig måde?

De oprindelige folk i Congo og Cameroun må opgive levevis og land, for at eliten kan tjene store summer på skovene, og kinesiske interesser har defineret en meget lidt bæredygtig tilgang til ressourceudnyttelsen. I denne uge trak Svanemærket sig, fordi man ikke kan garantere bæredygtighed i forbindelse med regnskovstræ fra områder som det sydøstlige Cameroun, som forfatter Peder Frederik Jensen netop har besøgt
Lastbilerne med de store stammer af ædeltræ minder en om, at der må være en taber, og at nogen må tjene styrtende på landets ressourcer, mens befolkningen lever i fattigdom. På billedet passerer en truck med tømmer. Den er sansynligvis på vej til udskibning i Kribi og videre til Europa eller Kina.

Lastbilerne med de store stammer af ædeltræ minder en om, at der må være en taber, og at nogen må tjene styrtende på landets ressourcer, mens befolkningen lever i fattigdom. På billedet passerer en truck med tømmer. Den er sansynligvis på vej til udskibning i Kribi og videre til Europa eller Kina.

Peder Frederik Jensen

25. februar 2017

Hvis vi går derind, får vi tæsk af WWF Verdensnaturfonden-vagterne, sagde Makiko.

Vi sad i Mambele bag en sammenflikket træbygning på en lav bænk. Hundrede meter væk fra korsvejen, sidste stop i Cameroun inden DR Congo.

Et par dage før var jeg ankommet nordfra til dette lille samfund, hvor lastbilerne holder ind for natten. Chaufførerne undgår at køre gennem reservatet efter mørkets frembrud. Elefanterne krydser vejen. Det kan være farligt. Men det er der så meget, der er, tænkte jeg.

Våbensmuglerne, der sælger AK-47 til de lokale baka-jægere, der køber dem i god tro for at bruge dem til jagt, men som risikerer at blive fængslet, hvis myndighederne finder ud af, at de er bevæbnet. Myggene, der kommer frem efter solnedgang, de bitte små myg, man næsten ikke bemærker, men som bærer parasitten i sig – malaria.

Farligt, tænker jeg og kiggede mig omkring: alkoholen, der forhandles i små plastikposer, der ligner frys-selv-is fra hjemlandet. De små poser, der ligger henkastet som affald efter den depressive brandert, store dele af bakafolket gemmer sig selv og deres lidelser væk i. Alkohol findes ikke traditionelt i deres kultur. De her mennesker, vi siden kolonitiden har kaldt pygmæer, men som foretrækker at blive kaldt oprindelige folk eller som denne gruppe: baka.

Makiko har en dyb og rolig stemme. Han er en af cirka halvtreds delegerede, der er rejst fra deres landsbyer til Mambele for at deltage i et af flere årlige møder i den lokale græsrodsorganisation Buma Bo Kpode, der skal knytte dem sammen og styrke deres fælles kamp for rettigheder.

Kvindelige delegerede, som alle er baka, venter på mad, mens en tømmertruck passerer bag dem.

Peder Frederik Jensen

Makiko fortalte mig, hvordan det er at leve i hans by Salapoumbe, der grænser op til det store naturreservat Boumba Bek i det sydøstlige Cameroun:

Vi lever tæt på et område, vi altid har bevæget os i, men siden år 2000 har vi været forment adgang. WWF-uddannede vagter, der ikke kommer fra skovene, patruljerer. De siger, vi ikke passer på naturen, at vi skader livet i reservaterne, men det er ikke rigtigt. De holder os ude, så rige mennesker fra Europa kan gå på jagt. De holder os ude, så vi ikke bevidner alt det ulovlige, de gør, og de holder os ude, så vi bliver tvunget til at være agerdyrkere, men vi ejer ikke noget land, og vi har det ikke i vores kultur.

I vores kultur bevæger vi os i skovene. Kvinderne samler, og mændene jæger. Vi kigger op, og de kigger ned, supplerer hans ven Yana Nicolas, der stammer fra en anden by langs hovedvejen. Man bevæger sig i skoven gennem flere uger, men der er en skarp fordeling af opgaverne. Vi overleverer vores viden til børnene, så de kan tage over, når vi dør, siger Yana, men hvordan kan vi lære dem skoven at kende, når vi ikke må færdes i den?

***

Da jeg første gang besøgte det østlige Cameroun, bemærkede jeg tømmertruckene, der flere gange i timen kommer bumlende. De gamle jernskrog på adskillige par buggihjul, der ujævnt slingrer ud af skoven på de regntidseroderede veje for at finde den asfalterede stribe mellem Bertoua, hovedstaden Yaoundé og videre ud til den nye store havn i Kribi, hvor det bliver udskibet til Kina og Europa.

Da jeg betragtede de lastbiler med de store stammer af ædeltræ, eller de lidt mindre trucks, hvor tømmeret ligger blokskåret i perfekte stabler, stod det klart, at der måtte være en taber, og at nogen tjente styrtende på landets ressourcer, mens befolkningen lever i fattigdom. Siden fandt jeg ud af, at der var knyttet en række strukturelle overgreb mod den oprindelige befolkning i skovene, til denne udnyttelse.

Det gik op for mig, at de mange oprindelige folk siden løsrivelsen fra Frankrig var blevet manipuleret til at opgive deres levevis og land, for at den administrerende elite kunne tjene ufattelige summer på skovene og i de senere år lade kinesiske interesser definere en meget lidt bæredygtig tilgang til ressourceudnyttelsen.

Jeg ville tilbage for at rejse ind i regnskoven, hvor skovarbejderne fælder træer, hvor kineserne graver miner. På vejen besøgte jeg en ven i hovedstaden Yaoundé. Jeg havde endnu ikke skoven i kroppen, vejenes ujævne strækninger i ryggen og røvballerne, skuldrene, bevidstheden.

Bevidstheden. Ja, den viden, jeg en uge efter havde med mig tilbage igen, og som jeg havde samlet på samme måde, som mine værter i skoven samler forråd, når de bevæger sig ind under bladhænget og forsvinder for at skyde dyr, fange fisk og krokodiller, samle honning halvtreds meter over jorden i en sværm af aggressive bier, finde svampe, bær, blade og bark fra deres medicinskab, deres flere tusind år gamle apotek, der åbner sig for det trænede øjne, hvor vi andre bare ser tømmer til havnemoler, møbeltræ og aptering til de fine både, jeg for mange år siden arbejdede på i Sydfrankrig.

Hvor vi andre bare ser tømmer til havnemoler og møbeltræ, ser bakafolket barken som et flere tusind år gammelt medicinskab.

Peder Frederik Jensen

Jeg skal rejse med en lokal ngo, der hedder OKANI, sagde jeg.

Den er grundlagt af en af de få baka, der har fået en uddannelse. Venant Messe, der forlod sin fars landsby, da han var tolv, og havde søgt til Bertoua, den største by i den østlige region, hvor han havde uddannet sig til skolelærer.

Jeg troede, du ville skrive om tømmer, sagde min ven, der per mail havde arrangeret et møde med en højt placeret person i skovministeriet.

Der er lidt mad, hvis du er sulten, sagde han, og uden jeg rigtig fik svaret, blev der rettet an på terrassen. Kokken bukkede diskret og satte tallerknen foran mig.

Det er jo lige netop det, jeg vil, svarede jeg. Tømmer, korruption, kineserne. Men også om konsekvensen, om dem, denne udnyttelse går ud over.

Dem, der bor i grænselandet mellem Cameroun, Den Centralafrikanske Republik og DR Congo, og som forsøger at overleve langs vejene, efter at deres liv i skovene er blevet umuliggjort på grund af tømmerhugst, minedrift, og ikke mindst fordi, man har delt deres verden op i uigennemskuelige zoner, hvor 80 procent skal udnyttes til at kapitalisere på, og resten er udlagt til nationalparker, hvor de oprindelige folk er forment adgang.

***

Et par dage efter sad jeg og bumlede i en firehjulstrækker sammen med Venant og chaufføren Andrés. Klokken tre om natten forlod vi Bertoua og kørte østpå gennem natten. Vi havde de dårlige veje langs grænsen til Den Centralafrikanske Republik for os selv. Her og der åbner der sig en sprække i skoven – tømmerveje og mere eller mindre uofficielle grænseovergange, hvor alskens transport kan foregå nogenlunde uhindret, eller i det mindste kunne, indtil konflikten på den anden side blev for alvorlig til, at Cameroun tør risikere noget. Den slags har det med at sprede sig, med at indtage nyt land.

De første timer sad vi i tavshed. Andrés, der er katolik, satte musik på. Et kor sang katolske hymner og sange. Et orgel spillede. Den plade hørte vi igen og igen. En hyldest til skaberen, sagde Andrés på sit blandingsmål.

Vi standsede et sted i morgenskumringen. Der lå en em over landskabet, der skyldtes en nærliggende flod. Ellers kørte hovedvejen gennem det mørkegrønne, afbrudt af bebyggelser med bålpladser, hvor familier stimlede sammen i morgenmørket, hvor der blev tændt op, sat gryder over, hentet vand. Husene var bygget i træ. Kun sjældent så man de lave lerhytter, der er traditionelle for bakafolket. Et tegn på udvikling, tænkte jeg.

Hele dette grænseland er markeret rødt på udenrigsministeriets hjemmeside.

Absurd og med til at opretholde uvidenhed og distance, tænkte jeg og satte mig ind i bilen.

Hvis disse steder i verden hele tiden knyttes til forbud og advarsler, er der heller ingen, der rejser dertil. Kun folk, der arbejder for ngo’er, og de storvildtsjægere, der aldrig fortæller offentligheden, hvor de har været, hvad de har skudt, hvem der fik pengene, sagde jeg, mens Andrés satte bilen i gang.

Venant vendte sig i sædet:

Man siger, at udnyttelsen af skovens ressourcer kommer os alle til gode. Tømmerhandlerne siger det. Jægerne påstår, at jagten er bæredygtig. At det handler om at holde skoven i balance. Baka har altid holdt skoven i balance. We have the conservation skills, sagde han. Han slog over i engelsk fra fransk, når han havde en vigtig pointe. This is Bakacountry, but we can not live here. WWF took it from us, and they don’t want to meet, siger han og fortsætter:

Den store organisation vil ikke indrømme, at de har begået en fejl. De vil ikke indrømme, at den model, man har benyttet i landet, har slået fejl. Man har udlagt store områder til reservater, andre områder bliver skovet og nogle tredje udlagt til minedrift. Det gør, at man ikke kan bevæge sig frit i skoven.

Det betyder, at man ikke må være i reservatet i længere tid. Mit folk skal nu indhente tilladelse til at færdes i skoven. De må ikke færdes i grupper. De skal forlade skoven igen efter få dage. Baka er seminomadiske, men vores land er blevet hugget i småbider, der har skabt unaturlige zoner og forhindrer bevægelse. Vi vandrer sammen, hele familier og klaner, når vi jager, men det må vi ikke, og hvis vi er i skoven på andre tidspunker, end de kortvarige tilladelser giver os mulighed for, slår vagterne hårdt ned på os og forhindrer os dermed i at finde mad.

De er ikke venlige, de er ofte brutale og grænseoverskridende, og de har indført et lokalt styre, der bevidst undertrykker de oprindelige folk. De er ikke interesseret i et velfungerende samfund, hvor man trækker på mit folks viden, men i at ændre situationen så den lille gruppe i samfundet, der administrerer skoven og dens ressourcer, kan berige sig selv og deres nærmeste.

Det er en uofficiel, destruktiv magt, der udnytter naturreservaterne og WWF’s gode navn til at korrumpere skov og jagt. WWF vil ikke indrømme, at de har begået en fejl, at deres system ikke virker, og derfor ændrer det sig ikke. Samtidig er der ingen vilje fra systemets side til at ratificere og implementere de FN-rettigheder, der sikrer oprindelige folk mod netop den situation, der er gældende i Cameroun.

Det betyder, at forbrugerne i Europa og jægerne, der tror, de kan stole på fortællingen om bæredygtig skovdrift og jagt, bliver snydt, sagde jeg.

Eller lader sig snyde. Ser den anden vej, mens truckne kører stammer ud af skovene i en lind strøm.

Hvis vi kunne få tilladelse til at bygge et skolevæsen op, der ikke skulle følge resten af samfundet, men som kunne følge sæsonerne i stedet. Så kunne børnene gå i skole, når det er regntid, og familierne alligevel opholder sig i landsbyen, og man kunne have ferie, når det er tørke og nødvendigt at udnytte alle hænder i den sparsomme tid, hvor livsgrundlaget skal sikres i skoven.

Og hvis vi, som lovet, fik en andel i de penge, der tjenes på skoven. I det samme kørte Andrés ned i et stort eroderet hul, og vi fløj rundt på sæderne. Vi begyndte at køre nedad mod et flodleje, en bro bygget solidt nok til at klare de voldsomme masser af vand.

Lidt før havde Venant stoppet en lokal fyr for at forhøre sig om vejens forløb. For blot et par uger siden, sagde han, kunne vi ikke køre den her vej. Det usædvanlige er, at regntiden burde være ophørt, men det er den ikke.

Nu regner det i januar. Klimaforandringer. Et ord, der går igen, når man taler med skovens folk, der kæmper med åbne flanker i en verden, hvor andres ulykker bliver deres lod. For eksempel den rå vækststrategi, der siden Kong Leopolds tid har ført til udtømning af Congodeltaets rige verden. Da den belgiske konge indtog land langs Congofloden, var det under parolen om en stor fremtid for den villige kapitalist.

Det er det stadig, og det kommer ikke de lokale til gode. Der er meget, vi kunne ønske os, sagde Venant, der allerede i 2009 stod som delegeret til klimatopmødet i København og fortalte dem, der gad lytte, at de menneskeskabte klimaforandringer rammer socialt skævt. At det er dem, der ikke har deltaget i overforbruget, der betaler prisen. Det vil vi have verden til at forstå, sagde han. I skal lytte til os.

I skal forstå vores ret til at være og leve her, som vi har lyst.

Den ret, vi har, men som bliver undertrykt. Skoven tilhører staten. Det er indskrevet i grundloven. Det er en smart måde at tage den fra os på. Vi misbruger ikke jorden. Derfor siger man fra officielt hold, at vi ikke kan kræve den. Satte vi mærker, fældede vi, og havde vi svedebrug eller marker, kunne vi bevise, at skoven tilhører os, men det gør vi ikke, så vi er blevet hjemløse i vores eget land.

En slags flygtninge, siger Venant, da vi lidt efter passerer en af de største UNHCR-lejre med flygtninge fra Den Centralafrikanske Republik.

Mit arbejde handler om at give mit folk deres viden og selvopfattelse tilbage. Nu lever mange i uvidenhed, fattigdom og alkoholisme. De er undertrykt og har ingen tradition for at tage magten tilbage. Det er det vores arbejde handler om: uddannelse, organisering, rettigheder, værdighed.

***

Yanas havde fortalt mig om en mand fra hans landsby, der dagen før havde skudt en øko-vagt. Rygtet havde kørt, siden vi ankom. Yanas uddybede: Manden havde bevæget sig ind i skoven, men blev opdaget, og da vagterne skød varselsskud, troede han, at de angreb ham, og han svarede igen. Nu er vagten død, og manden arresteret. Det er sådan noget, der sker, sådan noget, der er kommet, som ikke var her før.

Som de fleste, jeg spørger, fremhæver Yanas årtusindeskiftet. Siden da er alting blevet værre.

Omkring år 2000, hvor WWF og den camerounske regering begyndte at grundlægge naturparker, det år, hvor de lokale blev tvunget til at acceptere en fuldkommen begrænsning af deres liv, det år, hvor det, man opfatter som en langsigtet strategi fra den korrupte elite i hovedstaden, blev gennemført. Skoven er en ressource, der skal fældes.

Pengene forsvinder ned i lommerne på de få, mens landet ligger hen i fattigdom. Nederst er baka og deres søsterfolk, som nu lever i de konstante støvdyner, som lastbilerne langs hovedvejen efterlader sig, og som jeg var vidne til på vejen, når vi igen og igen passerede de små samfund, hvor børnene legede i vejkanten, og dyrene løb frit rundt.

Jeg har svært ved at acceptere, at den lille panda fra min barndom er blevet symbol på et overgreb, men da jeg spurgte de bakafolk, jeg besøgte, hvem der stod bag volden, og hvordan det hele begyndte, sagde de enstemmigt WWF og grundlæggelsen af naturparker. Det samme kan man læse i The Guardian, hos organisationer som Survival International, der arbejder med oprindelige folks rettigheder, og man kan ved en simpel Google-søgning finde oplysninger om manglende ratificeringer, træghed i underskrivelsen af love og forordninger, der giver de oprindelige folk retten til at overleve, og som Cameroun har forpligtet sig til i FN.

Begreber som greenwashing finder vej til mit ordforråd. Greenwashing er et fænomen, der tryller ædeltræ fra regnskoven om til bæredygtigt tømmer, når det lander i Europa, hos IKEA, på de bådebyggerier, hvor jeg har arbejdet, eller i Silvan, som havemøbler.

Men hvordan kan man fælde et 500 år gammelt irokotræ på en bæredygtig måde?

Irokotræet, som Jean Louis viste mig. Han tog sin machete og huggede et lille indsnit i barken, så den hvide, helsende, potensfremmende mælk steg frem i sprækken. Det smagte af træ og lidt bittert. Iroko er et helt apotek, forklarede han mig. Det kan ikke erstattes.

Det kan ibenholdt heller ikke, træet med det sorte ved, der er ulovlig at fælde, eller azobe, som vi bruger til havnemoler i Danmark, fordi det ikke kan nedbrydes af pæleorm. Det er mange hundrede år gammelt, men når kineserne fælder det, er det væk på en time, sagde han og begyndte at save med en imaginær motorsav.

Jeg har arbejdet i alle disse sorter, sagde jeg til Jean Louis. Jeg har lavet en køl i iroko. Hugget spunding med en skarøkse og savet det til. Han nikkede til mig. Jeg ved ikke, hvad han tænkte. Han var plaget af malaria. Han forsøgte måske at se det for sig, mit land, som man kan forsøge at se hans land for sig.

Vi har lige så meget vand, som i har skov, sagde jeg. Han nikkede og forklarede mig, hvordan de lærte at kravle op i træerne efter honning. De har et reb om livet, og så skubber de sig opad. 20, 30, 40 meter. Man skal passe på, siger han. Når man hugger bladhænget fri deroppe. Det sker, at nogen hugger rebet over.

Så er der kun én vej.

Vi grinede af de uheldige og gik tilbage mod landsbyen. Om aftenen, forklarede han mig, plejede alle at være stille. I Bakaland var der tavshed, når mørket lagde sig. Dyr og børn var tavse. Udenfor i mørket stod de voksne og lyttede. Det var et vigtigt ritual. Man lyttede til skoven. Dér en puma, en skovelefant. Så vidste man, at man ikke skulle bevæge sig i den retning næste morgen, men til gengæld kunne man måske høre et nataktivt byttedyr, og så vidste man, at man ved daggry kunne finde det i et bestemt træ, at man bare kunne kravle derop og høste, fordi dyret sov som en sten på sin gren.

Nu hører man en generator, en muslimsk bøn, en stor, sen lastbil, hvis bremser og affjedring vånder sig. Man hører fulde folk i krogene og børn, der græder. Korsvejen har sit eget liv. Senegalesere ser fodbold på et lille rystet fjernsyn i deres købmandsbutik. Bantju-folk langer øl og vodka ud til en baka, der som i et feudalstyre får sin løn udbetalt i alkohol.

Jeg sov i et lille rum i en lav bygning, der gjorde det ud for hotel. På den anden side af den sammenflikkede væg kunne jeg høre en ung kvinde nynne. Hun havde et stearinlys tændt. Jeg så lyset gennem sprækkerne, kunne høre hendes lavmælte nynnen. Hun er vokset op i Salapoumbe, men går i skole i Bertoua. Hun var hjemme på ferie. Nu var hun i Mambele som delegeret.

Venant har fortalt mig, at den katolske mission har hjulpet hende på vej, hun er tydeligt intelligent, hun er smuk, ung, hun går mere moderne klædt. Havde cowboybukser på og en smartphone.

Første gang jeg så hende, trådte hun ind i den lille bygning, hvor vi spiste. Hun havde en overraskende fin hat på, der stod i kontrast til skoven og de hårdt prøvede, ældre bakkakvinder, der har født børn og haft ansvar fra teenagealderen. Der er noget fremtid over hende, tænkte jeg, da hun pustede lyset ud. En mulighed.

Peder Frederik Jensen er forfatter. Artiklen er skrevet med støtte fra Danidas oplysningspulje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Munk
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jens Østergaard Petersen
Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Bækgaard

Kinas tilgang til eksempelvis Afrika er defineret ud fra en sikring af råstoffer.
Denne strategi har været fremherskende i adskillige år, og den er blevet forfinet. Nu kan Kina eksempelvis levere et komplet hospital til et område, fiks og færdigt, men oftest virker hospitalet ikke når det først er leveret.
Kina sikrede Venezuela en del penge, mener at det var sidste år. I det omfang Venezuela gik statsbankerot eller på anden vis ikke kunne betale lånet tilbage, så havde Kina sikkerhed i olien.
Kina skal nok låne penge ud, eller investere i lande, men det er med en forventning om at Kina får lettere adgang til råstoffer eller indflydelse på landenes politik.
Derudover er det jo ikke anderledes end hvad USA, Rusland og EU gør - vores tankesæt er måske lidt forskellige i detaljer, men facit er det samme.

Karsten Aaen, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Kina har gjort mere for Afrika i de sidste 25 år end de gamle kolonilande har gjort i 200.

Lise Lotte Rahbek

Betyder det så meget, om det er Kina, Vesten, WWF som fælder træerne og formener skovfolket adgang?
Ingen kan fælde et 500 år gammalt træ på en bæredygtig måde.
Det er det, som er så fortvivlende.

Michael Kongstad Nielsen

En lille smule må skovens beboere vel kunne fælde og tjene på. Det 500 år gamle træ lever ikke evigt. Men skoven gør, hvis den behandles ordentligt.

Lise Lotte Rahbek

MKN
Når det varer 500 år før et tilsvarende træ er vokset til, hvordan kan et så kortsigtet væsen som mennesket overhovedet fatte omfanget af en fældning?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, det tror jeg er muligt. Mennesker, der bor i området kan, tror jeg, men ikke sikker. Jeg tænker, at de ved hvordan skoven udvikler sig, lever og dør, og hvordan man kan bruge af den uden at skade den. De gamle træer vil forfalde gennem en lang proces, og det hører med til cyklussen, men de behøver næppe alle at indgå i den. Det er hjemmestrikkede tanker, jeg er ikke forstmand.

Lise Lotte Rahbek

Jeg ved det heller ikke, MKN, men jeg forestiller mig, det kræver en helt særlig kontinuerlig livsstil for at forstå, at øjeblikkelig gevinst ikke kan gøre op for 500 års livstid.
Jeg har et ca end 125 årigt træ stående nær min have. Jeg har tit fantaseret om, hvor meget lys jeg kunne få, hvis nu det træ blev fældet.. men helt ærligt, det er dælme ikke særligt smart tænkt. Der bor og lever mindst 100 eksistenser i og omkring det træ. Hvordan forholder det sig så ikke med en 500 år gammel eksistens.. ?!

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Intet kan aftvinge menneskets respekt, når det drejer sig om fortjeneste - det ødelægger gerne plante- og dyrevækst for at holde varmen, til pengene er brugt.
Sådan har det været længe - og det fortsætter til jorden er afpillet og ødelagt, af jordens mest opfindsomme skadedyr (lidt groft sagt)...

Michael Kongstad Nielsen

Anne E., - indianerne i Nordamerika holdt jagten på bisonokserne nede på et niveau, så den trivedes og overlevede, og de selv havde gavn af den. Kolonisterne, der ikke havde noget forhold til den, bort skød den hurtigt.

MKN, det bekræfter jo også begærligheden efter penge som kontrast til et ønske om at bevare værdierne, som mere jævne mennesker godt kan se.
Måske er vi enige, er der forfærdeligt :)

Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er meget at tænke over.
Men WWF og Greenpeace fælder (normalt) ikke trær, og sælger ikke tømmer.
Den opfattelse må isåfald bero på en mystifikation.