Inden vi afskaffer mørket, kunne det være fedt at finde ud af, om der er noget vi går glip af

Lyserøde striber tegner sig på himlen over Københavns Nordvestkvarter. Klokken er 16.32, og det er tusmørke, men når jeg googler ’solnedgang’ på min telefon, står der, at solen gik ned for et kvarter siden.

»Det bliver faktisk aldrig helt mørkt,« fortæller Sara Troense fra kunstnergruppen Myrkr, som jeg møder for at gå en lydvandring i mørket. Og ganske rigtigt. Selvom mørket tætner, mens vi bevæger os gennem kvarteret omkring Utterslev Mose med høretelefoner i ørerne, så skinner gadelygterne så skarpt, at træerne kaster skygger og vandpytter giver genskin. En flok gæs aftegner sig mod den blålige himmel: Byens lys hænger ved.

Sara Troense er radiodokumentarist, og sammen med billedkunstner Alaya Riefensthal og musiker Jullie Hjetland udgør hun gruppen Myrkr, der undersøger mørket »i mødet mellem kunst, videnskab og hverdagserfaringer«.

Selv her på de nordlige breddegradder, hvor vinternatten varer op til 17 timer, er mørket nemlig blevet svært at få øje på. Det skyldes ikke mindst lysforurening, som især er udbredt i de voksende byer – også på verdensplan: cirka 80 procent af verdens befolkning lever i lysforurenede områder, og i Europa gælder det omkring 60 procent.

Det mørke Jylland

Når Myrkr og andre kulturprojekter i dag dyrker nattemørket, så kan det ses som udtryk for et opgør med forholdet mellem by og provins.

Det siger Tina Louise Sørensen, der skriver ph.d. på Aarhus Universitet om kulturelle repræsentationer af provinsen.

»I virkeligheden er det paradoksalt at beskæftige sig med mørke, når man forsøger at skabe nye billeder af provinsen,« siger hun.

»Kulturhistorisk er mørket blevet brugt som marginaliserende betegnelse om provinsen – f.eks. i udtrykket ’det mørke Jylland’. Klicheen stammer helt tilbage fra Henry Morton Stanleys Through the Dark Continent (om hans opdagelsesrejser i Afrika, red.): Det uciviliserede, provinsen, det ikke-urbane er tæt forbundet med mørke som noget negativt og kulturelt tilbagestående.«

Men nu er mørket ved at trænge ind både i litteraturen og fotografiet. Og ved at dyrke mørket som sanselig ressource udfordrer kunsten ikke bare de negative forestillinger, men også Morten Korch-idyllens skildring af den danske provins som et evigt sommerland, mener Tina Louise Sørensen, der bl.a. har forsket i fotografen Carsten Ingemanns arbejde med provinsens mørke som æstetisk rum. Hans værk har paralleller i andre fotografiske mørkeprojekter af bl.a. Astrid Kruse Jensen og af Bettina Camilla Vestergaard.

Mørket som oplevelsesøkonomi

Når nattemørket er blevet moderne, så sker det som et modtræk til byens lys.

»Mørket er blevet en sjældenhed,« fortæller Tina Louise Sørensen.

»Lige så vel som vi i denne globale og antropocæne tidsalder begynder at interessere os for det lokale og den uberørte natur, så er det klart, at det oprindelige mørke – noget som kan give os en anden og mere autentisk sanseerfaring – pludselig får en værdi.«

Den værdi afspejler sig ikke kun i et kunstnerisk eller æstetisk potentiale, som f.eks. det, de fotografiske projekter dyrker, men også i en oplevelsesøkonomisk ressource: Det er Myrkrs lydvandringer et eksempel på. Og ideen om mørket som en oplevelse, der er et marked for, afspejler muligvis en global tendens.

»Den internationale organisation Dark-Sky Association har fået mange nye medlemmer i USA og Europa. Det er selvfølgelig, fordi mørket bliver truet, og nogle mener, at vi skal have steder, hvor vi stadig kan se Mælkevejen uden lysforurening,« siger Tina Louise Sørensen.

»Der er kommet en økonomi i det: Man kan sælge mørket som en oplevelse.«

International Dark-Sky Association uddeler certificeringer til områder og turistmål med minimal lysforurening, og fra 2014 til 2015 steg antallet af årlige udnævnelser fra 13 til 17.

Ifølge foreningens hjemmeside bidrager en udnævnelse som såkaldt Dark Sky Park positivt til stedets synlighed og lokaløkonomi, f.eks. ved at fremme såkaldt ’økoturisme’ og ved at appellere til amatørastronomer.

Og det virker – i hvert fald ifølge en rapport udarbejdet for den skotske skovkommission, som viste, at 77 procent af de adspurgte 35 overnatningssteder omkring Galloway Forest Park oplevede en stigning i antallet af overnatninger, efter at området fik status af Dark Sky Park.

På Møn indsendte man i efteråret en ansøgning om Dark Sky-certificering. Initiativet ligger i forlængelse af Vordingborg Kommunes ansøgning til UNESCO om at inkludere Møn i organisationens biosfære-program. Under overskriften »Man and Biosphere« fremhæver UNESCO en række steder, der gør en særlig indsats for at bevare biodiversitet og skabe bæredygtig udvikling.

Kommunen fremhæver netop nattemørket som en central del af biosfære-projektet, der skal fremme turisme og handelsliv på øerne, og i projektbeskrivelsen tegnes en vision for Møn og den mindre nabo-ø Nyord som »Et ø-rige mellem storbyerne Hamborg, København og Malmø, hvor man kan komme tæt på naturens kræfter og en storslået stjernehimmel.«

Vi vil det autentiske

Der findes allerede ét sted i Danmark, hvor nattemørket er fredet, nemlig omkring Brorfelde Observatorium på Sjælland, og ifølge Tina Louise Sørensen får oplevelser i nattemørket netop en appel, fordi vi som modtræk til byens stramme og rationelt definerede rum drages mod drømmen om en mere sanselig tilværelse på naturens præmisser.

»Fordi vi i højere grad lever i byen, og fordi vores dag er struktureret på den samme måde hele året, indretter vi jo ikke vores hverdag og år efter mørke og lys længere,« siger hun.

»Vi er kommet ud af trit med den naturlige, cykliske levevis. Hvorfor ser vi Bonderøven, hvorfor vil vi ud at lave mørkevandring? Det er fordi, vi vil tilbage til noget autentisk.«

Natten blev afskaffet

Men hvad er det så for en tilstand, vi søger tilbage til?

Engang var nattemørket uundgåeligt, og det var langt fra kun en fordel. Det forklarer historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet, som er redaktør af bogen Nattens Gerninger (2015), der skildrer tiden op til det, han kalder ’nattens afskaffelse’ i vestlig kultur.

Skiftet skete med indførslen af først gasbelysning i begyndelsen af 1800-tallet og siden elektrisk lys både inde og ude. Før var mørket et vilkår, fra solen gik ned, til den stod op: Enten måtte man lære at udføre sit arbejde i blinde, eller også måtte man samles indendøre i skæret af de ofte ildelugtende tællelys.

»Da natten havde sin storhedstid, blev alt lukket af: Man lukkede byporte, stængede døre derhjemme, fik kreaturer ind, satte sig indenfor i skumringen og tændte et tællelys,« siger Poul Duedahl.

»Det sociale område var inden for den lille kuppel af lys. Det er fundamentet for den moderne hygge.«

Når vi i dag opsøger mørket, er det netop, fordi vi har fået mulighed for at vælge det fra, forklarer Poul Duedahl. Natten er ikke længere et onde, men et tilvalg med sanseligt og oplevelsesøkonomisk potentiale. De positive kvaliteter, som f.eks. det intime fællesskab indendøre, bliver husket, mens det mere besværlige bliver glemt.

Til gengæld afspejler vores sprogbrug stadig en kulturelt overlejret idé om mørke som det onde og lys som det gode – en tankegang, som stammer helt tilbage fra Bibelens skabelsesberetning. I dag viser den sig, når politikere f.eks. taler om terrorisme som udtryk for ’mørkets kræfter’.

Byens lysforurening

»Mørke er ikke noget, vi særlig godt kan lide i vestlig kultur,« forklarer Sara Troense tilbage i Nordvest.

»Men tænk, hvis der faktisk lå vildt mange ressourcer i mørket? Hvad sker der, når vi har en skærm i hovedet hele tiden, og når små børn aldrig oplever en stjernehimmel, fordi de kun er i byer, hvor der er så lysforurenet som her? Pludselig er mørket glemt. Inden vi når dertil, kunne det være fedt at finde ud af, om der er noget, vi går glip af.«

At mørket tænkes som en nødvendig, men glemt ressource, er karakteristisk for de nye kunst- og forskningsprojekter, der vender blikket ud i mørket. Ideerne er dog stadig spredt, forklarer Sara Troense: Derfor griber Myrkr emnet tværfagligt an – f.eks. ved at inddrage interviews med både en shaman, en arkitekt og en blind musiker, som dem vi lytter til på vores lydvandring i det nordvestlige tusmørke.

Til vandringerne skænker Myrkr også gerne en lille én for at vække andre sanser end synet, der fylder så meget i vores hverdag.

»Man tænker vinterhalvåret som en frygtelig ting, fordi vi har brug for sollys,« siger Sara Troense. »Men hvorfor ikke prøve at nyde, når der er helt mørkt, og dit syn kan slappe af?«