Læsetid 12 min.

’Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke’

Christina Hagen føler tit, at hun burde skamme sig over sin menneskelige grimhed. Men det vil hun ikke. Det har hun nu skrevet en bog om, og vi har besøgt hende i Bilka i Herning
Christina Hagen kommer tit i Bilka i Herning – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.

Christina Hagen kommer tit i Bilka i Herning – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.

Tor Birk Trads
18. februar 2017

Da Christina Hagen forleden var til psykoterapeut, blev hun bedt om at inddele sine venner, familiemedlemmer og ekskærester i to kategorier.

Terapeuten tegner en linje mellem to punkter – et repræsenterer det gode, det andet det onde. Christina Hagen er ude af stand til at løse opgaven. Hun kan ikke, og hun vil ikke.

»Jeg har grundlæggende meget svært ved at vurdere, hvad der egentlig er godt og skidt,« fortæller hun, da jeg møder hende i Bilkas bistro i Herning. Det er ikke sådan, hun ser hverken mennesker eller tilværelsen. Det grimme og det pæne er ikke afgrænsede og adskillelige kategorier. »Men hvis jeg så verden, som min terapeut gør, så ved jeg godt, at den her bog hører til i det onde. I det rigtig grimme,« siger hun og lægger hånden på sin nye bog, Jungle.

Christina Hagens nye, spredte bog ’Jungle’ skriver nærmest døsigt om at fortabe sig og går i tomgang undervejs. Men når den er god, er den helt afsindig
Læs også

Bogen er et fletværk af tekst- og billedmateriale. Der er pågående billeder af både døsende og opsvulmede pikke, af to mennesker, der dyrker analsex iført dyremasker, og der er tekster om at agere sugar mommy for yngre, fattige og brune kærester, om at foretrække store, sorte pikke, men også om kærlighedssorger, ensomhed og forankringen i den jyske, jævne muld.

Bogen er, hvad mange vil opfatte som provokerende, forudser Christina Hagen. Og den hidtidige presseomtale – i eksempelvis Vice og Radio24syv – bekræfter hendes forudsigelser.

Christina Hagen ser selv sin bog som ’et katalog over forbudte tanker og anormaliteter’.

Tor Birk Trads

»Det overrasker mig altid, at det først og fremmest er det, der bides mærke i. At det stadig er så uhørt og sensationelt og tilsyneladende stærkt provokerende, når en kvindelig forfatter skriver om sex,« siger Christina Hagen i bistroen, da hun bestiller to frikadellemadder og en cola.

Folk kommer tit til hende med kommentarer om hendes provokerende, vilde og voyeuristiske personlighed. Du elsker sådan at provokere, Christina. Du har jo ikke så mange grænser, Christina. Tænk, hvor vildt og udleverende, du lever og skriver, Christina.

De folk kender hende ikke.

»Jeg har vitterligt intet ønske om at provokere. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive sympatiske og pæne tekster, der ikke hidsede nogen op. Men det er ikke det, jeg kan. Og jeg nægter at dæmpe teksterne ned for andres skyld, jeg kan ikke gøre mig anderledes, og jeg vil ikke skrive anderledes.«

Mere plads

Udgivelsen af Jungle er et slag for det ikke afdæmpede, for ærligheden og alle de grimme tanker, Christina Hagen også tænker. Det er en insisterende ærlighedsøvelse – hvor ærligt tør man se sig selv? Og hvor ærligt tør man skrive om det?

»Jeg tænker det selv som et katalog over forbudte tanker og anormaliteter. Der er meget i den, der ikke er god tekst. Men jeg var nødt til at lade det hele stå – for fejlene skal have lov at være der. Jeg er så træt af dygtighed, der findes alt for mange dygtige forfattere og dygtighedsforventninger derude, og dem har jeg ikke lyst til at imødekomme,« fortæller Christina Hagen og trækker en lang, larmende slurk cola op gennem sugerøret.

Hun har ikke nogen intention om at sætte folks pis i kog. Men hun nægter at skrive moraliserende, gentager hun flere gange undervejs. Og at det i sig selv – at skrive ikke-moralsk – er så uhørt, så provokerende og usædvanligt, bliver ved med at komme bag på hende.

»Og det er da absurd kvælende? Det er et problem, hvis det ikke at forholde sig moralsk til noget, er ensbetydende med at ville provokere,« siger Christina Hagen og fortsætter:

»Jeg skriver for at skabe lidt mere plads til sådan nogle som mig. Det er for trangt at være i verden som den er nu. Jeg har tit svært ved at trække vejret i den her så politisk korrekte tid. Der er så forfærdelig mange ting, man ikke kan sige og allerhelst heller ikke tænke efterhånden. Det er frygteligt.«

’Det er uærligt og ignorant at moralisere sig ud af sølet,’ siger Christina Hagen.

Tor Birk Trads

Forfattere som Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen har for Christina Hagen bevist, at det kan nytte noget. At litteraturen kan nytte noget, skabe mere plads til det forfejlede.

»Jeg tror, deres villighed til at blotte og afsløre sig selv har smittet af. Jo flere, der blotter sig i bøgerne, desto flere tør at gøre det samme i privaten. Og det kan måske betyde, at nogle ikke føler sig så unormale – at ens skavanker pludselig ikke er så enestående og skræmmende unikke eller skamfulde. Man kan læse sig til, at man ikke er alene med alt det, der fremstår forfejlet.«

Der er altså et håb hos Christina Hagen om, at ærligheden og fremvisningen af det forfejlede, udygtige, grimme og ukorrekte kan smitte.

»Mon ikke andre også tænker ukorrekt? Mon ikke andre også har tænkt racistiske tanker?« spørger hun og refererer til teksten »Sorte mænd.«, der begynder sådan her:

»Sorte mænd er noget, jeg sent kom i gang med. For sent, vil jeg sige, i bagklogskabens lys. Det er et område, jeg vil blive i, og der er der jo ligefrem et slogan, der beskriver. Deres hud er tykkere. Presser man, med fingrene, en hudorm ud, så er den en centimeter lang. Der er en helt anden motor gemt i det maskineri.

Jeg må indrømme, at store pikke også gør mig glad. Jeg ved godt, hvad teoribøgerne siger om kvinders syn på størrelsen af mænds pikke, men der må jeg sige, at det ikke er noget, jeg personligt kan genkende.«

Grimheden

Det er svært at afkode, hvor Christina Hagen står politisk og moralsk. Eller måske nærmere, hvor fortællerstemmen står. Hvornår de flyder sammen, hvornår de er ironiske, parodierende eller bramfrit ærlige.

Er teksterne racistiske? Er den »sorte mand« en stereotyp af dimensioner? Eller er blotlæggelsen af racistiske tanker en del af et antiracistisk projekt? Jeg ved det ikke. Og det gør Christina Hagen heller ikke, forklarer hun. For hun er ikke interesseret i at positionere sig moralsk og blive stående dér:

»Når læseren ikke er i tvivl om, hvor man som forfatter står moralsk, så har teksten for mig at se lukket sig selv ned. Ved at fremstille sig selv som et af de såkaldt gode mennesker – et af de mennesker, der hævder af vide, hvordan man bør agere, tænke og skrive samvittighedsfuldt – søger man at blive fritaget fra skyld og ansvar. Og det er for mig at se hykleri.«

De tekster, der tydeligt arbejder efter et moralsk eller politisk korrekt ideal er for hende altså lukkede og moralsk missionerende tekster. Og dem er der alt for mange af i dansk samtidslitteratur, mener hun.

For heller ikke forfattere kan undsige sig den racisme og sexisme, vi alle lever i. At antage og tilmed proklamere, at man er i stand til at hæve sig over det, at moralisere sig ud af sølet, det er uærligt og ignorant, mener Christina Hagen:

»Enhver tid har sit dogme. Lige nu lever vi i en tid, hvor man religiøst klamrer sig til den politiske korrekthed som en art frelse mod verdens ondskab. Man skal i temmelig ekstrem grad konstant tydeliggøre, at man er på det godes side. At man er det, min terapeut ville kalde et godt menneske.«

Og det bliver en spændetrøje, hvis man som Christina Hagen mener, at vi mennesker også indeholder alt muligt andet end godhed. Og alt det andet opfattes af det politisk korrekte samfund anno 2017 som grimt, forkert og ukorrekt. Det er umuligt at leve op til, mener Christina Hagen. Og det er fatalt, hvis vi kræver, at litteraturen skal indrette sig efter den doktrin.

I junglen

»Jeg kan ikke leve op til de politisk korrekte idealer hverken som privatperson eller forfatter. Og det står jeg gerne ved. Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke. Jeg får tit følelsen af, at jeg bør skamme mig over min menneskelige grimhed, men det vil jeg ikke,« siger Christina Hagen.

Vi forestiller os, at vi lever i en temmelig frigjort tid. At nuancerne, strukturerne, problemerne kortlægges og blotlægges i en bestemt måde at tale på. En temmelig besværlig og akademisk måde at tale på, hvor man tilsyneladende undgår at reproducere undertrykkende, racialiserende og sexistiske strukturer. Det er for Christina Hagen én stor illusion:

»Jeg ser ikke frihed eller betænksomhed i det her. Jeg ser først og fremmest en masse mennesker, der er frygteligt bange for at stå ved sig selv og de ukorrekte, grimme sider, de også rummer.«

Men i junglen kan Christina Hagen slippe ud af den religiøse og desillusionerede politiske korrekthed. Junglen er både en mental tilstand, en særlig sensibilitet, men også fysiske og konkrete steder – en skov i Midtjylland eller en jungle i Caribien.

Der findes ikke jungle i København, hvorfor Christina Hagen har bosat sig i Herning og for så vidt muligt undgår at besøge hovedstaden. I junglen – i den jyske natur, i Caribien, langt fra København – skal man ikke præstere. Man skal ikke være pæn, dygtig og omstillingsparat, effektiv, intellektuel og optimal.

I junglen føler hun sig fri, her er plads til hende. Og her forstår netop hun at overleve, hun forstår, hvad der kræves. Der er, forklarer Christina Hagen, noget grundlæggende forkert ved, at hun er født i et civiliseret samfund.

Her et uddrag fra teksten »Junglen«:

»Politisk korrekthed og millimeterdemokrati, det er ikke noget, man kender til i junglen. Her gælder: Lyst, vrede, forelskelse, sorg og håb. Her er man uinteressant som intellektuelt væsen. Her er man tvunget til at stå stille i ly for regnen, indtil regnen stopper. Sult og begær er behov, der kan mærkes rent fysisk. Og giver man op, så kan man gøre det i fred. Psykologer og ambulancer findes ikke her. Der er en anden renhed og ethvert valg, man foretager her, det er et valg, der er svært at gøre om. I junglen er der ingen vej udenom; hvis du ikke er dig selv, så dør du af det. Hvis du ikke lever i overensstemmelse med dine egentlige tanker og ønsker, så kan du ikke overleve her.«

Hvem er det menneske?

Noget, der har optaget Christina Hagen i de to år, hun har brugt på at skrive Jungle, er menneskets – og hermed også hendes egen – trang til at fremstå sympatisk. Hun har følt en stor trang til at udfordre det. Og måske derfor er stemmen i hendes bøger ifølge hende selv gradvist blevet mere og mere usympatisk siden Sexdronning i 2008:

»Det er en udfordring at læse sine egne tekster og tænke, hvad fanden er det for et menneske, der har skrevet det her? Og så vide, at det jo er mig.«

For det er kun få kvinder, der tør skrive usympatisk og afstumpet. Og det har Christina Hagen været nødt til at grave i og udfordre, forklarer hun. For mændene må ikke få patent på det usympatiske.

– Men er det dig, der er usympatisk, når fortællerstemmen er usympatisk?

»Måske. Jeg er til stede i mange af teksterne – men ikke i alle. Jeg performer virkeligheden i dem alle, det skal fremstå så virkeligt og oplevet som muligt. I stedet for at skrive bøger om, hvordan mit liv er eller har været, så lever jeg lidt mit liv efter det, der kunne være interessant at skrive om,« siger Christina Hagen.

Hun besluttede eksempelvis at skrive en tekst om at være nogens sugar mommy, hvorefter hun rejste til Jamaica og fandt sig en yngre feriekæreste. Man tager en beslutning som kunstner, og så bevæger man sig derefter derud, hvor man skal, forklarer hun.

Men der er hos Christina Hagen et overraskende skarpt skel mellem hendes kunstneriske projekter og hendes private liv. Christina Hagen er faktisk et meget privat menneske. Det ville være alt for privat og grænseoverskridende for hende at skrive om sin barndom eller sin sygdom. Det er hun simpelthen ikke i stand til, forklarer hun:

»Jeg er nødt til at iscenesætte privatheden, tror jeg. Og de få mennesker, der kender mig godt, de har meget svært ved at genkende mig i mine bøger. For jeg er dybest set et meget kedeligt menneske, der lever et meget kedeligt liv.«

Jylland 4-ever

Flere og flere har sat sig til rette i bistroen i Bilka. Det var Christina Hagen, der foreslog, at vi skulle mødes her. Hun kommer tit i Bilka – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.

»Du synes nok, det er dødssygt,« siger hun og kigger sig omkring. »Men jeg synes, det er misundelsesværdigt. Jeg synes, det er fantastisk, at mennesker kan leve sådan her. Helt bundseriøst.«

Christina Hagen er 36 år gammel, hun har ingen fast kæreste eller bolig, og hun rejser typisk seks måneder om året. Til Caribien, Grækenland, Afrika med flere. Hun er tiltrukket af det, mange ville beskrive som »dramatiske forhold« og har svært ved at blive bange for ting. Hun længes efter normalitet, efter et simpelt liv, men hun tror ikke, at det kommer til at ske for hende:

»Det ligger ikke i kortene for mig, men derfor holder jeg stadig af at tage herud og bare se på det. Jeg tager også tit ud og ser på huse. Gule murermesterhuse i forskellige provinser. Så står jeg dér, kigger ind over hækken og drømmer om at leve de liv, det ligner, der leves derinde.«

I svømmehallen i Herning møder Christina Hagen jævnligt de mennesker, der lever de såkaldt normale liv. Der taler de misundelsesværdigt og begejstret over hendes forfatterliv. Hvor må det være spændende, Christina. Tænk en frihed og en eventyrlyst, du har, Christina. »Men damerne i saunaen skulle bare vide, hvor meget jeg misunder dem deres liv,« siger Christina Hagen.

»Jeg har ikke valgt at ville være forfatter. Det er vanvittig besværligt og svært for mig at skrive – hvis jeg kunne, så havde jeg valgt anderledes.«

Et valg, der dog har gjort livet lettere for Christina Hagen var afskeden med København. Hun er frastødt af den massive og nationale dyrkelse af København, som det sted, der er noget. Som det sted, nogen kan blive til noget. Det er kun i Jylland, Christina kan blive til nogen – til sig selv.

Som det beskrives i teksten »Jylland 4-ever«:

»Nogen har kastet sig ud foran toget på Skanderborg Station, sådan er det i Jylland. Her er som sådan ikke noget at leve for, vi ser alting helt klart. Vi kan ikke gå i Illum og Birger Christensen, den manglende mening er smurt ud over alting. Vi går i hvide piratbukser ved Himmelbjerget og spiser os fede i knækpølser og drømmekager. Jylland er ætsende smuk. At køre rundt i Lemvig kl. 17 og finde en grillbar, der lugter af pølsemix og folk i arbejdstøj. I vejkanten vokser vildæblerne, vandrotterne har gemt sig i græsset. Vi hører Medina og snakker om paella i Spanien.«

»Jyderne beskrives som indskrænkede, banale og DF-agtige; som nogen, man ikke vil hen til. For mig er Jylland et fantastisk sted, og det var først, da jeg flyttede tilbage til Jylland, at jeg fik en vis ro og tid til at skrive. I København fløjtede jeg hovedløst og angstfyldt rundt. I Jylland er man tvunget til selv at skabe et indhold i sit liv, fordi det ikke kommer til en automatisk. Man får ikke en identitet foræret alene ved at hænge ud på Granola på Værnedamsvej hele dagen.«

Når Christina Hagen fortæller, at hun bor i Jylland – og elsker det – i kunstnerkredse, så bliver hun mødt af mistænksomhed. I de københavnske kunstnerkredse opfattes Jylland som tilbagestående – et sted for de bagudskuende og nationalromantiske, forklarer hun.

Men for hende forholder det sig modsat. I Jylland er der plads til ærligheden, der er mulighed for at acceptere, at det grimme er en lige så naturlig del af livet som det smukke: »Det er, som jeg ser det, ærligt, modigt og ikke-iscenesat,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
Niels Nielsen, Kurt Nielsen, ulrik mortensen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Krogsgård
Poul Krogsgård

Der er så forfærdelig mange ting, man ikke kan sige og allerhelst heller ikke tænke efterhånden, mener Christina Hagen, der har svært ved at trække vejret i en tid, som hun mener er så politisk korrekt. Mon ikke Christina Hagen sparker åbne døre ind. I den verden, som jeg lever i, er der ikke mange grænser for hvad folk kan finde på at sige af fremmedfjendsk eller sexistisk karakter. Det politisk korrekte i dag er vel snarest at komme med den slags udtalelser, og højreorienterede og fremmedfjendske partier stormer frem, og Trump har vundet præsidentvalget i USA trods sit hadske syn på kvinder og immigranter. Har Christina Hagen slet ikke fulgt med i, hvad der sker i Danmark og verden?

Brugerbillede for emil groth

Fint debatoplæg.
Udviklingen er også afvikling, der bliver mindre og mindre at fortælle, så tendensen som jeg ser det, er materiel dualitet, eksempelvis, at få en omgang massiv kølle. Provokerende? Nej. Ensomt? Nej
Fremmedgjort? Nej
Forvirret? Ja:-)

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Interessant - og modig - litterær ambition. Men det er altså forsøgt mange gange før. Mest kendt - på grund af følgerne - er måske Jørgen Leths 'Det uperfekte menneske'.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er ikke så meget det politisk korrekte, som det bornerte og bigotte, vi lider under nu. Se på teatrene, se på tv og film: higen efter at kunne fremstille det helt normale, gennemsnitlige gennemsyrer det hele, igen har middelklassementaliteten lagt sig over samfundet som en dyne, hvor det tabubelagte, det erotiske, det flamboyante og det ekspressive fortrænges igen.

Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen
Annika Tiin Nielsen

Hvor er det interessant, at Christina Hagen kalder det for "u-iscenesat" at hun bor i Jylland. Når hun længere oppe i interviewet siger, at hun gør ting og afprøver livsveje FOR at det kan blive til litterært stof. Det er da iscenesættelse, så det basker.

"Vi hører Medina og snakker om paella i Spanien" - er det bare mig, der synes, at det "vi", klinger hult? Når hun tager ud i Bilka netop ikke for at købe ind, men for at kigge på folk, er hun først og fremmest en registrant, en observatør, der registrerer med københavnerbriller på, så det oplevede bliver eksotisk/interessant.

For mig ligger der en iscenesættelse i det, der langt overgår forfatteren, der går på morgenmadsbar på Værnedamsvej...

Hilsen en, der bor i de byer, spiser den mad og køber ind i Bilka - uden at skrive bøger om det